D. Gray-man: Djævlens beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

26Likes
27Kommentarer
5987Visninger
AA

15. Blodsudgydelser – Del 1. Kapitel 11.

 

Den kølige natteluft får Kirasha til at slappe mere af, da hun træder ud af det gamle lokomotivs ene vogn. Dog er hendes krop stadig anspændt og urolig, når Kanda er i nærheden. Det kan bare ikke være på andre måder.

Jeg tror ikke Komui ville grine, hvis han fik at vide hvilken konflikt vi lige har haft gang i, tænker hun og ryster lydløst på sit kønne hoved.

Finderen, bruger en times tid på at fortælle de tre Exorcister om stedet de skal hen til, nemlig en gammel, forladt by. Allerede inden de er nået helt frem, sætter de i løb. Det er først her, at Kirasha opdager den store kasse som Finderen har på ryggen. En telefon, sikkert for at man kan ringe hjem til Ordren.

En lille, gylden bold svæver ved siden af Allens hoved, og det går op for Kirasha, at det er en golem.

’’Han hedder Timcanpy. ’’ siger Allen med et smil, som svaret på hendes tanker, ’’Han sendte videoerne af din kamp imod dæmonen ved det hjemsøgte hus, og om hvordan du reddede hende pigen… Egentlig ret tappert gjort, når man tænker på at du skadede din egen krop. ’’

Den gyldne golem, basker endnu engang med sine små vinger og får den lange hale til at vifte uforstyrrende i vinden.

’’Du brugte din egen krop, for at beskytte et ligegyldigt pigebarn? Det lyder latterlig dumt. ’’

Kirasha ignorerer fuldkommen Kandas kommentar, da hun ikke har lyst til at skabe mere ballade. Ved siden af hans ansigt, er der dukket en anden form for golem op. Den er sort, med et hvidt hoved, samt små, mørke flagermusvinger. Der dukker pludselig også en af samme udseende op ved Finderen, og så derefter også ved Kirasha.

’’Vi kan kommunikere igennem dem her, på cirka et par kilometers afstand. ’’ siger Finderen og nikker imod sin golem.

 Da de træder ind i den sølle udseende by, ser de sig vagtsomt om. Flere af husene er blevet smadret, men der er ingen spor efter nogen dæmon… Lige indtil Allens venstre øje bliver helt sort, og tre lysende, røde ringe danner sig i det.

’’Den er ikke så langt herfra, ’’ siger han, ’’Men vi burde alligevel dele os, og se efter de Findere der kom hertil. Max, du går med mig. ’’ Finderen reagerer straks, da hans navn bliver nævnt, og de to forsvinder i den østlige del af byen, imens Kanda går imod vest, og Kirasha mod nord.

Der er tydeligt spor efter kamp, det kan man ikke undgå at se. Da Kirasha cirka er nået hundred meter ind i selve byen, finder hun et tydeligt blodspor, sandsynligvis fra en uheldig Finder. Væsken er stadig varm, da hun forsigtigt sænker sin pegefinger ned i den.

Og så, pludselig, falder der noget ned fra oven af, og lander i blodet med et ordentligt klask. De røde dråber bliver slynget ud til alle sider, og lige i ansigtet på Kirasha, der træder forskrækket tilbage. Hendes ene hånd er allerede placeret på det ene kortsværds skæft, men hun stopper sig selv, da hun ser hvad det er der ligger foran hende.

En Finder, som hun havde frygtet. Hans hvide klæder er smurt ind i hans eget blod, og øjnene er vidt åbne.

Ikke godt, tænker hun og fjerner hurtigt de flossede klæder der dækker den døde mands bryst, Det er en Dødsridders værk.

’’Allen, Kanda. ’’ siger hun prøvende hen imod den flyvende golem, der er ved siden af hende.

’’Hm?’’ stemmen er tydeligvis Kandas, det er næsten umuligt ikke at høre.

