One Direction ❄️ Death Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Færdig
På toppen af et tag, en bro, på vej ud mod de susende biler eller bare med et stort glas piller. Det er der Hayley Parker ser sig selv om 24 dage. Hendes dagbog tæller langsomt men sikkert ned til den bestemte dato.
De kritiske og dræbende tanker om sig selv og hendes uopmærksomme mor har drevet hende ud i den beslutning, at selvmord er den eneste udvej. Hvad hun ikke har regnet med i planen, er at møde One Direction.
Hun vinder en konkurrence og tilbringer 1. december i selvskab med dem. Uheldigvis glemmer hun sin dyrebare dagbog, hvor hun hver dag i et år har skrevet om smerten hun føler eller om det hun tror der venter hende, efter den sidste side i bogen er blevet vendt.

90Likes
82Kommentarer
9644Visninger
AA

4. Den 2. december


❄️

Da jeg mandag morgen ville skrive i min dagbog, inden jeg skulle i skole, og den ikke var på sin normale plads, blev jeg urolig. Jeg for panisk rundt i værelset og ledte indtil, at jeg kom i tanke om, at jeg havde haft den med mig på juleshopping.

Jeg fandt min taske frem og hældte alt indholdet ud på gulvet. Jeg så på tingene, der nu lå i en rodet bunke på min seng. Der var ikke en af dem, der var en dagbog. Selvom man tydeligt kunne se, at den ikke var der, ledte jeg stadig efter den. Indtil jeg kom i tanke om, hvor jeg sidst lagde den. Og det var der, jeg blev virkelig gal på mig selv.

Vi havde siddet på en café og drukket varm kakao og fået lidt at spise. I mens vi ventede på maden, havde jeg taget dagbogen frem for at skrive et par linjer, i mens drengene stadig var omkring mig, så jeg kunne føle dem og få skrevet de følelser ned. Desuden var jeg kommet på en god ide, som jeg ville begynde på her i december.

Men problemet opstod da jeg lagde bogen fra mig fordi, at maden kom. Jeg måtte have glemt den på bordet, da vi gik. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, det lignede mig ikke at smide mine ting væk og slet ikke det, jeg holdt mest af - ikke dagbogen!


Jeg så ind i et par grå øjne, der virkede underligt bekendte. Der var bare det ved dem, at de så så forfærdelige triste ud. Jeg betragtede dem et par sekunder inden, jeg begyndte at blive suget ind i øjnene. Jeg kæmpede i mod, for det kunne umuligt være godt, det der var bag disse ulykkelige øjne, men det hjalp ikke.
Bag den grå facade så jeg, hvad der forgik. Og som forventet var det ikke rart. Der var døden, som tog sig en spadser tur, og længere henne sad en pige, med et målebånd om en sygeligt tynd mave, og blev ved med at kaste op. Til sidst blev hun helt stille og faldt om. Der var en der sad på en bunke af piller og blev ved med at spise dem.
En anden sad i skrædderstilling, og jeg begyndte at gå hen mod hende for at få af vide, hvad det her var for et sted, men da jeg satte mig ned over for hende, og hun løftede hoved, fortrød jeg med det samme, jeg havde valgt hende at spørge. Hendes øjne borede sig ind i mine og var fyldt med så meget smerte og sorg...

Jeg vågnede gispende op. Jeg kiggede hurtigt rundt og kunne konstatere, at det her var min egen lejlighed og, at jeg ikke var i selvskab med en flok syge piger.

Jeg strakte mig og rejste mig fra den bløde seng, der bare kaldte på mig og alligevel ikke. Jeg skulle ikke tilbage det det helvede, jeg lige var kommet fra. Jeg fandt noget tøj frem og gik ud for at få noget at spise. I køleskabet var der ikke meget, og til min skuffelse kunne jeg se, at der var en liter yoghurt, som skulle spises.

Jeg åbnede den og hældte noget op i en skål, for derefter at finde noget mysli og komme det på.

Da jeg var færdig, gik jeg ud for at børste tænder. Vi skulle lave noget i studiet, så jeg fandt min mobil frem for at skrive til de andre om, hvornår vi skulle være der. Jeg rynkede øjenbrynene, da den ikke lige var der, hvor jeg forventede den ville være. Jeg ledte rundt i lejligheden, men fandt den ikke. Jeg gik ud i gangen for at se, om den ville være i jakkelommen på jakken, jeg havde haft på i går. Jeg havde bare smidt jakken på gulvet, da jeg ikke orkede andet i går.

