Uventet Skæbne

En engel er blevet født i helvedes flammer, men godheden kontrollerer hendes sind. Djævelen tilbyder at ofre hende til Gud i håbet om, at hun vil være en klods om benet på ham, men det er hun ikke. Vil Melica være i stand til at klare de prøvelser det onde vil udsætte hende for? - eller vil hun for evigt være fortabt i skammens skygge?

2Likes
1Kommentarer
116Visninger
AA

1. Det ødelagte Kompas

Han stod og kiggede på mig. Han så forskrækkede ud. Andre ville havet løbet deres vej eller været skræmt til døde, men han så ikke bange ud. Hans øjne bevægede sig over til min venstre vinge. Jeg vendte hovedet. Fjerene var pjuskede, men det tænkte jeg ikke over og vendte hovedet tilbage og jeg mødte hans blik igen. Jeg bukkede mig ned for at samle min ring op, men idet jeg bevægede mig begyndte han at røre på sig.

”Hvem er du?” spurgte han med lidt usikkerhed i stemme, ”hvad er du?” spurgte han. Jeg kiggede op, og mødte hans blik igen.

Det sidste jeg ville var at gøre ham ondt. ”Det kan jeg ikke fortælle dig,” sagde jeg og tog mit kompas frem fra lommen.

Han gik et skrid nærmere, ”Er du e-en Engel?” spurgte han. Jeg kiggede ikke på ham denne gang, men fokuserede på kompasset.

Det var i stykker.

”Eller en fe?” spurgte han og rynkede panden. Jeg kiggede op men ikke ind i hans øjne.

Jeg kendte ham så godt men har aldrig mødt ham, før nu. ”Det du har set, er ikke sket,” sagde jeg, og prøvede at få det til at lyde som om det gav mening.

”Men, du har lige reddet mit liv... ikke?” Sagde han. ”Hvad hedder du?” Spurgte han.

Jeg fortæller det og håber på han besvimer, så han tror det bare er en drøm. Jeg tog en stor indånding. ”Mit navn er Melica...” Jeg holdte en pause. Hvordan kunne det her ske? ”…og jeg er din skytsengel,” sagde jeg så roligt som jeg kunne.

Han smilede. Hvorfor smilede han? Det gav ikke mening, tror han ikke på mig? Tror han jeg lyver? Hans smil forsvandt så snart han så jeg ikke smilede tilbage. Han rynkede panden.

”Men..” fik han mumlet ud af munden. Han tog nogle skridt bagud, vendte sig om og løb ned af vejen. Med ét var han væk. Jeg kiggede ned og var skuffet af mig selv.

Hvad har jeg dog gjort? Det var en stor fejl at fortælle ham det! Hvad gør jeg hvis han fortæller det videre til nogen? Jeg fløj op mod den mørke himmel, og hen over byen. Min venstre vinge gjorde ondt mens jeg fløj. Hvor end han var, måtte jeg finde ham. Hvordan kunne jeg være så dum?

Jeg fandt ham lidt efter på hans værelse, siddende på sengen med hoved i hænderne. Jeg kiggede ind ad det lukkede vindue. Han så mig ikke. Jeg strakte min arm ud, så den pegede hen mod døren. Døren Låste. Han kiggede op fra hænderne, og hen mod den låste dør. Han rejste sig og gik hen og tog i dørhåndtaget, og mærkede at den var låst. Mens han gjorde det, åbnede jeg vinduet og gik ind. Han vendte sig så snart han hørte noget lande på gulvet. Nu så han bange ud.

Jeg ville ikke have han skulle blive bange.

”Lad mig være!” råbte han, næsten skreg.

”Jeg vil ikke gøre dig ondt,” prøvede jeg at sige roligt.

”Lad mig så være!” denne gang skreg han.

”Du må ikke fortælle nogen om mig.”

Han sank ned på gulvet og begyndte at græde.

Den stakkel. Det var meningen at jeg skulle beskytte ham, ikke gøre ham bange. Jeg satte mig på hug foran ham. Jeg strøede ham gennem hans nøde brune hår med min hånd. Da jeg så hvor bange han var, omfavnede jeg ham og han faldt til ro.

Lidt efter gav jeg slip og jeg kunne se at han blev koldt igen. Jeg rejste mig op og gik hen mod vinduet. Jeg kiggede ud. Natten var skyfri og fuld af stjerner. Jeg satte mig i vindueskammen og var ved at hoppe ud.

”Du kan ikke bare gå,” jeg vendte hoved. Han sad stadig på gulvet. ”Du er nødt til at fortælle mig hvad der foregår,” sagde han.

Jeg kiggede ned og rystede på hoved.

”Hvad mener du med nej!” sagde han og blev rød i hovedet. ”Du skal!”

Den stakkels dreng. Han ved slet ikke hvor stor en fare han er i, og hvor meget skade jeg allerede har gjort. ”Det er ikke så simpelt som du tror,” sagde jeg.

Han rejste sig ”Du kan ikke bare lade mig blive her,” sagde han, og gik hen imod mig. Jeg kiggede stadig ned da han tog fat i min hage, og vendte mit ansigt så jeg kiggede lige ind i hans mørkeblå øjne.

Han er meget smukkere end jeg husker ham.

”Hvis du er min skytsengel. Så burde du vide at jeg ikke er typen som giver så let op, på noget jeg brænder for,” sagde han.

Han er meget mere forstående end jeg husker. Måske tror han bare det her er en drøm, og at han bare skal gennemføre den.