’’Vi har et proble-… For satan da! ’’

Idet hun skal til at forklare dem problemet, falder der endnu en livløs krop ned i den forrige. Og så en til. Det bliver ved, indtil der ligger syv døde kroppe oven på hinanden, alle sammen Findere. På det lille bjerg af døde, står der et oprejst menneske… Nej, det er ikke et menneske.

’’Der har vi dig, dit forbistrede røvhul, ’’

Ligeså snart Kanda hører det fra sin golem af, vender han om og løber imod nord i stedet. Som var det ingenting, springer han op på husenes tage, for at få sig et bedre udsyn.

’’Dæmonen?’’ spørg han kort, imens han løber fremad.

’’Nej, det er min onkel, ’’ svarer Kirasha sarkastisk, ’’Det kunne det faktisk godt være, glem det… Men jeg har fundet Finderne… Ikke i live, skal det lige siges. Det er nok bare ikke det der er det største problem… Det er Dødsridderen her, som nok ret meget overvejer at slå mig ihjel... Jeg klarer den, fortsæt I bare. ’’

’’En Dødsridder? Er du sikker på, at du kan klare sådan én? De skulle være temmelig stærke.’’ denne gang er det Allens stemme, der lyder igennem Kirashas golem.

’’Du har vidst glemt, at jeg er en af dem. ’’

’’Ah, ja… Sorry.’’

Den tredje stemme der høres igennem den flyvende golem tilhører Max. Stemmen er bare ikke rolig, overhovedet, og det lyder som om der er temmelig meget støj på linjen:

’’Der er dukket en Dødsridder op med dæmonen, i øst! ’’

’’Skulle dig og Allen ikke gå sammen? ’’ spørg Kirasha.

’’Vi valgte at skilles, så Allen tog det nederste af byen i research. Hvad gør vi?’’

’’Bare skynd dig væk! Jeg kommer, ’’ lyder Allens stemme, og derefter et par vaklende skridt, der afslører, at den hvidblonde Exorcist er stoppet op, for derefter at løbe imod øst.

 Dødsridderen oppe over Kirasha, laver ikke andet end bare at stirre på hende, men sætter derefter i løb, imod øst. Og hun følger selvfølgelig efter ham, selvom det giver et lille stik i hjertet på hende, da hun forlader de døde Finderes kroppe.

’’Hvil i fred, ’’ mumler hun, og rykker derefter tættere på sin golem, for at aflægge en hurtig rapport.

’’De samler sig i øst, ’’ siger hun, og fortsætter sit forsøg på at indhente den flygtende Dødsridder.

  ’’Bag dig, Mini, ’’

Hun skæver bagud, og ser Kanda dukke op nogle meter bag sig, imens hun springer fra hustag til hustag. Hans ene hånd har allerede lukket sig om det mørke Katana, Mugen, der lyser hvidligt.

Hvis ikke det var en krisesituation, ville hun nok være blevet irriteret over at se Kanda dukke op. Problemet i det hele er, at Max står alene, ikke så langt fra en Dødsridder og en dæmon.

’’Max…? ’’ spørg hun prøvende.

Og hun bliver besvaret. Besvaret af et skingert skrig, som uden tvivl tilhører den Finder der bragte dem hertil.

’’Max! Kanda, tag dig af røvhullet her, jeg prøver at finde ham! ’’ hun sætter farten op, og løber til sidst direkte forbi Dødsridderen, uden at værdige vedkommende et blik.

’’Du skal ikke give mig ordrer, ’’ knurrer han, men angriber alligevel Dødsridderen med sit sværd.

Da Kirasha når den østlige del af byen, ser hun dæmonen. Og den er stor. Større end de normale level 1’ere, hvilket kun kan betyde at den snart er i nærheden af 2. Lidt under den, ligger Max, der forsøger at kravle væk. Der er blod på hans tøj, og det er sandsynligvis hans eget.

’’Miss Exorcist… ’’ hvisker han hæst, da han ser hende komme springende fra tagene.

