One Direction ❄️ Death Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Færdig
På toppen af et tag, en bro, på vej ud mod de susende biler eller bare med et stort glas piller. Det er der Hayley Parker ser sig selv om 24 dage. Hendes dagbog tæller langsomt men sikkert ned til den bestemte dato.
De kritiske og dræbende tanker om sig selv og hendes uopmærksomme mor har drevet hende ud i den beslutning, at selvmord er den eneste udvej. Hvad hun ikke har regnet med i planen, er at møde One Direction.
Hun vinder en konkurrence og tilbringer 1. december i selvskab med dem. Uheldigvis glemmer hun sin dyrebare dagbog, hvor hun hver dag i et år har skrevet om smerten hun føler eller om det hun tror der venter hende, efter den sidste side i bogen er blevet vendt.

90Likes
82Kommentarer
10446Visninger
AA

14. Den 12. december

 


❄️

”Du ved,” Harry afbrød mine tanker. Jeg så spørgende på ham, i mens jeg ventede på, at han færdiggjorde sætningen. ”Imorgen er det jo den 13,” han så på mig, som om, jeg selv kunne regne ud, hvor han ville hen.

Efter lidt tid svarede jeg:”Altså, hvis det er fredag den 13 du mener, så kan jeg godt sige dig, at jeg ikke skal nogen steder. Jeg skal ikke ud på en kirkegård klokken 12 om natten. Det gider jeg bare ikke!!”

Harry så skuffet på mig. ”Det var jo ikke det, Hay, men du giver mig da gode ideer,” han blinkede kækt til mig.

”Hvis jeg nu siger lys,” Harry lod sætningen hænge i luften, som om, at jeg skulle fortsætte den. Da jeg ikke gjorde noget, så han opgivende på mig. ”Lucia, Hay, det er Santa Lucia da i morgen.”

Jeg så dumt på ham. ”Du kan ikke mene, at du ikke kender Lucia,” Harry så næsten dømmende på mig. Inden han fik dømt mig alt for meget, skyndte jeg mig at sige noget. ”Jeg kender da godt Luciadag, men jeg kan bare ikke se, hvorfor vi fejre det.”

”Arh,” Harry så lidt mere forstående på mig. Jeg trak hurtigt på skuldrene. Harry klappede sig selv på lårene. ”Kom herhen, Princess,” jeg satte mig forsigtigt oven på ham. "Lucias mor var alvorligt syg og kunne ikke helbredes. Lucia havde hørt, at der skete mirakler ved Sankt Agates grav, så hun fik hendes mor med derud. Ved graven faldt Lucia i søvn. I drømmen, sagde Agate til hende:' Søster Lucia, hvorfor beder du mig om hjælp, når du allerede selv har gjort din mor rask med din tro?'
Da Lucia vågnede, fortalte hun det til sin mor og bad hende om at give al den rigdom, som Lucia skulle arve til de fattige.” Harry holdt en lille pause og begyndte at køre fingrene i ring på mit ene lår.

”Da Lucias forlovede hørte det, blev han rasende og sendte hende til den romerske domstol. De prøvede at få hende til at ofre for de romerske guder, men hun ville ikke. Hun havde ofret alt hun havde til Gud.
De ville slæbe hende med til den øverste dommer, men intet kunne rokke hende. Derfor bandt man hendes hænder og fødder og hentede 1000 mand, men hverken dem eller 1000 okser kunne rykke hende. Gud frelste hende for at brænde på bålet, men tilsidst blev hun dræbt af et sværd igennem struben,” fortsatte Harry.

Jeg skuttede mig ved tanken om hendes pinsler. ”Nu ved jeg da hvorfor,” sagde jeg og trykkede mig længere op af Harry. ”Men var faktisk ikke det, jeg ville fortælle dig,” sagde han. Jeg hvilede hovedet mod hans bryst og sad med lukkede øjne.

”Vi kom jo fra i morgen. Jeg har talt med de andre drenge, og vi skal ud til et hospital for syge børn.” jeg drejede hovedet op i mod ham og så spørgende på ham. ”De fleste børn kender Lucia dag og har prøvet at gå Lucia. De her børn har aldrig prøvet det. Det er her, du kommer ind i billedet,” jeg så afventende på ham og ventede på, at han ville fortsætte.