Jeg løftede jakken og kunne allerede inden, jeg åbnede lommen føle, at min telefon befandt sig deri. Under jakken lå en pose, jeg havde fået, da jeg havde købt en lille nisse i en julebutik, vi var kommet forbi. Jeg lagde min mobil ned i min bukselomme og tog så posen for at tage den med ind til stuen, hvor jeg satte mig i sofaen.

Jeg åbnede posen og så til min overraskelse, at der lå en sort bog dernede. Jeg tog den op og kom med det samme i tanke om, hvor jeg havde den fra. Hayley havde lagt den fra sig da maden kom og havde glemt den, da hun rejste sig, så jeg havde taget den fordi, jeg kunne se på den måde, hun lod sig opsluge af den, måtte betyde, at hun holdt meget af den. Jeg ville give hende den, men jeg kom fra det igen.

Jeg kiggede på forsiden og sugede hver detalje til mig.

Et stort rødt æble var klistret på, og oven over stod der noget på et sprog jeg ikke kendte. Jeg åbnede bogen på første side og kunne se, der stod: Tilhører Hayley Parker.

På den anden side var der skrevet noget, der mindede om en introduktion.

Kære Dagbog.

Er det underligt at kalde dig det, når jeg først lige har fået dig? Jeg er også ligeglad. Okay, jeg ved godt, jeg måske starter lidt hårdt ud, men jeg er nød til at fortælle dig om ham fyren, jeg har fysik med. Han har de her perfekte øjne. Han gør mig svimmel ,og jeg er ved at besvime, hver gang jeg ser ham...

Jeg klappede bogen i igen og gav mig selv en mental lussing. Man læser ikke andres dagbøger. Heldigvis, lød det ikke som om, det var det helt seriøse, hun havde gang i. Det var vidst bare en teenage besættelse, hun havde fået for ham fyren. Jeg så igen ned på bogen og derefter på uret, der sad om mit håndled. Jeg skulle af sted, så jeg lagde bogen fra mig på sofabordet.

❄️

Det var mørkt, da jeg kørte hjem. Selvom det blev tidligt mørkt, var det ikke fordi, klokken kun var fem, den var nærmere 10. Vi havde kørt hård på hele dagen for at få det hele på plads.

Hvad det var, vi skulle have på plads, var jeg heller ikke helt sikker på, men vi havde i hvert fald været sammen med vores maneger hele dagen.

Selvom jeg havde spist for 2 timer siden, var jeg blevet sulten igen. Måske hang det sammen med, at det de havde bestilt af mad, ikke lige var mig. Det så heller ikke ud til, de andre drenge havde spist særligt meget. Okay, Niall havde måske, men han spiser jo også alt.

Jeg kiggede igen i køleskabet - som i morges, men der var overraskende nok stadig tomt. Jeg greb mobilen og fik ringet pizzamanden op, og fortalt ham, at jeg var nød til at have en Hawaiipizza.

Jeg gik ind i stuen for at tænde for fjernsynet og kunne konstatere, at der ikke var noget spændende. Jeg orkede ikke at finde en film. Jeg lagde træt hoved på en af puderne og lukkede øjnene et øjeblik.

Jeg fik et chok, da det ringede på døren. Jeg rejste mig hurtigt, og bevægede mig derud for at finde et utålmodig pizzabud med en bakke. Han rakte mig bakken, nærmest inden jeg overhoved havde åbnet døren, og krævede så sine penge. Jeg fumlede lidt med min pung, men fik til sidst pengene op og gav ham dem.

"Du kan bare beholde resten," sagde jeg, men han var allerede skredet, så jeg smækkede bare døren i. Bakken satte jeg i køkkenet og tog to skiver op på en tallerken.

Stuen kaldte igen på mig, eller sofaen gjorde, og jeg gad alligevel ikke side i køkkenet alene. Det virkede ensomt. Da jeg havde sat tallerknen fra mig på bordet, rejste jeg mig igen for at finde en film. Jeg kunne jo ligeså godt få det gjort.