Han kiggede op over mit hoved og ned til mine øjne igen. ”plejer engle ikke at have glorier?” sagde han. Jeg rystede hans hånd løs af mit ansigt og kiggede igen ned.

”Jo,” sagde jeg og ville sige noget mere, men det gad ikke komme ud af min mund.

”Hvorfor har du så ikke en?” Sagde han og satte sit hoved på skrå. Jeg kunne mærke at jeg blev ked af det.

Lad være med at græde Melica.’ sagde jeg til mig selv, men jeg kunne ikke holde det tilbage. Der flød en diamant ned fra min kind, og landede på vindueskarmen.

For sent..

Han tog den op i hænderne og undersøgte diamanten nærmere. Han kiggede op og spurgte: ”Er det-”

”-En diamant? Ja det er det.” Sagde jeg. ”Engle græder diamanter.”

”Men det giver jo slet ikke mening. Diamanter kommer fra vulkaner,” påstod han. Han så at jeg skulle lige til at gå, så han greb fat i min hånd og hev mig ud på gulvet.

Jeg kunne godt have strittet imod, men jeg kunne godt lide da han rørte ved mig.

”Hvad er det du prøver at skjule for mig?” spurgte han. ”Hvad er det du flygter fra?” Han holdt mig stadig i hånden. Jeg ventede lidt med at svare og stod og kiggede på ham.

Man skulle tro han også var en engel så smuk han var, men det vidste jeg jo godt han ikke var. Jeg tog fat i hans skulder og tog mine læber op til hans øre. Jeg skulle stå på tæer for at nå ham,

”jeg flygter..” Jeg kunne næsten ikke få det ud af min mund. Hvordan skulle jeg dog forklare det? Jeg bed mig i læben. ”… Sandheden,” hviskede jeg.

Han kiggede på mig. ”Sandheden? Hvilken sandhed?” Spurgte han.

”Sandheden om mig,” svarede jeg. Jeg kunne høre vand dråber på vinduet.

Oh nej! Jeg er sikker på han kigger på mig lige nu, og skammer sig over mig. Pludselig opdagede jeg at han havde holdt på mine hofter i et stykke tid.

”Vil du ikke nok fortælle mig mere?” Han så træt ud. Jeg satte mig ned på sengen og sukkede.

”Sid ned,” sagde jeg til ham og han satte sig ved siden af mig. ”hvad vil du så vide?” Spurgte jeg og kiggede ned på min ring, som sad på min ringefinger. Den var lavet af sølv og havde 6 diamanter, 3 hvide og 3 røde.

”Sandheden,” sagde han.

”Sandheden ved du godt, at jeg er en engel.” Sagde jeg.

”Du ved hvad jeg mener.”

”Jeg er ikke som de andre engle du hører om i biblen. Jeg var rigtig født som en af djævlen dæmoner, men jeg har aldrig været ondt indeni. Djævlen kan kun leve med ren ondskab, så han gav mig til Gud. Han sagde at jeg ville være en klods om benene på Gud, men det var jeg ikke. Djævlen blev rasende og sendte nogle dæmoner ud for at overtage din krop, og gøre det sværere for mig at beskytte dig. Jeg fandt ud af det i sidste øjeblik, så jeg tog ud for at beskytte dig.” Sagde jeg. ”Men tingene gik ikke som de skulle, og nu sidder jeg her sammen med dig, og fortæller dig ting du ikke burde vide.”

”Er jeg det første menneske der har set sin egen skytsengel?” Spurgte han.

”Ja, det tror jeg.”

”Hvor gemmer engle sig for ikke at blive set?”

”De gemmer sig ikke. De nærmer sig aldrig jorden, de bor i paradis.”

”Hvis de bor i paradis, og aldrig er på jorden. Hvad laver du så her?”

”Gud har sådan et specielt kompas.” Sagde jeg og tog kompasset ud af lommen. ”Det kan teleportere en frem og tilbage fra paradis og jorden. Men det gik i stykker da jeg prøvede at beskytte dig mod dæmonerne.” Fortalte jeg. Han tog kompasset og kiggede på det nærmere.

”Er det en dårlig ting at du sidder her nu sammen med mig?” Spurgte han. Jeg smilede.

Hvor er han sød, helt uskyldig. Ved ingenting. ”Ja det er dårligt.” Svarede jeg.

Han gabte, og kiggede ned. ”Hvorfor har du eneligt ikke nogen glorie?” Spurgte han. Jeg kiggede ned på mine bare fødder, og jeg kunne mærke at jeg frøs. Ikke fordi der var koldt, men fordi jeg kunne mærke at Djævlen var i rummet og holdte øje med os.

”Er du træt?” Spurgte jeg og så på ham.

”Ja en lille smule, hvad med dig?”

”Engle sover ikke, det har de ikke behov for," svarede jeg.

”Du bliver ved med at betegne engle som ’de’, er det fordi du ikke føler dig som en.” Spurgte han. jeg kunne høre Djævlens stemme i det spørgsmål, og jeg blev iskold.

”Læg dig ned og sov," sagde jeg.

”Du må ikke gå.”

Inderst inde er han bare en sød lille uskyldig dreng, som ikke vil være alene. ”Jeg bliver her ved siden af dig hele natten.” Sagde jeg. Han lagde sig ned i sengen.

”Godnat Melica.” Sagde han og smilede til mig. Jeg smilede tilbage.

”Godnat.” Svarede jeg, og lænede mig ned og kyssede ham på panden. ”...Thomas.” Sagde jeg. Han smilede da han hørte at jeg kunne hans navn. Lyset blev slukket, og han faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...