One Direction ❄️ Death Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Færdig
På toppen af et tag, en bro, på vej ud mod de susende biler eller bare med et stort glas piller. Det er der Hayley Parker ser sig selv om 24 dage. Hendes dagbog tæller langsomt men sikkert ned til den bestemte dato.
De kritiske og dræbende tanker om sig selv og hendes uopmærksomme mor har drevet hende ud i den beslutning, at selvmord er den eneste udvej. Hvad hun ikke har regnet med i planen, er at møde One Direction.
Hun vinder en konkurrence og tilbringer 1. december i selvskab med dem. Uheldigvis glemmer hun sin dyrebare dagbog, hvor hun hver dag i et år har skrevet om smerten hun føler eller om det hun tror der venter hende, efter den sidste side i bogen er blevet vendt.

90Likes
82Kommentarer
9683Visninger
AA

12. Den 10. december

 


❄️

Hayley havde spurgt om morgnen, om jeg ville med på café. Vi havde aftalt at mødes klokken 2 på Starbucks, for hun skulle nå noget inden. Hun var heldigvis ikke smuttet som i går. Jeg havde stadig ikke set hende spise andet end for tre dage siden, hvor jeg nærmest tvang det i hende.

Jeg kiggede hurtigt på klokken og kunne konstatere, at jeg godt lige kunne nå et bad, inden jeg skulle derhen, så jeg skyndte mig ind under bruseren, -  eller det vil sige, at jeg lige tog tøjet af først.

Efter at have taget et dejligt langt bad, forlod jeg badeværelset med et håndklæde om livet, der kun lige dækkede det vigtigste.

Jeg fandt et par stramme sorte bukser frem og en hvid t-shirt. Jeg tørrede hurtigt mit hår med en  hårtørre, og så var jeg ellers klar. Jeg kiggede ind i stuen for at se, om der skulle være noget, jeg skulle have med, og så min mobil på bordet.  Jeg hentede den og duften af appelsiner og nelliker ramte mine næsebord. Det var nogle, Hayley havde siddet og lavet, da jeg kom ud fra soveværelset. Hun havde bundet smukke røde bånd om dem og hængt dem op over de store vinduer.

I gangen, hvor der hang et spejl, rettede jeg hurtigt på et par krøller og smuttede så ud for at tage sko på.

Uden for blæste det koldt og jeg trak kragen på min jakke op og skyndte mig hen til bilen. Da jeg havde låst den op, tændte jeg for varmen i sædet, selvom jeg ikke skulle så langt. Men helt ærligt, hvem gider fryse numsen?

Jeg tændte for radioen og genkendte sangen fra vores nye album. Man vendte sig aldrig til at høre sin musik blive spillet i radioen. Det var i hvert fald min overbevisning. Det ville altid være noget specielt hver gang.

Jeg følte varmen fra sædet brede sig i kroppen, og jeg trommede med fingrene på rattet i takt til musikken, da jeg drejede ned af gaden og parkerede et stykke fra cafeen. Jeg stak hænderne i lommerne og trak min hue godt ned over ørerne.

Inde på Starbucks var der dejligt varmt. Jeg smilede til en af dem bag disken og gav mig så til at lede efter Hayley. Det tog mig lidt tid, før jeg så det velkendte brune hår der bølgede let. Hun sad med ryggen til og så ud til at være optaget af noget, så jeg gik bare stille og roligt hen til hende.

”Hvad så smukke,” hviskede jeg ud for hendes øre, og hun gav et spjæt fra sig. ”Harry, du må ikke forskrække mig på den måde. Du ved jeg hader det,” selvom hun prøvede at lyde irriteret, afslørede smilet på hendes læber hende.

Jeg trak på skuldrene og lod emnet ligge. Jeg havde faktisk troet, at det var hendes mobil hun var optaget af, men det der lå foran mig på bordet, fik mit hjerte til at galopere – og det var ikke Hay, selvom hun også fik mit hjerte ud af takt.

Foran mig lå en bog. På de råhvide sider kunne jeg se, at hun allerede havde skrevet noget. Hendes sirlige håndskrift dækkede halvdelen af den ene side. Da hun så, at mit blik var landet på bogen klappede hun den hurtigt i, så man kunne se forsiden. Den var smukt bundet ind i fløjl, og en flot morgenfrue dækkede det meste. Alligevel var jeg ret sikker på, at det umuligt kunne være godt. ”Hvad er det for en bog?” spurgte jeg og prøvede ikke at lyde alt for interesseret.

”Dagbog, så den er nix pille for dit vedkommende,” hun smilede stort, og jeg kunne mærke på hende, at hun var glad. Glad for at have fået en ny dødsdagbog. Jeg prøvede at lyde sjov, da jeg sagde: ”du kan da bare fortælle mig dine hemmeligheder. Jeg er med garanti mere sikker at fortælle hemmeligheder, til end den bog er.”  I det sidste jeg sagde, kunne man godt høre, at jeg ikke var glad for hendes tilsyneladende nye ynglings ting, for jeg spyttede nærmest ordene ud.