Med et snuptag har hun trukket sine sværd og søger nu med blikket efter den anden Dødsridder. Han må være i nærheden! Max havde været død, hvis det var dæmonen der havde angrebet ham, for så ville virussen havde ødelagt hans krop. Det kan kun være Dødsridderens sværd, der har forsaget det store sår ved hans side. 

’’Innocence aktiver, ’’ mumler hun sagte, og de velkendte blålige flammer, med et skær af sort og lilla, dukker op på den skinnende klinge.

Idet, dukker en kæmpemæssig metalarm frem. Allen. Den smadrer ind i noget, der viser sig at være den Dødsridder som Kirasha før søgte efter. Nu skal hun bare færdiggøre dæmonen og få Max væk.

Den store, grå arm der engang var Allens mørkerøde, holder stramt om mørke Dødsridder, der ikke bevæger sig ud af flækken. Men han ved godt, at vedkommende i hans kløer ikke er død. Det er han for stærk til at være. Og lige idet han har tænkt det, forsvinder skikkelsen under den mørke kappe og kun tøjet er tilbage. Allen har bare været forberedt på at dette ville ske på et tidspunkt, og vender derfor armen om i et hårdt ryk, for at støde den ind i den skikkelse der lige er dukket op ved hans højre side… Som så viser sig at være Kanda, og ikke Dødsridderen.

’’Kæmpeidiot!’’ hvæsser den mørkhårede Exorcist, og springer væk, for ikke at blive ramt yderligere.

’’Forsvandt de begge to?’’ Allen ignorerer den forrige kommentar, og ser på Kanda, der bare nikker irriteret.

Kirashas første mål er at ramme dæmonen. Men lige i det øjeblik hun springer frem, og skal til at jage sine sværd ind i det hårde panser, fjerner den sig, og flyver højt op i luften, hvor de to Exorcister som Kirasha kom med, straks angriber den. Og havde hun koncentreret sig mindre om den sårede Max, havde hun nok set den transformeres ind til en level 2.

’’Max! ’’ hendes sværd er allerede placeret på ryggen igen, og hun lægger bekymret en hånd under hans nakke, for at støtte ham op.

’’Det er ikke slemt, ’’ han bider hårdt tænderne sammen, efter at have sagt denne sætning, og den kvindelige Exorcist får ham straks ned at sidde igen. Hugget fra sværdet er dybt, og blodet fosser stadig ud. Det er i dette øjeblik, at Kirasha priser sig lykkelig over at have medbragt bandager og andet førstehjælpsgrej.

’’Sid stille, ’’ hvisker hun, og begynder forsigtigt at binde hans sår ind. Enkle klynk slipper ud fra hans farveløse læber, men han gør som hun siger. Derefter halvt slæber, og bærer hun ham ind i huset bag dem, for at gemme ham væk fra dæmonens blik. Dog så langt ind, at han kan slippe ud hvis huset skulle blive ramt af et angreb.

’’Miss… Exorcist… ’’ stammer den blege Finder, og griber rystende ud efter hendes fletning, der har lagt sig ned af hendes ene skulder.

’’Bare hold ud! ’’ siger hun, og griber fat i den hånd, som han holder fast i hendes hår med, ’’Og sørg for ikke at være stille, ellers-… ’’

En skærende smerte ved begge hendes skuldre, giver et frygteligt gib i hende, for at hun derefter kan se to brede klinger fra hver side, der borer sig ind i væggen foran hende.

Begge sværd har et langt spor af blod efter sig, og det går hurtigt op for Kirasha, at det ikke kun er hendes. Et host baner sig vej igennem hendes hals, og forklarer at såret hun fik for omkring to uger siden, da hun beskyttede den lille, hvidhårede pige Signy er gået op.

’’Miss Exorcist! ’’ Max skrig trænger langt ind i hendes bevidsthed, lige inden hun synker sammen foran ham, med tre stærkt blødende sår. Et på hver af hendes skuldre, og et i overkroppen. Er dette nok til at slå den kvindelige Exorcist ihjel?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...