One Direction ❄️ Death Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Færdig
På toppen af et tag, en bro, på vej ud mod de susende biler eller bare med et stort glas piller. Det er der Hayley Parker ser sig selv om 24 dage. Hendes dagbog tæller langsomt men sikkert ned til den bestemte dato.
De kritiske og dræbende tanker om sig selv og hendes uopmærksomme mor har drevet hende ud i den beslutning, at selvmord er den eneste udvej. Hvad hun ikke har regnet med i planen, er at møde One Direction.
Hun vinder en konkurrence og tilbringer 1. december i selvskab med dem. Uheldigvis glemmer hun sin dyrebare dagbog, hvor hun hver dag i et år har skrevet om smerten hun føler eller om det hun tror der venter hende, efter den sidste side i bogen er blevet vendt.

90Likes
82Kommentarer
9645Visninger
AA

17. Den 15. december

 


❄️

Jeg lod mine læber snitte Harrys, inden jeg smuttede ud af dynen og gik hen til døren. Han så så fredfyldt ud. Jeg gik ind på værelset, der oprindeligt havde være tiltænkt mig, og gik hen til skabet. Jeg fandt noget afslappet tøj frem, – det var jo trods alt kun søndag.

Jeg gik ud i køkkenet. Da jeg sidst ville gå uden at fortælle, hvor jeg gik hen, havde der stået bøtte med morgen mad, hvor Harry havde bedt mig om at spise. Nu, hvor Harry rent faktisk troede på, at jeg spiste igen, behøvede han ikke huske mig på det.

Jeg så hen på køkkenbordet, hvor der lå noget papir og en kuglepen. Jeg fik fat på det, og skrev hurtigt en besked til Harry om, at jeg bare var gået en tur i parken, og at han ikke behøvede være bekymret.

Jeg pakkede min taske og gik ud i gangen for at tage sko og jakke på. Jeg lukkede forsigtigt døren i efter mig og gik hen imod elevatoren.

Da jeg kom ud i den friske luft, gik jeg med det samme imod parken, Harry havde hevet mig med ned i en dag.

Jeg gik ind af den lille port og sparkede til en bunke sne. Jeg smilede skævt og huskede på, hvordan vi havde leget med sneen, da den lige var faldet. Jeg gik den modsatte vej, end den jeg havde gået med Harry.

Efter at have gået i 10 minutter, fandt jeg en bænk, hvor der ikke var sne på. Jeg satte mig på den kolde bænk. Jeg tog tasken op, og lagde den ved siden af mig, og tog dagbogen op. Jeg kiggede lidt på den, inden jeg åbnede den og fandt den side, jeg var nået til.

Dear Death Diary

Jeg har sneget mig ud for at kunne skrive i dig, for som jeg har skrevet før, er Harry ikke begejstret for dig. Jeg ved ikke helt, hvad der er med ham, for der er da mange der skriver dagbog.

Nogen gør det måske bare mere offenligt f.eks folk der blogger, skriver opdateringer på Facebook og tweeter på Twitter om deres liv. Det er da en slags offentlig dagbog.

Jeg så på det, jeg havde fået kradset ned på det smukke papir på bare et par minutter. Jeg diskuterede med mig selv, om jeg ville skrive de tanker ned, som jeg ellers brændte for at dele med nogen.

Der gik lidt tid, hvor jeg bare sad og kiggede på bogen i min hånd. Jeg lod fingrene følge bogstaverne, ligesom jeg ofte gjorde med Harrys tatoveringer.

Jeg ved ikke, om jeg kan klare det. Du ved det der, vi aftalte. Det er rigtigt nok, at det virker, men jeg ved ikke, om jeg kan såre Harry på den måde. Jeg har jo vundet hans tillid ved at spise igen, og det ser rigtigt nok ud til at virke, men når han opdager det. Jeg ved ikke hvad han vil gøre.

Vil jeg kunne klare hans sårrede blik? Hvis han hader mig, vil jeg så bukke under før tid? Jeg vil sikkert dø inden jul, for han betyder meget for mig nu, men jeg kan stadig ikke holde op. Jeg er på dybt, hvis ikke bundløst vand.

Jeg så på den snirklende skrift, jeg var kommet lidt ude af træning med at skrive. Jeg valgte at skrive mit navn under, som jeg altid havde gjort.

Jeg skrabede i sneen med mine støvler og kunne mærke, hvordan mine fødder langsomt blev våde. Sneen under mine fødder blev også mere og mere brun, da jeg begyndte at komme ned til jorden.

Jeg kunne mærke min mobil vibrere i lommen på mig. Jeg tog den op og så Zayns nummer på displayet. Jeg tryggede besvar og tog telefonen op til øret.

”Hey Zayn,” sagde jeg ind i iPhonen. Jeg kunne høre på ham, at han blev forvirret over, at han ikke behøvede præsentere sig.

”Hej Hay,” jeg smilede for mig selv, og denne gang var det ægte. ”Er du hos Harry?” han lød tøvende, som om han ikke vidste, om det var det, han ville spørge om. ”Nej, jeg er lige gået en tur.” ”Har du sagt det til Harry?” spurgte han, og han lød næsten nervøs. Jeg nikkede, men kom så i tanke om, at han jo ikke kunne se mig, og skyndte mig at svare ham.

