One Direction ❄️ Death Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Færdig
På toppen af et tag, en bro, på vej ud mod de susende biler eller bare med et stort glas piller. Det er der Hayley Parker ser sig selv om 24 dage. Hendes dagbog tæller langsomt men sikkert ned til den bestemte dato.
De kritiske og dræbende tanker om sig selv og hendes uopmærksomme mor har drevet hende ud i den beslutning, at selvmord er den eneste udvej. Hvad hun ikke har regnet med i planen, er at møde One Direction.
Hun vinder en konkurrence og tilbringer 1. december i selvskab med dem. Uheldigvis glemmer hun sin dyrebare dagbog, hvor hun hver dag i et år har skrevet om smerten hun føler eller om det hun tror der venter hende, efter den sidste side i bogen er blevet vendt.

90Likes
82Kommentarer
10032Visninger
AA

11. Den 9. december


❄️

Jeg vågnede med Harrys arme om mig, altså havde jeg igen lagt mig til at sove hos ham. Jeg snoede mig forsigtigt ud af hans greb for at finde mit tøj. Da jeg kom ud i køkkenet, så jeg på den mysli pakke, Harry havde stillet frem. Der hang en gul posted note på pakken.

Spis noget, Hay

Jeg så lidt på pakken og overvejede det et par sekunder, inden jeg smuttede ud i gangen for at tage sko på. Jeg lukkede forsigtigt døren i bag mig.

Det var koldt udenfor, og der var frost på bilerne. Jeg trak min hætte op over ørerne og gik ned af gaden. Jeg havde ingen ide om, hvor jeg skulle gå hen, så jeg endte med at gå imod blomsterpladsen, hvor jeg havde købt julestjernerne.

Da jeg trådte ind på pladsen, kunne jeg med det samme genkende blomsterne. De lyste op i den stadig mørke morgen. Jeg gik hen imod boden og kunne se en skikkelse, der gik imellem blomsterne.

”Hej,” sagde jeg prøvede for at se, om han kunne huske mig. Han kiggede kort på mig, inden han genkendte mig. ”Arh ser man det, jeg sagde jo, vi ville mødes igen,” han smilede til mig, som med det samme fik mig til at smile tilbage.

”Her sæt dig ned,” han pegede på en stol ved disken. Jeg lagde hænderne på bordet og hvilede hoved på dem. Vi sad lidt i stilhed, og jeg nød det fuldt ud. Jeg behøvede ikke at sige noget. Han rejste sig og gik lidt rundt imellem blomsterne, rettede på dem og fandt nogen frem, han ikke havde haft, da jeg havde været der første gang.

”Jeg fik aldrig fat i, hvad du hedder,” sagde han og kiggede på mig med sine brune øjne. ”Hayley,” svarede jeg og så spørgende på ham. ”Smukt navn, smuk pige,” han smilede igen. ”Jeg er Edwond, men kald mig Ed,” han blinkede til mig.

”Er du altid tidligt oppe?” Jeg rystede på hoved som svar. ”Normalt kan jeg godt sove længe, men ikke i dag.” Hans milde blik så med medlidenhed på mig. Vi sad lidt, indtil han spurgte, om jeg ikke 
ville have en kop kaffe. ”Cappuccino, hvis du har.” Han fandt en termokande frem og nogle kaffebreve. ”Det er den fineste kaffe man kan få.”

Koppen var varm at holde på, og det dampede op fra den. Vi nød begge vores pulverkaffe, indtil jeg kunne mærke, at jeg var nød til at spørge. ”Kender du det, når man føler sig helt alene, selvom man  er omringet af folk?”

”Hvem kender ikke det?” Jeg smilede over hans svar, så var jeg da ikke alene. ”Jeg er så forvirret,” jeg lagde hoved i hænderne. ”Hvad er du forvirret over?” hans spørgsmål fik mig til at kigge op. ”Jeg...” jeg rystede på hænderne. Det var som dengang, jeg gik i de små klasser og skulle sige undskyld bare meget værre. Følelsen af at skulle erkende, fyldte hele min krop.

