One Direction ❄️ Death Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Færdig
På toppen af et tag, en bro, på vej ud mod de susende biler eller bare med et stort glas piller. Det er der Hayley Parker ser sig selv om 24 dage. Hendes dagbog tæller langsomt men sikkert ned til den bestemte dato.
De kritiske og dræbende tanker om sig selv og hendes uopmærksomme mor har drevet hende ud i den beslutning, at selvmord er den eneste udvej. Hvad hun ikke har regnet med i planen, er at møde One Direction.
Hun vinder en konkurrence og tilbringer 1. december i selvskab med dem. Uheldigvis glemmer hun sin dyrebare dagbog, hvor hun hver dag i et år har skrevet om smerten hun føler eller om det hun tror der venter hende, efter den sidste side i bogen er blevet vendt.

90Likes
82Kommentarer
9844Visninger
AA

8. Den 6. december

 


❄️

Da jeg næste morgen vågnede klokken 7, følte jeg mig underligt frisk og veludhvilet. Jeg tog et par løse bukser på og gik ud i køkkenet i bar overkrop, jeg gik ikke ud fra, at der ville være andre oppe. Ikke, at det gjorde noget, hvis der var, for drengene havde set mig i mindre før, men det var mere i forhold til Hayley.

Jeg blev overrasket, da jeg så Louis i køkkenet siddende på en af stolene med sin iphone i hånden. Han kiggede op, da han så mig. ”Hey Haz,” han sendte mig et smil og spurgte, om jeg havde sovet godt.

Jeg nikkede og gik hen for at hælde te op. ”Har vi planer for i dag? Interview? Prøver?” Louis rystede tænksomt på hoved. ”Nej, det tror jeg ikke,” jeg smilede, det var lige det, jeg håbede på. ”Har du da nogen planer?”

”Jeg tænkte, vi kunne lave noget med Hayley. Der er jo en grund til, vi har fået hende til at bo her. Vi skal have hende til at se det gode ved livet,” sagde jeg. Han nikkede enigt: ”Har du nogen ideer?” Jeg rystede på hovedet og pustede til min te, inden jeg forsigtigt drak lidt.

Jeg gav mig til at tænke, og det så ud som om, Louis gjorde det samme. Da vi havde siddet lidt og tænkt, udbrød Louis højt: ”Jeg har en ide!”

I det samme kom en morgentræt Niall ud fra stuen. ”Hvorfor råber i?” vrissede han og satte sig ved det store bord. Jeg grinede svagt.”Du er sikker på, du ikke skal ind og få lidt mere søvn, ikke?” Han sendte mig et surt blik, men jeg lagde ikke mere i det. Jeg kunne se på ham, at han ikke mente det.

”Er du klar over, hvor hårdt dit gulv er at ligge på?” sagde han. ”Altså nu er det jo trægulv,” begyndte jeg, men han så vidst ikke ud til at gide høre på mig. ”Vi tænkte på at lave noget med Hayley i dag,” hans ansigt lyste lidt op. ”Den er jeg med på.”

Louis som havde forholdt sig tavs, siden Niall kom ud, gik igen i gang med at fortælle, hvad han var kommet frem til, vi kunne lave. ”Skøjter, vi skal da ud og stå på skøjter!” Louis var helt oppe at køre ovre sin ide.

Jeg kiggede ind i stuen og ud af vinduet, vejret var perfekt.

Efter, at vi havde snakket om, hvad vi skulle have med, kom Liam gående i færd med at gnide søvn ud af øjnene. ”Hvad snakker I om?” spurgte han, og Zayn kom luntende efter ham. Ingen af dem havde særligt meget tøj på – det vil sige mindre end mig. Vi fortalte dem om vores plan for dagen, og det lød som om de var med på den.

”Øh drenge, måske skulle I lige gå ind og tage noget tøj på. Vi har jo en gæst,”  sagde Louis, som   hentydede klart til Hayley.

Da de var gået ind i stuen igen for at tage noget tøj på, begyndte jeg at sætte morgenmad på bordet. Niall og Louis hjalp med at lave te og kaffe. Da jeg åbnede køleskabet for at finde juicen frem, hørte jeg et højt hvin.

”Oh my god,” jeg genkendte Hayleys stemme.

Jeg vendte mig forskrækket og gik ind i stuen med Louis og Niall i hælene. I stuen stod Hayley foran Zayn iført min t-shirt. Hun havde helt sikkert glemt, at drengene overnattende, for hun stod og prøvede at hive t-shirten længere ned for at dække sig mere.

Endnu værre var, at Zayn stod kun iført boxers. Jeg tog en hånd op foran øjnene, ikke fordi jeg ikke ville se, men fordi, at det der lige var sket var for underligt.  ”Zayn for helved, jeg sagde, du skulle tage tøj på,” sagde Louis med et grin i stemmen. Man kunne høre på ham, at han fandt situationen yderst morsom.

Begge to var frosset fast og stod og stirrede på hinanden, imens man kunne se farven skylle frem i Hayleys ansigt.