”Harry, jeg skal have lov til at have hemmeligheder, hvad enten du kan lide det eller ej! Desuden tror jeg ikke, du ville kunne bære mine hemmeligheder.” Hun fortrød med det samme, hvad hun havde sagt, fordi hun godt kunne høre, at det lød afslørende.

Jeg kunne se på hende, at hun prøvede at rede den, da hun tilføjede, at det også ville være unfair, hvis det kun var mig, der måtte have hemmeligheder. Vi sad i stilhed, indtil jeg spurgte, hvad hun ville vide om mig.

Hun lagde hoved lidt på skrå og så nysgerrigt på mig med de blågrå øjne. Det så ud som om, hun overvejede det længe, men til sidst åbnede hun munden. ”Kan jeg ikke gemme spørgsmålet til en anden dag?” Jeg nikkede lidt, det var nok heller ikke det smarteste sted at spørge om meget personlige ting. 

”Skal vi bestille?” spurgte jeg, bare for at gøre noget. Hun nikkede og spurgte, hvad jeg skulle have. Jeg gav hende min bestilling, og hun gik hen mod den lange kø. På bordet lå dagbogen stadig, og den gjorde mig mere bevist om, hvor kort tid jeg havde. 14 dage.

Da Hayley kom tilbage, havde hun to glas med cappuccino med. Hun smilede stort, da hun igen satte sig overfor mig. Jeg kiggede ned på mønsteret, de havde lavet med mælken. Hendes smil gjorde mig trist, og jeg kunne mærke en klump samle sig i halsen.

Hun havde nok ret, jeg ville ikke kunne håndtere, hvis hun selv fortalte mig, at hun ikke kunne klare livet. På den anden side kunne jeg heller ikke klare, at jeg ikke kunne tale med hende om det. Så ville jeg blive afsløret.

Jeg skyndte mig at tage en tår af kaffen, inden jeg ville blive alt for følelsesladet.

”Hvorfor hænger du sådan med hovedet?” hun tjattede for sjov til mig, hvilket fik mig til at se hende i øjnene. Jeg kneb dem svagt sammen, da jeg kom i tanke om mareridtet, jeg havde haft. Øjnene lignede til forveksling.

”Det gør jeg da heller ikke,” jeg tvang et smil på mine læber. ”Det var godt. Der er ingen, der skal hænge med hovedet i juletiden,” hun smilede. Bevidst eller ubevidst greb jeg hendes hånd, der lå på bordet og aede hende med tommelfingeren over håndryggen.

Hun så ned på vores hænder, og et kort sekund blev hendes øjne mere grå end blå. Hun førte langsomt glasset op til munden og drak af kaffen stadig med blikket hvilende på vores hænder.

Da vi havde drukket vores kaffe, sad vi og snakkede inden, vi blev enige om, at vi hellere måtte smutte. Vi tog vores jakker og gik udenfor. Hay så med det samme ud til at fryse, og da jeg kiggede ned af hende, gav det god mening.

Hendes ben var kun beklædt med et par nylon strømpebukser. ”Tror du der er sommer?” spurgte jeg kækt. Hun sendte mig et irriteret blik og stak sin ene hånd ned i min lomme.

Jeg grinede af hende og lagde en arm om hende. ”Hvad med, at vi laver det her til en julegavetur?” hviskede jeg tæt på hendes øre. ”Jeg har ikke købt noget til drengene,” jeg tøvede lidt, inden jeg fortsatte, ”jeg har faktisk ikke købt noget.”

Hun nikkede tænksomt, og sammen begav vi os ud i et julehelvede. Allerede i den første butik var der en flok piger, som med det samme ville have billeder og autografer. Jeg prøvede at holde smilet oppe og ikke føle mig irriteret over at lade Hayley være overladt til sig selv, imens jeg havde pigerne omkring mig.

Hun gik lidt væk fra mig og kiggede på nogle kjoler. Hun rørte ved det lette stof, og jeg kunne forestille mig, hvordan det måtte føltes imellem hendes hænder.

Hun forsvandt længere ind i butikken, og jeg kunne ikke længere se hende for bunker af tøj.

Jeg tog de sidste billeder og gik så, for ellers ville jeg aldrig komme derfra. Jeg smuttede ind og ud imellem en masse tøjstativer. Til sidst fandt jeg Hay bagerst i butikken.

❄️

Efter at have kigget i de forskellige butikker, kom vi endelig ud af den sidste. Der var en masse mennesker omkring os, så vi kunne næsten ikke komme frem eller tilbage. I et langsomt tempo gik vi mod stedet, hvor jeg havde parkeret bilen.

Jeg gik med et par poser i den ene hånd og Hays hånd i den anden. Jeg kiggede på hende og så, at hun kiggede op imod himlen. Jeg fulgte hendes blik og så, de første hvide fnug dalede ned fra en grå himmel.

