One Direction ❄️ Death Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Færdig
På toppen af et tag, en bro, på vej ud mod de susende biler eller bare med et stort glas piller. Det er der Hayley Parker ser sig selv om 24 dage. Hendes dagbog tæller langsomt men sikkert ned til den bestemte dato.
De kritiske og dræbende tanker om sig selv og hendes uopmærksomme mor har drevet hende ud i den beslutning, at selvmord er den eneste udvej. Hvad hun ikke har regnet med i planen, er at møde One Direction.
Hun vinder en konkurrence og tilbringer 1. december i selvskab med dem. Uheldigvis glemmer hun sin dyrebare dagbog, hvor hun hver dag i et år har skrevet om smerten hun føler eller om det hun tror der venter hende, efter den sidste side i bogen er blevet vendt.

90Likes
82Kommentarer
10004Visninger
AA

20. Den 18. december

 


❄️

Jeg vågnede op i Louis lejelighed. Jeg havde ikke kontaktet Hayley på hverken den ene eller anden måde.

Da jeg gik ind i stuen, så jeg Louis sidde med en skål morgenmad i sofaen og se et eller andet latterligt børneprogram. Han var så optaget af det, at han slet ikke lagde mærke til mig, da jeg satte mig ned ved hans side.

"Godmorgen," mumlede jeg og var stadig en smule søvndrukken. Han svarede med noget, der mindede om i lige måde, hvis man lige tænkte sig lidt om.

Jeg prøvede at følge lidt med i det dødsyge program, men det fungerede bare ikke for mig. Derfor endte jeg også med at se tomt ud i luften foran mig.

"Du ser da noget slatten ud," Louis tog sig endelig sammen til at kigge på mig, og det var så den kommentar, om det han mente om mig på nuværende tidspunkt.

"Var du hos Hayley i går?" spurte jeg tøvende. Jeg vidste, at han havde været der sammen med Niall og snakket med hende. Grunden til, at jeg tøvede var nok mest fordi, at jeg ikke selv kunne finde ud af, om jeg var klar til at høre, hvad hun havde sagt.

Han nikkede alligevel. ”Hvad talte i om?” jeg skyndte mig at spørge, inden jeg ville fortryde. ”Om, hvad hun mente om tilværelsen,” han sagde det på en smertefri og nautral måde, selvom jeg vidste, hvor meget smerte der gemte sig i Hayleys tilværelse.

Jeg havde selv læst det. Både i den første dagbog, men også den anden. ”Jeg har prøvet så meget,” jeg gemte hovedet i hænderne. Louis lagde armen om mig, imens han fortalte mere præcist, hvad de havde snakket om.

”Jeg tror, at hun følte sig krænket, da hun opdagede, at du havde læst hendes dagbog,” jeg kunne mærke, at han så på mig. ”Samtidigt, tror jeg også bare, at hun har mest brug for dig nu. Der er 6 dage endnu, og jeg er næsten sikker på, at hun vil bukke under inden. Hun har intet at støtte sig op af. Det var derfor, hun blev så vred, eller en del af det. Du var den, der støttede hende, selvom det hun gjorde var forkert. Du holdt om hende, når hun var ked af det. Det fortalte hun,” Louis lød alvorlig, og jeg kiggede op fra mine hænder.

”Det er jo det, der er problemet,” sagde jeg, ”jeg har støttet hende, gjort alt, hvad jeg kan for at få hende til at ændre mening. Men hun rykker sig ikke. Når jeg har holdt om hende, har hun nogen gange spændt i hele kroppen. Jeg tror, hun ved hvor kede af det, vi bliver, men samtidigt vil hun ikke give slip på den tankegang, hun har haft så længe.”

Der gik et par minutter, hvor ingen af os sagde noget. Jeg rev mig selv frustreret i håret: ”Hvorfor vil hun ikke indrømme det over for sig selv?” spurgte jeg og så på Louis, som om, at han havde svaret til mig.

