One Direction ❄️ Death Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Færdig
På toppen af et tag, en bro, på vej ud mod de susende biler eller bare med et stort glas piller. Det er der Hayley Parker ser sig selv om 24 dage. Hendes dagbog tæller langsomt men sikkert ned til den bestemte dato.
De kritiske og dræbende tanker om sig selv og hendes uopmærksomme mor har drevet hende ud i den beslutning, at selvmord er den eneste udvej. Hvad hun ikke har regnet med i planen, er at møde One Direction.
Hun vinder en konkurrence og tilbringer 1. december i selvskab med dem. Uheldigvis glemmer hun sin dyrebare dagbog, hvor hun hver dag i et år har skrevet om smerten hun føler eller om det hun tror der venter hende, efter den sidste side i bogen er blevet vendt.

90Likes
82Kommentarer
9531Visninger
AA

24. Den 22. december

 


❄️

Jeg tog frustreret hænderne op til hovedet og skjulte kort mine øjne. ”Harry, jeg kan ikke tage med dig hen til din familie,” sagde jeg og var allerede en anelse irriteret. Han så spørgende på mig, og lidt efter kom det store spørgsmål: ”Hvorfor?”

Jeg vendte det hvide ud af øjnene. ”Det ved du jo godt, at jeg ikke kan,” var mit svar. ”Jeg troede, Lou havde fået dig til at tænke over tingene. Jeg troede du havde ombestemt dig,” sagde han med sørgmodig stemme.

”Harry, jeg er nød til det. Lou fik mig bare til at tænke på at tilgive Katerina. Hun mener, det er vejen ud af mørket, men det er som om, at det ikke hjælper nu. Måske, hvis der var en, der havde vist mig vejen ud dengang.”

”Det er bare som om, at det er dagbogen der bestemmer det, og, at jeg ikke har noget at sige. Selv, hvis jeg ikke vil, gør jeg det nok alligevel,” hviskede jeg træt og var overrasket over, at det passede.

”Det er for helvede ikke dagbogen, der bestemmer det! Det er dig selv, der skriver. Dit valg, og du er ligeglad med, hvem du sårer, bare du ikke selv bliver såret,” råbte Harry til mig fra den anden ende af stuen, og jeg trådte forskrækket et skridt tilbage.

”Det er det, dit valg går på. Jeg ved det. Du er bange for igen at blive svigtet, men jeg kan til din oplysning fortælle dig, at de fleste mennesker vil dig det godt,” fortsatte han i et mildere tonefald. Fordi, at der ikke var vrede at spore i hans stemme, var det let at høre, hvor mange følelser der lå bag det.

”Hvorfor, vil du ikke bare give mig en chance til at bevise, at du er elskelig?” sagde han svagt og gik over til sofaen og satte sig ned uden at se på mig. Jeg tænkte et øjeblik, over det han havde sagt. Jeg gik langsomt over til ham og satte mig ned i sofaen ved siden af ham.

Tøvende lagde jeg hovedet på hans skulder og puttede mig længere ind til ham. ”Hayley, jeg ved ikke, om jeg kan klare det.” Harry så væk fra mig, imens han sagde det.

”Åh undskyld,” sagde jeg nedslået og kunne godt selv høre, hvor ynkeligt det lød. Jeg trak mig lidt væk fra ham og satte mig også lidt længere væk fra ham. Der hvilede en tung stilhed over os. Harry mødte mit blik. ”Jeg,” han tøvede lidt, og det så ud til, at han ombestemte sig. Han sagde ikke noget.

”Jeg ved, du ikke vil såres,” mumlede han efter lidt tid. Jeg overvejede at fortælle ham, at det havde han sagt tidligere, men det passede ikke til tidspunket. ”Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor du så vil gøre det mod andre. Du ved jo, hvor ondt det gør,” han lød virkelig som én, der ikke kunne se meningen med det, og, at det pinte ham.

Jeg så ned på mine hænder og lod ham tale. Jeg sad selv med spørgsmål, men han så ikke ud til at give talerstolen fra sig lige nu.

Han blev ved og ved, og til sidst faldt en tåre ned på hans lår og gjorde stedet, hvor den var landet en smule mørkere. ”Hjalp det dig overhoved, alt det jeg gjorde?” han så spørgende på mig og ville virkelig gerne vide, om han havde gjort en forskel.

Hele min krop lod til at ryste over, at jeg kunne gøre Harry så ked af det, for smerten og uvidenheden om, hvad der foregik i mit hoved, var tydelig at se i hans øjne.

