One Direction ❄️ Death Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Færdig
På toppen af et tag, en bro, på vej ud mod de susende biler eller bare med et stort glas piller. Det er der Hayley Parker ser sig selv om 24 dage. Hendes dagbog tæller langsomt men sikkert ned til den bestemte dato.
De kritiske og dræbende tanker om sig selv og hendes uopmærksomme mor har drevet hende ud i den beslutning, at selvmord er den eneste udvej. Hvad hun ikke har regnet med i planen, er at møde One Direction.
Hun vinder en konkurrence og tilbringer 1. december i selvskab med dem. Uheldigvis glemmer hun sin dyrebare dagbog, hvor hun hver dag i et år har skrevet om smerten hun føler eller om det hun tror der venter hende, efter den sidste side i bogen er blevet vendt.

90Likes
82Kommentarer
10027Visninger
AA

9. Den 7. december

 


❄️

”Hvad skal vi lave i dag?” jeg så spørgende hen på Harry. Udenfor var himlen grå og trist. Da vi var vågnet, havde vi sat os hen i sofaen, og der sad vi endnu. Jeg gættede på, at Harry var på Twitter, og jeg selv så fjernsyn.

Utroligt nok var det lykkes mig ikke at spise noget. Jeg havde i hvert fald ikke spist andet end tyggegummi for at holde sulten væk. Min mave var dog begyndt at brokke sig, og jeg kunne på en måde godt forstå det. Men det fik mig ikke til at spise.

Harry kiggede op på mig for at svare og i det samme rumlede min mave. Farven skyllede op i mine kinder. ”Du bliver nød til at spise noget, Hay,” Harry så på mig med alvorlige øjne. De havde selvfølgelig alle sammen lagt mærke til, at je

g ikke rørte maden, men at jeg kun kørte den rundt på min tallerken og skar den i små stykker.

”Jeg spiser da,” prøvede jeg, selvom vi begge vidste, det var løgn. Han så på mig. Hans blik var gennemborende som om, han ledte efter noget. Jeg slog blikket væk fra ham. ”Lad vær,” fik jeg sagt, mens mit blik lå på fjernsynet.

”Med hvad?” spurgte han, og det lød faktisk som om, han ikke havde nogen ide om hvad. ”Med at kigge på mig,” jeg vendte mig igen om mod ham. Han grinede hæst, hvilket bare fik mit hjerte til at banke, og jeg måtte kort slå blikket ned for at få styr på mig selv.

Vi sad lidt i stilhed, inden jeg valgte at bryde den. ”Harry du svarede aldrig på, hvad vi skulle lave.” Han så igen op fra sin mobil: ”Hvad syntes du?”

Jeg begyndte straks at tænke og efter igen at have kastet et blik ud på det kedelige vejr, kom jeg på noget, jeg selv syntes lød fornuftigt.

”Vi kunne sidde her,” det fik Harry til at grine igen. Hvad var det, der var så sjovt?

”Hvad med, at vi går en tur, og så kan vi slappe af, når vi kommer hjem?” jeg så mistroisk på ham. ”Gider du ud i det vejr? Vi får jo bare frosne fingre og frosne tæer.”

”Kom nu Hay, så lover jeg, at vi skynder os hjem bagefter. Bare hurtigt ned i parken. Så får vi også dagens motion,” han sendte mig et stort smil, som jeg var sikker på, kunne smelte ethvert hjerte. Det virkede i hvert fald på mig.

”Okay, jeg går med dig, men så kun hurtigt.” Jeg rejste mig for at gå ud i gangen. Min jakke hang på knagen, og da jeg havde fået den og mine sko på, havde Harry stadigt ikke rejst sig.
”Kom nu, kom nu. Det kan ikke passe, at du stadigt sidder der.” Jeg stillede mig i døren med armene i siden. ”Kommer, prinsesse, rolig nu.” Jeg kunne mærke mine kinder blusse, og jeg begravede hoved i tørklædet, som jeg havde taget på.

Jeg ventede uden foran hoveddøren på Harry. Jeg kunne høre, han puslede rundt i lejligheden og fandt sine nøgler, og alt det andet han nu havde brug for på en tur til parken. I gråvejr. Det skulle nok blive sjovt

Jeg gav et spjæt fra mig, da jeg mærkede en hånd på min skulder. ”Rolig, det er bare mig,” lød Harrys stemme tæt på mit øre. Jeg smilede lidt. ”Virkelig, jeg troede, det var en bøhmand,” sagde jeg ironisk.