Jeg kunne se på hende, at hun ikke kunne rykke sig ud af flækken, men, at hun sikkert ønskede, at hun kunne kravle i et musehul og blive der.

Jeg gik langsomt over mod hende, og skubbede hende tilbage mod værelset. Jeg lukkede døren bag os, og først der var det som om, hun vågnede op. Hun skyndte sig at tage hænderne op foran sit ansigt for at skjule sig.

Jeg satte mig ved siden af hende på sengen, men hun holdt stadig hænderne op foran sig. Jeg ventede lidt på, at hun ville sige noget.

”Det der var så pinligt.” Jeg trak på smilebåndet og løftede hånden for at få hende til at kigge på mig. ”Hvordan skal jeg komme mig over det? Nu vil der altid være en akavet stemning mellem mig og Zayn.” Hun lød næsten trist ved tanken.

”Skal jeg finde noget tøj til dig?” Hun nikkede og så tomt frem for sig. ”Han var altså selv uden om det, vi havde sagt, han skulle tage noget på,” jeg grinede svagt, hvilket fik hende til endelig at kigge på mig.

Jeg vendte ryggen til hende og kiggede ind i skabet efter noget tøj, hun kunne få på. Jeg fandt et par jeans og en bluse frem. Hun kiggede skeptisk på det, jeg havde fundet. ”Kom nu,” sagde jeg for at få hende til at tage det på.

Jeg satte mig ved siden af hende og så på hende. Hendes blik mødte ikke mit som forventet, men landede på en at min tatoveringer. Hun løftede hånden, men inden hun rørte ved blækket, kiggede hun op på mig med store øjne. Jeg smilede svagt, og hun tog det som et ja, for lidt efter mærkede jeg, hendes finger gled langsomt over huden.

Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik og nød følelsen af hendes kærtegn – måske lidt for meget. Hun rystede kort på hoved og vågnede på den måde lidt op. Hun så undskyldende på mig og vendte så blikket væk.

”Var det, det her tøj du mente jeg skulle have på?” Hun pegede på bunken, og jeg nikkede. Hun tog fat om t-shirten for at hive den over hovedet. Jeg vidste, jeg burde gå, men hun havde jo på den anden side ikke bedt mig om det.

Hun kiggede på mig og jeg så bare dumt tilbage. Jeg var stadig lidt forvirret over, hvad der var sket før.
”Smut,” hun så bestemt på mig og det fik mig til at grine hæst. Jeg rejste mig langsomt. ”Bare kom ud, når du er klar. Der er morgenmad.”

I spejlet i skabet på vej ud kunne jeg se, hun havde vendt sig med ryggen til mig og havde hevet
t-shirten halvvejs over hovedet. Det afslørede en perfekt ryg, og jeg kunne lige skimte det nederste af en sort bh.

Da jeg kom ud i køkkenet, var drengene igang med at spise. ”Har hun fået traumer?” spurgte Louis glad. Jeg sendte ham et skævt smil. ”Jeg tror lige, at hun skal sluge det. I må ikke drille hende med det, hun syntes, virkeligt der er pinligt.”

”Det er hørt,” sagde Niall.

Efter 10 minutter kom hun ud fra værelset og utroligt nok, havde hun taget det på, jeg havde lagt frem til hende. Under blusen kunne man se, hun havde taget – årh, hvad var det nu det hed, en af de der bh-agtige nogen uden stropper.

Bandé?
Bondeu?
Bandeau, der var den.

Man kunne se den under den lidt gennemsigtige bluse. Hun havde redt håret og ladt det hænge løst, så det bølgede let.

Hun havde lagt makeup, som, efter min viden omkring makeup, bestod af eyeliner, mascara og noget der fik hendes læber til at skinne. Hun var ikke dækket til med pudder eller andet unødvendigt. Hun havde heller ikke brug for det. Hun havde slet ikke brug for makeup.
Hendes øjenvipper var mørke i forvejen, og hendes læber var hele tiden en smule lyserøde.

❄️

Det havde krævet en længere diskussion at få Hay med ud på isen. Men jeg var endt med at få lokket hende med derud. Hun kæmpede lidt med skøjterne, og da hun endelig fik dem på, var alle drengene løbet ud på isen. Jeg var også selv gået derud, men jeg betragtede hende fra rækværket, jeg stod op af.

Hun rejste sig og gik hen til åbningen ved den udendørs skøjtebane. Prøvende satte hun den ene fod på isen, men da hun mærkede, hvor nemt hun gled, trak hun den hurtigt tilbage. ”Skal du have hjælp?” Jeg rakte hende en hånd frem, men hun undlod at tage den.

I stedet greb hun fat i rækværket og støttede sig til det. Hun gik forsigtigt frem, og da hun var lidt lægere væk fra åbningen, vendte hun sig om. Hun smilede svagt til mig. ”Jeg er ikke lige den bedste til skøjter...” hun løftede den ene fod for at hentyde til skøjten, og fik overbalance.