Da jeg endelig var faldet tilbage i de bløde puder, kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt vand. Så jeg rejste mig endnu engang og fandt et glas, som jeg fyldt for at gå tilbage igen og smide mig i sofaen.

Da jeg greb ud efter fjernbetjeningen faldt mit blik på den sorte bog. Jeg vidste at jeg burde holde nallerne væk, men den kaldte på mig. Jeg satte filmen i gang, inden jeg tøvende løftede armen for at tage bogen.

Jeg kiggede grundigt på den igen for at finde ud af, hvad der var så specielt ved den. Farven måske? Hvor mange har en sort dagbog? Men igen, det kommer vel an på, hvor man har købt den.

Jeg var nysgerrig efter at vide, hvad hun havde skrevet om os, for jeg vidste, at hun havde skrevet på caféen. Det var en lille grøn snor der viste, hvor hun var nået til. Jeg åbnede langsomt bogen, for jeg vidste jo godt, at det var forkert. Det var allerede forkert, at jeg havde åbnet den i morges.

Men selvom, at der et sted i min hjerne var en der skreg nej, lyttede jeg ikke til den. Jeg lyttede til den  lille stemme, der hviskede ja. Den stemme der sagde: "Du ville jo lære hende bedre at kende, nu har du chancen."

Jeg undskyldt mig selv med, at jeg jo ikke behøvede at se hende igen. Jeg ville bare kende hendes hemmelighed. Og jeg blev overrasket over, hvad jeg fandt!

Dear Death Diary.

Er det ikke vildt? Jeg ved godt, du ikke er en kalender, og derfor ikke kan vide, hvilken dag det er, men så er det jo godt, du har mig! Det er den 1 december, hvilket bare vil sige, at der er 23 dage til.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om det, for selvom dagene er gået langsomt, så forfærdeligt langsomt, er det alligevel vildt, at det snart er et år siden. Jeg vil sige tak nu, mens jeg kan. Haha, ej joker, jeg har jo hele 23 dage endnu til det!

Jeg ved ikke, om du kan mærke det på mig, men jeg er helt oppe og køre i dag. Ved du hvorfor? Jeg fortalte dig jo om konkurrencen - jeg vandt! Lige nu sidder jeg på en café med 5 perfekte mennesker. One Direction! Harry, Louis, Zayn, Liam og Niall. De tog alle godt i mod mig, men det er som, Harry hele tiden gør lidt ekstra for mig. Men det er nok bare mig...

Jeg ville ønske, jeg kunne være ligesom dem.

Jeg ved, hvad du tænker, og du har ret. De får mig til at føle mig usikker, allerede da jeg satte mig ind i bilen, var det som om, mine lår flød ud over det hele.

 

Vi lavede den der leg, hvor jeg skulle svare på deres spørgsmål. Louis spurgte om livret, og jeg blev helt stille. Jeg tror, de lagde mærke til det, det var så pinligt. Men, hvad ville du have sagt? At du ikke spiser mere end, at du kun lige kan overleve, og derfor ikke har en livret?

Nu jeg er ved det, har jeg faktisk tænkt på noget, men inden jeg beslutter det, vil jeg lige drøfte det med dig. Det var en tanke helt tilbage til det med Louis, livret og fede lår!

Du ved jo, hvad der sker den 24., men bare fordi jeg skal ned i jorden, kan jeg jo godt se godt ud. Nu til sagen: Jeg overvejer helt at stoppe med at spise, tror du ikke godt, jeg kan holde det? Det er jo ikke fordi, det er en stor forskel fra, hvad jeg plejer ;).

Desuden, skulle de jo gerne kunne få mig ned i kisten... Jamen det glæder mig, at du er enig. Skal jeg starte i morgen?

Love, Hayley

Da jeg havde læst den sidste linje, sad jeg rystet tilbage. Det var ikke længere, fordi jeg læste hendes dagbog, men det jeg havde læst, der havde rystet mig.

Jeg stirrede tomt ud i luften.

Da jeg efter lidt tid var kommet til mig selv igen, greb jeg fat i mobilen og fik ringet Louis op. Filmen der stadig kørte i baggrunden, slukkede jeg for.

"Hey det Louis?" han lød træt, men det var forståeligt nok.

"Louis vi er nød til at finde Hayley!"

❄️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...