One Direction ❄️ Death Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Færdig
På toppen af et tag, en bro, på vej ud mod de susende biler eller bare med et stort glas piller. Det er der Hayley Parker ser sig selv om 24 dage. Hendes dagbog tæller langsomt men sikkert ned til den bestemte dato.
De kritiske og dræbende tanker om sig selv og hendes uopmærksomme mor har drevet hende ud i den beslutning, at selvmord er den eneste udvej. Hvad hun ikke har regnet med i planen, er at møde One Direction.
Hun vinder en konkurrence og tilbringer 1. december i selvskab med dem. Uheldigvis glemmer hun sin dyrebare dagbog, hvor hun hver dag i et år har skrevet om smerten hun føler eller om det hun tror der venter hende, efter den sidste side i bogen er blevet vendt.

90Likes
82Kommentarer
9647Visninger
AA

13. Den 11. december

 


❄️

Da jeg vågnede om morgenen, kunne jeg bare mærke, at jeg havde det dårligt. Jeg var gået ind i stuen med dynen omkring mig og sat mig ned i sofaen med et bump.

Harry, der først lige var kommet op af sengen, gik hen til mig. ”What’s up, Princess? Alt vel?” Hans humør var helt i top. Jeg rystede svagt på hovedet og kunne mærke, at jeg fik lyst til at kaste op. Problemet var bare, at jeg ikke havde noget i maven, der kunne kastes op.

Jeg rykkede mig lidt væk fra ham, så hans arm, der havde ligget omkring mig, faldt ned. Jeg lagde mig forsigtigt ned og prøvede at lade være med at lave pludselige bevægelser. ”Er der noget galt?” Harry så bekymret på mig.

”Nej, eller jo. Jeg har det ikke så godt,” svarede jeg med lille stemme. Harrys øjne borede sig ind i mine. Han bukkede sig langsomt ind over mig og aede min kind. ”Jeg er fantastisk til at passe syge mennesker!” sagde han med et smil i stemmen.

”Harry det er fint, jeg kan godt klare det selv,” prøvede jeg, men kunne se, at han allerede havde taget en beslutning om at være sygeplejerske for en dag. ”Ja ja, det er fint, babe, men du får altså ikke lov til at lave noget,” sagde han og gik ud i køkkenet.

Efter ti minutter kom han tilbage med en bakke. ”Voila,” Han satte bakken på sofabordet, og jeg rejste mig lidt for at se, hvad han havde fundet frem. ”Min mor lavede det altid til mig, da jeg var lille, og jeg var syg. Der er te, og det der er æble,” han pegede på en skål med noget, der rigtigt nok kunne ligne revet æble.

Han satte sig ned i fodenden, og sad der lidt mens jeg spiste. Harry så på mig med et smil. Jeg kom i tanke om, hvad jeg var i gang med. Jeg spiste faktisk noget. Gaflen jeg havde ud foran min mund, sank jeg og lagde den tilbage i skålen.

Harrys smil falmede, og han kiggede ned på sine lår. Jeg tog teen i hånden i stedet og kiggede ned i den. Jeg kunne se på Harry, at han var sårret over, at jeg ikke ville spise.

”Hvorfor er det, at du ikke spiser?” Harry kiggede stadig ned i sit skød, da han sagde det. Spørgsmålet overraskede mig faktisk. Jeg havde ikke regnet med, at han ville spørge, bare sådan. Jeg havde ikke troet, han var interesseret i, hvorfor, men kun i, hvordan han kunne få noget i mig.

Derfor gik der også længere tid, før jeg svarede. Harry løftede hovedet og så bedrøvet på mig. ”Jeg ved det ikke, Harry,” jeg prøvede først at lyve for ham. Det kunne jo være, han hoppede på den. ”Hay, jeg ved der er en grund. Jeg kan se på dig at du har et mål, en drøm. Jeg ville bare ønske, at du ville lukke mig ind i den.” Harrys sørgmodige blik lå på mig.

”Jeg,” jeg var mundlam, og jeg prøvede at finde ud af, hvad jeg skulle sige. For første gang i lang tid havde jeg faktisk lyst til at fortælle, hvordan jeg virkelig havde det. Jeg var skræmt ved tanken om, at jeg ville kunne komme til at fortælle ham noget, der ville få ham til at spærre mig inde på et hospital.

Harry ventede på, at jeg ville svare, så jeg tog mig sammen og svarede lige præcis det svar, Harry ikke ønskede: ”Jeg kan ikke sige det, Harry. Du vil ikke kunne forstå det,” hans blik blev igen trist, og han gjorde mine til at rejse sig. ”Nu gør du det igen. Du vil ikke lukke mig ind. Om det er fordi, du er bange for, hvad jeg jeg vil tro, eller for, hvad jeg vil finde, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at  de gange du har vist mig dit virkelige jeg, de stunder, har jeg elsket højt.”