Jeg kunne se hende vælte, men inden hun ramte den hårde is, greb jeg hende og fik hende op at stå igen. Hun så helt forskrækket ud, hvilket fik mig til at grine.  ”Det er ikke noget at grine af,” hun så surt på mig, ”jeg kunne være kommet til skade!”

Jeg prøvede at skjule grinet, men efter at kunne se, at hun smilede af mig, gik jeg ud fra, at det var et mislykket forsøg.

”Du behøver ikke stå her, jeg skal nok klare mig,” sagde hun og skubbede blidt til mig. Jeg så tvivlsomt på hende. ”Jeg skal nok lade være med at falde,” smilede hun. Jeg sendte hende et smil tilbage og begyndte så at skøjte baglæns hen imod drengene, imens jeg vinkede til hende.

Hun tog forsigtige skridt frem og tilbage. Jeg vendte mig om og stødte ind i en. ”Undskyld,” mumlede jeg, men han var hurtigt væk.

Jeg skøjtede roligt videre hen til drengene, der stod og snakkede. ”Skal vi ikke skøjte?” spurgte jeg, ”vi kan lave fangeleg.” Drengene var med på den.

”Niall har!” råbte Louis og for af sted. Der gik lidt tid for os andre at opfange, at Niall var fangeren, men vi kom da væk. Niall satte i løb efter os, og lidt efter var det Zayn, der havde. Jeg kiggede hen for at se, hvordan Hay havde det.

Hun stod helt alene, og jeg fik en dårlig smag i munden. Zayn rev mig ud af tankerne, da han ti meter fra mig råbte: ”Jeg har dig!” Jeg satte den ene fod foran den anden og kom hurtigt ud af farezonen. Til mit held var jeg den af os, der var hurtigst.

Zayn opgav og begyndte at jagte Liam. Da jeg kiggede hen på Hayley igen, var hun ikke længere alene. En fyr, havde stillet sig ved siden af hende og snakkede til hende. Jeg vendte irriteret hovedet væk.

Jeg vidste ikke, hvad der var galt med mig, men jeg kunne lige pludselig ikke holde ud at se hende med en anden. Jeg kunne slet ikke tage det.
Der måtte være noget galt med mig, for jeg havde nærmest først lige mødt hende.

 Jeg kørte frustreret en hånd igennem mine krøller, hvilket resulterede i, at Liam fangede mig bagfra. ”Fik dig,” han grinede og løb så væk igen. Jeg satte efter Louis, der ikke så særligt opmærksom ud. Han opdagede mig for sent, og jeg fik hurtigt fanget ham.

”Har du set Hay?” Louis lød spørgende. ”Ja, hun står ved rækværket og prøver at gå frem og tilbage.” Louis blik landede på mig. ”Ikke længere,” sagde han. ”Hvad? Hvad mener du?”

Han pegede, hen på to skikkelser der holdt i hånd og forsigtig bevægede sig over isen. Den ene kørte baglæns, og den anden, som jeg kunne genkende som Hayley, kørte forlæns. Jeg mærkede et stik af noget. Jalousi måske?

Man kunne høre Hayleys grin på lang afstand. Jeg besluttede at køre over mod dem. Hvad jeg ville gøre, vidste jeg ikke, men jeg ville ikke se på.

Det gav et set i Hayley, da jeg lagde armene om hende bagfra. Hun vendte sig forskrækket om, og da hun så mig, lyste hun op i et smil. ”Harry, jeg har en, du skal møde. Det her er Josh.” Jeg lod blikket glide hen på fyren med ligeglad mine.

”Hm,” mumlede jeg. Hayley så ikke ud til at være tilfreds med min kommentar, eller mangel på samme, for hun kom med et fnys. Jeg fattede hurtigt, at jeg hellere måtte opføre mig ordenligt, så jeg præsenterede mig hurtig.

”Josh har lært mig at skøjte,” Hayley var helt oppe at køre. Om det var over, at hun nu kunne skøjte, eller om det var det faktum, at det var Josh, der havde lært hende det, var så lidt mere usikkert.

Jeg havde stadig armene om hende, da jeg sagde: ”Jeg er sikker på, at du er blevet god, Ice Princess.”
Jeg kyssede hende blidt på hendes kolde kind. Hun så forvirret på mig, og jeg kunne godt forstå hende, men jeg kunne ikke tage ham Josh. Det kunne jeg bare ikke.

Jeg skøjtede et par meter væk fra hende og vendte mig om. ”Kommer du prinsesse?” Hun så tøvende på Josh, og han så bare endnu mere forvirret ud. Stakkels dreng. Han havde slet ikke opdaget, at jeg lige var kommet ind fra højre.

Hun gav ham et kort kram, inden hun vendte sig mod mig og tøvende skøjtede hen til mig. ”Det var hyggeligt at møde dig Josh,” det var tydeligt, at jeg var ironisk. Og jeg kunne se på Hay, at hun havde opfattet det – jeg kunne ikke lide Josh.

❄️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...