Han lagde en varm ru hånd over min. Jeg undrede mig over, hvorfor han ikke fjernede dem hurtigt igen, for mine hænder var helt kolde. Jeg var kold udenpå og indeni. ”Jeg,” prøvede jeg igen, men som før, missede mit forsøg på at forklare mine følelser.

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg begyndte på en ny sætning, og denne gang havde jeg i sinde at fuldføre den. ”Det startede sidste år,” jeg tog en ny indånding, ”sidste jul faktisk. Min søster og jeg var hos vores far.” Jeg tog en tår af kaffen. ”Vores far er...” jeg undlod, at nævne alt det han var, men man kunne godt fornemme, hvad jeg mente om ham. Det hang i luften.

”Min søster Katarina var sammen med min far og hans åndssvage venner. Bogstavligt talt. Jeg stod uden for døren og kunne høre, hvordan hun strittede imod. Hun var dårlig til at skjule sine følelser. De elskede at lege med hende. Da hun kom ud fra værelset, havde hun tåre løbende ned af kinderne, hvor der var et stort håndaftryk efter en lussing.” jeg skulle lige samle mig efter mindet, inden jeg kunne tale igen.

”Senere samme aften fandt jeg hende i badekaret. På håndvasken stod der et pilleglas med sove piller. Hun havde ikke kunne klare mere. Himlen havde fået endnu en engel. Hendes hår lå omkring hendes ansigt, der selvom det var hævet, stadig så smukt ud.
Hendes øjne var lukkede, og hun lignede en der endelig havde fået fred.” Jeg kunne mærke en varm tåre løbe ned af min ene kind.

”Hun blev begravet nytårsdag, for hun elskede nytår. Hun troede på, at det hele ville ændre sig. At man kunne starte på en frisk.” Jeg tog lidt kaffe, bare for at have en undskyldning for at holde en pause.

”Hun var smuk, selv i kisten. Hendes hår bølgede roligt om hendes fredfyldte ansigt. Hendes hud var ren, hævelsen kunne man ikke se og hendes læber svagt lyserøde. Hvis ikke man vidste bedre, ville man tro, hun stadig levede.”

Jeg stirrede ned i kaffen. ”Hun var til sidst endt med at være den eneste, jeg holdt af. Hun var altid glad, i modsætning til mig der havde sværere ved at kunne føle glæden efter alt det med min far. Men Katarina holdt fanen oppe og fik mig til at leve videre med smerten. Nu har jeg ingen, min mor er ligeglad med, hvad jeg laver.”

Ed der indtil videre havde ladet mig tale sagde nu noget: ”Du må da have nogen?” Imens jeg rystede på hovedet, kunne jeg høre, at der tikkede en sms ind på min mobil. Jeg tog telefonen op og kiggede på skærmen.

”Hvad står der?” Ed spurgte bare, hvilket fik mig til at smile. Han så os allerede som venner, der fortalte, hvad der stod i sms'erne. Alligevel fortalte jeg ham det: ”Det er Harry, der spørger, hvor jeg er.”

”Hvem er Harry?” spurgte han, imens jeg lagde mobilen tilbage i jakkelommen. Jeg tøvede, da jeg skulle svare. Hvad var han enligt? Vi havde kysset, det huskede jeg tydeligt, men derfor behøvede han jo ikke være noget.

”Jeg bor hos ham,” endte jeg med at sige. Jeg kunne mærke endnu en sms tikkede ind, men lod være med at tage mobilen op. Han så mistænksomt på mig, men begyndte så at snakke om noget andet, hvilket bare var rart.

Edwond snakkede løs i 10 minutter, og jeg behøvede ikke at sige andet end et par enige ”ja'er”, når der var behov for det. I løbet af de 10 eller 20 minutter kunne Ed snakke om alt mellem himmel og jord, kunne noget der mindede om hundrede sms'er nå at gøre sin entré på min mobil.

