My sweetest love - uta no prince sama fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2014
  • Status: Færdig
Dette er en historie om mit ynglings manga band Uta no price sama

6Likes
20Kommentarer
732Visninger
AA

1. Genforeningen

Jeg gik i mine egne tanker, og tænkte på hvordan mon det gik drengene. sidst jeg så dem, var ved et svært farvel, som både pinte dem og mig. med et fandt jeg mig selv foran musik skolen, hvor alt startede og sluttede. jeg mærkede gråden komme op i min hals, jeg savnede dem af hele mit hjerte. "Tokiya, Ren, Syo, Natsuki, Ittiko og Masato hvor er i" sukkede jeg og sank på knæ. Tårerne løb ned af mine kinder, og regnen silede ned. Med et mærkede jeg, at jeg var i tørvejr, så jeg op. Der stod Ittoki med sin paraply over mig, som dengang hvor vi mødtes. "Ittoki!" skreg jeg grædende, og sprang om hans hals. Han fik sig noget af et chok. "Nanami er det dig" sagde han. Jeg nikkede og tørrede mine øjne. Han smilede og svang mig glad rundt . "Vent til de andre høre, at du er tilbage" sagde han og tog sin mobil frem. Han traskede Rens nummer ind, og ringede ham op. Men han kunne ikke få fat i ham, så han hev mig med sig.

Med et stoppede han op, og slap mit håndled. En hvid limousine kom kørende, og den stoppede op lige ved siden af os. Ruden på bagsædet blev rullet ned, og jeg kunne se Ren. Jeg smilede over at se ham. "Ittoki hvad pokker laver du ude i det her regnvejr, kom da her ind" sagde Ren og åbnede døren. "Ren du gætter aldrig, hvem der er tilbage, Nanami er tilbage" sagde Ittoki helt ivrigt. Ren steg ud, og holdt sin paraply over hovedet. "Hvad er det dog du siger! Er Nanami tilbage i byen!" sagde Ren, og så noget overrasket ud. Ittoki nikkede og skubbede mig frem. Jeg sank, og så på Ren. "Hey Ren, længe siden" sagde jeg, og bukkede undskyldende hovedet. "Jamen lille lam, det er dejligt at se dig igen" sagde ren, med sit charmerende smil.

"Ren kan du bringe os hen til de andre?" spurgte jeg sød. "Ja da lille lam hop ind, så henter vi de andre" svarede Ren og holdt bildøren. Jeg satte mig ind, og så på dem.  Vi kørte hen til et meget flot hus, og Ren gik der ind. Han hev mig med der ind. "Masato er du her, Nanami er tilbage!" råbte Ren. Lyden af hurtige trin lød, og med et stod Masato foran os. Jeg blev så forskrækket, at jeg faldt på rumpen. "Hej Masato" sagde jeg, og rejste mig op igen. "Nanami det er jo dig" sagde Masato glad, og tog min hånd og gav den et kys. Jeg rødmede, og trak hånden til mig. "Ja det er mig, jeg er tilbage igen" sagde jeg, og gav et undskyldende buk med hoved. "Ved Syo, Natsuki og Tokiya det?" spurgte Masato. Jeg rystede på hoved, og tog fat i min nederdel med begge mine hænder. "Ikke endnu..." svarede jeg, og bed mig i læben. Ren og Ittoki lagde en hånd på hver min skulder. "Så lad os da komme afsted, og fortælle de andre det" sagde Masato. Jeg nikkede, og vi gik alle ud i Rens limousine.

Da vi alle havde fået sat os ind, gav Ren sin chauffør Syos adresse. Vi blev kørt der hen, og jeg var spændt på at se, og Syo var lige så lille, som han var dengang. Da vi steg ud, kunne jeg høre violin spil. Jeg stod kort og lyttede til det, før jeg gik hen og bankede på døren.  Musikken stoppede, og jeg kunne høre, at der kom nogen mod døren. Den gik op, og i døren stod Syo. Han var stadig lille af sin højde. "Hej Syo, jeg er tilbage" sagde jeg og så på ham. "Nanami! Natsuki skynd dig at komme, Nanami er her, hun er tilbage!" råbte Syo, og gav mig et kram. Natsuki kom hen til os, og krammende både Syo og mig. Jeg grinede helt, selvom jeg følte, at jeg var ved at blive mast. "Natsuki du kvæler dem af det kram" sagde Ren. Natsuki slap os, og jeg hostede kort. Sikke at han kunne kramme hårdt, man fik da helt mærker på ens arme af det. De bød os indenfor, så vi kunne få varmen lidt. Da regnen havde gjort os ret så kolde.

Da vi havde fået varmen igen, så jeg på dem. Vi var næsten alle samlet, men en manglede der, nemlig Tokiya. Jeg så ned, og sukkede. "Lad os finde Tokiya, han er den sidste" sagde jeg. De andre blev med et så underlige stille. De nikkede bare, og gik ud til limousinen og kørte afsted. Da vi holdt igen, var det udenfor hospitalet. Jeg så undrende på dem, da vi gik indenfor. "Hvad skal vi her venner?" spurgte jeg, og så på dem. "Se Tokiya, han er indlagt her" svarede Ren, og gik ind på en stue. De andre gik ned, og jeg lige bag dem. Jeg fik et chok, da jeg så Tokiya ligge i den seng. Ittoki satte en stol ved siden af sengen, som jeg så satte mig på. "Tokiya, det er mig Nanami, jeg er tilbage" sagde jeg, og tog fat i hans ene hånd. Han så bare op i loftet, og regerede ikke på min stemme. Jeg mærkede, at jeg følte mig lidt såret. "Nanami han har lagt det, siden at han kørte galt" sagde Ren. "Ingen ved, om han kommer til at røre sig, eller om han kommer til at synge igen" sagde Syo. "Vi håber alle på det bedste Nanami, men vi kan kun se tiden an" sagde Ittoki. Jeg brød helt sammen, og græd ind over Tokiyas hånd. "Tokiya... Nej det er umuligt... Du må ikke ende sådan her" græd jeg ulykkeligt. Ren løftede mig op, og lagde mig ved Tokiya. "Måske kan følelsen af Nanami ved sig, få ham til at regere" sagde Masato, og Natsuki lagde et tæppe over mig. "Vi må lade dem være alene" sagde Ren. De gik alle sammen, da jeg var faldet i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...