One Direction ❄️ Death Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Færdig
På toppen af et tag, en bro, på vej ud mod de susende biler eller bare med et stort glas piller. Det er der Hayley Parker ser sig selv om 24 dage. Hendes dagbog tæller langsomt men sikkert ned til den bestemte dato.
De kritiske og dræbende tanker om sig selv og hendes uopmærksomme mor har drevet hende ud i den beslutning, at selvmord er den eneste udvej. Hvad hun ikke har regnet med i planen, er at møde One Direction.
Hun vinder en konkurrence og tilbringer 1. december i selvskab med dem. Uheldigvis glemmer hun sin dyrebare dagbog, hvor hun hver dag i et år har skrevet om smerten hun føler eller om det hun tror der venter hende, efter den sidste side i bogen er blevet vendt.

90Likes
82Kommentarer
9817Visninger
AA

7. Den 5. december

 


❄️

Da jeg slog mine øjne op, kunne jeg høre nogen i køkkenet skramle rund. Jeg rejste mig fra sengen og opdagede, at jeg havde en T-shirt, der umuligt kunne være min egen på. Jeg stak fødderne ned i et par hyggesko og forlod værelset, stadig iført det der måtte være Harrys t-shirt.

Harry sad med en portion cornflakes foran sig og så på sin mobil.

"Hej," sagde jeg. Harry kiggede op og så på mig, jeg havde lige glemt, at jeg jo kun havde hans T-shirt og et par små trusser på."Um," Harry sad kort med et skævt smil om munden, men han fik det hurtigt fjernet igen.

"Den klæder dig," Harry blinkede til mig, og jeg vidste, at jeg burde føle mig smigret. Men af en eller anden grund kunne jeg ikke få mig selv til det. Det eneste, jeg kunne tænke på, var, hvordan mine lår pludselig fyldte alt for meget.

Jeg skulle til at vende om for at finde et par jogging bukser, men jeg blev stoppet af Harry der greb ud efter mig bagfra.

"Du kan bare spise, jeg bliver alligevel nød til at gå om lidt." Han smilede varmt til mig, og jeg satte mig tøvende ned. Størstedelen af mig ville løbe ind for at finde noget til at dække mig med, men jeg blev alligevel siddende.

"Hvor skal du hen?" jeg prøvede at ignorere stemmerne i hoved, der var begyndt at påpege fejl. Fejl jeg ikke behøvede hjælp til at finde.

"Drengene og jeg skal lave nogle interviews," Harry så gennemborende på mig, som om han vurderede, om jeg kunne være alene.

"Burde du ikke skulle i skole?" Harry stillede sig over for mig. "Njar. Jo. Måske," jeg svarede undvigende og undgik at se ham i øjnene. "De overlever nok uden mig," jeg kunne mærke mine øjne begyndte at svie, og jeg prøvede ihærdigt at blinke de kommende tårer væk.

Mit blik mødte hans, og jeg prøvede at virke glad. "Det går nok. Mine karakterer er fine, og de kan godt undvære mig. Jeg vil hellere være sammen med jer."

Om det var fordi, han kunne fornemme, at jeg ikke gad tale om det, eller om det var fordi, mine øjne stadig var blanke, da de mødte hans, måske begge dele, men han droppede i hvert fald at få mig af sted.

"Grib," han kastede en nøgle over til mig og gik ud i gangen. Jeg trak T-shirten ned over knæene og fulgte efter ham ud til hoveddøren. Han havde ikke opdaget mig, så da han vendte sig for at råbe farvel, overraskede jeg ham, og mig selv, ved at svinge armene om ham og mumle et farvel.

Han lagde lidt efter sine arme om mig. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, vi var kærester. Desværre vidste jeg bedre, og derfor trak jeg mig langsomt fra ham.

Selvom min mave var begyndt at slå kolbøtter, hver gang jeg så ham, ville jeg aldrig kunne leve op til hans standart. Jeg vidste, at det ikke længere bare var det at møde dem, der fik min krop til at reagere helt sindssygt. Jeg vidste, at jeg ville ende med at blive mere såret og ødelagt end jeg allerede var.