Hun kiggede på mig for at se, om jeg også havde set det. Som svar gav jeg hendes hånd et klem. Vi gik videre ned af gågaden. Lidt længere nede var der en lille bod sat op, med en der lavede brændte mandler.

Hayley så på damen og begyndte at trække mig med derover. ”En pose, tak,” sagde hun og smilede venligt til damen. ”Så gerne,” svarede hun og begyndte at hælde mandlerne op. Hayley rakte pengene over disken og tog imod posen.

Vi gik videre i stilhed med sneen dalende omkring os. Hayley tog en af sine mandler og rakte posen over til mig. Jeg tog tøvende en. Hayley så ikke ud til at bemærke, at jeg betragtede hende. Hun tog endnu en mandel op af posen og proppede den i munden.

Jeg smilede for mig selv. Hun havde tilsyneladende glemt, at hun ikke måtte spise. Det fik håbet om, at hun ville droppe sin åndssvage kur, som jeg ikke kunne tale hende fra, til at spire.

Vi nærmede os bilen, og da Hayley så den, sprang hun hen til den. Jeg låste den op, så hun kunne komme ind, for jeg var ikke i tvivl om, at hun frøs. Hun satte sig på passager sædet og skruede helt op for varmen, imens jeg satte mig ind og tændte for bilen.

Hun lænede sig op af sædet og lukkede øjnene i. ”Harry,” Hayley lød dybt alvorlig. ”Harry, du har den mest fantastiske bil i verden,” sagde hun. Jeg begyndte at grine, og det resulterede i, at hun også trak på smile båndet.

Jeg satte vinduesviskerne på, for sneen var taget kraftigt til, og ellers ville jeg ikke kunne se ud af ruden.

Vi kørte hjem i stilhed, for jeg var nød til at koncentrere mig om at køre. Da jeg slukkede motoren, åbnede Hay øjnene og så sløvt på mig. Hun lignede en, der godt kunne bruge noget søvn.

Vi åbnede dørene samtidigt og gik over imod indgangen. Da vi kom ind, omsluttede varmen os. Jeg sagde pænt hej til receptionisten og gik imod elevatoren. Hayley fulgte efter mig i et langsomt tempo.

Da vi kom op i lejligheden, smed Hay sig i sofaen med lukkede øjne. Jeg satte mig og placerede hendes hoved i mit skød. Uroligt lagde jeg en hånd på hendes pande for at mærke, om hun var varm. Hun rykkede lidt på sig, stadigt med lukkede øjne.

Jeg vidste ikke, hvor længe hun sov, men det var blevet mørkt, da hun åbnede øjnene lidt og mødte mine. Jeg smilede svagt til hende og blev fortsat ved med at køre fingrene igennem hendes tygge hår.

Hun blinkede missende med øjnene ved lyset. ”Hvad er klokken?” hendes stemme var lav og hæs, og den virkede utroligt sexet for mig. ”Jeg ved det ikke. Otte, måske halv ni.” ”Har jeg virkelig sovet så længe?” hun virkede overrasket.

Hun rejste sig fra mig og så ud på mørket udenfor. Hendes øjne blev store, og hun rejste sig hurtigt fra mig og gik hen til vinduet. På altanen lå der mindst 15 cm sne. Hun åbnede døren derud til, og kulden strøg ind i stuen.

”Harry det er sne,” hvinede hun. Jeg gik langsomt hen til hende og så ud på det kolde hvide stads, der dækkede alle tingene derude. Mit blik løftede sig og så ud over London. Så langt jeg kunne se, lå der sne.

Hayleys øjne strålede som de stjerner, jeg vidste var på himlen. Jeg kunne bare ikke se dem for Londons natteliv.

I skæret fra lyset der kom fra stuen, så hendes øjne blå ud. De lignede to mørkeblå safirer. Jeg rakte ud efter hendes kind, for at se om det kunne være rigtigt, at hendes øjne kunne skifte farve. Hun undveg mig og samlede hurtigt en sneboldt, som hun kastede i hovedet på mig.

Hendes perlende latter lød da jeg overrasket tørrede sneen væk fra øjnene. Jeg kunne se, hun ventede på mit træk, så jeg kastede en tilbage i hoved på hende. Hun grinede igen, men det blev hurtigt erstattet af et højt hvin.

”Harrryyyyy,” hvinede hun, jeg så forvirret på hende, ”det løber ned ad maven,” sagde hun, og det fik mig til at grine. Jeg trak hende med indenfor. Hvad jeg ikke havde set var, at hun i smug havde samlet noget sne sammen, så da jeg tog hende med tilbage til varmen, hev hun ud i min bluse og smed det ned ad ryggen på mig.

Nu var det mig til at hvine og hende til at grine. Jeg hev hurtigt blusen over hovedet og satte mig hen i sofaen i bar overkrop. Det tog ikke lang tid for Hay at komme hen til mig, men inden hun trykkede sig op af mig, skiftede hun til en ny nattrøje, hun havde lånt af mig.

❄️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...