Selvom jeg prøvede at ignorere det, og lade være med at tage den op, men til sidst måtte jeg irriteret tage mobilen op og se Harrys navn dække hele skærmen:

Hvor er du?

Hay, kom nu svar.

Svar nu Hay. Du gør os bekymrede.

Hayley...

Ed så nysgerrigt på mig, men jeg rystede på hoved og skulle til at lægge den væk, da hele mobilen begyndte at ringe. Jeg fik et chok og hoppede nærmest op af stolen. Harrys navn lyste op. ”Undskyld, jeg slukker den nu,” jeg sendte et undskyldende blik til Ed.

”Søde, tag den dog.” Jeg sendte ham igen et undskyldende blik, inden jeg tog mobilen op til øret.

”Hej,” sagde jeg tøvende. ”Hayley,” Harry lød lettet over endelig at kunne få kontakt til mig. ”Jeg har skrevet hele morgnen. Hvorfor svarer du ikke?” ”Undskyld, undskyld, jeg har været optaget.” ”Kunne du ikke have skrevet en seddel?” Harry lød skuffet, men lettelsen var stadig at spore i hans stemme.

”Harry, jeg har sagt undskyld. Jeg skulle have skrevet til dig, men på den anden side, så er det jo ikke et fængsel. Jeg tænkte, at jeg godt kunne gå uden at skulle fortælle dig, hvor jeg gik hen.”

Harry skulle til at sige noget igen, men jeg afbrød ham hurtigt. ”Harry, du behøver ikke at bekymre dig, jeg kommer hjem nu.” Jeg så hen på Edwond. ”Ja ja, det er fint Harry. Vi ses.”

Ed så på mig, med et blik der var svært at tyde. ”Du ved godt, at der er nogen der holder af dig, ikke? Du kan måske ikke selv se det, men vis det er ham Harry-fyren, der har sendt dig sms'er konstant, fordi han ville vide, hvor du var, så er det altså fordi, at han holder af dig. Han var bange for, at der var sket dig noget. En som ham må du ikke skubbe væk.”

Han så mig dybt ind i øjnene og sagde:”Lover du mig det? Lover du mig, at du ikke skubber ham væk?” Jeg så ned i jorden. Selvom jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne holde det, var der alligevel noget, der fik mig til at nikke.

Han gav min hånd et klem, inden jeg rejste mig. Folk var så småt begyndt at komme ned på gaderne, men nu var klokken jo også snart 11, så det var måske ikke så sært. ”Vi ses Ed, jeg kommer nok igen.” Han smilede varmt til mig.

Jeg skulle til at gå, da jeg kom i tanke om, at jeg ikke havde fået købt appelsiner. Ikke, at det var en livsnødvendig ting, men jeg savnede lugten af appelsiner og nelliker. ”Har du appelsiner og Nelliker?” Jeg så spørgende på ham. Han fandt hurtigt 6 appelsiner frem og en pose med nelliker.

”Vi ses,” jeg rakte ham pengene og tog posen med appelsinerne. Han vinkede til mig, inden han tilbød sin hjælp til en anden kunde.

Jeg gik tilbage af de gader, jeg var kommet fra, og inden længe var jeg tilbage til Harrys ikke  billige kvarter.

Jeg valgte at tage trapperne, så kunne jeg trække tiden bare et par minutter længere. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg var så nervøs for at møde Harry lige netop nu.
Jeg undlod at banke på og trådte bare stille ind i gangen. Jeg kunne høre stemmer i stuen tale sagte sammen. Jeg tog forsigtigt jakke og sko af og listede videre på strømpefødder.

”Harry slap nu af, hun sagde jo, hun var på vej,” jeg kunne fornemme, at Liam prøvede at få Harry til at slappe lidt af. ”Liam, hun kan jo have gjort alt muligt. Oh god, hvis der sker hende noget,” Harry lød oprigtigt bekymret over, om hvorvidt jeg kunne finde på noget.

