One Direction ❄️ Death Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Færdig
På toppen af et tag, en bro, på vej ud mod de susende biler eller bare med et stort glas piller. Det er der Hayley Parker ser sig selv om 24 dage. Hendes dagbog tæller langsomt men sikkert ned til den bestemte dato.
De kritiske og dræbende tanker om sig selv og hendes uopmærksomme mor har drevet hende ud i den beslutning, at selvmord er den eneste udvej. Hvad hun ikke har regnet med i planen, er at møde One Direction.
Hun vinder en konkurrence og tilbringer 1. december i selvskab med dem. Uheldigvis glemmer hun sin dyrebare dagbog, hvor hun hver dag i et år har skrevet om smerten hun føler eller om det hun tror der venter hende, efter den sidste side i bogen er blevet vendt.

90Likes
82Kommentarer
9541Visninger
AA

15. Den 13. december

 


❄️

Mine øjne var flakkende. Jeg sad i bilen med Harry og Niall og var på vej hen til hospitalet. Jeg kunne mærke mine hænder ryste. Harry og Niall måtte have tænkt det samme, for efter et par sekunder havde de begge taget fat i mine hænder for at få dem til at holde op.

”Slap af Hay,” sagde Harry og kiggede seriøst på mig. Jeg blev draget ind i hans øjne...

Der blev knipset foran mit ansigt, tæt på øjnene. ”Jorden kalder Hayley,” sagde Niall med et grin i stemmen. ”Jeg ved godt, Harry er dejlig, men prøv at tænke på din optræden.” Jeg kunne mærke rødmen stige op i kinderne, og jeg skjulte hoved ved Harrys skulder.

”Kærlighed, hmpf,” kunne jeg høre Niall mumle. Jeg begyndte at grine, og han så smilende hen på mig. ”Har du fundet en kjole?” Jeg så forvirret på ham, jeg havde ikke hørt noget om, at jeg skulle have en kjole med selv. Jeg rystede på hovedet. ”Nåh, men det er vel også på tide, at du møder Lou,” han smilede skævt til mig.

Bilen holdt ind til siden, og Harry åbnede døren. ”Så er vi her,” sagde han. Foran mig var der en stor bygning. Vi gik ind af en bagindgang, og med min viden som directioner, så var det noget, de gjorde forholdsvist ofte.

Inden for fik man med det samme fornemmelsen af at være på et hospital. Kan der lugte af hospital?Hvis der kan, var det i hvert faldt lugten, der var der. Vi gik lidt videre og kom til et rum, de havde lavet helt om.

Der var et tøjstativ og et makeup bord med tilhørende stol. ”Hay, det her er Lou, Lou det er Hay,” Niall pegede på pigen foran mig, som smilede sødt til mig. ”Hej,” sagde jeg genert, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige.

Lou trak mig med det samme ind i et varmt kram, som fik Harry og Niall til at grine. Lou så ikke ud til at tage sig af dem, men havde sin fulde opmærksomhed på mig. ”Så du er Hayley, Harrys nye kæreste? Hyggeligt at møde dig,” hun sagde det med så meget oprigtighed i stemmen, at jeg med det sammen troede på, at hun mente, hvad hun sagde.

”Når skal vi få dig gjort klar?” Lou trak mig med hen i mod makeup bordet. Jeg havde med vilje ikke taget meget makeup på, hvilket gjorde det nemmere for hende at fjerne den smule jeg havde på.

”Drenge smut ind og gør jer selv klar. De andre er kommet,” Lou sendte dem ud af rummet, så der kun var os.

Hun startede med at lægge en gylden øjenskygge og så en tynd streg eyeliner. ”Du har virkelig en smuk hud,” hun smilede til mig i spejlet. ”Tak.”
Hun lagde mascara på mine vipper og lagde lipgloss på mine læber. Hun redte forsigtigt en børste igennem mit hår.

”Jeg tror virkelig, det ville være pænt, hvis vi krøllede noget af dit hår. Bare en smule, der hvor det ikke gør det af sig selv.” Jeg nikkede bare til hende og lod hende krølle håret. Da hun var færdig, kiggede hun på mig, som for at se om jeg var færdig. Da hun havde kigget lidt, så hun tilfredst på mig, ”så mangler vi bare kjolen.”

Lou gik hen til tøjstativet og fandt to hvide kjoler frem. Den ene uden stropper og med bånd under brystet. Den anden var nederst løs i stoffet, men fra taljen og op, var den stram med lidt blonder.