”Hay, jeg ved godt, at jeg måske ikke er den, du har snakket mest med, men du må bare virkelig love mig ikke at gøre noget dumt. Harry er meget følsom, og da du var væk forleden, hylede du ham helt ud af den. Du må ikke lege med ham. Jeg ved, at han virkelig kan lide dig, så tænk dig om inden du gør noget, som du vil fortryde.”

Jeg kunne høre på ham, at han mente det alvorligt. Jeg var ret overrasket over, at han overhovedet havde taget den her snak med mig. Faktisk var det som om, at han, hvad jeg havde tænkt mig at gøre senere i december. Det var ikke en rar følelse at have.

Jeg kunne se en skikkelse langsomt gå hen imod mig, og da personen kom tæt nok på, kunne jeg genkede Harry. Jeg skyndte mig at sige farvel til Zayn og vendte så opmærksomheden tilbage på Harry.

”Du behøvede ikke at følge efter mig,” sagde jeg forsigtigt, da jeg ikke kunne regne hans humør ud. Han kiggede misbilligende ned på dagbogen i mit skød. ”Hvorfor vækkede du mig ikke?” spurgte han.

”Du så fredfyldt ud, jeg kunne ikke nænne det,” sagde jeg, og syntes selv det lød som en god undskyldning. ”Hvad nu, hvis jeg gerne ville have været med dig?” han lød trist, og jeg lagde hurtigt en arm om ham.

”Du har så nemt ved at smutte ud af hænderne på mig, og forlade mig uden, at jeg opdager det,” det var nemt at høre den bedrøvede tone i hans stemme. ”Jeg havde bare brug for luft, det var alt,” prøvede jeg.

Hans sørgmodige blik gennemborede mig, og jeg måtte se væk. ”Undskyldt Hay. Jeg kan bare ikke klare tanken om at miste dig,” han greb mine hænder og nussede dem blidt.

”Jeg tænkte på, om du ville med hjem og lave konfekt,” Harrys humørskifte forvirrede mig kort, og jeg kunne pludseligt godt forstå folk, der ikke kunne lide andre folk med vilde humørsvingninger.

Jeg nikkede til Harry, og han trak mig op og stå. Sammen gik vi hånd i hånd hen ad stien. Jeg pustede luft ud, og foran mig dannede der sig en lille hvid sky.

Da vi kom indenfor i varmen, gik Harry med det samme ud i køkkenet og satte te over. Jeg kiggede i hans skabe efter det vi skulle bruge. På en hylde i hjørneskabet, lå der chokolade og marcipan, men imellem det, lå der en pakke kondomer.

”Hva Harry, er det noget du tit kommer i maden?” jeg holdt pakken op foran hans ansigt. Jeg kunne se på ham, at han fik en smule farve i kinderne. ”Altså man ved jo aldrig, hvornår man får brug for et,” var hans svar, og han trak let på skuldrene for at signalere, at han var helt cool.
Jeg kunne dog se på ham, at han fandt situationen en smule akavet.

Da vi havde fundet de ting frem, vi skulle bruge, begyndte jeg at rive appelsin skal. Vi skulle bruge det til noget appelsintrøffel Harry elskede.

Da vi skulle pynte dem, kunne jeg godt mærke, at jeg gik lidt amok. Der skulle guldglimmer på dem med alkohol i. Mandlerne med hvid chokolade fik blå violer på, og dem med hvid chokolade og lakrids fik hindbær.

Jeg trak Harry med hen til sofaen og hev ham med derned. Jeg begyndte langsomt og lidenskabeligt at kysse ham. Han så overrasket ud, men kyssede hurtigt med.

Jeg lod hans tunge få lov til at komme ind i min mund. Harry begyndte at stønne svagt, da jeg ubevidst var kommet til at gnide mig imod hans skridt. Under mig kunne jeg mærke ham vokse, hvilket bare gjorde det sjovere for mig at tirre ham.

Jeg gled langsomt ned over ham og op igen, hvilket fik ham til at give et højere støn fra sig. Hans hænder lagde sig på mine hofter og tvang mig tættere på ham. Mine fingre var dybt begravet i hans hår.

Harrys støn imod mine læber gjorde, at jeg ville fjerne trøjen, han havde på. Jeg hev den hurtigt over hans hoved, og smed den lidt væk. Jeg pressede mig imod hans bukser, hvor der snart ikke var mere plads.

Jeg cirkulerede rundt med hofterne og hev han blidt i nakkehårende. Jeg lukkede øjnene i et par sekunder.

Jeg kunne mærke Harrys finger løfte lidt op i min bluse. Da jeg ikke kom med en reaktion, hev han sweatshirten helt over hovedet på mig. Det var først der, at jeg kom i tanke om, at jeg kun sad i bh.

Harry lagde forsigtigt hånden uden på bh'en. Han kyssede først det ene og så det andet bryst, inden han vendte tilbage til min mund.

Jeg lagde ikke selv mærke til, hvor langt vi var nået i vores ”forspil” før, at han begyndte at fumle med lynlåsen i sine bukser. Jeg stoppede ham ved at lægge min hånd på hans og se ind i de smukke grønne øjne.

”Jeg kan ikke Harry. Ikke i dag. Undskyld.” 

❄️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...