Harry kunne fornemme mit pludselige humørskift og trak sig undrende fra mig med et spørgende blik i de smukke grønne øjne. Jeg rystede blot på hoved og prøvede at fremtvinge et smil og skubbede ham blidt ud af døren.

"Vi ses Styles," han gik stadigt forvirret hen mod elevatoren. Da dørene åbnede for ham, gjorde han honnør, inden de lukkede i igen.

Jeg gik tilbage til lejligheden og kiggede på cornflakesene, der ventede på at blive spist. Jeg vidste jeg burde, min mave havde højlydt protesteret hele natten på grund af min manglende appetit.

Jeg tog fat om pakken og fik den hurtigt lagt ind i et skab.

Det var uhøfligt at snage i andres ting, men jeg var nød til at se alle hans ting. Jeg startede i stuen, hvor der på et lille bord lå en lille glas krystal. Jeg tog den forsigtigt op og kiggede igennem den.

Det var som at kigge igennem et par edderkoppeøjne. Jeg tog den hurtigt væk. Den mindede mig om, hvor mange forskellige måder man kunne se verden på, men alligevel var det tit kun en måde, folk besluttede sig for at se på tingene.

Da jeg skulle til at lægge den tilbage, blev en solstråle fanget i glasset, og jeg var pludselig badet i regnbuens farver. Forundret drejede jeg rundt om mig selv og følte mig et øjeblik lykkelig.

Jeg tog mig selv i at håbe på, det var sådan her, det ville blive efter døden. Som at gå på regnbuen, danse på regnbuen.

Det pludselige tankeskift imellem at føle sig lykkelig i øjeblikket til at håbe på det her var noget jeg ville opleve igen på den anden side, gjorde mig bange. Jeg ved ikke hvorfor, og hvis jeg gjorde, ville jeg ikke kunne forklare det, men jeg blev øjeblikkeligt ked af det.

Jeg var bange for at lægge mig ned og overgive mig til smerten, for drengene havde før fanget mig i en uheldig situation. Derfor besluttede jeg at gå ud.

Jeg tog et par ordenlige bukser på og en bluse for så at gå ud og tage sko på. Jeg tog min jakke over armen, greb min mobil og nøglerne Harry havde givet mig.

Udenfor blev jeg mødt af den kolde decemberkulde. Jeg gik lidt ned af vejen. Da der ikke rigtigt så ud til at ske noget fandt, jeg en taxa og bad ham køre mig til den nærmeste plads. Han satte mig af på en lille sidegade, og jeg gav ham pengene.

Jeg gik ned af gaden og endte på en åben plads, hvor der var små boder, som solgte blomster, frugt, grønsager og andre søde sager.

Jeg gik hen imod en lille blomster butik, hvor der ikke var så mange mennesker. Utroligt nok, for de havde de smukkeste røde blomster.

"Undskyld?" jeg henvendte mig til den gamle mand bag disken. "Hvad kan jeg hjælpe dig med søde?" Normalt ville jeg syntes, det var ubehageligt, at nogen jeg ikke kendte kaldte mig søde, men han virkede sød, og det så ud som om, det var noget han kaldte alle.

"Hvad hedder de blomster der?" jeg pegede,  hen mod de blomster der nærmest lyste. "Det kaldes julestjerner, min ven." Han mindede mig om min bedstefar.

Jeg stak hoved ned til den ene af de store blomster og duftede til dens fortryllende duft. "Jeg vil gerne købe tre af dem," jeg kiggede lidt rundt for at se, om der var andet, jeg skulle have med. Mit blik landede på en masse grankranse. "Jeg skal også have en af dem," jeg pegede hen på kransene.

Han fandt de tre smukkeste julestjerner, imellem alle dem der stod på pallen, og den pæneste krans frem til mig, og begyndte at pakke det hele i store poser. "De smukkeste blomster, til den smukkeste pige," jeg vidste, at han ikke mente det på den måde, så derfor kunne jeg mærke glæden ved kort at føle mig okay. Jeg rakte ham pengene.

Da jeg skulle til at tage poserne, lagde han, noget der lignede en lille kvist ned i den ene pose, og holdt den ene pegefinger op foran munden, imens han hviskede: "Det er vores lille hemmelighed."