Jeg kunne mærke, hvordan min puls satte tempoet lidt op, da det faktisk lød på ham som om, at han vidste noget, han på ingen måde skulle vide.

Der var stille inden hos dem, så da min puls var kommet ned igen, gik jeg et par skridt tilbage, og gik så højlydt fremad, så de kunne høre, at jeg kom. ”Hay?” lød det tøvende inden fra stuen, og jeg stillede mig døren.

Harry kom løbende hen til mig, og jeg blev ret overrasket over, at han lagde armene om mig og løftede mig op og svang mig rundt. Ligesom forældre gør med deres små børn på 5 år...

Jeg så hen  på Liam for at få lidt hjælp, for Harry holdt mig i et bjørnekram, der snart ville klemme livet ud af mig. Liam trak bare på skuldrene og smilede til mig. Hans brune øjne blinkede til mig, inden han tog sin mobil op fra sofabordet og rejste sig.

”Haz, vi ses. Jeg vil smutte nu.” Harry så ikke engang ud til at lægge mærke til det, Liam sagde. Liam smuttede elegant forbi os og videre ud i gangen. Han vinkede til mig, da han havde taget sine sko og jakke på. ”Åh Hay, husk lige på, hvor du står,” Liam smilede skævt og skævede op til døren.

”Vi ses, Liam,” sagde jeg og hentydede helt klart til, at han godt kunne smutte nu. Jeg kunne høre hans latter, da han smækkede døren og vendte så opmærksomheden tilbage til Harry.

”Harry, du kvæler mig,” jeg prøvede blidt at skubbe ham væk. Jeg kunne mærke grebet om mig løsne sig lidt, men hans arme lå stadig på min talje. Jeg prøvede at sno mig ud af hans greb, men jeg kunne med det samme mærke, at han igen spændte, så jeg ikke kunne smutte.

”Hayley, aldrig gør sådan noget igen,” det var det første, han  sagde til mig. ”Ja ja,” jeg kunne godt selv fornemme, at det måske ikke lige var det perfekte svar. Harry åbnede sine øjne, der før havde været lukkede og mødte mit blik.

”Jeg mener det,” blikket i hans øjne var seriøst,” du aner ikke, hvor bange jeg blev.” Jeg kunne ikke takle situationen og valgte derfor at gøre lige præsis det, Ed havde bedt mig om at lade være med.

Jeg trak mig væk fra Harry og allerede der, kunne jeg mærke, at han blev sårret. ”Harry, jeg har lov til at leve mit liv. Jeg har lov til at smutte steder hen, uden at fortælle dig det først, når jeg vil. Det her er ikke et fængsel, og du er ikke min fangevogter.”

”Hay,” jeg kunne se på ham, at han både var overrasket, skuffet, men det var stadig den sårrede følelse, der var størst i hans blik. Han var til at læse som en åben bog. Jeg burde ikke have lavet et angreb tilbage på ham, men jeg kunne ikke takle følelsen af glæde, der et øjeblik havde omringet mig Den hørte ikke til hos mig. Jeg fortjente den ikke.

”Hayley, du må selvfølgelig gå. Jeg...” jeg kunne se, at han ledte efter ord, ”...jeg var bare så bange for, at der var sket dig noget,” hans stemme var begyndt at ryste. Jeg kunne se, at han oprigtigt mente det han sagde, og, at han ikke kunne forstå mit pludselige humørskift.

Jeg overvejede igen Edwonds råd, og mit løfte til ham. Jeg kunne se Harry bakke langsomt længere væk fra mig. ”Hay, undskyld. Jeg... Jeg går lige ud lidt,” Harrys stemme knækkede. Jeg kunne mærke et stik i hjertet, da han vendte sig om mod gangen.

”Harry, vent,” jeg gik hen imod ham. ”Undskyld,” jeg rakte ud efter hans arm, og han vendte sig mod mig. ”Harry, det er mig, der er dum.” Jeg så undskyldende på ham. Harry så på mig som om, at han ville have mere infomation, hvilket han også fortjente, men jeg rystede på hovedet og trak ham med hen imod stuen igen.