Han mødte mit blik og kiggede på mig, som om, at han ville give alt i verden for at fortælle mig det. Det dårlige børneprogram kørte stadig i baggrunden. Jeg  rejste mig, for at gå ind og tage noget mere tøj på.
”Jeg tænkte på, om du ikke ville med ud?” råbte Louis gennem lejeligheden. ”Det er lang tid siden, at vi har lavet noget alle sammen. Vi kunne bowle?” Jeg tænkte lidt over det, for jeg havde mest af alt lyst til at blive under dynen og have ondt af mig selv, imens jeg udtænkte en plan om, hvordan jeg kunne rede Hayley fra sig selv.

Jeg vidste bare, efter at have boet sammen med Louis længe, at  han ikke ville give sig og da slet ikke lade mig ligge i sengen hele dag.

”Ja ja fint,” svarede jeg derfor. ”Jubiiii,” han kom hoppende ud til mig og svang armene om nakken på mig, så jeg var ved at vælte. ”Jeg ringer til de andre med det sammen,” jeg nikkede bare og gik ind på værelset, hvor jeg altid havde et sæt tøj liggende.

Jeg trak i de sorte bukser og hev så t-shirten over hovedet. Jeg gik tilbage til Louis, som havde et stykke brød til mig. ”Her spis,” jeg så først undrende på maden i hans hånd, og jeg havde faktisk ikke lyst til at spise det.

Jeg tog hurtigt i mod tallerknen, da jeg opdagede, hvorfor jeg ikke havde lyst. ”Mind mig om, at jeg aldrig skal være sammen med én, der har spiseforstyrrelse,” sagde jeg til Louis, der sad overfor mig,”det smitter,” fortsatte jeg. Selvom jeg vidste, at det teknisk set ikke passede. Man kunne ikke smittes med anoreksi, men det var alligevel som om, at jeg ikke følte, jeg havde brug for maden. Måske fordi jeg heller ikke havde spist, så meget som jeg plejede, fordi jeg havde haft Hayley.

Jeg proppede brødet i mig, og Louis så forskrækket på mig. ”Okaaay,” sagde han lavt, hvilket fik mig til at grine. Det var dejligt. Befriende.

Da jeg var færdig, rejste jeg mig, og det samme gjorde Louis. Sammen gik vi ud for at tage tøj på. Vi havde aftalt at mødes ved bowlinghallen, som vi plejede at spille i. Eller Louis havde aftalt det med dem.

❄️

Utroligt nok, var det ikke Niall, der endte med at vinde, som han ellers overraskende tit gjorde. I stedet var han blevet slået af Liam. I mens Liam hoverede drillende lidt over for Niall, kiggede jeg hen på Zayn, som vendte øjne af dem.

Jeg kunne mærke, hvor meget jeg havde savnet kun at være os. Drengene. Det var en evighed siden. Jeg kunne ikke skjule smilet på mine læber over Liam og Niall, og Zayn så ud til at lægge mærke til det. Han rykkede hen ved siden af mig.

Vi sad et stykke tid uden at sige noget, inden jeg brød stilheden:”Tak, fordi du var der i går,” Zayn så hen på mig og smilede skævt til mig, ”Så lidt mand, du ville have gjort  det samme for mig.” ”Jeg mener det. Det var ikke lige min bedste dag,” sagde jeg og mente det fuldt ud.

”Efter de lige er blevet færdige, vil i så med hen og have noget at spise?” spurgte Louis, og så forventningsfuldt på os. Zayn svarede hurtigt, at han gerne ville med, og Niall, der med det samme opfattede, at vi ville finde et sted at spise, gjorde sig også enig. Liam skulle heller ikke noget, så det var kun mig, der tøvede.

”Kom nu Harry, du har brug for det.” Jeg overvejede det lidt endnu, inden jeg sagde, at jeg gerne ville med. Louis holdt hånden op til en highfive, som jeg besvarede ved at klaske min hånd mod hans.

Sammen gik vi ud af hallen og hen imod bilerne. ”Nogen, der kender et godt sted?” spurgte Liam og så rundt på os. Zayn rakte med det samme hånden op. ”Okay, så følger vi efter din bil.”

