One Direction ❄️ Death Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Færdig
På toppen af et tag, en bro, på vej ud mod de susende biler eller bare med et stort glas piller. Det er der Hayley Parker ser sig selv om 24 dage. Hendes dagbog tæller langsomt men sikkert ned til den bestemte dato.
De kritiske og dræbende tanker om sig selv og hendes uopmærksomme mor har drevet hende ud i den beslutning, at selvmord er den eneste udvej. Hvad hun ikke har regnet med i planen, er at møde One Direction.
Hun vinder en konkurrence og tilbringer 1. december i selvskab med dem. Uheldigvis glemmer hun sin dyrebare dagbog, hvor hun hver dag i et år har skrevet om smerten hun føler eller om det hun tror der venter hende, efter den sidste side i bogen er blevet vendt.

90Likes
82Kommentarer
9649Visninger
AA

26. Den 24. december

 


❄️

Jeg sad i bilen med Harry på vej hjem fra det sommerhus, vi havde været i. Sneen var begyndt at dale fra den grå himmel, og håbet om at opleve en sidste hvid jul bredte sig i mig.

”Jeg kan ikke love noget, Harry,” sagde jeg spontant og var ikke selv klar over, hvorfor jeg lige havde sagt det højt. Han så hen på mig med et blik fyldt med smerte, men samtidigt, var der også et håb om, at han endnu kunne få mig til at skifte mening.

Han holdt igen blikket på vejen og så koncentreret ud.  Jeg åndede på ruden og tegnede på duggen. Langsomt forsvandt tegningen, og jeg pustede igen på ruden, imens Harry kørte ind på parkeringspladsen.

Han fulgte mig op til hans lejeligheden. Vi stod længe og bare kiggede på hinanden. ”Hayley, jeg...” ”Harry...” sagde vi i munden på hinanden. ”Dig først,” sagde Harry. Jeg stod lidt uden at sige noget, inden jeg åbnede munden. ”Harry, hvis det bliver i aften, så skal du vide, at jeg har nydt dit selvskab.” Harry så skuffet på mig og gjorde mine til at vende om.

”Nej ,nej,” skyndte jeg mig at sige, ”jeg tror måske ikke helt, du forstod det.” Harry så på mig, som om, han ikke kunne se andre måde, at forstå det, jeg lige havde sagt, på.

Jeg tog en dyb vejrtrækning og så Harry lige i øjnene. ”Jeg er ikke god til det med følelser, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive for dig, hvor lykkelig du har gjort mig her i december. Hvis det bliver i aften, så...” jeg gik kold i sætningen.

”... vil jeg vente på dig deroppe,” sagde jeg lavt og var i tvivl om, om han hørte det. Han nikkede stumt og så på mig med våde øjne. ”Så der er nu, jeg skal sige farvel?” Jeg nikkede svagt, men jeg var sikker på, at han så det.

Hans arme lagde sig om mig. Han holdt mig ud foran sig og kiggede på mig. Jeg så, hvordan den første tåre forlod hans øje. Han kyssede min kind, og lidt efter ramte hans læber mine i et desperat kys. En sidste bøn om, at jeg ville ombestemme mig.

”Er der intet jeg kan gøre for at få dig til at komme med mig?” spurgte han, og da jeg rystede på hovedet, så jeg den sidste rest af håb forsvinde i han øjne. 

Han kyssede mig en enkelt gang mere, og jeg kunne smage saltet fra hans tårer. Han trak sig fra mig, og jeg tog mig selv i at ønske, han ville komme tilbage til mig, da han begyndte at gå imod elevatoren. Han havde kæmpet så længe, at han ikke længere havde kræfter til at gøre et sidste forsøg på at få mig til at blive.

Først nu kom tårerne hos mig, og jeg så længselsfuldt efter Harry. Dørene lukkede sig, og jeg vendte mig mod hans lejelighed. Jeg trådte langsomt derind og så mig omkring.

For første gang, fik jeg lyst til at gå på ”rigtig” opdagelse i hans ting. Han kunne jo alligevel ikke beskylde mig bagefter. Jeg lukkede øjnene og besluttede mig for at starte i stuen. Jeg gik hen til kommoden og trak den første skuffe ud.

Jeg kiggede mig skyldfuldt over skulderen, for at se om der var nogen, der holdt øje med mig. Jeg kiggede papirende, der lå der, igennem. Jeg bladrede igennem dem og fandt et billed af drengene i London Eye.
Jeg smilede af dem, og mit blik faldt på 3 piger, der stod med dem. Med min directioner viden kunne jeg hurtigt identificere dem som Danielle, Liams tidligere kæreste, Eleanor og Perrie. De så alle sammen lykkelige ud.

Jeg så på Zayn og Perrie og kom i tanke om det, jeg havde hørt om dem. Jeg skulle have spurgt Zayn, om det var rigtigt, at de havde snakket om bryllup i slutningen af 2014. I så fald, var Perrie heldig, og jeg var sikker på, at de ville blive lykkelige sammen.

Jeg lagde billedet tilbage sammen med papirende. Og gik over imod reolen. Jeg kiggede på billederne, han havde stående. Jeg gik videre til køkkenet, men der havde jeg jo allerede kigget det hele igennem, de gange jeg havde lavet mad.

Jeg gik ind i hans soveværelset. Jeg så på den uredte seng. Jeg gik hen til sengebordet og trak skuffen ud. Der lå også nogle papirer. Jeg fjernede dem og så først overrasket på bunden af skuffen.