I døren til stuen stoppede jeg op for kort at kigge på misteltenen, der hang over os med sine hvide perler. Jeg sendte et længselsfuldt blik til den og dens betydning, og begyndte at hive videre i Harry.  Alligevel opfattede han det og kyssede mig blidt på kinden. Selvom han var såret, gav han mig alligevel det, jeg havde allermest lyst og brug for.

Jeg fik ham hevet med hen til sofaen og trak ham ned ved siden af mig. ”Undskyld,” hviskede jeg tæt på hans øre. Han vendte sig, så han lå med ansigtet i mod mig. Der var kun lige plads til os.

Jeg kunne mærke, at det var mig, der skulle tage initiativet til at sige noget. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” sådan Hay, fantastisk start, giv dig selv et klap på skuldren, stemmen i hovedet lød hånende.

”Hvad vil du have mig til at sig? Undskyld for, at jeg har så svært ved at stole på folk? Eller, at jeg er fantastisk god til at komme ud af de øjeblikke, hvor jeg faktisk er lykkelig?” jeg snakkede mest til mig selv, men jeg kunne mærke på Harry, at  han lyttede efter. ”Måske er det ikke det, du vil vide. Måske vil du have en forklaring på, hvor jeg er så fandens god til at skifte humør? Eller, hvorfor jeg har så svært ved at åbne op for folk.” Jeg var begyndt at hviske, og det irriterede mig at jeg ikke kunne kontrollere min stemme.”Faktisk er det ret vildt, jeg allerede har åbnet op for dig,”  færdiggjorde jeg alligevel sætningen fra før. ”Vil du have et svar?” min stemme havde fået styrken tilbage, og tonefaldet var hårdere, end jeg havde forventet. ”Jeg er blevet sårret for mange gange.”

Harry bevægede sig lidt på den smalle plads. ”Hay,” bare Harrys stemme beroligede mig en smule. Han aede mig kort og lagde derefter hånden på kinden, ligesom da han i bilen skulle se min øjenfarve.

”Hay, jeg vil ikke have, at du undskylder for, hvem du er,” Harrys grønne øjne borede sig ind i mine. ”Jeg kan bare ikke bære tanken om, at der skulle ske dig noget.” Jeg så spørgende på ham, jeg ville have ham til at sige mere, men han forholdt sig stille i et stykke tid.

”Hayley, jeg ved ikke, hvad det er, der er sket med mig,” Harry mumlede og kiggede væk fra mig. ”Harry er der noget galt?” spurgte jeg bekymret, men han grinede bare en hæs ironisk latter. ”Hay der er ikke noget galt med mig. Eller måske er der,” han holdt en lille pause, som om han skulle tage sig samen til at sige det.

”Kender du den følelse, hvor det er som om at hjertet vokser 10 gange? Når man ikke kan trække vejret, når et speciel person træder ind i rummet?” Jeg nikkede, men jeg var stadig ikke helt med på, hvor han ville hen. ”Jeg tror jeg har fundet personen,” mit hjerte sank i brystet på mig, for følelsen jeg havde med Harry, når jeg ikke lige var ude af kontrol og sårrede alle, var den, han lige havde beskrevet.

Harry så på mig med et mildt blik, og noget sagde mig, at han ikke var færdig. ”Hayley, du må ikke blive vred. Det er dig, der får mit hjerte til at vokse,” Harry kiggede igen væk fra mig og var let rød i kinderne. Han fik et beslutsomt blik i øjnene og rettede igen blikket mod mig. Hans læber kom tættere på mine, og jeg fik pludseligt et forfærdet blik i øjnene. Han ville kysse mig igen. Jeg ønskede det, men jeg var også bange for det. Det ville betyde endnu en, der ville blive sårret den 24.

”Sig til, hvis jeg skal stoppe,” hviskede han med lav sexet stemme. Jeg havde et valg, men da jeg ikke gjorde noget, lod Harry sine læber møde mine.

❄️

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...