Jeg kunne mærke tårerne presse på, da han rejste sig helt og gik ud i køkkenet. Jeg kiggede på det revne æble og kunne smage det i min mund. Det søde, men samtidigt også bitre æble. Smagen var fantastisk.

Jeg kunne høre Harry gå rundt i køkkenet, og så ham så gå forbi døren ind til stuen og ud i entreen. 2 minutter efter kom han gående ind i stuen med overtøj på. ”Jeg smutter, men jeg har sendt Louis herover.” Hans blik faldt på skålen med æble, som jeg havde taget op på skødet igen.

”Harry, jeg...” prøvede jeg, men han vendte rundt og gik ud af døren. Inden den smækkede, hørte jeg ham råbe, at Louis ville komme i løbet af 10 minutter.

Med et suk lænede jeg mig tilbage og kiggede tomt frem for mig. Skålen, der balancerede på mine lår,  kaldte nærmest på mig. Eller også var det min mave, der kaldte på æblerne. Jeg burde lade være, men jeg førte alligevel gaflen op til mine læber og lod smagen fylde min mund.

Da Louis kom, havde jeg spist det hele. På den ene side var jeg glad, men jeg kunne alligevel ikke lide det. Jeg vidste, det ville sætte sig et sted, præcis det, jeg ikke ønskede.

Louis kom ind til mig i stuen og så på mig. ”Nåh, så du er blevet syg, hva?” han grinede, men jeg kunne ikke se det  morsomme i det. I stedet spurgte jeg:” Hvor skulle Harry hen?” jeg kunne ikke holde tanken ud om, at jeg havde sårret ham.

”Jeg tror bare, at han ville tage hjem til Zayn, eller noget.” Så han var altså kun smuttet, fordi han ikke kunne holde ud at skulle være sammen med mig. Efter lidt tid tog jeg mig sammen til at spørge om det, der havde pint mig.

”Tror du, at han hader mig?” jeg ville have sagt det højt, men det kom ud som en hvisken. ”Nej Hay, det ved jeg han ikke gør. Han er bare frustreret over ikke at kunne hjælpe dig. Det er vi alle.” Han lod sætningen hænge i luften.

”Hayley, må jeg spørge om noget?” Louis satte sig hen ved siden af mig i sofaen. Jeg nikkede svagt, men han så ud til at have set det alligevel. ”Hvorfor må vi ikke hjælpe dig?” Jeg tøvede lidt. Trængen til at fortælle om, hvor meget der var galt, overmandede mig.

”Jeg,” jeg tog en dyb indånding, inden jeg fortsatte, ”jeg kan bare ikke fikses. Jeg ville ønske, der var nogen, der var kommet til mig noget før og sagt. 'Hey, hvad fanden sker der', men det var der ingen, der gjorde.” Louis sad lidt og så på mig. ”Harry vil gerne vide, hvad der er sket med dig, så han kan samle den ødelagte side af dig. Han har massere af tid til at få dig tilbage på rette spor.”

Harry. Stakkels Harry. Jeg havde sårret ham, fordi jeg ikke ville hjælpes.

Jeg kiggede ned på den tomme skål. ”Louis, jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre.” Jeg kunne høre gråden i min stemme. ”Hay, det eneste han beder om, er at se den virkelige dig.

❄️

Louis havde siddet hos mig lige indtil, jeg var faldet i søvn. Da jeg vågnede igen, kiggede jeg ind i et par grønne øjne. ”Undskyld Harry,” var det første jeg sagde. Han skulle vide, at jeg mente det.
Han aede mig blidt på kinden. ”Jeg vil så gerne have, at du åbner op,” mumlede han. Jeg så skyldigt ned i dynen. ”Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle dig det Harry...” ”..Men du kan ikke,” afbrød han mig med et sørgmodigt smil.

Jeg skulle til at sige noget, da Harry kom mig i forkøbet: ”Kan du ikke prøve? Prøve at forklare det.” Jeg så på ham. Jeg ville fortælle ham det, men jeg vidste ikke, hvor jeg skulle starte. Harry så fortvivlelsen i mit blik. Han hev mig forsigtigt op af sofaen og lagde en arm om livet på mig.

Han førte mig ud til det store spejl i gangen og placerede mig foran det. ”Hvad ser du?” spurgte han.  Jeg stod længe og kiggede på mig selv og Harry. ”Jeg ser dig og mig?” sagde jeg spørgende.

”Okay, hvordan ser du mig?” spurgte han. Jeg tøvede lidt og var usikker på, hvad han ville have mig til at sige. ”Du har stramme sorte bukser på og en t-shirt. Dine øjne er grønne og du har skubbet dine krøller væk fra øjnene.”

