Rejsen til vores nye jord

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 20 aug. 2013
  • Status: Igang
Historien handler om den 21. december 2012 " Jordens undergang"
Drengen Aron er 19 år gammel, han bor hos hans bedsteforældre.
Han kommer på en uventet rejse, som pludselig handler om liv eller død.

1Likes
0Kommentarer
177Visninger
AA

1. Rejsen til vores nye jord

Mit navn er Aron, jeg er 19 år gammel. Mine forældre døde, da jeg var lille, så jeg bor nu hos mine bedsteforældre.

Jeg har godt hørt om at jorden skulle gå under den 21. december 2012, altså i morgen, men lige som de fleste andre mennesker, tror jeg ikke på det.

 

Pludselig kom min bedste ven Emmet brasende ind af døren. ” Hey” skal du med i byen? Lad os nyde den sidste aften, vi er på jorden, ha ha. Ja klart jeg kommer om lidt. Jeg løb op af trapperne og hentede min jakke. Da vi kom ud, var det allerede ved at blive mørkt. Vi styrtede af sted på vores cykler. Vi cyklede hen til den nye bar. Da vi åbnede døren til baren, blev vi mødt af et syn med farvestrålende drinks, skarpe lys og en masse mærkelige mennesker. Det mest fantastiske var en pige der stod på danse gulvet.

 Vi gik hen for at få os en drink. Det blev hurtigt til flere. Pludselig stod jeg på danse gulvet og dansede med hende den smukke pige. Klokken var blevet lidt i 4 om morgenen, og jeg fik det dårligt ” Emmet jeg smutter”

Allerede sagde Emmet? Jeg var for træt til at svare ham. Da jeg havde gået et stykke tid kunne jeg se, at det ikke var den rigtige vej. Jeg faldt i søvn, men vågnede med et sæt, da en masse mennesker begyndte at skrige.

Jeg kunne mærke at jorden rystede under mig. Det kunne da umuligt være…? Jeg begyndte at løbe så hurtigt jeg kunne. Så kom en gruppe mennesker til syne, og jeg kunne se noget der lignede et skib. ”Skynd dig hvis du vil overleve” sagde den ene. Jeg hoppede om bord på det besynderlige skib, og en masse mennesker kom også om bord.

 

Der var fantastisk smukt derinde. Jeg havde det stadig dårligt, så jeg faldt om i den nærmeste sofa. Det var utroligt, at jeg kunne falde i søvn, for alle de menneske skrig. Jeg vågnede med et sæt, da en mand ruskede i mig ”Hey vågn op”. Hvor er jeg, spurgte jeg forvirret”? Du er på… han blev forstyrret af en højtaler, ”vi er nu lettet fra jorden”, hvad sker der spurgte jeg manden? Den jord vi kender, vil snart gå under, så vi har samlet en gruppe mennesker, så vi kan redde menneskeheden. Leder vi så efter en ny planet? Lige præcis og lad os så få nogle flere muskler på din krop. Jeg fulgte med ham.

Hvad er dit navn? Aron Schoot, dig? Jeg hedder Ron. Vi trådte ind i en hal, hvor der var en masse mennesker der trænede. Han gav mig en dragt, jeg tog den på, og gik hen ved siden af alle de andre, som stod på række.

Så gik Ron op forrest ”hør her alle sammen”. Som I ved, har vi samlet nogle mennesker som skal redde menneskeheden. I er udvalgt til at skal være de første, der udforsker den nye planet vi vil finde, så I skal trænes til at kunne kæmpe. Midt i alt hans snak, fik jeg øje på en pige. Det var hende fra baren, hun var lige så smuk som jeg huskede hende.

Vi begyndte at træne, det var ekstremt hårdt. I pausen gik jeg hen og snakkede med hende. Hej, kan du huske mig? Det er mig fra baren? Hun svarede ikke. ”Hvad er dit navn”? Aron svarede jeg hurtigt, og dig? ”Jeg hedder Megan” i det sekund hun svarede, kaldte Ron os hen igen ”Okay folkens, I er færdige for i dag.

Så begyndte alle at gå hver deres vej. Jeg stod bare der helt forvirret, først nu så jeg, det nummer der stod på min dragt, det var nr. 60. Det måtte være mit værelses nummer. Der gik ikke lang tid før jeg fandt mit værelse. Da jeg kom ind, var det første jeg lagde mærke til et stort vindue. Man kunne se ud i rummet, først nu gik det rigtigt op for mig, at alle andre mennesker på jorden var døde. Jeg lagde mig ned på sengen og lå og tænkte.

 Jeg var begyndt at blive sulten. Jeg gik rundt på skibet indtil jeg fandt køkkenet. Der var en masse mad, men det skulle der jo også være, hvis vi skulle leve her i ubestemt tid. Jeg gik hen for at få noget mad, og det var ikke det lækreste mad, men det kunne spises. Jeg satte mig ved et bord, en masse andre kom også hen til bordet. ”Er du også på forsker holdet?” Ja svarede jeg, nu virkede de pludselig meget mere venlige. ”Hey kom hen og sid ved os” Jeg kiggede mig omkring, og fik øje på det store bord. Jeg havde følt mig meget ensom, så det ville vel være fint nok med nogle venner. Okay svarede jeg. Hvad er dit navn, var der en der spurgte? Aron, svarede jeg. Jeg hedder Dylan, og det er Mike og Zayn.

