One Direction ❄️ Death Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Færdig
På toppen af et tag, en bro, på vej ud mod de susende biler eller bare med et stort glas piller. Det er der Hayley Parker ser sig selv om 24 dage. Hendes dagbog tæller langsomt men sikkert ned til den bestemte dato.
De kritiske og dræbende tanker om sig selv og hendes uopmærksomme mor har drevet hende ud i den beslutning, at selvmord er den eneste udvej. Hvad hun ikke har regnet med i planen, er at møde One Direction.
Hun vinder en konkurrence og tilbringer 1. december i selvskab med dem. Uheldigvis glemmer hun sin dyrebare dagbog, hvor hun hver dag i et år har skrevet om smerten hun føler eller om det hun tror der venter hende, efter den sidste side i bogen er blevet vendt.

90Likes
82Kommentarer
9537Visninger
AA

19. Den 17. december

 


❄️

Da jeg vågnede op, kunne jeg ikke mærke armene, der ellers normalt plejede at holde beskyttende om mig. Jeg lå i sengen, der oprindeligt var min. Jeg vendte mig, og så ud af vinduet. Det var begyndt at tø, og sneen der havde ligget fint så sent som i går, var begyndt at smelte.

Jeg tog et par lange bukser på, så jeg slap for at se på de små brandsår, der dækkede noget af mit venstre ben. Jeg syntes selv, det var genialt at gøre det på benet, - der var der ingen, der lagde mærke til det.

Jeg gik ud i Harrys t-shirt og kunne høre stemmer i køkkenet. Mit humør dalede endnu mere, end det var i forvejen. Jeg trådte ud i køkkenet, og Niall og Louis så med det samme op på mig. ”Hvor er Harry,” mumlede jeg og så mig kort om for at se efter ham.

”Han er hos mig,” sagde Louis og så på mig med et blik, jeg ikke helt kunne tyde. ”Hvorfor det?” spurgte jeg så. ”Han tog derhen i nat, fordi han ikke kunne være her,” Louis så mistænksomt på mig.

Alligevel var det Niall, der spurgte om spørgsmålet, der lå i luften: ”Hvorfor tog han hen til Louis i nat?” Han så på mig, som om, at han ikke helt vidste, om han skulle dømme mig, inden jeg havde forklaret mig.

Selvom der ikke var en forklaring, der kunne få ham til at ombestemme sig. Derfor besluttede jeg at sige det lige ud. Harry ville, hvis han ikke allerede havde gjort det, sige det. I tilfælde af, at han  havde sagt det, var drengene virkelig gode til at spille uvidende. De så dog ud som om, at de havde en ide om, hvad det kunne handle om.

”Harry fandt ud af, hvor dårligt jeg enligt har det. Han troede måske bare, at det var små problemer jeg har, men nu, hvor han har læst i min dagbog, har han igennem den, fået adgang til hele min private verden, og det er ikke just et eventyr land.”

”Hvilke problemer er det, vi taler om her,” spurgte Louis forsigtigt, og så på mig, som han altid havde gjort. ”Jeg havde den her dagbog, som blev væk første december. Der havde jeg skrevet en masse vigtige ting ned, og den betød virkeligt meget for mig. Derfor købte jeg en ny dagbog her forleden, fordi jeg havde brug for en til at fortælle mine tanker,”  jeg trak vejret ind og pustede langsomt ud igen.

”I den nye dagbog, var det ikke helt det samme, men jeg fik den hurtigt sat ind i min situation. Jeg stoppede med at spise,  fordi jeg havde den her aftale med min gamle dagbog. Da jeg så fik den nye, lavede jeg en ny aftale om, at jeg kunne spise igen, fordi, at jeg ikke kunne lide, de konflikter Harry og jeg havde, omkring mine spisevaner. Problemet var bare, at det var som om, at jeg, hver gang jeg spiste, skulle gøre noget andet for at straffe mig selv. Nogen gange kastede jeg det op, og andre gange har jeg brændt mig selv.”

De så forskrækkede på mig. ”Hayley, mener du det der seriøst?” Jeg nikkede og syntes selv, at det var sjovt, at de troede jeg jokede – men det var alligevel ikke noget, der løftede mit humør. Harry havde læst i min dagbog.