”Du skal med hen på hospitalet og gå Lucia,” sagde han, og det så næsten ud til, han var bange for min reaktion. ”Yeah, sikkert. Du mener altså, at jeg skal gå alene?” Han nikkede lidt. ”Men pointen er, at du starter med at gå alene, og så vil de slutte sig til dig.”

Jeg tænkte lidt over det. Tanken om at være deres lys, gjorde mig glad. Jeg ville ønske, at der var én der havde fundet mig, da jeg selv var væk i mørket. Én der kunne have lyst min verden op, så jeg igen kunne se en ende.

Det var nærmere tanken om at skulle synge, der gjorde mig en del mere utryg. Derfor spurgte jeg også Harry: ”Skal jeg synge? Kan vi ikke lave playback?” jeg så bedende på ham, men han rystede bare på hovedet, så hans krøller hoppede op og ned.

”Helt ærligt, Hay, jeg troede du var mere moden,” han så på mig med et glimt i øjet. ”Njar, ikke rigtigt,” svarede jeg og håbede stadig på, at han ville lade mig synge playback. ”Du ved Hay, at nogen af de her børn er alvorligt syge, og nogen af dem har måske ikke langt igen. Vi skal gøre noget ægte for dem, ikke bare fortælle dem en løgn, fordi det er nemmest. De her børn har brug for det,” Harry lød meget voksen, da han sagde det.

Jeg kunne godt fornemme, at jeg ikke ville kunne snakke mig ud af det her. ”Fint,” mumlede og var selv overrasket over, at jeg gav mig så hurtigt. Måske havde det noget at gøre med, at de skulle have noget at tro på. Og man skal aldrig give et barn en løgn at tro på, for, hvis de finder ud af det, og det gør de, slå den dobbelt så hårdt tilbage.

”Tak smukke, det betyder meget for dem. For mig.” Harry gav mig et kort kys på kinden. Jeg vendte hovedet lidt væk fra ham og kunne mærke han så forvirret på mig. Han prøvede at få mig til at kigge hen  på ham, men jeg holdt fortsat blikket på bordet med den lille krystal.

”Er der noget galt?” Harry lød helt urolig. ”Jeg ved bare ikke, hvor vi står. Hvor står vi Harry,” spurgte jeg og fastholdt blikket på krystallen, der havde fanget mit blik igen.

”Jeg,” hans stemme døde ud, og jeg kunne mærke hans varme ånde i nakken. Da han ikke svarede, var det som om hjertet sank i maven på mig. ”Du ved det ikke selv,” sagde jeg og skammede mig over, hvor fortvivlet min stemme lød.

Harry trykkede mig længere ind mod sit bryst, og underligt nok, lod jeg ham gøre det. ”Hayley, jeg ved godt, hvor jeg vil stå, men jeg ville lade dig bestemme. Jeg har jo faktisk fortalt dig, hvad jeg føler,” sagde han tæt på mit øre.

Jeg kunne mærke mine kinder begyndte at blusse. Jeg ventede derfor et par sekunder med at vende hovedet mod ham. Jeg så ind i hans grønne øjne. Det var som om, at man kunne blive ved med at kigge i dem. De var bundløse.

Selvom jeg allerhelst ville have, at jeg kunne være sammen med ham, var der alligevel noget der sagde 'stop' til mig. En mere der ville blive sårret. Jeg ville ikke have, at Harry skulle såres.

”Hvorfor skulle jeg blive sårret?” Harry lød undrende, men også en smule trist. Pis. Havde jeg virkelig sagt det højt? Jeg skjulte hovedet i hænderne og kunne mærke, at de langsomt blev våde.

”Græder du?” Harry lød overrasket og fjernede hurtigt mine hænder. Han lænede sig over mod mig, og kyssede blidt den ene tåre væk. ”Hvorfor er du ked?” ”Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre dig glad, og være sammen med dig, men.” Jeg gik i stå da et hulk slap over mine læber.