De begyndte at snakke, da vi kom hen til bordet. Imens sad jeg bare i mine egne tanker. Det blev sent og jeg gik i seng. Der gik ikke lang tid, før jeg faldt i søvn. Men der gik ikke lang tid, før jeg vågnede igen. En alarm ringede, det betød vidst, at vi skulle op.

Vi mødtes i træningshallen ” Okay alle sammen, i dag skal i kæmpe” sagde en af Ron. Alle havde samlet sig i en stor ring uden om Ron. Jeg bad til at han ikke valgte mig ” Jeg vil godt se nr. 11 og nr. 60 i ringen nu”  NEJ! Selvfølgelig blev det mig, jeg gik derind, og nummer 11 kom også. Det var Dylan, han smilte tilfreds ”Okay sæt i gang ”

Hvad kan du så Aron?, sagde han grinene. Han gav mig en knytnæve lige i ansigtet. Jeg er ellers ikke så glad for at slås, men jeg kunne se, at jeg blev nød til det. Nu gik det for alvor i gang. Vi hamrede løs på hinanden, indtil Dylan faldt i gulvet. Vi har vist fundet en vinder, sagde Ron.

Jeg vandt, jeg vandt virkelig. ”Godt gået Aron” det var Megan, tak vi stod i lang tid bare og smilede til hinanden. Pludselig gik en høj alarm i gang ” Ikke gå i panik alle sammen ”

Så sagde højtaleren, ”Vi bliver suget ind i et sort hul”.

 Jeg tog Megan i hånden, og kiggede dybt ind i hendes øjne. Der kom en høj lydbølge, og lidt tid efter blev alt sort. Jeg har ikke nogen anelse om hvad der skete, men vi var landet på en planet. Vi befandt os stadig i træningslokalet. Det ser ud til, at vi er landet, råbte Ron glad ”. Skynd jer at tage jeres rumdragter på”.  Jeg løb så hurtigt jeg kunne. Da jeg kom ind på mit værelse, hev jeg dragten ud, som lå under min seng. Det var et held, at jeg havde brugt så lang tid på at studere mit værelse, så jeg vidste hvor jeg skulle finde dragten. Jeg tog den på, og løb tilbage til træningssalen, hvor de var i gang med at stille op.

Jeg kom ind på rækken. Nu åbnede døren sig, det var et skarpt lys der mødte os. Vi gik alle ud og da vi kiggede op, lignede det præcis den dejlige blå himmel vi kendte fra jorden, det var fantastisk.

Da hele udforsker holdet, var kommet ud af rumskibet, lød et brag og en stor rød aske sky steg op af rumskibet, det eksploderede.. Løb, råbte Ron så højt han kunne.

Vi løb alle i sikkerhed, og der kunne vi bare stå og se, at rumskibet med den anden halvdel af menneskeheden, og alle vores iltflasker springe i luften. Ron samlede os. Vi har kun en time tilbage  i vores iltflasker, så hvis vi vil overleve, har vi brug får hjælp. Jeg fandt Megan, Dylan, Zayn og Mike, og vi løb ind i skoven, og vi skulle være hurtige, hvis vi skulle nå noget.  Det kan fandeme være lige meget, vi skal alle dø, skreg Dylan. Slap nu af Dylan, vi har stadig 43 minutter.

 

Skoven var fantastisk, og alle de farve strålende planter, og nogle mærkelige dyr svævede omkring os. Vi blev alle helt optaget af den fantastiske skov, at vi helt glemte tiden.  Men pludselig hørte vi en høj lyd, det var tæt på. Det var et kæmpe højt monster, som lignede en Leopard men bare hel sort. LØB! Jeg løb alt hvad jeg kunne gennem den tykke skov. Da jeg efter lang tid kiggede bagud, var den væk. Nu stod jeg der helt alene. MEGAN råbte jeg, men intet svar. ”Aron er det dig” Jeg kunne høre hende, og jeg løb efter lyden. Jeg fandt hende ligge op af et træ, ”Aron” Hun havde fået en stor rift i armen. Bare rolig Megan. Jeg rev en flæns af min dragt og bandt hendes arm ind, Hvor lang tid er der tilbage? 3 minutter svarede jeg. Vi skal dø, sagde Megan. Det ved jeg..

Du skal vide Megan, at jeg elsker. Jeg elsker også dig. Hun nåede at sige det i det sidste sekund. Vi rev vores masker af, og forberedte os på at dø, men til vores overraskelse kunne vi trække vejret. ”Aron vi lever”. Hendes smukke blå øjne fyldtes med tåre. Jeg kyssede hende, vi smilede til hinanden. Lad os finde de andre, sagde jeg. Vi løb hen til der, hvor rumskibet var sprunget i luften, og der stod Ron og mange af de andre også uden iltmasker på. Alle så glade og lykkelige ud.

 

Nu skulle alt nok blive fantastisk på vores nye jord….

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...