One Direction ❄️ Death Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Færdig
På toppen af et tag, en bro, på vej ud mod de susende biler eller bare med et stort glas piller. Det er der Hayley Parker ser sig selv om 24 dage. Hendes dagbog tæller langsomt men sikkert ned til den bestemte dato.
De kritiske og dræbende tanker om sig selv og hendes uopmærksomme mor har drevet hende ud i den beslutning, at selvmord er den eneste udvej. Hvad hun ikke har regnet med i planen, er at møde One Direction.
Hun vinder en konkurrence og tilbringer 1. december i selvskab med dem. Uheldigvis glemmer hun sin dyrebare dagbog, hvor hun hver dag i et år har skrevet om smerten hun føler eller om det hun tror der venter hende, efter den sidste side i bogen er blevet vendt.

90Likes
82Kommentarer
9821Visninger
AA

23. Den 21. december

 


❄️

Jeg trippede rundt i lejeligheden på bare fødder. Mine tæer føltes kolde, og det var ikke det eneste sted, jeg frøs. Det var ekstremt koldt i lejeligheden. Jeg gik hen til radiatoren og mærkede på den. Kold. Helt kold.

Jeg skruede op for den, så den gik fra at have stået på 3 til at stå på 5, men der skete ikke noget. Jeg gik, med et irriteret suk, ind til mit tøj, fik endnu en sweater på og tog mine varmeste hyggesokker på fødderne.

Jeg fandt min computer frem, og fik den startet op. Jeg fik tastet Harrys internetkode ind, så jeg kunne komme på nettet. Jeg havde fået koden, en af de første dage jeg var her. Jeg prøvede at søge på *radiator virker ikke*, og straks kom der flere forslag op.

Jeg tryggede på det første link og så, at det var for folk, der ville lave det selv. Ikke noget jeg gad ligge og fumle med. Jeg gik hurtigt tilbage til søgeresultatet og fandt længere nede et firma, der kunne lave radiatorer.

Jeg tryggede nummeret ind, og der gik ikke lang tid inden, at der var en mand, der tog den i den anden ende. Han præsenterede sig og spurgte, hvad han kunne hjælpe med. Enligt et underligt spørgsmål, når hans firma jo kun reparerede radiatorer.

”Det er som om, at radiatoren ikke virker, så jeg tænkte på om i ikke kunne komme ud og se på den?” Der gik lidt tid, inden der blev svaret i den anden ende. Han lød heldigvis til at kunne komme senere i dag.

Jeg gav ham min adresse og lagde så på. Jeg hentede dynen og satte mig op i sofaen. Jeg tog min computer op på skødet og kiggede lidt på den, inden jeg fandt ud af, hvad jeg ville lave med den.

*Hvordan ved man, om man er elsket?* prøvede jeg at søge, men det var dårlige ungdomssider der kom op. I stedet prøvede jeg at søge på noget andet. *Selvmord uden at såre nogen,* men heller ikke der kom der noget brugbart op.

Jeg sukkede indvendigt. Jeg troede, Google vidste alt, men åbenbart ikke det her. Jeg åbnede et dokument og så på den blanke side. Langsomt begyndte jeg at skrive.

Død,
en tanke så bittersød.

Mørke,
som evig tørke.

Stilhed
dødens kærlighed.

Smerte,
et forpint hjerte.

Da jeg var færdig, følte jeg mig overrasket over, det jeg lige havde skrevet. Jeg skrev jo normalt ikke i andet end dagbogen. Jeg lod igen fingrene løbe over tasterne og dannede derved en ny tekst.
Det gav noget helt andet at skrive sine følelser ned i et digt. Selvom jeg havde holdt mine tanker positive i går, var det som om, at de i dag var kommet tilbage med dobbelt så meget depression. Derfor hjalp det at skrive det ned,  der ellers ville hobe sig op i mig.

