One Direction ❄️ Death Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Færdig
På toppen af et tag, en bro, på vej ud mod de susende biler eller bare med et stort glas piller. Det er der Hayley Parker ser sig selv om 24 dage. Hendes dagbog tæller langsomt men sikkert ned til den bestemte dato.
De kritiske og dræbende tanker om sig selv og hendes uopmærksomme mor har drevet hende ud i den beslutning, at selvmord er den eneste udvej. Hvad hun ikke har regnet med i planen, er at møde One Direction.
Hun vinder en konkurrence og tilbringer 1. december i selvskab med dem. Uheldigvis glemmer hun sin dyrebare dagbog, hvor hun hver dag i et år har skrevet om smerten hun føler eller om det hun tror der venter hende, efter den sidste side i bogen er blevet vendt.

90Likes
82Kommentarer
9646Visninger
AA

21. Den 19. december

 


❄️

Torsdag. Deprimerende dag. Regnvejr. Ingen nye opkald. Ingen ting.

Jeg gik rastløst rundt i Harrys lejelighed. Jeg havde næsten ikke spist. Mit hoved dunkede konstant, og jeg var blevet mere og mere svimmel i løbet af dagen. Ingen så dog ud til at bekymre sig om mig. Der var i hvert fald ikke nogen, der var kommet og havde låst sig selv ind, som Niall og Louis havde gjort.

Ingen af drengene havde skrevet til mig og spurgt om, hvad der skete med Harry. Jeg var helt alene i lejeligheden og følte mig endnu mere alene. Selv, hvis rummet havde været fyldt med mennesker, ville jeg stadig føle mig ensom.

Jeg manglede noget, nogen og én. Jeg manglede noget til at få mit humør op. Jeg manglede nogen at snakke med, som kunne forstå mig. Og  jeg manglede én, én person jeg var kommet til at holde mere af, end godt var.

Harry...

Jeg for sammen foran vinduet, som jeg var blevet fascineret af, første gang jeg var her, da jeg hørte dørlokken ringe. Gulvet foran vinduet var blevet min faste plads, da jeg ikke følte mig velkommen i Harrys værelse eller i min egen seng. Foran vinduet kunne jeg holde øje med hele London og jeg kunne blive bekræftet i tanken om at London, England, ja hele verden ville leve videre uden mig. Jeg var blot en blandt 1000. Sådan føltes det.

Jeg rejste mig træt fra min plads, gik med sløve skridt hen til døren og kiggede ud af det lille kighul. Da jeg så, hvem det var, åbnede jeg den op for hende, så hun kunne komme ind. ”Hej Hayley,” sagde Lou, og jeg svarede hende med den samme hilsen, jeg skiftede dog mit eget navn ud med Lous.

”Jeg har hørt om dig og Harry,” hun lavede et sadface og så medlidende på mig. ”Jeg ved, hvad vi skal. På med overtøjet.” Hun hev min jakke ned til mig og holdt den for mig, imens jeg tog den på. Jeg havde, overraskende nok, taget noget nogenlunde ordenligt tøj på i dag.

Jeg hev mine sko ned fra skostativet og tog dem langsomt på. ”Hvad er det vi skal?” spurgte jeg sløvt. Jeg havde mest lyst til at blive foran vinduet, måske kigge på krystallen og bare holde øje med, hvordan de travle julemennesker for rundt for at købe de sidste gaver.

”Hvor mange julegaver har du købt?” spurgte hun og lød ikke som om, hun havde høje forventninger til det. Det skulle hun heller ikke, for jeg havde stort set ikke købt noget. ”Ikke nogen,” svarede jeg lavt, og hun så med det samme triumferende på mig.

”Har du dit julelook på plads?” spurgte hun så, og det var også tydeligt, at hun heller ikke havde de høje forventninger omkring det.

Uden at brokke mig videre over det, valgte jeg at følge med hende. Jeg havde alligevel brug for en veninde. Det var noget, jeg savnede meget. En at kunne tale med.

Vi kørte i hendes bil, hen til det der efter hendes vurdering var det bedste shoppested i verden. Da jeg trådte ind i det store center, kunne jeg godt se, hvad hun mente. Her var så mange butikker over det hele. Der var noget for alle.
”Hvad skal du have?” spurgte Lou og tjattede blidt til mig med armen. Jeg nævnte de gaver, jeg manglede at købe. ”Okay, hvad med tøj til juleaften?” spurgte hun. ”Jeg kan bare tage, noget af det tøj jeg allerede har.” svarede jeg undvigende.

”Visse, vasse, vi skal på shoppiiing,” hvinede hun, og jeg kunne tydeligt se på hende, at det var en af hendes ynglings beskæftigelser.