”Skal vi gå?” Harry gik hen imod elevatoren, og jeg havde ikke et andet valg end at følge efter. ”Hader du ikke også bare elevatorer?” spurgte jeg for at bryde den ubehagelige stilhed, der havde lagt sig over os.

”Næh ikke rigtigt, gør du?” Jeg nikkede og så på spejlbilledet foran mig. På hele elevatorens ene side var der et spejl på. Harry stod over for mig og så på mig.

”Hvorfor hader du dem?” jeg vendte hans spørgsmål om og lagde hoved lidt på skrå: ”Hvorfor gør du ikke?” 

Han fik et glimt i øjnene, men inden jeg kunne nå at tolke det, fik han det erstattet med et flirtende blik. I spejlet kunne jeg se, at jeg rynkede øjenbrynene – fordi jeg var forvirret.

”Fordi, at man i elevatorer kan gøre ting som det her.” Han gik langsomt hen imod mig med et skævt smil om munden. Han gjorde mig forvirret. Jeg så ned i mit tørklæde, da han blev ved med at gå hen imod mig, også selvom, at min grænse var brudt. Den grænse, der fortalte, når folk kom lige det skridt for tæt på.

Jeg mærkede hans finger på min hage, som blidt tvang mig til at se på ham. Han lænede sig over mod mit ene øre og hviskede: ”Helt uden at blive forstyrret.” Det gjorde mig endnu mere forvirret, men jeg endte med at konkludere, at det var en fortsættelse af sætningen, han var startet på før.

Harry havde igen vendt sit ansigt mod mig, og jeg kunne se panikken brede sig i pigen i spejlets ansigt, da Harry lænede sig ind mod mig som om, han skulle til at kysse mig.

”Harry, hvad laver du?” jeg prøvede at skubbe ham væk, selvom jeg på en måde gerne ville have ham til at fortsætte. Harry blev stående - han stod hvor han stod.

Han stoppede lige før, hans mund ville have ramt min ene mundvig. ”Jeg viser bare, hvorfor elevatorer er gode,” sagde han uskyldigt. Han kiggede op på mig og begyndte at grine: ”Dit ansigt.” Jeg kiggede ind i spejlet og så et panisk ansigtsudtryk.

Jeg skubbede ham væk fra mig. ”Hvad skulle det til for?” Han trak kort på skuldrene, ”hævn over det med misteltenen? Du er sjov at drille? Jeg kunne komme på en masse grunde,” han blinkede kækt til mig. 

Da vi kom udenfor, kunne jeg allerede mærke, at det ville blive en kold fornøjelse. Det første jeg gjorde var at sætte i rask trav mod parken.

Harry kom småløbende efter mig. ”Du kan ikke stadig være sur.” Jeg sendte ham et ironisk smil. ”Nej, nej, jeg er ikke sur. Jeg elsker bare, når folk prøver at kysse mig, og bagefter gør grin med mig. Det er bare min ynglings beskæftigelse.”

”Kom nu tilgiv mig,” Harry stillede sig foran mig med hænderne i siderne og kiggede mig lige i øjnene. Hans grønne øjne så bedende på mig. Da det blev for meget for mig, gav jeg efter. ”Fint du er tilgivet...” Han lyste nærmest helt op, da jeg sagde det.

Han flyttede sig, og gik op på siden af mig, da jeg satte i trav igen. ”Hvorfor så hurtig?” Jeg vendte mig imod ham, og i det samme begyndte mine tænder at klapre. Hvor charmerende. Jeg valgte at lade det ligge, og i stedet pege op på skyerne der så truende ud.

Han nikkede, og vi fortsatte videre. Efter et par minutter kom vi til parken. Vi gik ned af en sti, der førte rundt om en lille sø. Jeg sparkede til de visne blade, der var faldet ned, og Harry så også ud til at være i sine egne tanker.

Mine tænder havde jeg fået nogenlunde under kontrol, men mine hænder var begyndt at ryste, faktisk rystede hele min krop lidt.