Mine hænder greb om bogen, og jeg så forbløffet på den. Jeg troede, jeg havde mistet den, men det var bare Harry, der havde haft den. Jeg kneb øjnene sammen, da det gik op for mig, hvad det betød, han havde kendt til mine tanker hele tiden.

Vreden steg hurtigt i mig. Han havde løjet for mig.

Jeg tog bogen med ud i køkkenet og hev brutalt stolen væk fra bordet. Jeg satte mig og slog op på en tilfældig side. Lidt efter sad jeg dybt koncentreret og læste i bogen, jeg selv havde skrevet.

Dear Death Diary

Denne her følelse, der konstant bobler i mig, er utrolig. Mit hjerte banker hurtigere, hver gang jeg ser ham. Han har de smukkeste brune øjne. I går kyssede han mig for første gang og sagde han elskede mig.

Jeg er begyndt at overveje, at det der med juleaften måske er en dårlig ide. Måske kan jeg blive lykkelig igen. Lige nu smiler jeg. Jeg smiler hele tiden.

Love Hayley

Jeg så overrasket på siden foran mig. Jeg havde helt glemt den tid. Jeg prøvede at huske tilbage på, hvem det var, jeg havde været så meget oppe at køre over, at jeg næsten havde droppet mine planer for fremtiden.

Da jeg ikke kunne komme i tanke om, hvem og hvad der havde fået mig til at ændre meningen, bladrede jeg et par sider frem. Jeg så på datoen, og straks var der noget, der dæmrede for mig. Alligevel, valget jeg at læse det, for at være helt sikker i min teori.

Dear Death Diary

Jeg undskylder, hvis teksten bliver utydelig.

Jeg fandt Jason i hans seng i morges. Jeg havde endelig ladet ham være sammen med mig dagen forinden. Jeg undskyld...

Jeg kom i tanke om scenen, og hvordan jeg havde tørret en tåre væk, for den ikke skulle lande på papiret. Jeg havde snøftet, imens jeg gjorde det og lidt efter skrevet videre. Jeg lod igen teksten tage mig tilbage i tiden.

Jeg ville have hentet morgenmad og overrasket ham. Men i stedet for at ligge og sove, som han havde gjort, da jeg forlod ham, lå han forpustet og svedig oven på en pige, jeg aldrig har mødt. Dynen var gledet lidt ned, så jeg kunne se det meste af dem.

Hvordan kunne det ske? Jeg vil aldrig lade nogen komme mig så nær igen, at jeg vil tvivle på mit mål. Det må ikke ske igen, og du skal hjælpe mig med at holde det.

Love Hayley

Jeg kunne næsten ikke læse det sidste, fordi tårerne havde visket det meste ud. Der dannede sig en klump i min hals, da det hele pludselig kom alt for hurtigt tilbage til mig. Sorgen over at have ladet nogen komme så tæt på som ham.

❄️


Jeg kiggede på klokken. Jeg havde været henne hos min mor, men hun havde straks kunne se på mig, at der var noget galt. Hun havde spurgt, om hvad der var galt, og jeg havde fortal hende det hele.
”Harry,” havde hun sagt, ”kør tilbage til hende. Vis hende, at du er der for hende.”

Jeg trykkede utålmodigt på elevator knappen. Da den ikke viste sig, løb jeg imod trapperne og tog den to skidt af gangen.

Jeg stillede mig forpustet foran døren og bankede på. Der kom intet svar.
 Det kunne ikke være for sent. Det måtte det ikke. Jeg kiggede fortvivlet på døren, da hun stadig ikke var kommet og lukket op. Jeg kiggede på uret og kunne konstatere, at den var lidt i 11.

Jeg kunne ikke vente på, Hayley ville komme og lukke op af sig selv, så jeg besluttede at gå ind selv. Det var jo trods alt min lejelighed. Jeg tog ned i håndtaget, og døren gik stille op. Der var ingen lyd i lejrligheden, og jeg begyndte at frygte det værste.

Blodet pumpede rundt i mine årer, og angsten greb mig. Jeg gik forsigtigt ind i den mørke stille lejelighed og videre ned mod mit soveværelse.

Pludselig hørte jeg et gispende hulk, og jeg skubbede hårdt døren op. Foran mig lå Hayley i fosterstilling. På den ene side, blev jeg fyldt med lykke, men på den anden side, gjorde det hun havde i hånden mig rædselsslagen.

De voldsomme hulk, der regelmæssigt forlod hendes mund, gjorde mig i tvivl om, hvorvidt hun allerede havde taget nogle af de mange piller, hun havde i hånden.
Jeg bevægede mig langsomt hen imod hende, for ikke forskrække hende og tvinge hende ud i en presset situation, hvor hun ville gøre noget ugennemtænkt.

"Hayley," hviskede jeg og lagde armene rundt om hende. Det gjorde mig bange at hun rystede så  voldsomt og virkede mere skrøbelig, end jeg nogensinde havde set hende før.

Hun lod ikke til at bemærke, at jeg forsigtigt tog pillerne ud af hendes hånd og smed dem ned på gulvet. "Hayley, har du taget nogen piller endnu?" spurgte jeg mildt og holdt hende fast,, så hun ikke ville stikke af.

Hun rystede på hovedet. Jeg lagde mig ned på sengen og trak hende så ned til mig. Hendes hoved lagde sig på min brystkasse og hun pressede sig ulykkeligt op af mig. Mine arme lå beskyttende om hende, samtidigt med, at jeg blev ved med at fortælle hende, at jeg var her, og, at det ville blive ok.

At hun ville blive okay.

❄️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...