One Direction ❄️ Death Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Færdig
På toppen af et tag, en bro, på vej ud mod de susende biler eller bare med et stort glas piller. Det er der Hayley Parker ser sig selv om 24 dage. Hendes dagbog tæller langsomt men sikkert ned til den bestemte dato.
De kritiske og dræbende tanker om sig selv og hendes uopmærksomme mor har drevet hende ud i den beslutning, at selvmord er den eneste udvej. Hvad hun ikke har regnet med i planen, er at møde One Direction.
Hun vinder en konkurrence og tilbringer 1. december i selvskab med dem. Uheldigvis glemmer hun sin dyrebare dagbog, hvor hun hver dag i et år har skrevet om smerten hun føler eller om det hun tror der venter hende, efter den sidste side i bogen er blevet vendt.

90Likes
82Kommentarer
9649Visninger
AA

6. Den 4. december

 


❄️

Mit værelse var for første gang i lang tid rodet. Jeg sad som dronning, i midten af alt tøjet, og prøvede at overskue situationen. Jeg fandt en sweatshirt frem, foldede den pænt sammen og lagde den i den store kuffert, jeg havde fundet frem.

Mine bukser blev også alle sammen lagt pænt ved siden af trøjen. Flere bluser, oversize T-shirts, to kjoler og en nederdel fandt frem til kufferten. Jeg fandt en toilettaske frem og begyndte at pakke makeup og makeupfjerner ned. Jeg kunne næsten ikke lukke den.

Jeg gik ud på toilettet for at pakke min tandbørste, som jeg valgte ikke at komme i toilettasken, men bare lægge ved siden af i en plasticpose sammen med tandpasta. Jeg lagde posen ned i den sportstaske, jeg også havde fundet frem.

Da jeg var færdig med at pakke, tog jeg mine ting med ud af værelset og gik tilbage for at rydde det op, der ikke fik lov at komme med.

Jeg forlod igen værelset, men stod længe og kiggede ind på det, for måske, var det den sidste gang, jeg så det. Jeg indprentede mig duften, og hvordan tingene stod. Så vendte jeg mig hurtigt om for at få mine ting båret ned af trappen.

I stuen stod min mor, og ja i undre jer måske over, at jeg aldrig nævner min far, men ham har jeg prøvet at glemme for længst, og det er også en lang historie, jeg ikke gider fortælle.

"Jeg har lavet stor morgenmad, som du kan se," jeg kiggede over hendes skulder og så oprigtigt trist ud, da jeg sagde, at jeg ikke var sulten. Hun så undrende på mig, og jeg skyndte mig at stikke hende en løgn om, at Harry havde lavet morgen mad, og, at jeg ikke skulle spise før, jeg var hos ham.

Anita så skuffet på mig, men så så ud til at komme på andre tanker. "Jeg invitere bare pigerne over," hun smilede stort og var allerede på vej hen for at sætte flere tallerkner på bordet.

Jeg følte et stik i hjertet da jeg så hvor hurtigt, hun havde glemt, at jeg var på vej ud af døren. Men på den anden side, vidste jeg så, at hun hurtigt ville glemme min død. Det gjorde det til en nemmere beslutning.

"Farvel," jeg ventede i et par sekunder på, at hun ville reagere, men da der ikke skete noget, gik jeg ud i ganen og tog nogle sko og en jakke på. Jeg havde måske forventet noget andet, en større afsked, men som sagt det gjorde det hele nemmere på sigt.

"Jeg går nu," min stemme lød irriteret, da jeg sagde det. "Ja ja det er fint skat."

Taxaen holdt uden for vores hus, og jeg fik læsset min bagage op i bagagerummet. Inde i bilen gav jeg chaufføren adressen.

Jeg havde hoved op af den kolde rude, da jeg kunne mærke bilen stoppe. Jeg åbnede langsomt øjnene for at finde ud af, hvor jeg var havnet henne. Jeg kunne godt regne ud, at vi stadig var i London, men jeg havde ikke nogen fornemmelse for, hvor længe vi havde kørt.

Mine tanker var fløjet hen på, hvad det var, jeg havde sagt ja til. At bo hos Harry, det var en ting, jeg aldrig havde troet ville ske for mig. Jeg kunne ikke helt forstå pointen i at skulle bo der, men jeg havde alligevel sagt ja.

Jeg gav chaufføren pengene og tog mine ting, som han havde været så sød at tage ud af bilen og stillet på jorden. Jeg hev min mobil frem for at se, hvilket nummer han boede i.

Jeg tog fat i min taske, og kufferten havde heldigvis hjul, så den kunne jeg trille. Det først mit blik lagde sig på, var elevatoren, som jeg straks skyndte mig hen til. Ved siden af var der en trappe, som var en mulighed, jeg slet ikke ville overveje.


Jeg sad i stuen og snakkede med drengene, da vi blev afbrudt af dørklokken, der ringede. Jeg rejste mig hurtigt for at gå ud for at åbne.