Hun holdt de to mugligheder skiftevis op foran mig og så med kritiske øjne på dem. Da hun så ud til at have bestemt sig, gav hun mig en af dem i hånden lange i hånden. ”Her prøv den,” igen smilede hun venligt.

Imens jeg tog kjolen på, havde Lou gjort kransen klar. ”Du er smuk, det ved du godt ikke?” Hun så alvorligt på mig og placerede så kransen på mit hoved. I det samme kom en mand ind med en mikrofon til mig.

”Det er for, at vi kan spille sangen ud til alle på hospitalet.” Han satte den fast til mig og fortalte, at jeg skulle følge efter ham. ”Held og lykke,” Lou trak mig ind i et kram.

Jeg fulgte efter ham, og mødte drengene i et andet rum. De havde også fået mikrofoner på. ”Hvad er det helt præcist, i skal lave?” spurgte jeg undrende. ”Vi skal læse en julehistorie op for dem og så synge selvfølgelig,” det var Louis, der svarede mig på mit spørgsmål.

En ny kom hen til mig, og fulgte mig hen til døren, hvor jeg skulle starte. Imens han gik, fortalte han mig, hvor jeg skulle gå. Harry kom slentrende hen til mig med en lighter i hånden. ”Hva så Princess?”

Jeg smilede svagt, men jeg måtte indrømme, at jeg havde en smule, hvis ikke virkelig mange, sommerfugle i maven. ”Hvad nu, hvis jeg ikke klare den,” sagde jeg nervøst og så op på Harry, der var i gang med at tænde lysende på grenkransen.

”Jeg ved du klare den. Om ikke andet, er det, at du måske ikke rammer en enkelt tone, ikke det der betyder mest for de børn. Det der tæller er, at der er en der kommer for at lyse deres verden op. En der ikke kender dem, ikke dømmer dem, men som kommer af kærlighed, fordi, hun ved, at de ikke har det godt. Kommer af kærlighed til sin næste, selvom hun aldrig fik den selv,” Harry så kærligt på mig og skulle til at kysse mig, men jeg drejede hovedet væk, så hans læber ramte min kind.

Han så fornærmet på mig, men jeg pegede bare på mine læber og hentydede til, at han ikke skulle ødelægge min makeup.

Louis kom hen med et lys til mig, som jeg skulle holde i hånden, imens jeg gik. Harry tændte også det. Han råbte til nogen, at vi var klar og et par sekunder efter blev lyset slukket og døren foran mig åbnet.

Jeg kunne se et lille barnehoved komme frem i døråbningen lidt foran mig, da jeg lod de først toner flyde ud af munden. Hun så nysgerrigt på mig, da jeg i den mørke gang gik forbi hende. ”Moar, moar, se,” jeg kunne høre pigen kalde på sin mor, der nok sad i værelset.

Foran mig dukkede flere hoveder op. Alle så på mig, og nervøsiteten overmandede mig. Pludselig, var det som om, at det hele gik i stå. Jeg stoppede op og stoppede med at synge. Børnene så forundret på mig og ventede på det næste.

Jeg var nærmest frosset. Indtil den lille pige fra før kom op på siden af mig og greb i min ene hånd, så jeg var nød til at holde lyset i den anden. Jeg kunne se hendes mund bevæge sig og kunne lidt efter høre, hvordan hun sang videre for mig.

Jeg kunne mærke tårerne komme op i mine øjne, men blinkede dem væk igen. Jeg ville ikke græde, men bruge styrken til sangen, så efter et par sekunder blandede min stemme sig med hendes. Hun smilede stort op til mig. Sammen gik vi videre hen ad gangen, og jeg kunne høre små skridt bag os. Da jeg vente mig, så jeg børnene følge efter os i en lang række, og langsomt begyndte de også at synge med.

Vi gik op ad trapperne og hen ad den næste gang. Børnene kom også der ud på gangen og så overraskede på os. De vinkede og smilede. Osse de sluttede sig til os.

Da vi havde gået på alle gangene og ned igen, stoppede vi ved en stor sal. Vi gik alle derind, og børnene satte sig på stolene, der var stillet op. Den lille pige der havde fået mig tilbage på sporet, gik med mig op foran.

Jeg satte mig ned på gulvet, for ikke at genere dem der sad bag mig, og pigen satte sig i mit skød. Jeg tog kranse af og stillede den lidt foran mig til siden, så der ikke var nogen, der ville gå ind i den. Jeg lod lysene være tændt, men slukkede det jeg havde i hånden og lagde det ved siden af kransen.