Jeg smilede varmt til ham, ønskede ham god jul og vinkede til ham, da jeg fortsatte videre. "Vi ses," hørte jeg ham råbe, inden jeg drejede ind af en lille sidegade.

Først så der ikke ud til at være nogen butikker, men så fik jeg øje på en lille hobbybutik. I butikken havde de alt det, jeg skulle bruge, så da jeg kom ud derfra, havde jeg hænderne fulde. Jeg gik tilbage fra, hvor jeg kom, og da jeg kom forbi manden med julestjernerne, gik jeg lige derind igen.

"Du har ikke noget ler vel? og noget gran og nogle grankogler?" Han nikkede med et smil om munden og fandt mine ting frem. Jeg betalte og råbte et 'vi ses' til ham.

Jeg besluttede mig for at gå hjem, da taxaturen ikke havde været så lang, og jeg godt mente, at jeg kunne finde tilbage.

Efter at have spurgt om vej et par gange, lykkedes det mig da også at komme frem. Jeg baksede alle mine poser ind i elevatoren og trykkede på den øverste etage.

Da jeg havde fået alle poserne ind i lejeligheden, kunne jeg endelig slappe af i armene og i skuldrene.

Efter at have taget mine sko af, slæbte jeg poserne videre ud i køkkenet, hvor jeg forsigtigt tog julestjernerne op og satte dem hver især på en tallerken og fandt så kransen frem. Jeg indså hvad jeg manglede, og irriteret gik jeg tilbage for at tage mine sko på.

❄️

Da jeg kom hjem igen, havde jeg tre hvide urtepotteskjulere og et stort sølvfad med. Jeg gik ud i køkkenet igen og så på klokken. Jeg havde været ude i længere tid, end jeg havde regnet med.

Jeg satte blomsterne i krukkerne og lagde kransen på fadet. Så fandt jeg min hobbypose frem og hev 4 hvide lys op. Jeg kiggede lidt ned i posen for at se, hvad jeg skulle bruge, men jeg kunne ikke rigtigt få et overblik over, hvad der var hvad i posen, så jeg endte med at hælde det hele ud på gulvet.

Jeg tog posen og poserne fra blomstermanden med for at smide dem ud. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg smed dem ud en efter en. Da jeg stod tilbage med den ene, kunne jeg mærke noget igennem den tynde plastik.

Undrende kiggede jeg ned i posen og opdagede en lille buket med måske fire grønne kviste i med hvide bær. De var bundet sammen af et rødt bånd. Jeg så et par minutter på den uden at kunne komme i tanke om, hvad jeg skulle bruge den til.

Da jeg ikke umiddelbart kunne komme i tanke om det, gik jeg ind for at lave min adventskrans. Jeg satte lysene i og fandt så nogen af de kunstige bær, jeg havde købt, frem. Jeg satte to nisser i og så så på den.

Den var faktisk blevet okay. Den var enkel, men smuk. Jeg studerede den lidt længere og kom så i tanke om noget, der kunne gøre den lidt flotere. Jeg fandt en lille bøtte med glimmer frem og dryssede lidt af det ud over det hele.

Jeg fandt det lange lys jeg havde købt frem, kalenderlyset, selvfølgelig. Det så ikke ud som om, at Harry havde et, så derfor havde jeg også købt det.

Da jeg var lille, havde jeg altid været med til at pynte op, og jeg havde altid tændt lyset i kalenderlyset. Det var derfor blevet en tradition for mig. Så selv da min mor og far begyndte at være ligeglade med mig, købte jeg et lys og havde det stående på mit værelse.

Jeg pyntede op derhjemme normalt, men jeg satte aldrig lys op. Det var en tid, der var forbi.

Jeg kunne ikke ændre på fortiden, og derfor lavede jeg aldrig kalenderlys. Hun fortjente det ikke længere.

Jeg fandt en klup ler frem og satte det på en tallerken. Jeg begyndte at sætte små grengrene og noget af det pynt, jeg havde tilovers fra før i. Jeg gik ud på altanen og kulden ramte mig.