Måske havde de dårlige tanker, der var vendt tilbage, noget at gøre med, at Harry stadig ikke havde ringet, eller bare sendt en sms.

Han havde været her i går, så meget var jeg sikker på, men det var også det, der slog mig ud. Hvis han havde været her, hvorfor havde han så ikke prøvet noget mere? Hvorfor havde han ikke kontaktet mig?

Jeg trak dynen længere op, så den gik mig til hagen. Ham radiator manden måtte godt tage at rubbe neglene. Jeg frøs jo snart ihjel.

Min ene tå, stak ud under dynen, og i en fart fik jeg taget den ind igen. Jeg lagde mig ned på sofaen, og trak benene helt op under mig, så jeg lå i fosterstilling. Det hjalp på at holde varmen. Jeg prøvede at ånde inden under dynen, for at få noget mere varme derind.

Imens jeg gjorde det, kunne jeg høre klokken ringe, og jeg skyndte op. Jeg løb ud i gangen, der var endnu koldere, åbnede hurtigt døren uden at se på personen, og smuttede tilbage til sofaen.

”Ja, som du nok kan mærke, er der koldt over det hele, så det var god du kunne komme,” råbte jeg ud til ham. ”Øh?” kunne jeg høre en mørk forvirret stemme sige. ”Du er her vel for at reparere radiatoren,” sagde jeg en anelse irriteret.

Der kom intet svar, men jeg kunne i stedet høre skridt nærme sig. Jeg lå i sofaen, der stødte op til vinduet, med hovedet på armlænet, så jeg kunne se gaden med de små folk på hovedet og drejede forsigtigt den lille krystal imellem mine fingre. Den fangede solens lys, og kastede det op på væggen.

Manden bag mig rømmede sig, og irritation steg yderligere i mig. Kunne han ikke bare komme i gang, og gøre det han nu skulle og så smutte igen?

”Du kan starte med den derhenne,” jeg pegede på en radiator, der stod i den anden side af stuen. ”Øm, Hay,” brummede stemmen, og jeg vendte mig forvirret om.

Jeg kunne mærke, hvordan mine kinder begyndte at brænde og min kæbe faldt ned, da mit blik mødte de grønne øjne, jeg havde savnet så forfærdeligt længe. Jeg tog mig hurtigt sammen og så spørgende på ham.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg efter noget tid stilhed. ”Jah, jeg bor her jo faktisk,” sagde han med et glimt i de smukke grønne øjne. Jeg løftede øjenbrynet, for jeg kunne godt regne ud, at det ikke kun var derfor, han var kommet.

”Jeg ville lige tjekke, at du var okay,” sagde han lidt efter. ”Jeg har det fint, som du kan se,” svarede jeg en smule hårdt tilbage. Han så forvirret på mig over den hårde tone.

Jeg var på den ene side lykkelig over endelig at se ham igen, hele min krop skreg efter hans arme om mig, men min hjerne sagde noget andet.

”Jeg hørte, du havde været sammen med Lou,” sagde han for at bryde stilheden. ”Ja,” mumlede jeg og forsøgte at udgå hans blik.

”Fik du min blomst?” spurgte han så. Der var en akavet stemning over os, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op  med den. Nu var Harry her sammen med mig, men vi kunne ikke tale sammen. Ville det have været bedre, hvis han ikke var dukket op?

Jeg havde så mange spørgsmål, både til mig selv, men også til Harry. Men jeg kunne ikke magte at skulle konfrontere ham nu. Jeg gad ikke tage en diskussion lige nu, så jeg rejste mig op, men vaklede lidt. Harry greb ud efter min arm for at støtte mig, men mit blik var fortsat mod jorden.

Jeg slog dynen om mig og gik langsomt ind på det værelse, jeg havde fået tildelt. Der satte jeg mig fortvivlet på sengekanten og lod de første lydløse tårer forlade mine øjne og løbe i lange baner ned ad mine kinder, over de forvirrede følelser der var inden i mig.

❄️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...