”Fryser du?” Harry havde åbenbart ikke været så langt væk, at han ikke lagde mærke til, at jeg rystede. Jeg nikkede og prøvede at gemme ørerne i mit halstørklæde. Harry tog sin ene hånd ud af hans store jakkelomme, hvor den ellers havde været godt begravet. Han holdt fast om min hånd, og jeg kunne mærke varmen fra ham brede sig ud i mine kolde fingre.

”Du burde have et par handsker;” Harry førte både min og hans hånd ned i hans jakkelomme. Jeg kunne mærke hans tommelfinger let stryge over min hånd.

Søen var frosset til, men isen så ikke ud til at være sikker endnu. Man kunne nemt prikke hul på den med en pind.

Vi fortsatte hen langs søen stille og roligt, selvom jeg frøs af helvede til, var det som om, at jeg ikke kunne tænke på andet end min hånd i Harrys. Han holdt som om, at han aldrig ville give slip. Et par piger kom hen i mod os med kæmpe smil om mundene.

”Oh my god, Harry!” ”jeg elsker dig virkelig.” ”Må vi få et billede? Harry stillede sig op ved siden af dem. Pigerne spurgte, om jeg ikke ville tage billedet. Jeg smilede svagt og nikkede. Jeg havde selv været i deres, hvad kan man kalde det? Sted? Jeg boede bare med Harry, så jeg kunne få et billede, når jeg fik lyst til det.

Jeg tog imod iphonen og fik dem til at smile, derefter rakte jeg mobilen tilbage igen. ”Oh god tak.” De smilede og fik et kram af Harry, inden de gik. ”Glædelig jul, Harry,” sagde de og vinkede. Han mumlede et i lige måde og vendte sig mod mig.

”Jeg håber ikke, det gjorde noget, at vi lige stoppede op?” han lød næsten undskyldende på deres fans vegne. Jeg rystede på hovedet: ”Det gjorde bestemt ikke noget. Jeg kan sagtens forstå det, og jeg har jo selv været der, hvor de er nu, remember?”

”Nåh ja, du var jo 'Den Heldige Fan', det kan jeg da godt huske,” han blinkede for sjov til mig og gav mig et blidt puf i siden. Jeg vendte øjne af ham og skubbede tilbage.

Han valgte at fortsætte vores fan-snak: ”Man ligger faktisk ikke mærke til, at du er fan. Du har ikke den der hyperhed over dig som nogen af fansene. Det var kun lige den første gang vi mødtes – okay ikke til festen, men den første december man kunne mærke det. OG måske den dag med Zayn... Heldigvis for ham, begyndte du ikke at flippe helt ud. Det ville have været aka...” ”...Kan vi stoppe den her snak nu?” afbrød jeg ham.

Jeg kunne se, at han trak på smilebåndet, selvom han ikke kiggede på mig. Jeg trak min mobil op af lommen og så, at jeg havde fået en sms. Nysgerrigt åbnede jeg den og så, at det var fra et ukendt nummer.

Harry, der skulle til at sige noget og derfor kiggede ned på mig, så også, at jeg havde fået en sms. Jeg kunne høre på ham, at han lavede sit spørgsmål om: ”Hvem skriver?”

”Jeg ved det ikke. Jeg hår først lige åbnet den, og den var fra et ukendt nummer.” Han drejede hovedet og kigge på telefonen i min hånd. Jeg begyndte at læse den højt, men fortrød  da jeg så Harrys ansigtsudtryk ændre sig.

”Hej Hayley, jeg havde det sjovt i går med at stå på skøjter, så jeg tænkte, at vi kunne lave noget en dag? Vi kan gå i biffen eller noget, hvis du altså må for kæresten ;-D?
Julehilsner Josh :)”

Harry fnøs. ”Seriøst, biografen? Hvor opfindsomt!” Jeg kunne tydeligt høre på ham, at han ikke mente det.

”Hvad er det, du har imod ham? Du har jo nærmest ikke mødt ham.” Han skulle til at forsvare sig, men jeg afbrød ham inden: ”Og du skal ikke sige, at der ikke er noget. Jeg kan jo se, at han genere dig, ellers ville du aldrig komme hen og kysse mig. Jeg ved godt, at det kun var på kinden, men alligevel. Og alt det der princess, hvad skulle det til for? Han tror vi er kærester!”