Jeg skyndte at spraymale de grankogler jeg havde købt guld og gik ind i varmen igen.

Jeg satte en i kalenderlyset og sikrede mig så, at de ikke smittede af, inden jeg kom resten ned i en skål og satte i vindueskarmen. Adventskransen satte jeg på sofabordet og kalenderlyset på spisebordet i køkkenet.

Mit blik faldt igen på de grønne grene, og det var som om, at jeg pludselig kom i tanke om, hvad det var. En mistelten. Det var jo det, det var. Hvorfor havde jeg ikke kunne huske det noget før?

Jeg så på den lille krog, der hang imellem stuen og køkkenet. Harry skulle nok ikke bruge den lige foreløbigt... Jeg fandt en stol frem og fik hængt misteltenen op i båndet.

Da mine fødder rørte gulvet igen, gav jeg mig til at rydde op. Alle mine hobbyting lagde jeg ned i en pose og bar den ind på mit værelse. Jeg satte en julerose ind til Harry og to i stuen.

Lige da jeg var kommet ud i køkkenet, kunne jeg høre grin på den anden side af hoveddøren, og lidt efter hørte jeg låsen blive drejet om, og fem drenge kom væltende ind.

"Hey, Hay," Louis syntes selv, det var sjovt, så han begyndte straks at grine, imens jeg kort rystede på hoved med et lille smil om munden.

"Hej drenge," jeg satte mig på en stol og betragtede dem vælte over hinanden, imens de prøvede at komme af med deres overtøj.

Imens jeg kiggede på dem, fik jeg en genial ide, og jeg rejste mig langsomt for at bevæge mig ind i stuen.

"Hvordan har jeres dag været?" "Fantastisk," jeg kunne næsten allerede have gættet svaret, ud fra deres hyperlige adfærd taget i betragtning. Da jeg var sikker på, de var færdige med overtøjet, spurgte jeg, med den sødeste stemme jeg kunne præstere, om de ikke ville komme ind til mig.

Desværre, fik de øje på kalenderlyset og skulle lige stå og se på det i et stykke tid. Da de var færdige, kiggede de endelig på mig igennem åbningen til stuen. Harry og Zayn var de første der begyndte at gå hen imod mig, som lå henslængt i sofaen.

Jeg skævede til misteltenen, som de til mit held ikke så ud til at have opdaget.

Da de stod under døren, råbte jeg stop til dem og til min overraskelse, stoppede de begge forvirret op. "Hvad sker der, Hay?" Harry lød næsten bange, og det burde han også være.

Jeg smilede skævt og så til min fornøjelse, at Liam, Niall og Louis også var stoppet op.

"Drenge, drenge. Jeg plejer at tage traditioner meget seriøst og i dag er ikke en undtagelse." De så alle forvirret på mig, og Harry så ud som om, han skulle til at træde frem. "Nope Harry, du kan godt blive stående."

Jeg var lige ved at flække af grin over deres forvirrede ansigter. "Ja det bliver jo spændende, hvem der opdager det først," sagde jeg, og der gik ikke lang tid før, at Louis mumlede et 'oh oh'.

Jeg blinkede til ham, og lidt efter så Liam og Niall det også. Alle tre brød ud i grin og gjorde bare Zayn og Harry mere forvirrede.

Jeg rømmede mig for at få deres opmærksomhed og pegede så på et punkt lige over dem, misteltenen. Jeg kunne heller ikke holde masken, så jeg begyndte også at grine, da jeg så deres skræmte ansigter.

"Det havde jeg ikke troet, du kunne finde på Hayley," Harry så irriteret på mig, hvilket blot gjorde det sjovere for mig. "Du ved Harry, hævnen er sød," jeg så hen på Zayn med medlidenhed i øjnene, "jeg er ked af, at det skulle gå ud over dig, Zayn," jeg prøvede at lyde som om, jeg havde ondt af ham, men han kunne vidst godt opfange, at jeg fandt situationen meget morsom. Han så skeptisk på mig, men med et smil i mundvigen. "Seriøst Hayley, det kan du ikke mene," prøvede han, men det hjalp ikke.