Vi satte os ind i bilerne og startede motorerne. Louis havde radioen tændt, og der kørte, sjovt nok, en julesang. En klassisk julesang, som jeg allerede havde hørt lidt for mange gange i år.

”Last Christmas I gave you my heart,” sang Louis med. ”Jeg forstår ikke, hvorfor alle bare elsker den sang. Hvornår bliver i trætte af den?” spurgte jeg og var oprigtigt nysgerrig efter at vide, hvorfor lige den sang var blevet et julehit.

Ja, den havde da en god rytme og tekst, men efter, i hvert fald, 25 år, måtte folk da snart blive trætte. Om ikke andet blive trætte efter at have hørt den konstant halvdelen af december.

”Alle elsker da den sang,” udbrød Louis og lød nærmest forarget over, at det ikke lige var min favorit julesang. ”Hvor er dit julehumør?” spurgte Louis, som om, at der ikke var jul uden Wham!.

Bilerne foran os med Zayn, Liam og Niall i, drejede ned af en gade, jeg ikke havde været på før. Ret underligt, fordi jeg kunne se, at det var lige i nærheden af der, hvor jeg havde min lejelighed. Og Hayley var i den. Jeg kunne mærke, hvordan hjertet sank i brystet på mig. Hvordan kunne jeg få hende til at indse, hvor meget jeg holdt af hende?

Jeg blev pludselig urolig for hende. Hun kunne finde på alt muligt, når der ikke var nogen i nærheden.

”Kommer du?” spurgte Louis, der havde åbnet døren og ventede på mig. Jeg skyndte mig ud af den varme bil for at følge efter Louis, der var begyndt at gå. ”De gik denne her vej,” sagde han og pegede ned af gaden.

Vi fulgte efter deres fodspor og endte med at kunne se dem på en åben plads med små boder. Det lignede et helt julemarked. Vi kom op på siden af Zayn, der førte os hen imod en indgang på hjørnet af et hus.

”Starbucks, hvordan vidste jeg det?” mumlede Liam bag os. Vi gik ind af døren og bestilte med det samme. Bagefter fandt vi et sted at sidde, så vi kunne kigge lige ned på det myldrende vanvid. Det var helt vildt, hvor mange mennesker der kunne være på det lille torv.

Utroligt, at jeg aldrig havde været der før.

Efter 10 minutter eller et kvarter, var vores bestillinger færdige, og vi gik op for at hente dem. Da vi havde taget det hele med ned til bordet, begyndte vi så småt at snakke. Der så heldigvis ikke ud til at være nogen fans.

”Jeg tager nogen gange Perrie med herhen,” Zayn snakkede til mig, så jeg kiggede hen på ham i stedet for at kigge ud af vinduet på de travle mennesker. ”Okay,” sagde jeg, da jeg ikke helt kunne finde ud af, hvad jeg ellers skulle sige.

”Jeg plejer at købe en blomst til hende dernede,” han pegede ud af vinduet på en lille bod, lidt i læ for de andre. Jeg tog en bid af min sandwich og kiggede lidt ekstra på den lille bod, der var sat op. Mine øjne blev store, da jeg så en pige side på en stol ved kassen og snakke med ham bag disken, imens hun lavede store armbevægelser.

Hun virkede oprevet, og hun vendte sig irriteret ud mod de mange mennesker, der gik omkring hende. Selvom jeg sad på anden sal og var på den anden side af torvet end hende, kunne jeg med det samme genkende hende. Siddende, med de smukkeste julestjerner ved hendes ene side.

Jeg fik næsten brødet galt i halsen, da det så ud som om, at hendes, i dette tilfælde, grå øjne mødte mine. Men efter blot et sekund havde hun igen vendt sig om mod manden og virkede endnu mere frustreret, oprevet, og irriteret.

Alligevel var det jeg lagde mest mærke til desperationen. Den var underspillet, men den var der. Der var noget trist over hendes bevægelser, og det udtryk hun havde, som hun ikke selv var herre over. Og det gav mig håb igen. 

❄️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...