One Direction ❄️ Death Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Færdig
På toppen af et tag, en bro, på vej ud mod de susende biler eller bare med et stort glas piller. Det er der Hayley Parker ser sig selv om 24 dage. Hendes dagbog tæller langsomt men sikkert ned til den bestemte dato.
De kritiske og dræbende tanker om sig selv og hendes uopmærksomme mor har drevet hende ud i den beslutning, at selvmord er den eneste udvej. Hvad hun ikke har regnet med i planen, er at møde One Direction.
Hun vinder en konkurrence og tilbringer 1. december i selvskab med dem. Uheldigvis glemmer hun sin dyrebare dagbog, hvor hun hver dag i et år har skrevet om smerten hun føler eller om det hun tror der venter hende, efter den sidste side i bogen er blevet vendt.

90Likes
82Kommentarer
9643Visninger
AA

5. Den 3. december

 


❄️

Jeg lod mit hoved synke dybt ned i de bløde puder, for at lukke den forfærdelige lyd, mit vækkeur kom med, ude. Da jeg indså, at det ikke ville holde op, før jeg rejste mig, svingede jeg udmattet mine ben udover kanten på sengen og fik slukket for det larmende helvede.

Dagen i går havde været forfærdelig, og jeg havde det som om, jeg skulle kaste op konstant.

Skolen var normalt forfærdeligt, men uden dagbogen til at holde mig med selvskab, var jeg nød til enten at sidde alene, eller med mine gamle bedste veninder.

Og da jeg ikke havde tænkt mig bare at stirre ud i luften i en hel spisepause, tog jeg chancen og prøvede de bitches, jeg engang kaldte veninder, af. Noget var jeg jo nød til.

De havde også virket åbne, men da jeg havde sat mig og ikke kunne slippe væk, kom spørgsmålene. Spørgsmål jeg ikke kunne eller ville svare på, og fordi jeg ikke var samarbejdsvillig, gav de mig en kold skulder.

Derfor så jeg ikke just frem til denne dag. Endnu en dag uden min dagbog. Jeg håbede på det bedste; at den stadig lå på restauranten, som jeg var kommet frem til, at det var der, jeg måtte have glemt den. Men jeg frygtede stadig det værste; at nogen havde fundet den og taget den. I værste fald læst i den.

Men det var jo derfor, at jeg havde skrevet den første side som om, jeg var en almindelig teenager, med almindelige problemer.

Jeg fandt en hættetrøje frem fra Boy London og et par lavtaljede stramme bukser. Jeg magtede ikke at skulle vise mig frem i dag, men jeg kunne jo ikke komme i joggingbukser, så derfor blev det et kompromis. Hættetrøje og stramme bukser. Selvom jeg aldrig magtede at vise mig frem, klædte jeg mig, for det meste, ordenligt og præsentabelt.

Det var langt fra alt det jeg gik, i der kunne få mig til at føle mig godt tilpas.

Jeg gik ned af trapperne med tunge skridt, da jeg var færdig med de normale ting som at børste tænder. På vej hen til bordet, hvor min taske lå, så jeg en seddel, hvor det stod noget på. Jeg tog den nysgerrigt op, men da jeg så computer skriften, kunne jeg regne ud, at det var min mor, der havde skrevet til mig.

Hayley,
Hvis du bliver sulten i aften, kan du bare ringe efter en pizza. Der ligger penge på bordet. Jeg kommer sent hjem, så du skal ikke vente på mig.
Anita.

Jeg krøllede sedlen sammen og smed den ud i skraldespanden. Jeg greb mine bøger og smed dem ned i min taske, for at tage den med ud i gangen. Jeg fik min jakke ned fra knagen og tog den på.

Min telefon havde jeg i lommen på mine bukser og mine høretelefoner havde jeg ført op igennem min trøje, så jeg kunne skjule dem lidt. Der er jo ikke lige fordi, lærere elsker elever der ikke hører efter. Hvad de ikke ved, har de ikke ondt af.

Jeg gik ned ad den kolde gade med hænderne dybt begravet i jakken. Da jeg rundede gadehjørnet, og kunne se skolen var jeg både glad og en anden følelse, som jeg ikke kunne beskrive. En blanding af had og tristhed. Det var en følelse, der kort gav mig tårer i øjnene, men jeg blinkede dem hurtigt væk igen.

Facade. Det var alt. Facaden skulle være på plads, ellers bukkede man hurtigt under på den her skole.

❄️

Timerne sneglede sig af sted, og da jeg endelig hørte klokken ringe, var jeg sprunget op og havde forladt klassen, inden der var nogen, der kunne stoppe mig.

Selvom jeg havde sagt det med at have facaden på plads, var det som om det ikke havde betydet noget i dag. Flere gange havde jeg siddet med blanke øjne et par sekunder, og det lå ikke til mig at græde. Slet ikke offentligt.