Harry rystede bare på hoved, så hans krøller hoppede op og ned. ”Hay, jeg er ked af, at jeg gjorde det,” jeg kunne høre på ham, at han ikke mente det, så jeg gav ham en albue i siden og en chance mere til at forklare sig.

”Undskyld. Jeg ved ikke, hvad det er. Jeg kan bare ikke lide ham, okay!?” Han lød frustreret, så jeg lod emnet falde.

Vi var nået rundt om søen, da det første sne begyndte at falde. Jeg drejede en gang rundt om mig selv og kiggede på i himlen, hvor de hvide fnug faldt fra. Jeg var begyndt at frygte, jeg ikke ville opleve sne inden den 24., men her kom den.

Vi gik stille ud af parken.

”Kan du ikke bare gå i forvejen hjem? Så køber jeg lige noget på vejen.” Harry kastede nøglerne hen til mig.

Jeg gik hen mod husblokkene og glædede mig til at komme ind i varmen. På vej ind i elevatoren så jeg i spejlet, hvor røde mine kinder var. Det var længe siden, jeg havde haft liv i kinderne på den måde, og det fik mig til at smile til spejlbilledet.

Jeg gik ind i lejligheden og tog mit overtøj af. Jeg gik ud på badeværelset og tog mit tøj af. Jeg trængte til at komme i bad.

Jeg tændte for bruseren og fandt min shampoo og balsam frem. Jeg trådte ind under vandet, da det havde den perfekte temperatur. Det varme vand lod jeg løbe ned af min frosne krop og mærkede, hvordan jeg fik følelsen tilbage i tæerne.

Da jeg havde skummet mit hår ind i shampoo, kunne jeg høre hoveddøren gik op, og jeg gik ud fra at det bare var Harry. Jeg lukkede øjnene for ikke at få sæbe i dem.

Da jeg havde fået skyllet både shampoo og balsam ud, gik jeg ud af bruseren. Jeg vred mit hår for at få vandet ud og viklede et håndklæde om kroppen.

Harry sad i stuen, og foran ham stod der en pose. Jeg satte mig ved siden af ham. På hans armbåndsur kunne jeg se at klokken var 6, så turen var alligevel blevet lang, men det var jo også frokost, inden vi gik.
Der stod to tallerkner på bordet, så jeg gik ud fra, at det var takeaway mad, han havde købt.

Jeg tog den t-shirt, jeg havde haft på inden, på, og jeg vendte mig om, da jeg klipsede min bh på plads, så fjernede jeg håndklædet og trak i et par løse shorts.

”Jeg har købt aftensmad,” Harry så smilende på mig, som om han forventede, at jeg spiste –  hvilket nok også ville være rimeligt normalt, hvis det ikke lige var mig.

Harry tog to bagels med fyld op af posen og satte den ene foran mig. Jeg kiggede bare dumt på den. ”Hay, du bliver nød til at spise noget.” ”Jeg har ikke lyst,” prøvede jeg. ”Hay, spis. Du bliver nød til at spise noget. Hvor mange dage har du undgået det? I hvert fald lige siden du kom her.”

”Harry lad nu vær',” prøvede jeg, men det hjalp ikke. Denne her gang var han fast besluttet på at få noget i mig. ”Hayley, kan du ikke høre det? Din mave har rumlet i flere dage. Det er et mirakel, at du ikke er faldet om endnu!”

Jeg vidste ikke, hvad der fik mig til at svække på mine præmisser, men Harry fik proppet en hel bagel i mig, og jeg fik endda også lidt af hans. Jeg hadede følelsen af at være magtesløs overfor ham, men jeg viste, det var det, han gjorde ved mig. Og jeg kunne ikke gøre noget ved det.

Da jeg havde spist, havde Harry trukket mig ned og ligge, og her lå jeg så. Selv om klokken ikke var mere end max halv otte, følte jeg mig underligt træt og døsig. Harry nynnede stille, men jeg kunne ikke finde ud af, om det var bevidst eller ubevidst, imens han nussede mig i håret.

Vi lå ligesom et kærestepar, og det var det, der irriterede mig. Jeg måtte ikke få følelser for en nu, men jeg ville samtidigt ikke have hans blide bevægelser til at stoppe. Så da jeg lukkede øjnene og lod mig selv nyde det, kunne jeg ikke få de blandede følelser, der var i min krop til at gå væk.

❄️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...