”Faktisk har jeg også tænkt mig at dø den 24. december,” jeg så på dem og ventede på en reaktion. Jeg kunne se de chokerede ansigter og fortrød ikke, at jeg lige havde fortalt dem om mine planer på Jesus fødselsdag, selvom det kunne få de konsekvenser, at de ville sende mig til en psykolog af en art.

”Så forstår jeg bedre, hvorfor Harry ikke er glad,” sagde Niall tænksomt, men han så stadig ud til at være påvirket af situationen. Jeg trak ligegyldigt på skuldrene og satte mig på køkkenbordet.

”Må man spørge,” Louis så ud til at være næsten bange for min reaktion,”hvorfor, at du er så rolig omkring det?” Jeg smilede ironisk og løftede det ene øjenbryn. ”Jeg tror bare, at jeg kom ud med alle mine frustrationer i går. Nu ved i, hvad jeg føler, så har jeg jo intet at skjule længere.”

Jeg tænkte tilbage på gårsdagen og blev helt trist ved tanken om, hvor vred både Harry og jeg selv var blevet.

”Hvad helvede tænker du på? Tror du, det vil såre mig mindst, hvis du går rund og lader som om, at du er OK? Jeg skal sige dig noget: 'Jeg hader når folk lyver. Jeg hader når folk lyver, fordi de prøver at undgå de forhindringer, der kunne være ved at fortælle sandheden,” Harry så rasende på mig. Jeg havde fået kørt ham godt op i det røde felt, ligesom mig selv.

”Jeg kan godt forstå, at du er vred,” råbte jeg tilbage i hovedet på ham. ”Men prøv at se det fra et andet synspunkt end dit eget, for det rækker ikke meget længere end til din næsetip! Jeg har haft et fucking lorteliv. Min søster; den eneste jeg elskede, tog sit liv.  Min far misbruger mig og min mor er pisseligeglad med, hvor jeg er. Det eneste hun insisterer på er, at jeg skal være hos min far i julen,” jeg kunne mærke, at vredes tårer begyndte at løbe ned af mine kinder.

Det så Harry som sin chance for igen at sige noget. ”Du gør ikke andet end at såre folk. Jeg begynder næsten at tro, at du har tænkt dig at såre mig med vilje. Som for at teste, hvor meget jeg holder af dig. Kan du ikke fatte, at jeg virkelig elsker dig?” Jeg skulle lige sluge det, at han havde sagt, at han elskede mig, og det benyttede han straks til at tale videre.

”Er det så svært for dig at forstå? Grunden til du vil dø er, fordi du er for svag til at gøre noget ved de problemer, du har, men, hvis du bare ville tage imod hjælpen der, gang på gang, bliver rakt ud til dig...” han blev stille og jeg kunne se, at han var ekstremt ked og frustreret af det.

”Hay, tror du, det er en god tankegang?” Spurgte en af dem og trak mig ud af gengivelsen, der var foregået i mit hoved. Jeg trak ligegyldigt på skuldrene: ”Jeg ved det ikke,” sukkede jeg.

”Hayley, hvor længe har du følt dig alene? Hvor længe har du været ensom?” Jeg trak på skuldrene, til Louis spørgsmål. ”Du mangler en til at holde af dig, og nu har du fået en. Faktisk har du 5. 6 med Lou, som jeg ved, syntes du er sød.”

Jeg mødte Louis blik. ”Jeg ved det godt, men som jeg også sagde til Harry i går; det er for sent. Jeg kan ikke fikses.” Jeg havde sagt det til Louis før. Blikket jeg fik fra Niall, var ikke det hjertevarme glade blik, jeg plejede at få. Det her var et blik, der viste hans følelser præcis som de var - i forvirring og tristhed.

Jeg snakkede videre med Niall og Louis, som gang på gang prøvede at fortælle mig, hvor langt ude jeg var. Utroligt nok, formodede de at holde en pæne tone hele vejen.

