One Direction ❄️ Death Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Færdig
På toppen af et tag, en bro, på vej ud mod de susende biler eller bare med et stort glas piller. Det er der Hayley Parker ser sig selv om 24 dage. Hendes dagbog tæller langsomt men sikkert ned til den bestemte dato.
De kritiske og dræbende tanker om sig selv og hendes uopmærksomme mor har drevet hende ud i den beslutning, at selvmord er den eneste udvej. Hvad hun ikke har regnet med i planen, er at møde One Direction.
Hun vinder en konkurrence og tilbringer 1. december i selvskab med dem. Uheldigvis glemmer hun sin dyrebare dagbog, hvor hun hver dag i et år har skrevet om smerten hun føler eller om det hun tror der venter hende, efter den sidste side i bogen er blevet vendt.

90Likes
82Kommentarer
9541Visninger
AA

22. Den 20. december

 


❄️

”Kom nu, kom nu, tag den.”

Jeg prøvede for tiende gang at ringe til Harry, men han tog den ikke. Jeg havde fået meget ud af at være sammen med Lou i går. Hendes historie mindede så meget om det, der foregik i mit eget hoved. 

Jeg rejste mig nedslået fra sofaen og gik ind i værelset med mit tøj. Mit blik faldt på kjolen, der lå bredt ud på sengen.  Jeg tog den op i mine hænder, og tøvende tog jeg den på. Jeg lod det bløde stof omfavne min krop.

Jeg stod lidt i værelset og kiggede ind i skabet. Jeg løftede hovedet og gik med hurtige skridt ud i gangen til det store spejl. Jeg så på mig selv i den sorte kjole kjole, med stoffet der bølgede ned bagpå, hvor den var længere end foran.

Jeg slog mit hår ud, af den knold jeg havde haft, siden jeg havde været i bad, og mit hår faldt ned af mine skuldre. Jeg smilede prøvende til spejlet og så, hvordan spejlbilledet efterlignede min handling.

Jeg trak med et suk kjolen over hovedet. Jeg havde fortalt Lou om mine tanker. Jeg havde fortalt hende om dem alle samme, og hun havde fået alle detaljerne omkring, hvad jeg havde ment om døden.

Det var som om, at hun ikke dømte mig for det. Ikke tog afstand fra mig. Hun havde også mistet en. Hun havde også været igennem et helvede efter det. Men hun havde overlevet. Det var jeg dog stadig ikke sikker på, at jeg ville.

Det var som om, at dagbogen blev ved med at fortælle mig, at jeg skulle gennemføre det. Det ville være svagt at bakke ud.

Kjolen lagde jeg tilbage på sengen og tog en for stor t-shirt med mig, da jeg gik ud af værelset. Jeg tog den over hovedet og så, hvordan den gik mig til midten af lårende. Jeg gik langsomt og sløvt ud i køkkenet og satte vand over.

Da det havde kogt, hældte jeg det over et  tebrev. Jeg kiggede tomt ned i vandet, hvor det langsomt fik farve efter den te, jeg vidste var Harrys ynglings te. Det var jeg i hvert fald sikker på, at det var.
Jeg hældte lidt mælk i teen.

Jeg kiggede på min mobil, for at se om der var kommet noget nyt. Om Harry havde ringet tilbage til mig. Billedet af Harry og mig viste sig, men skærmen, der lyste mit ansigt op, viste ingen beskeder.

Mit hjerte var så småt begyndt at smuldre. Jeg kunne mærke, hvordan mine fingre længtes efter dagbogen. Selvom jeg vidste, hvor meget Harry hadede den, fandt jeg den frem fra skuffen. Jeg slog op på en blank side og begyndte at udfylde den.

Dear Death Diary.

4 dage til, men er det, det jeg vil? Jeg ved det ikke. Jeg er kommet i tvivl, og det er Harrys skyld. Alligevel, fordi Harry stadig ikke har talt med mig, overvejer jeg det  konstant, men jeg er mest bekymret for, om jeg kan vente til den 24.
 Jeg græder hele tiden og kan ikke styre de følelser, der raser i mig.
Han taler ikke med mig, men han sagde, at han elsker mig.