Jeg kunne godt græde der hjemme, for der græd jeg tit. Ikke når andre var der, men når jeg var alene hjemme, og tankerne overmandede mig. Jeg kunne godt mærke, hvorfor jeg var ekstra svag, lige netop nu.

Mit lille vidunder manglede og havde taget noget af min facade fra mig. Den dagbog var grunden til, at jeg havde, bare lidt, selvtillid. Og nu, da jeg ikke længere kunne skrive alt det, jeg følte ned, hobede det sig op i mig. Mine forsvars mekanismer var nede, og jeg kunne intet gøre.

Jeg gik ned af den våde gade mod huset, som kunne varme mine kolde finger op. Det havde regnet hele dagen som svar på mit humør, og jeg havde fået våde fødder.

Da jeg fik låst døren op og kunne træde ind i varmen, fik jeg hurtigt sparket skoene af. Jakken kom også hurtigt af, og inden længe var jeg også løbet op på mit værelse, der var overraskende pænt i forhold til andre teenageres værelser.

Jeg havde hverken en bunke tøj liggende, og mit makeup bord var pænt ryddet op, og tingene var sat på plads. Der lå ikke en mascara eller concealer og flød. Min seng var redt. Der var ikke støv nogen steder.

Jeg fik taget mine bukser af og hoppede i et par bløde løse bukser. Mit hår satte jeg op i en hestehale, og jeg fik hurtig fjernet min makeup. Det var sikkert ikke mange, der fjernede makeup så tidligt på dagen, men jeg kunne mærke, at jeg jeg måtte ud med nogen følelser, lige nu, og så var jeg nød til at have alle mine skærmer nede og bare være mig alene.

Jeg vidste godt, at det ikke var godt for mig at gøre, når jeg var alene hjemme eller vidste, at mine forældre ikke kom hjem før sent om natten. Jeg vidste, hvordan det endte.

Jeg gik igen nedenunder for at sætte vand over til te. Derefter fandt jeg mine lektier frem i håb om, at de ville holde mig beskæftiget lidt længere.

Efter en times tid med lektier og jeg ikke havde mere for, fandt jeg en bog. Jeg slog op på kapitlet, jeg var kommet til, men fordi bogen ikke fangede mig, klappede jeg den i. Jeg så tomt ud i luften og ventede bare på, at det begyndte.

Da jeg mærkede den første tåre trille ned af kinden og efterlade et vådt spor efter sig, gjorde jeg intet for at stoppe den. Jeg lagde mig blot ned på gulvet og krøb i fosterstilling. Mine skuldre rystede, og de første hulk begyndte at forlade min mund.

Jeg lod tankerne overmande mig. De fortalte mig om den smukke krop, jeg aldrig ville få.

Udover, at de skulle minde mig om alle de forfærdelige fejl, jeg havde, skulle de selvfølgelig også forbi min fortid.

De voldsomme hulk jeg kom med gjorde, at mine hænder rystede for meget til at gribe ud efter det glas, jeg havde udset mig. "Du ved, du fortjener det," stemmerne i mit hoved snakkede til mig og gjorde mig mere opsat på at slippe af med dem hurtigst muligt.

"Det er den rigtige beslutning, du er i gang med."

"Der er alligevel ikke nogen, der holder af dig.

"Hvordan tror du, det er?"

"Der er jo ingen, der kommer til at savne dig. Få det nu bare overstået!"

Jeg gav op med hensyn til at prøve at få fat på det store glas med de små piller, og krummede mig i stedet sammen til en kugle for at holde sammen på mig selv. Det var som om, at der var et stort hul i mig, og jeg måtte holde sammen på mig selv, så jeg ikke ville gå i stykker.

Efter et par minutter i smerte var det som om, det var holdt lidt op, så jeg tog chancen, rejste mig og rakte hånden ud mod pilleglasset. Det kolde glas, fik mig til at føle en pludselig kulde i hele kroppen, og mine hænder begyndte igen at ryste helt vildt. Smerten var kommet igen med dobbelt styrke og slog mig kort ud.

Der efter gik alt hurtigt. Glasset røg ud af mine hænder og smadres på det hårde gulv. Jeg faldt sammen på gulvet og måtte igen holde sammen på mig selv. Pillerne spredtes, og jeg kunne blot se på. Jeg hørte ikke, at der blev banket på døren, men lidt efter kom min mor ind med et forfærdet blik i øjnene.

I panik greb jeg ud efter nogen af de piller, der lå ved siden af mig. Jeg kom dem hurtigt ind i munden. Da Anita opfattede, hvad jeg var i gang med, greb hun fat om mit håndled. "Spyt dem ud, nu." Hendes stemme var både vred og såret.

