One Direction ❄️ Death Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Færdig
På toppen af et tag, en bro, på vej ud mod de susende biler eller bare med et stort glas piller. Det er der Hayley Parker ser sig selv om 24 dage. Hendes dagbog tæller langsomt men sikkert ned til den bestemte dato.
De kritiske og dræbende tanker om sig selv og hendes uopmærksomme mor har drevet hende ud i den beslutning, at selvmord er den eneste udvej. Hvad hun ikke har regnet med i planen, er at møde One Direction.
Hun vinder en konkurrence og tilbringer 1. december i selvskab med dem. Uheldigvis glemmer hun sin dyrebare dagbog, hvor hun hver dag i et år har skrevet om smerten hun føler eller om det hun tror der venter hende, efter den sidste side i bogen er blevet vendt.

90Likes
82Kommentarer
10250Visninger
AA

2. Den 30. november

 


❄️

Dear Death Diary

Jeg skrev den velkendte start ned på den glatte urørte side. Folk ville normalt nok skrive noget i retning af, "Kære Dagbog," men hvorfor skulle jeg gøre det, når mit dagbog ikke var som andres? Jeg lod endnu et par tanker flyde fra hjernen, ud i gennem kroppen, ned i armen, ud i hånden, for der at skrive dem ned.

Det var ved at være lang tid siden, at jeg var startet på mit projekt. Om sølle 24 dage ville det være et år siden. Ret vildt når man tænker på det.
Hvordan kunne det komme så langt ud? hvordan kunne jeg komme så langt ud?

"Haaaayleeeey," min mors irriterende skingre stemme lød gennem hele huset, og afbrød mig i mine tanker. Hvis det stod til mig, var jeg flyttet for længst. Allerede der stod min mor i vejen for mig, hvilket hun har gjort altid.

"Hayley, du kan ikke flytte. For det første er du kun 16 og for det andet er du mentalt ustabil."

Sætningen kørte et par gange rundt i mit hoved, inden jeg igen blev afbrudt: "Hayley!" Jeg sukkede irriteret og råbte et ja, inden jeg lukkede dagbogen i. Den sorte forside med det røde æble på kom frem, og jeg betragtede den umiddelbart uskyldige kreation.

Jeg syntes selv, at det var ret godt fundet på. Det var i tilfælde af, at jeg en dag, lad os håbe den dag aldrig kommer, skulle have glemt dagbogen et sted, og nogen, f.eks min mor, skulle falde over den. Den skulle se uskyldig, og harmløs ud så fjenden ikke ville vække mistanke.

I virkeligheden står den sorte farve, som i nok har regnet ud, for død og æblet siger sig selv; Snehvide? Hun tog en bid af det forheksede æble og dødede næsten af det. Forskellen på hende og jeg er dog at jeg ikke vil vågne igen. Ikke i denne her verden i hvert fald.

Jeg har jo heller ikke den der eventyrlige magi, der altid hjælper prinsesserne i de store historier. Eller en prins for den sags skyld.

Jeg fik langsomt smidt mine ben ud over sengen og rejst mig. Da jeg kom ud fra værelset, havde jeg klistret et falsk smil på. Det var da noget, jeg var god til. Jeg lod et tomt blik glide ned af trappen og så mig om.

Når hun så havde kaldt på mig, så var hun der ikke engang, når jeg kom for at hjælpe hende. Frustreret satte jeg mig på en af de høje stole, der stod rundt om det lille bord i køkkenet.

Selvom jeg havde kigget på tingene i køkkenet mange gange, og vidste, hvad der stod hvor, lod jeg alligevel blikket glide over hylderne med te, glas med pasta, ris og andet tørfoder der skulle koges, inden det kunne bruges til noget.

Jeg lod hånden glide i gennem mit tygge mørke hår og vendte det hvide ud af øjnene da min mor, som jeg foretrækker at kalde Anita, kom vimsende ind i køkkenet. Perfektionistisk som hun nu var, rettede hun først på nogen af køkkenredskaberne, inden hun vendte sig om mod mig.

"Kan du ikke finde noget lidt mere festligt tøj? Du skal jo trods alt ud og besøge en af mine veninder, fordi hendes datter bliver 20. Du skulle jo gerne se ordentlig ud," hun havde fået en lille rynke imellem øjenbrynene, imens hun snakkede.

Jeg sukkede højt, så hun kunne fornemme, hvordan jeg havde det, inden jeg vendte mig om for at forlade rummet, men blev stoppet af endnu en rettelse: "Og kan du ikke sætte den manke op? man skulle jo gerne kunne se dit kønne ansigt."

Jeg skyndte mig op af trappen og ind på mit værelse, hvor jeg fandt en anden bluse, der i mine øjne var mere festlig end den jeg havde på.

Jeg valgte en lys bluse, som så godt ud til de stramme sorte bukser, jeg allerede havde på. Jeg satte mit hår op i en hestehale og lod et par armbånd pynte på mine håndled. Det lille guldsmykke jeg altid bar om halsen lod jeg sidde.