Oppe på scenen sad der fem drenge og smilede stort til dem alle sammen. Børnene så undrende på dem, og kunne ikke finde ud af hvem det var, måske fordi de havde taget nisse huer på.

Da alle havde fundet en plads, begyndte Liam at fortælle. Drengene skiftedes til at fortælle. De læste ikke kun et eventyr op, men flere julehistorier, og børnene sad med store øjne og slugte alle historierne.

Nogle af historierne var barske og en del af børnene sad med tårer i øjnene, ligesom mig selv, da de fortalte historien om den lille pige med svovlstikkerne.
Andre gange havde de været helt spændte, når drengene fortalte, om julemanden der kravlede ned igennem skorstenen.

Da de var færdige med at fortælle, sad børnene og så spændt på dem. Det var gået op for dem, at det var One Direction, da drengene begyndte at fortælle. Børnene havde hvisket sammen, og jeg havde kunne se drengenes store smil.

”Glædelig jul,” sagde Niall. Drengene blev siddende på scenen, og børnene kom langsomt op for at snakke med dem. Pigen der sad på mit skød rejste sig også og greb min hånd. ”Mig prøve,” hun pegede på kransen. Jeg løftede den op på hendes hoved, og hendes øjne begyndte at stråle omkap med lysende.

”Mig op til Niall, Zay, Arry, Louis og Liam,” hun pegede op på drengene der ikke længere var omringet af helt så mange. Jeg gjorde mine til at fjerne hendes grankrone igen, men hun så fornærmet på mig  og trak mig op i mod drengene.

”Og hvem har vi så her??” spurgte Zayn. ”Jeg edder Viola,” hun så smilede op på drengene. Hendes problem med h'erne så hverken ud til at genere drengene eller hende selv.

Niall bukkede sig ned i hendes højde og hun slog med det samme armene omkring ham. ”Niall spille guitar?” Han nikkede smilende: ”Ja, jeg kan godt spille,” sagde han.

”Jeg er prinsesse,” Viola pegede på sig selv og drengene begyndte at grine. Viola så fornærmet på dem. ”Jeg er prinsesse!” Zayn kom hen til hende: ”Selvfølgelig, er du en prinsesse.” Viola nikkede og pegede på mig:”Hun osså prinsesse?”

Harry kom om bag mig og lagde hovedet på min skulder. ”Jep, hun er også en prinsesse. Min prinsesse,” han nappede mig blidt i øret. Viola så ondt på Harry og gik helt hen til ham, så hun stod så tæt på, hun kunne komme. Harry havde sluppet mig og så undrende på Viola.

Hun tog benet højt op og trampede Harry over foden. ”Av av av,” Harry hoppede rundt på et ben. ”Man ikke bide prinsesser. Du skal opføre dig ordenligt,” hun så strengt på Harry. ”Lover du det?” Harry nikkede overrasket, og drengene bag ham brød ud i grin.

Jeg smilede over Viola. Harry så næsten skræmt på hende.

Drengene spillede Strong og Don't forget where yoy belong for alle børnene. Da de var færdige, og skulle til at pakke sammen, de gav lige de sidste autografer og billeder, kom en dame op til os. Hun fortalte om hendes datter på 13. Hun havde ikke set drengene og Luciaoptoget, fordi hun lå i koma.

Hun elskede One Direction og havde fulgt dem siden X-factor. Moren bad os kommen med hende og bare snakke til pigen. Lægerne sagde, at hun godt kunne høre, men, at man ikke skulle forvente en reaktion.

Drengene så splittede ud. Jeg kiggede hen imod damen, der så på os med et bedende blik. ”Jeg vil gerne møde hende,” sagde jeg, selvom jeg ikke var helt sikker på, at det var være et klogt valg.

Hun smilede taknemmelig til mig og begyndte så at gå mod en gang. Vi var drejet rundt om et par hjørner, da jeg kunne høre skridt bag os. Jeg vendte mig og så Harry og de andre komme. De havde alligevel besluttet at følge efter os.

Det betød meget for mig, at de ville. Det viste, hvor meget de elskede deres fans, og, hvor meget de ville gøre for dem. Det fik bare mit fanhjerte til at vokse dobbelt så meget, og underligt nok var det også  som om, at det fik mine følelser for Harry til at blomstre endnu mere.

❄️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...