Jeg nikkede kort til hans tidligere spørgsmål. Det havde hjulpet. Jeg havde tænkt. Jeg havde brugt de mange timer foran vinduet til at tænke. Mest på Harry, men også på min tilværelse. Han havde gjort mig i tvivl, og det var indtil videre, det bedste han kunne gøre.

Da jeg havde set for længe ind i Harrys forpinte øjne, tog jeg en hurtig beslutning. Mit hjerte begyndte med det samme at banke hurtigere. Jeg rykkede tættere på ham og lænede mig ind imod ham.

Jeg lukkede øjnene, da jeg var kun en centimeter fra ham, og jeg lod mine læber længselsfuldt ramme hans. Hans læber var lige så bløde, som første gang jeg kyssede ham. Jeg kunne mærke hans hænder lægge sig på min talje, da han langsomt begyndte at kysse med.

Jeg trykkede mig længere op ad ham, så der ikke var noget som helst luft imellem os. Der var kun vores tøj.

Han trak sig forpustet fra mig og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg kunne mærke hans hånd forsigtigt stryge mig over kinden. Jeg så kort ud på mørket udenfor, inden jeg igen vendte blikket mod Harry. Hans grønne øjne strålede smukt i skæret fra den ene lampe.

”Dine øjne er blå,” sagde han og forvirrede mig. Jeg måtte have set undrende ud, for lidt efter forklarede han sig. ”Jeg kan læse dig på dine øjne. Dine øjne er grå når du har de der tanker eller når du diskuterer. De er triste. Normalt, er de gråblå, men lige nu er de blå. Det er ikke så tit, de er det.”

Selvom han lige havde fortalt mig det, og det var endda forståelig, virkede det underligt. På ham lød det som om, at mine øjne skiftede farve efter mit humør.

Han lænede sig ind imod mig, selvom det var ham, der havde været imod det, da jeg ville putte mig ind til ham. Hans læber strejfede mine læber let. Jeg åbnede igen mine øjne og mødte hans, der drilsk så på mig.

Han lænede sig igen ind imod mig og kyssede mig, denne gang rigtig. Det var dybt, og jeg fik følelsen af, at alle hans følelser flød fra ham over i mig, og følelsen overraskede mig. Det var stærke følelser, der pludseligt blomstrede inden i mig.

Jeg trak mig lidt fra ham og så på ham, imens han begyndte at kysse min hals. Hvorfor han havde ombestemt sig om, hvorvidt han ville være i nærheden af mig, vidste jeg ikke, men jeg kunne føle lykken, der brusede igennem mit blod.

Harry løftede mig langsomt op, og jeg gjorde ingen modstand, da han bar mig ind i hans soveværelse. Han lagde mig blidt i sengen og kyssede mig igen. Der var intet voldsomt over hans handlinger. Hans kys var ømme og hans berøringer blide, da han forsigtigt tog fat i kanten af min bluse.

Jeg lod ham trække den over mig, og jeg fik taget hans af også. Han tog mine bukser af, og jeg lod ham gøre det, velvidende, hvad det ville føre til. Jeg lod mine fingre følge hans tatoveringer, som jeg havde gjort så mange gange før.

Han fik gåsehud under mine kærtegn. Hans læber fandt igen mine, og han kyssede mig langsomt og lidenskabeligt. Jeg fulgte svalens ene vinge da et spørgsmål, pludseligt dukkede op på min indre skærm. Jeg trak mig forsigtig lidt fra ham og fandt et punkt bag ham, jeg kunne holde fokus på.

”Mente du, da du sagde, at du elskede mig?” min stemme var svag, og det lød åndssvagt. Det kunne jeg høre med det samme, da det var kommet ud af munden på mig. Og jeg kunne ikke tage det tilbage. Jeg kunne kun vente på hans svar.

Hans fingre lagde sig på min kind og  drejede langsomt mit hoved i hans retning, så jeg blev tvunget  til at se på ham. Hans stemme var blid og fuld af kærlighed, da han svarede mig: ”Hayley, du må aldrig tvivle på noget, jeg har sagt.” Jeg kunne mærke et smil dannedes  på mine læber, og jeg trykkede mig op af ham.

Jeg havde troet, at det ville føre til sex, men jeg blev forbløffet, da det gik op for mig, at Harry ikke havde i sinde at gøre noget. Han holdt blot om mig og gav mig tryghed og kærlighed, som jeg aldrig havde oplevet nogen gøre det før.

❄️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...