Hvordan kan han elske mig, når jeg ikke har haft kontakt til ham siden han læste i dig? Han elskede mig.

Elsker.

Det er utroligt hvor langt de to ord er fra hinanden.

Elskede og elsker.

Jeg lod en tåre ramme papiret, og det, jeg lige havde skrevet, flød lidt ud i hinanden. Han havde sagt ordet, men han havde stadig ikke ringet eller givet noget livstegn fra sig.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Han lovede mig altid at være hos mig. Han var min kæreste. Var – også et underligt ord, der kan bringe så meget smerte med sig. Hvad er vi nu? Er vi stadig sammen? Var det bare en joke?

Jeg har så mange spørgsmål, men ingen vil svare.

Love Hayley

Endnu et par tårer faldt ned på papiret, og jeg sørgede for at tørre dem væk, inden jeg lukkede bogen i.

Jeg nippede til den stadig varme te og var ved at tabe den over mig selv, da jeg endelig kunne mærke, at min mobil vibrerede ved siden af mig. Jeg kiggede på displayet og tog den op til øret. Jeg gav et lille snøft fra mig.

”Hayley, er du okay?” Niall lød bekymret. Jeg svarede ham hurtigt med et misvisende svar om, at jeg havde det fint. ”Hvor er du?” spurgte han. Jeg fik en trang til at være på tværs, så da jeg svarede ham, lød det måske ondere, end han fortjente, men det var følelserne til Harry, der blev blandet ind i det. Det var ham, der burde bekymre sig om mig.

”Teknisk set, behøver jeg ikke svare dig.” Jeg kunne høre, at han blev forvirret. ”Er du alene?” spurgte han igen efter lidt tid. ”Kunne i ikke være mere ligeglade? Jeg har prøvet at ringe til jer hele dagen, men i har ignoreret mig. Især Harry. Jeg ved, han er sammen med dig, så hils ham endelig fra mig og sig, at han også i dag er blevet nævnt i hans elskede dagbog, nåh nej, min dagbog.” Jeg smilede hånligt for mig selv og lagde røret på.

Da jeg efter et par minutter var kølet ned efter min irritation over, at de først interesserede sig for mig nu, satte jeg mig tungt ned. Det var 3 dage siden, jeg havde set Harry, og 2 dage siden jeg havde haft kontakt med drengene.

❄️

Jeg havde ikke spist andet til aften end en appelsin. Jeg lod min tunge fugte mine læber og gik så hen for at vaske saften af mine hænder. Jeg tørrede dem af i et viskestykke.

Jeg gik ind i værelset for at hente min dyne, viklede den omkring mig, og åbnede så ud til altanen. Det ville måske gøre mig syg at side i så lidt tøj, kun med en dyne, men jeg havde brug for noget luft.

Jeg så op på stjernerne. Jeg udpegede de få stjernetegn, som jeg kendte, og kiggede så ellers bare op på dem.

Jeg var næsten faldet i søvn derude, da jeg hørte dørklokken ringe. Sløvt rejste jeg mig for at gå derud. Jeg fumlede med låsen med mine frosne fingre. Da jeg endelig fik den op, så jeg elevatoren lukke dørende i, og der var ingen på gangen.
Mit blik søgte efter tegn på, hvem der kunne have været der, men jeg kunne ikke finde noget. Da jeg skulle til at lukke døren i, faldt mit blik på noget, der stod foran døren.

Utroligt, at jeg ikke havde set den før, for de røde voksagtige blade stod flot. Jeg tog julestjernen i hånden og kiggede længe på den. Der var ingen tvivl, det var en af Eds blomster. Jeg duftede til den, imens jeg lukkede øjnene.

Blomsten betød også noget andet. Harry havde været her, det var jeg sikker på. Han var den eneste, der vidste, hvad de betød imellem mig og ham. Han vidste, at jeg ville vide, det var ham, der havde været her.

Jeg knugede planten ind til mig og følte bladende røre min hud. Jeg tog den med mig ind og satte den forsigtigt. Den betød meget for mig, og jeg havde ikke i sinde at lade den gå til. Den skulle blomstre. Den skulle overleve – selv når det blev svært.

❄️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...