Da jeg ikke gjorde, hvad hun forlangte, men i stedet slugte dem jeg havde fået ind i munden, kaldte hun på min far, der kunne fornemme panikken i hendes stemme.

Sammen holdt de mine hænder og tvang min mund op. Lidt efter havde jeg fået stukket en finger dybt ned i halsen. Min mave gjorde krampagtige bevægelser, og jeg kunne mærke det hele komme op igen.

Jeg hulkede højere ved mindet. Hvorfor kunne jeg ikke bare været død der? Hvorfor skulle jeg pines med dette forfærdelige liv.

Min deprimerende tankegang blev afbrudt af lyden af dørklokken. Jeg ignorerede den og lod i stedet mit hoved begrave i en pude, jeg havde trukket med mig ned. Klokken blev ved med at ringe, og jeg måtte rejse mig og gå ud i gangen på usikre ben.

Igennem det lille hul i døren så jeg nogen, jeg aldrig havde troet, jeg skulle se igen. Tårerne løb stadig uafbrudt ned af mine kinder, så jeg tog en hurtig beslutning og valgte, at jeg havde set dem en gang, faktisk to, og, at det måtte være mere, end man kunne forlange af dem.

Jeg fandt et stykke papir frem og skrev en hurtig besked til dem om, at jeg var glad for at have mødt dem, men, at de ikke behøvede at komme igen. Jeg fik også skrevet, at det ikke passede lige nu så, de bare kunne gå igen.

Min ellers pæne håndskrift var sjusket og næsten ikke til at læse. Her og der havde tåre også ramt papiret og lavet våde pletter. Jeg underskrev den Hayley, foldede den sammen og smed den ud af brevsprækken.

Jeg kunne høre en utydelig mumlen brede sig, og da jeg lige håbede på, at de ville gå, sagde Harry tøvende mit navn.

"Hayley, er du ikke sød at svare mig?" Jeg var stille et par sekunder inden, jeg svarede et mmm. Så vidste han, at jeg lyttede.

"Hayley, vil du ikke nok lukke os ind?" Det var Zayn, der havde taget over. "Vi lover at gøre det kort, så skal vi nok gå."

Et hulk undslap mine læber, og straks var drengene der igen. "Er du ok? Hayley svar os. Vil du ikke nok lukke op?"

Jeg kunne mærke, at jeg ikke havde kræfter til at sige dem imod, så jeg satte mig på knæ for at åbne døren, og da jeg havde låst op, faldt jeg sammen på gulvet i endnu en smerteperiode.

Jeg kunne høre håndtaget blive trukket ned og lidt efter lød et gisp. "Hayley, hvad er der galt? Har du brug for noget?" Harry havde sat sig ved siden af mig og holdt en arm over mig.

"Du bliver syg af at ligge her. Rejs dig, så vi kan komme ind i stuen."
Da jeg ikke gjorde mine til at rejse mig, mærkede jeg et par stærke arme lægge sig omkring mig og blidt løfte mig op.

Jeg blev forsigtigt lagt i sofaen, og jeg gemte hurtigt mit hoved bag puderne. Drengene gik lidt rundt, og jeg kunne høre en der igen satte vand over.

Da teen lidt efter var færdig, kunne jeg fornemme, at alle drengene samlede sig omkring mig. Jeg kiggede frem og så fem par øjne være rettet imod mig.

"Drenge, det her er virkeligt for meget og desuden ret underligt, så vil I ikke bare være søde at gå? Jeg går ikke ud fra, jeg nogen sinde ser jer igen, så som sagt var i forgårs virkelig en oplevelse, og jeg vil helst ikke have, I husker mig sådan her." Jeg pegede på tårerne, der løb ned af kinderne.

"Hayley, det er jo lige det," Harry kiggede gennemborende på mig, "vi har snakket om det her, og vi er kommet frem til, at vi gerne vil lære dig bedre at kende. Det er derfor, vi er her." Hans øjne så ind i mine, og et kort sekund blev jeg i tvivl om, hvorvidt han vidste noget om mig, som han ikke burde, men det var hurtigt væk igen og Louis tog over.

"Hayley du er nød til at vide, at det her ikke er noget vi gør med alle. Vi har talt med management de syntes, det er okay." Han holdt en lille kunst pause og kiggede på alle de andre, som om de havde en intern ting, han skulle være sikker på. "Vi ville gerne tilbyde dig og kun dig, at du kan tilbringe december med os."

Harry overtog igen: "Du behøver ikke være med til alle de kedelige ting, og det er heller ikke altid du må. Desuden kan du holde jul her hjemme, hvis du vil, men faktisk ville vi tilbyde for, at du kunne få mest ud af det, at du kunne bo hos en af os."

❄️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...