Hayley stod på den anden side og så usikker ud. "Hey," sagde jeg venligt for at få hende til at slappe af, det var jo trods alt derfor, hun var her. Hun smilede let og tog så det første skridt indenfor. Der trak jeg hende ind i et kram, som så ud til at overraske hende.

Drengene var også kommet ud i gangen og ventede på hun fik taget sit overtøj af, så de også kunne give hende et kram.

Jeg kiggede ned på gulvet og så en stor kuffert og en stor taske. Et suk undslap mine læber, da jeg bøjede mig ned for at tage fat i dem, for at bære dem ind på det værelse, jeg havde tænkt, hun kunne bo i.

"Hva, Slapsvans skal du have hjælp?" Hayleys stemme fyldte den lille entre, og jeg kunne høre Louis bryde ud i grin, hvorefter de andre også begyndte. Jeg vendte mig om mod Hayley, og så hun stod med et smil om munden, hvilket med det samme gjorde mig glad. Jeg viste det dog ikke, men spillede i stedet fornærmet.

"Nej ellers tak," jeg sendte hende et kort smil, inden jeg igen bukkede mig ned. Jeg kom på en genial ide og undertrykte et grin da jeg igen vendte mig om. "Faktisk kan jeg bære meget mere." "Og hvad skulle det så være? Niall?" Hun gjorde et kast med hoved i Nialls retning.

Jeg rystede på hovedet og sendte hende et drillende smil. Hun forstod vidst hurtigt, hvad jeg ville, for hun satte hurtigt hænderne i siden og kiggede på mig. "No way, Harry. Jeg gider ikke hænge over din skulder og dingle, imens du prøver at bære både min kuffert og taske.

Jeg trak ligeglad på skuldrene og tog et par skridt hen imod hende. Hun bakkede langsomt væk, som var jeg et farligt dyr, der ville æde hende. Hun så kort skræmt på mig, da jeg i en hurtig bevægelse fik løftet hende op og lagde hende tværs over min ene skulder. Præcist som hun selv havde forudsagt.

Jeg tog hendes taske over den anden skulder og kufferten i sammen hånd. Den anden hånd brugte jeg til at sørge for, hun ikke faldt ned.

Drengene kom med nogen tilråb, og jeg kunne mærke Hayleys vage forsøg på at komme ned.

Jeg gik ud i køkkenet og derefter igennem stuen med de store panorama vinduer, og fortsatte ind i det værelse, jeg havde tiltænkt hende. Jeg satte taskerne i hjørnet og lagde så forsigtigt Hayley i sengen.

Hun satte sig hurtigt op og så surt på mig. Jeg grinede af hendes ansigt og gik så hen i mod døren. "Jeg tænkte, at du måske ville pakke ud, og så kan du komme ud senere?" Hun nikkede svagt og så over på det store skab.

Jeg gjorde tegn til at lukke døren. "Jeg hævner mig en dag," sagde hun i samme øjeblik, jeg lukkede døren, hvilket bare fik mig til at grine.

Det var så urealistisk, at sådan en pige, der bare lyste af liv, kunne have sådan et helvede inden i. Hvor mange ville have troet, at en pige, hvor det første hun gør, når hun kommer til et nyt sted, er at joke, i virkeligheden bære rundt på alt for mange tanker. Tanker, som man ikke burde være ene om, tanker der er alt for tunge.

Vi satte os ud i køkkenet og begyndte at småsnakke.

"Harry, er det det rigtige vi gør?" Liams stemme afbrød de andre. Mit blik mødte hans, imens jeg svarede. "Jeg ved det ikke, Liam."

❄️

Efter et par timer hørte jeg døren til Hayleys værelse gå op, og lidt efter kom hun ud til mig i køkkenet, hvor jeg sad med min computer.

Hun satte sig ned over for mig og betragtede mig, imens jeg lukkede de sider, jeg havde fremme ned. Jeg stillede computeren fra mig og mødte hendes blik.

"Hvor er de andre?" "De gik for en time siden." Der blev stille igen, og hun rykkede utilpas på sig.

"Har du lyst til at lave noget?" spurgte jeg for at bryde tavsheden. Hun nikkede og rejste sig. "Har du nogle spil?" Nu var det min tur til at nikke, hvorefter jeg gik ind for at finde nogen af de få spil jeg havde.

I stedet for at følge efter mig, sagde hun, at hun ville se sig omkring, og at jeg bare kunne finde et spil. Hun gik ind af den første dør, hun kom til. Hun gik tilbage til stuen, og det var der, jeg fandt hende, imens hun så ud af vinduerne.

Hun så drømmende ud, men da jeg rømmede mig, vendte hun sig forskrækket om. Hendes hænder lå lige over hendes hendes hjerte. "Oh god, du forskrækkede mig." "Det kan jeg se," jeg blinkede kækt til hende, og hvis jeg ikke tog meget fejl, blussede hendes kinder en anelse op. "Nyder du udsigten?"