”Men du har fundet en anden?” spurgte Harry. Jeg rystede hurtigt på hovedet. ”Nej, der er ingen andre, jeg hellere vil være sammen med,” sagde jeg. ”Er du blevet giftet bort, eller hvad?” Jeg kunne mærke, et smil dannedes på mine læber, og jeg rystede igen på hovedet.

Jeg skjulte hovedet i Harrys t-shirt, da jeg sagde, hvad der var galt. ”Der er ingen andre, jeg hellere ville være sammen med, jeg er bare ikke sikker på, hvor lang tid jeg ville kunne være sammen med dig. Og du vil blive sårret og vred, når du opdager, jeg ikke er her længere.”

Nu var det sagt. Måske havde jeg ændret lidt på virkeligheden og sagt, at jeg ikke vidste, hvor længe jeg kunne blive. Det var i hvert fald løgn, for der var præcis 12 dage til. Det var da noget, jeg havde styr på. Og jeg havde heller ikke fortalt ham, at jeg ville være væk for evigt og ikke bare forsvinde et andet sted hen.

”Jeg har jo sagt, hvad jeg mener,” mumlede Harry ned i mit hår. Med våde øjne mødte jeg hans blik. ”Mener du det?” spurgte jeg tvivlsomt. Han nikkede tøvende. ”Jeg vil være med dig, ligeså længe jeg kan, og jeg vil passe på dig ligeså længe.”

Han smilede skævt til mig. ”Hayley, vil du være min kæreste?” Jeg nikkede ind mod hans bryst, og det oprigtige smil der udfoldede sig på mine læber var umuligt at tage fejl af. Jeg kyssede blidt Harrys krageben, som tak.

”Vil du med hen til drengene?” spurgte han efter et par minutter, ”eller skal jeg bare tage derhen? Vi skal lave noget med noget lyd til i morgen.” ”Jeg vil gerne med,” fik jeg hvisket. Jeg var stadig ikke helt kommet mig over vores samtale før.

Jeg rejste mig, så Harry kunne komme op. Han flettede hurtigt vores fingre sammen, og jeg kunne mærke, hvordan lykkefølelsen flød rundt i mine åre.

Jeg vidste ikke, hvordan vi fik taget sko på, med en hånd hver, men da vi skulle have jakker på, var vi nød til at slippe hinanden. Hurtigt fik vi dog fat i hinandens hænder.

Det var som om, at nu kunne vi vise omverden, hvad vi følte. Selv i bilen havde Harry fat om min hånd.

Da vi kom over til den store bygning, hvor drengene skulle mødes med de vigtige mennesker i deres karriere. Vi tog elevatoren op og gik lidt til venstre og så ind af en dør. Indenfor var de andre drenge sammen med flere mænd i jakkesæt.

Harry gav min hånd et klem, og trak mig hen imod de fine mænd. ”Det er Hayley, hende pigen der bor hos mig,” Harry så sigende på dem, som om, at de kendte historien, men ikke måtte fortælle den. Okay, det gav ingen mening!

”Um,” Harry kom med en underlig lyd, som om der var noget, han havde glemt at sige, ”når ja, jeg kan jo lige så godt sige det nu, mens i er her. Så slipper i også for at læse om det i avisen,” han kyssede mig blidt på kinden, ”min nye kæreste.”

Jeg smilede genert. Drengene så en blanding af overraskede og  noget andet, som jeg ikke helt kunne sætte en finger på. Måske urolige. Der var i hvert fald et eller andet galt.

Ellers så det ikke ud som om, det kom helt bag på dem, selvom jeg stadig selv syntes, det var rimeligt vild. Vi havde trods, kun kendt hinanden i næsten 2 uger.

Jeg sad ved siden af Harry, imens de diskuterede, hvad drengene skulle gøre, og vi fik det sidste på plads med, hvad jeg selv skulle. Jeg kunne mærke Harrys hånd på mit lår, og jeg vendte mig om i mod ham og så ind i de smukke øjne, der allerede kiggede på mig.

Lige nu var jeg lykkelig.

❄️

*Jeg er ikke sikker på, at de fejre Santa Lucia i England, men det gør de altså nu*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...