Den sande myte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 20 aug. 2013
  • Status: Færdig
Han drejer hovedet og kigger op mod himlen. Jeg følger hans øjne, og ser, at månen kommer til syne. Jeg går i panik. Han får hurtig øjenkontakt med mig igen, og går et skridt tilbage. Han gør tegn til at jeg skal smutte, men jeg er limet fast til jorden. Han undslipper en knurren, og jeg farer chokeret op, og går et par skridt tilbage. Han vrider sig. Han kigger på mig og hans øjne lyser gul. Jeg får endelig styr over mig selv, og vil løbe hjem; han står i vejen. Jeg vender mig om og løber den anden vej. Jeg skal bare væk! Jeg løber alt hvad jeg kan, og tør ikke kigge mig over skuldrene, for at se om han følger efter.

2Likes
3Kommentarer
246Visninger

1. Den fremmede

-Livet er ikke som man forventer det.

-Du kan træffe valg, men de kan ikke laves om.

 

Jeg vågner med et sæt; Gnider lidt i mine øjne. Jeg er vildt svedig. Jeg har vist haft mareridt igen. Jeg ligger mig til den ene side, og læner mit hoved op af den kolde væg, for at køle mig lidt ned. Lidt efter rejser jeg mig halvt op fra sengen, og kigger ud af vinduet. Det er stadig mørkt uden for. Det eneste jeg kan se, er en pige der ligger halvt op i sin seng, og er helt ude af den. Jeg tager stille mine hænder på ruden. Et gys støder igennem min hud. Det er dejligt at mærke kulden suse igennem min krop. Jeg sætter mine øjne op foran ruden og skygger med mine hænder, så jeg kan se ud. Det blæser, og grene kradser på ruden. Jeg ser bølgerne komme ind på stranden med fuld kraft. Månen er hel og skinner. Det er smukt. Gad vide om der findes varulve; eller er det bare en dum myte, som man fandt på i gamle dage for at skræmme folk? En sky svæver ind over den. Jeg fokuserer på noget der bevæger sig i vandet.

 

Jeg fjerner mine øjne fra ruden, og tager hænderne op til mine øjne og gnubber dem. Måske var det bare bølgerne, eller så jeg virkelig en person ude i havet? Jeg sætter straks mine øjne ind til ruden igen, da jeg var sikker på at det ikke var syner. Jeg fokuserer på bølgerne som skyller ind på stranden. Er det bare mig, eller ligger der et menneske slynget ind på kysten? Jeg bliver nødt til at undersøge det. Jeg skynder mig ud af sengen, tager min lange frakke på, og et par varme støvler. Så åbner jeg forsigtigt hoveddøren, så jeg ikke vækker min familie, som ligger og sover. Jeg smutter ud gennem døren, og lukker den efter mig; Løber ned til stranden.

 

Da jeg står to meter fra kroppen, kan jeg se det er en dreng. Hans tøj er flænset, og han ligner en der er ved at dø. Jeg standser. Jeg får en fornemmelse af at jeg skal gå tilbage; men nej, det kan jeg ikke tillade mig. Jeg går nogle få skridt frem. Da jeg står en meter fra ham, bevæger hans sig en smule. Det ser ud til at han har ondt. Jeg sætter mig på hug ved siden af ham, og rører ham let på skuldrene. Han får et kæmpe chok, ruller rundt og er oppe før jeg får set mig om. Han ser anstrengt ud, og der er et eller andet uhyggeligt over ham. Der går et gys igennem min krop, og jeg får en trang til at løbe alt hvad jeg kan, bare for at komme væk fra ham. Han står og betragter mig lidt. Det føles som en evighed.

 

Han drejer hovedet og kigger op mod himlen. Jeg følger hans øjne, og ser, at månen kommer til syne. Jeg går i panik. Han får hurtig øjenkontakt med mig igen, og går et skridt tilbage. Han gør tegn til at jeg skal smutte, men jeg er limet fast til jorden. Han undslipper en knurren, og jeg farer chokeret op, og går et par skridt tilbage. Han vrider sig. Han kigger på mig og hans øjne lyser gul. Jeg får endelig styr over mig selv, og vil løbe hjem; han står i vejen. Jeg vender mig om og løber den anden vej. Jeg skal bare væk! Jeg løber alt hvad jeg kan, og tør ikke kigge mig over skuldrene, for at se om han følger efter.

 

Jeg drejer af i en blindgyde for at få vejret. Jeg læner mig ind til muren, og mærker min puls slå hårdt. Jeg kigger mig tilbage og ser en mørk skikkelse komme nærmere. Det må være ham? Månen er nu hel. Skikkelsen står nu en meter fra mig, men der er for mørkt til at jeg kan se. Regnen begynder så småt at øse ned og jeg bliver helt gennemblødt. Månen reflekterer skikkelsen, da han tager et skridt nærmere, og jeg kan nu se, at det ikke er et menneske mere. Det er ham! Han er behåret og tøjet er gået i stykker. Han knurre ad mig. Jeg træder et skridt tilbage, og han undslipper et hyl, som giver mig gåsehud. Det er en ulv. Nej, En varulv! Det kan ikke passe! Jeg er helt ude af den; Prøver desperat at aflede hans manøvre, men han vil ikke tage blikket fra mig. Jeg har nu indset at det er enden på mit liv.

 

 

_____________

Tak til @Papilio for den smukke cover, til min gamle historie! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...