Hun smilede og vendte sig om igen: "Den er fantastisk."

Jeg gav hende lige lidt tid til at beundre udsigten over London, inden jeg satte to spil på bordet.

"Frit valg." Hayley vendte sig igen mod mig, og et kort øjeblik var det som om, at jeg så julelys i hendes øjne. "Det må være smukt, når det bliver mørkt."

Jeg så først forvirret ud, men det gik så op for mig, at hun stadig snakkede om udsigten. Jeg nikkede med et smil om læben og pegede så på spillene. "Der er Ludo og Matador, hvad vil du spille? Jeg har flere derinde, hvis det her er for langt ude."

"Ludo," hun var allerede i gang med at pakke det ud og stille det op.

Hayley fik lov til at starte. Allerede i første forsøg fik hun slået en 6'er og kunne rykke ud. Da det  blev min tur, håbede jeg også på en 6'er, men hverken første, anden, eller tredje kunne jeg slå en, så jeg måtte skuffet give hende terningen.

Hun grinede af mit ansigt og tog terningen ud af mine hænder. Jeg kunne mærke, at det her spil ikke ville gå godt, for da hun slog en 6'er igen, var jeg ved at tabe modet. Hun smilede da hun rykkede endnu en brik ud af startfeltet.

Hun gav mig terningen, og jeg rystede hånden og lod terningen slippe ud. Den snurrede rundt og rundt, og jeg kiggede spændt på den. Hayley måtte have opdaget det, for hun brød ud i grin, da det blev en 4'er.

Jeg tog terningen op igen og kastede den. Utroligt nok blev det en 6'er, og jeg kunne også rykke ud.

❄️

Efter jeg havde tabt stort flere gange, fordi hun gang på gang slog mig hjem, havde jeg besluttet, at vi skulle have noget at spise.

Jeg kiggede undersøgende på hende for at se hendes reaktion på ordet "mad". Jeg ledte stadig efter tegn på, at det i virkeligheden slet ikke var hendes dagbog, jeg havde gemt væk på værelset. Men jeg vidste, at det måtte det være. Alt pegede på, at det var hendes. Jeg ville bare ønske, at det ikke var.

Utroligt nok, havde jeg købt ind, så jeg kunne lave mad. Jeg kaldte på Hayley, og hun kom kort tid efter gående ud til mig. Hendes tygge mørke hår bølgede let ned over hendes skuldre og gik hende til lidt under brystet.

Hun havde en elastik i hånden og fik den hurtigt viklet om håret, så det sad i en hestehale. Der var en tot som lige akkurat ikke var lang nok til at nå med og hang ned foran øjnene på hende.

Jeg tog mig selv i at tænke på at fjerne den, og jeg havde endda også løftet venstre hånd en smule, men jeg lagde den hurtigt ned igen.

Hun satte sig på en af de høje stole ved barbordet og kiggede nysgerrigt på mig. "Hva så Styles?" hun smilede, da hun sagde det, hvilket bare havde en eller anden underlig effekt på mig, for bagefter opdagede jeg, at jeg også selv havde et smil plantet på mine læber.

"Vil du hjælpe med maden?" Jeg pegede på en kogebog, hvor siden var slået op på en risret, jeg havde, tænkt vi kunne få.

"Du kan lave mad?" hun lød tvivlende. Jeg sendte hende bare et stort smil, gav hende et spækbrat og nogle grønsager, som hun kunne gøre klar.

Der var stilhed, imens vi lavede maden. Hun koncentrerede sig om at skære det pænt ud. Da hun havde gjort det, delte hun grønsagerne op i en farveskala. Hun så forvirret op fra spækbrættet, da jeg spurgte, om hun ville komme dem i. Hun nikkede og tog grønsagerne med hen til gryden. Først kom hun de orange, så røde, gule og grønne og til sidst hvide.

Champignonerne kom hun i til allersidst for sig selv.

"Hvorfor gør du det?" Hun så et øjeblik bange ud, men da jeg pegede på grønsagerne i gryden, så hun mere lettet ud.

"Jeg ved det ikke, det er vel bare en vane eller noget. Tvangstanker måske," jeg kunne se, hun prøvede at være sjov, men taget hendes usagte tilstand i betragtning, var det ikke sjov, derfor lød mit grin også hult. Hun så til mit held, ikke ud til at ligge mærke til det.

Jeg gik hen for at finde tallerkner og glas for at sætte dem på bordet. Hun havde sat sig tilbage på stolen og betragtede mig finde bestik. "Vand eller cola?" "Vand."

Der blev stille igen, og jeg gik hen for at røre i gryden og tog den med tilbage til bordet. Da jeg hentydede til, at hun bare kunne tage, så hun usikkert op på mig. Jeg vidste jo, hvad hun havde lovet sig selv, og jeg kunne se på hende, at hun ikke havde glemt det.

❄️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...