”Okay, hvad ser du så nu?” Harry hev t-shirten over hovedet og stod i bar overkrop. ”Dine tatoveringer, din mave,” jeg lod en finger glide op ad hans veltrænede mave og fulgte sommerfuglens omrids.

”Er jeg tyk?” spurgte han ligeud, og jeg rystede med det samme på hovedet. ”Okay,” han smilede til mig. Jeg havde stadigt ikke helt fanget, hvad han var ude efter.

”Hvordan ser du så dig selv?” han så på mig, da han spurgte. ”Jeg ser mig selv stå i en t-shirt. Mit hår er uglet, og jeg har rester af mascara under øjnene.” Harry så gennemborende på mig: ”Tag
t-shirten af.” ”Harry, jeg bliver bare mere syg,” sagde jeg for at undgå det.

”Jeg skal nok holde dig varm,” sagde han, og jeg tog mod min vilje tage t-shirten af, så jeg kun stod i trusser og bh. Jeg hold t-shirten over bh'en, så den også hang ned over min mave.  Harry tog sig ikke af t-shirten, men lagde bare armene om maven på mig. Jeg rykkede modvilligt på mig, men han holdt fast.

”Hvad ser du så nu?” Harry hev lidt væk i t-shirten, og jeg endte med at måtte give slip på den, så jeg var næsten helt blottet for ham. ”Vil du have mig til at fortælle dig alle mine fejl?” Det kom hårdere ud end jeg mente det, men Harry så ikke ud til at tage sig af det. Han ventede tålmodigt på et svar.

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg svarede. ”Korte ben, lår der kunne set anderledes ud. Min mave...” jeg greb fat i huden for at understrege, hvad jeg mente om den. ”Syntes du, at du er tyk?” Harry stillede præcis de samme spørgsmål.

Jeg nikkede lidt og kiggede så væk. Jeg kunne mærke, Harry prøvede at få mig til at møde hans blik i spejlet. Da jeg gjorde det, spurgte han så om noget andet: ”Vil du høre, hvad jeg ser?” Jeg så bange på ham. Jeg ville ikke høre, hvad han havde at sige om mig.

Men han var ligeglad, han ville have sagt det alligevel. ”Jeg ser en pige, der har en ekstremt tynd krop. Hun holder om sig for at dække sig, fordi hun tror, hun ikke er ok, som hun er, eller også har hun fået den langt ude tanke om, at hun har fedt på kroppen, selvom alt peger på det modsatte,” han pegede på mine ribben i siden. ”Hun har det mest fantastiske smil, men bruger det kun sjældent. oftest bruger hun et smil, der kan narre de fleste til at tro hun er glad. Hendes øjne har evnen til at skifte farve, nogen gange er de blå som de smukkeste kornblomster, men andre gange er de grå. Hendes hår bølger ned af hendes skuldre og omkranser hendes kønne ansigt.”

Han så på mig og afventede en reaktion. Jeg vendte mig bare i mod ham og trykkede mig taknemmelig ind til ham. Han havde gjort det umulige, eller i hvert fald skubbet mig i den rigtige retning. Han havde fortalt mig jeg var perfekt som jeg var og at de tanker jeg havde om mig selv og min krop ikke var rigtige.

”Tak,” hviskede jeg. Han kyssede mig blidt på hovedet og trak mig så med tilbage til stuen. Han begyndte stille at synge, og som de andre gange han havde gjort det, havde der en beroligende effekt på mig.

”Can we believe all that we read all that we tell you?
What you perceive to be the truth and what is real,
Leaving you scraping at the bottom of the barrel,
Nothing is broken or forgotten that's the deal,

And all your monsters in the night they come to life,
So you embrace them in the hope that you'll survive,
Intoxicated by the fear and the flames,
There's paranoia in your veins.

We're all lying to the mirror,
Lying to ourselves,
Hiding in the glitter,
Lying to the mirror.

It is the beauty of our flaws that will define us,
So don't hold on to all the things you never had,
Just remember we're the good the bad the lovely,
It is the sanity of life that makes us mad.

So when the pain of your mistakes keeps you awake,
And all your skeletons rattle in the chains,
Intoxicated by the fear and the flames,
There's paranoia in your veins.

We're all lying to the mirror,
Lying to ourselves,
Hiding in the glitter,
Lying to the mirror.

Who you are is what you are and what you are is beautiful.
Who you are is what you are and what you are is beautiful.

We're all lying to the mirror,
Lying to ourselves,
Hiding in the glitter,
Lying to

We're all lying to the mirror,
Lying to ourselves,
Hiding in the glitter,
Lying to the mirror.”

❄️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...