”Hayley,” jeg mødte Louis blik i gangen. Det var gennemborende. ”Har Harry betydet noget for dig?” Louis tog sin jakke på. Jeg nikkede nærmest på kommando. ”Hvis Harry betyder bare lidt for dig så tænk dig godt om og prøv at indse,  hvad det er du har gang i, for det er sygt. Han vil gøre alt for at hjælpe dig. Du skal bare lukke ham ind,” han forsvandt ud af døren og Niall kom op på siden af mig.

”Hay, jeg har lige skrevet med Zayn. Harry er helt ude af den. Lad vær med at gøre noget dumt i dag. Det vil han ikke kunne bære. Vi vil ikke kunne bære det.” Han gav mig et hurtigt kram og gik så hen imod Louis, der ventede ved elevatoren.

De havde hele dagen holdt mig med selvskab, og nu var det allerede mørkt. Jeg gik med tunge skridt ind i stuen, og kiggede ud af vinduet.

Der var lys i alle vinduer. Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte ventede på noget – eller nogen, imens min hjerne prøvede at holde fast i forestillingen om, at det var bedst, at Harry ikke var kommet hjem endnu.

Da klokken blev 23, var han stadig ikke kommet hjem. Jeg havde i 4 timer ikke rørt mig fra min plads foran glaspartiet. Sneen på altanen var smeltet. Jeg havde selv set de sidste fnug forvandle sig til vand.

Min mave rumlede, fordi den var blevet van til, at jeg var begyndt at spise igen. Jeg kunne mærke den første tåre løbe ned af min kind.

Det er ikke kun mig, der har løjet, Harry har læst min dagbog. Han er skurken.

Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det var Harry, der havde startet. Harry, der skulle undskylde.

Jeg kunne mærke, rystelserne gik igennem kroppen på mig, og flere tårer fulgte efter den første ned ad min kind. Efter et par minutter, kom hulkene også. Jeg kunne mærke mit sind finde erindringer frem, som jeg ikke ville huske.

”Åhh, se lige Hayley,” jeg genkendte min mors stemme og kiggede på hende. Jeg kunne genkende øjeblikket, fra da vi havde været på ferie i Spanien. ”Se hvordan hun svømmer,” hun var helt oppe at køre.

Vandet flød ind i min mund, og jeg baskede med armene for at holde mund og øjne over swimmingpoolens klorvand. ”Se far, hun svømmer,” min mor talte nu til ham, som jeg ikke længere kunne genkende som den faderlige rollefigur, han engang spillede.

”Anita, hun drukner for helvede,” mor fik et overrasket udtryk i ansigtet, som om hun ikke havde kunne se, at jeg ikke kunne holde mig over vandet. Jeg gispede efter vand, da mor endelig fik mig op, efter, at jeg havde fået hovedet under vandet og ikke var kommet op igen.

Mor tog mit ansigt imellem hænderne:”Det var godt nok tæt på, hva skat,” hun smilede til mig, men det var ikke kærligt, som en mors smil skal være. ”Du kunne da bare have ladet hende ligge,” far kom med et lille grin, og mor grinede lidt med.

Jeg fik blanke øjne og prøvede at tørre dem af i min våde arm.”Årh græder du?” hun lød som om, at hun morede sig over det. ”Nej, nej,” stammede jeg, ”jeg fik bare klor i øjet,” hviskede jeg. ”Du ved mor elsker dig, ikke?” Jeg nikkede til hende, selvom jeg ikke længere var sikker på, at det var rigtigt.

Da mindet endelig slap mig, havde jeg lagt mig ned på gulvet. Der var så stille, at jeg kunne høre elevatoren gå op og skridt bevæge sig i Harrys lejeligheds retning. Jeg for op og løb ud til gangen. Inden jeg åbnede døren, tog jeg en dyb indånding. Jeg trak ned i håndtaget, og forventede at se et par kærlige grønne øjne møde mine.
I stedet, så jeg en dør smække længere henne af gangen. Jeg vendte mig skuffet om, lukkede døren bag mig, og satte mig op ad den. Mit hjerte gjorde ondt. Forfærdeligt ondt. Jeg blev næsten i tvivl om hvorvidt jeg ville dø af smerten. Tanken kørte rundt i mit hoved, men blev lidt efter overtaget af en anden:

Han var ikke kommet tilbage til mig. Han havde ikke tilgivet mig. Han kunne ikke passe på mig i nat.

❄️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...