"Hayley," der kaldte hun sørme igen, irriterende med den høje stemme, der falskt prøvede at lyde begejstret over, at jeg skulle med. Jeg havde regnet ud for længst, at hun kun jublede i den tro, at det fik mig i bedre humør, plus, at det jo også ville virke strengt ikke at invitere mig.

Hvorfor jeg havde sagt ja, det kunne man jo så diskutere, faktisk vidste jeg det ikke selv, for sagen var, at jeg slet ikke havde sagt ja. Hverken til det her eller til alt andet jeg blev inviteret til, men på en eller anden måde lykkedes det altid Anita at sige ja for mig.

Jeg trampede igen ned af trapperne og gik ud i gangen for at tage et par almindeligt flade sko på, men da jeg så på Anitas ansigt, lagde jeg mine dejlige ikke højhælede sko tilbage og tog irriteret et par med hæl.

Jeg satte mig tungt i bilen og gjorde opmærksom på, at det her ikke var noget jeg gad eller havde meldt mig til. Seriøst hende pigen der blev 18, og som jeg havde glemt hvad hed, var sådan en bitch. Faktisk var det hele familien, der var sådan, og så havde de alt for mange penge, hvilket også gjorde dem pisse irriterende. Og de var altid ude på at ydmyge mig.

❄️

Jeg gjorde min entre i den store hall. Vi var blevet lukket ind af Anitas veninde, og straks var hun forsvundet igen. Jeg gik videre ind den enorme stue, alt her var kæmpe stort, hvor der allerede sad en masse småfulde mennesker.

Jeg lod mig dumpe ned i en af de dejlige lænestole og ventede på, at Anita ville forlade stedet, så jeg kunne smutte igen.

"Hayley! Guuud er det dig? Jeg er bare SÅ glad for at du kunne komme," en høj piget stemme lød igennem hele rummet, og alles blikke landede på mig. Pludselig kom pigens navn til mig, Sandra. Jeg rejste mig op og gik hende i møde.

"Det er så længe siden Hayley, sidst jeg så dig, havde du ingen bryster og var stadig jomfru." Folk begyndte at grine rund omkring mig. Da hun trak mig ind i et kvælende kram, fik hun også lige sagt endnu en spydig bemærkning: "Du er da også blevet større siden sidst? Er du ikke?" Jeg smilede falsk, men mit indre var allerede brændt ned af vrede.

Men det forhindrede alligevel ikke mine tanker, der ellers havde forholdt sig forholdsvist passivt hele dagen, i at begynde at køre videre i Sandras ord. Det var derfor, at jeg smøg mig ud af hendes greb og vendte mig om for at fortsætte ud imod hallen for at smutte.

Jeg havde lige fundet min jakke, og min skuldertaske havde jeg stadig om halsen. "Går du?" Sandras mor var kommet ud for at stille nogle blomster på et lille bord. "Hvad ser det ud som om?" svarede jeg. "Ellers ærgerligt, så går du jo glip af den store finale, eller finale kan jeg vel næsten ikke kalde det." I det hun sagde det, ringede det på døren. "Det må være dem, de skulle komme her klokken halv 12," "Jaja, det er fint nok," jeg skubbede mig forbi hende og åbnede døren for at komme ud.

"Tillykke!" Jeg kiggede op med et underligt ansigts udtryk og fem drenge stod foran mig og fyldte hele døren. En latter begyndte at brede sig hos dem, og jeg kunne mærke blodet skylle op i mine kinder.

"Hva, har du glemt, at det er din fødselsdag?" en irisk accant gjorde det virkelighed for mig, og jeg mødte de blå øjne. "Nej, faktisk ikke, jeg har fødselsdag d. 21 september, hvilket betyder, at jeg er 2 måneder og 10 dage ældre end den bitch I skal indtil nu."

Heldigvis var moren gået. Drengene kiggede chokeret på mig, inden Louis, ja jeg vidste hvad de hed, valgte at bryde stilheden, der havde lagt sig over os: "Er det derfor du er på vej væk?"

Jeg nikkede energisk og prøvede at mase mig forbi dem. "Nej, det tror jeg så ikke lige," Jeg kiggede op i et par grønne øjne, som tilhørte en der i hvert fald ikke havde valgt at sætte sit hår op, selvom  han havde en dejlig tyk krøllet manke.

"Drenge jeg elsker jer virkelig og jeg skal prøve at forstå jeg virkelig mødte jer, men i må have et godt liv, jeg går ikke tilbage i det hus," sagde jeg efter at have stået og kigget lidt på dem. Det var ret vildt at jeg kunne holde min stemme så kontrolleret, for mit hjerte var ikke i kontrol på nogen måde.

Jeg maste mig igennem dem, og jeg var næsten henne ved lågen, da der blev råbt på mig. Jeg vendte mig om og kiggede tilbage på dem for bedre at kunne høre hvad de spurgte om. Jeg svarede hurtigt på deres spørgsmål og vendte mig om og begyndte at løbe.
"Hayley?" Harrys spørgende stemme, nåede hen til mig igennem regnen der var begyndt at sile ned, som om han var i tvivl om han hørte rigtigt.

❄️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...