Harry skulle igen til at træde helt ind i stuen, men Louis fangede ham bagfra, imens jeg rystede på hovedet.

"Vi venter spændt og nu ikke noget med tantekys, det er for kedeligt."

Modvilligt bevægede de sig mod hinanden. Louis, Niall, Liam og jeg brød ud i et hujende kor, da deres læber ramte hinanden og bevægede sig kort imod hinanden, inden de endelig kunne trække sig fra hinanden.

Jeg sendte Harry et stort smil, da han sendte mig et dræberblik. "Du er sikker på, du ikke vil gøre det lidt længere ikke Harry? Det så ud som om, du godt kunne lide det." Zayn skyndte sig ud af farezonen som om, at han ville blive nød til at kysse Harry igen, hvis han blev der. ”Årh shut up Parker." Harry og de andre drenge gik hen imod mig.

Nogen mere gnaven end andre.. Host...Harry...host...Zayn...host...

Niall gav mig en high five, og det samme fik jeg af Liam og Louis. Harry skulede til mig. "Slap dog af, mand," Jeg gav blidt Harry en albue i siden, for sjovt nok, selvom han var sur på mig, havde han alligevel valgt at sætte sig ved siden af mig i sofaen.

Han så ud til at bløde lidt op.

Drengene havde spist, inden de kom hjem, og jeg skævede kort til klokken. Jeg havde kunne distrahere mig selv fra at skulle spise en hel dag. Jeg gav mig selv et mentalt klap på skulderen. Da de spurgte, om jeg havde spist, sagde jeg bare, at jeg havde købt noget takeaway på vej hjem. Jeg undlod at fortælle dem, at jeg ikke havde rørt mad hele dagen.

Drengene lod ikke til at skulle hjem, for de blev hægende og tvang mig til at se gyser med dem.
Gyser havde aldrig været mig, og det blev jeg endnu mere bevidst om i en scene med en dukke.

Dukker kan være så uhyggelige og det samme med klovne. Adr.

Men i hvert fald var jeg gået med til at se den, og det resulterede i, at jeg skiftevis gemte mig ved Harrys eller Nialls skulder. For det meste Harrys, selvom det måske ville være mindre ydmygende hos Niall.

Det var ikke fordi, jeg lå fantastisk gemt bag Harry med hans krøller hængende ned i øjne og næse.

Han duftede godt. Sådan noget tænkte jeg på, imens jeg hørte skrig fra fjernsynet.

Jeg kunne mærke nogen prikke mig på skulderen. "Hay, den er slut nu," sagde Niall med et grin i stemmen. Jeg sprang op og løb ind på værelset for at klæde om til nattøj. Jeg fandt Harrys t-shirt på sengen og gik med tøvende skridt tilbage til stuen.

Jeg rømmede mig let for at få Harrys opmærksomhed. "Må jeg låne den igen i nat?" Jeg så bedende på ham, og han nikkede bare med et smil på læberne.

Da jeg gik ind på værelset igen, kunne jeg høre Zayn spørge, hvorfor jeg skulle bruge Harrys t-shirt.

"Hun havde glemt at pakke nattøj, fordi hun nogen gange kun sover i undertøj," lød Harrys svar, og jeg kunne høre, at han havde et grin i stemmen. "Frækt," kunne jeg høre Louis mumle.

Årh så klap dog i.

Jeg lagde mig under den kolde dyne og prøvede at falde i søvn. Mine øjne var begyndt at falde lidt i, da jeg hørte et svagt bank på døren. Jeg orkede ikke at svare, men mumlede bare et mmm.

Harry kom til syne i døren. "Undskyld, at jeg forstyrrer." "Nej nej, det er fint," fik jeg sagt, selvom jeg kunne mærke mine øjne lukke sig. "Jeg ville bare sige tak for blomsten, jeg så den, da jeg kom ind på værelset. Den er virkelig smuk. Og så ville jeg bare fortælle, at jeg virkelig er glad for, at du er her." Han strøg en hårtot væk fra min pande, men allerede der var jeg på vej ind i drømmeverden.

Det lød som om, han var 100 kilometer væk, da ham mumlede godnat og sov godt.

❄️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...