”Tøjet til dig er jo vigtigst,” sagde hun, stak armen under mig og trak mig hen imod en butik. ”Hvad med gaverne?” spurgte jeg. ”De kommer senere. Om ikke andet, kan du jo bare sige, du er first mover. De give ikke julegaver i år,” hun blinkede til mig.

Vi gik lidt rund i mellem de mange tøjstativer, og Lou hev den ene overdrevene kjole ud efter den anden. Skuffet over ikke at finde noget med det samme, gik hun med mig ud af butikken.

Overfor butikken, vi lige havde været inde i, lå en herre butik, som godt kunne have noget, jeg kunne give en af drengene. Lou gik med mig derover, fordi hun sikkert havde mere styr på deres stil, end jeg havde.

”Denne her er da lige Liam,” sagde hun og holdt en bluse op foran sig. Jeg kiggede med vurderende øjne på den og blev enig med mig selv om, at den sikkert ville klæde ham. Prisen var også til at overkomme med min gennemsnitlige pengepung.

”Hayley,” Lou trak mig med ned på en bænk, og jeg satte posen med gaven til Liam fra mig. ”Drengene har fortalt, hvordan du har det, men jeg ville faktisk hellere selv finde ud af det. Så derfor tænkte jeg på, om vi ikke skulle tage en hurtig snak om dig?” Hun så alvorligt på mig. ”Var det derfor, du ville ud med mig?” spurgte jeg, og min stemme knækkede på halvvejen. ”Nej, jeg tænkte, du måske havde brug for en ven,” sagde hun og smilede svagt mig. Det virkede oprigtigt, så jeg valgte at tro på hende.

”Hvordan har du det?” spurgte hun med lav stemme, så de forbipasserende ikke ville lægge for meget mærke til det. Jeg begyndte at fortælle hende det hele. Om fra da jeg var 12, til min søsters død, til de kritiske tanker, som ingen ende havde. Jeg fortalte hende om, hvordan jeg havde meldt mig til konkurrencen og havde vundet. Jeg fortalte hende om alt det, jeg følte for Harry. Alle de forvirrede følelser.

”Jeg havde engang anoreksi,” sagde hun med en stemme fyldt med had. ”Jeg havde denne her opfattelse af, at min mave hele tiden hang ud over buksekanten. Jeg startede med at spise mindre og mindre, men folk lagde nemt mærke til, at jeg ikke tog mere end et par kartofler eller en smule salat.” Lou kiggede på mig, inden hun valgte at fortsætte.

”Min mor blev mistænksom og begyndte at dosere min mad til mig. Da jeg ikke længere selv kunne vælge, hvor meget jeg ville spise, udviklede det sig til bulimi. De lagde ikke mærke til det før den dag, hvor jeg besvimede på åben gade.”

Hun så ned på sine hænder. ”En ambulance hentede mig, og jeg blev kørt på hospitalet. Jeg kom ikke ud før et halvt år efter. Eller jo, jeg blev flyttet til en anden afdeling. En, hvor der kun var unge med anoreksi. Jeg fik en fantastisk veninde derinde. Det eneste problem var bare, at hun ikke ville behandles. Hun ville ikke slippe tanken om, at hun var tyk. Hun dødede den 7. februar. Jeg kan huske, hvor ked af det jeg var, og jeg ville kun hen til hende.”

Hun så på mig, og hendes øjne var en smule blanke. ”Men selvom, jeg ville følge efter hende ind i døden, var det ligesom om, at det ville være som at tabe en kamp. En kamp mod stemmerne der blandede sig i alt, hvad jeg lavede. Det ville være for nemt. Derfor, valgte jeg ikke at stritte imod lægerne, og nu er jeg så her.” Hun pegede på sig selv. ”Jeg ved, at jeg vil se Marina, når min tid kommer, men gud mener ikke, jeg skal op til ham endnu. Jeg nyder hver dag på jorden og vil aldrig skille mig af med min plads i verden.”

Jeg så mistroisk på hende. Kunne det passe, at hun havde haft det næsten ligesom mig? Kunne det virkelig passe, at hun havde mistet en, hun holdt meget af ligesom mig? At hun havde haft det på samme måde med sin krop som mig?

”Hayley, du er nød til at tro på mig, når jeg siger det. Du er nød til, at opdage alt det du har, selvom det kan være svært at finde, når det føles som om, at man vandre i mørke. Men vigtigst af alt er du nød til at tilgive Katerina for at have forladt dig alt for tidligt. På et tidspunkt, hvor du havde mest brug for hende.”

Lou snakkede videre og videre med mig, og det var som om at mine følelser der før havde været filtret sammen som et garnnøgle, langsomt begyndte at få et sted at være. Da vi var færdige med at snakke, var det som om, at jeg var mere afklaret med, hvem jeg var, end jeg havde været længe.

Vi havde viklet en del af garnet op.

❄️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...