My sweetest love - uta no prince sama fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2014
  • Status: Færdig
Dette er en historie om mit ynglings manga band Uta no price sama

6Likes
20Kommentarer
725Visninger
AA

4. En overraskelse

Jeg havde nu lagt syg i to uger, og det var kedeligt, at skulle ligge i sengen. Tokiya, Ren og Masato kom med varm the og mad til mig. Syo, Ittoki og Natsuki fjollede en del, for at få mig til at gribe. De var alle så bekymrede for mig, og det kunne jeg ikke lide, for det gjorde mig trist. Det eneste gode ved det var, at drengene sang for mig, Masato tjekkede mig tit, for at se om min feber den faldt.
En aften hvor jeg sad og læste, kom Tokiya ind og lagde sig i sengen ved siden af mig. Han havde hovedpine, og ville gerne være hos mig. Jeg lagde min bog, og satte mig bedre. Han lagde sig ind til mig, med sit hoved på mit skød. "Mit hoved snurre Nanami" sagde han, og så på mig. "Så hvil dig søde, jeg er her hos dig" sagde jeg kærligt, og nussede ham i håret. Han lukkede sine øjne, og lagde med hånden på mit lår. Jeg smilede blot, og blev ved med at nusse ham i håret. Han trak med et vejret meget tungt, han var faldet i søvn. Jeg blev selv døsig og søvnig, men jeg ville ikke sove nu, jeg ville bare nusse Tokiya i håret. Desværre endte det med, at jeg også faldt i søvn.

Da jeg var rask igen, gik jeg rundt udenfor og så på naturen. Jeg så at der kom nogle biler og limousiner mod STARISH House, så jeg løb ind og sagde det til de andre. "Shit det er sikkert vores familier" sagde Syo lidt panisk. "Javel... Hmm, I får gjort jer klar, så I ser fine ud, imens får jeg ryddet op, og får taget imod dem" sagde jeg ned et smil. "Bare ikke stress dig selv lille lam" sagde Ren. Jeg nikkede, og skubbede dem ind på værelserne. "Vi mener det søde" sagde Tokiya. "Ved jeg søde, få dig så gjort klar" sagde jeg og gik ind i stuen, og fik den ordnet.

Da alt var klart, løb jeg ind på værelset og ordnede mit hår. Med et bankede det på døren, og jeg løb hen for at åbne døren. Jeg så nervøs på den høje mand, og Tokiya hev mig bag sig. "Goddag sir, og velkommen til" sagde Tokiya og smilede venligt. "Goddag unge Tokiya, hvor er min søn Masato henne" sagde manden. "Han kommer om lidt" sagde Tokiya, og gav mig et tegn. Jeg nejede og gik, for at finde Masato. Men lige da jeg gik mod hans værelse, kom han ud af det. "Masato" sagde jeg og løb mod ham, men jeg faldt over min egen fod. Masato greb mig hurtigt, og så på mig. "Du skal altså passe på Nanami" sagde han. "Det ved jeg godt, men din far spørger efter dig" sagde jeg. Han sukkede, og gik i stuen. Jeg gik med og fik noget af et chok, da en meget alvorlig mand så på mig. Ren kom hurtigt hen til mig. "Lille lam dette er min far, verdens mest alvorlige mand, altså udover min bror" sagde Ren, og gV mig et skub hen til Tokiya. Jeg tog fat i Tokiyas skjorte, og begyndte at ryste. Tokiya lagde sine arme om mig, og kyssede min pande. "Der er for meget larm, og for mange fremmede" sagde jeg. "Det skal nok gå søde" sagde Tokiya, og sang ind i mit øre. Jeg faldt mere til ro, og tog om Tokiya.

Med et smed Ren og Masato dem alle udenfor, og lukkede døren efter dem. Dog stod der stadig en meget smuk kvinde der, hun så smilende på os. Tokiya smilede blidt. "Nanami dette er min mor, hun er en sangerinde" sagde Tokiya, og viste mig hen til hende. Jeg nejede for hende, da hun jo var Tokiyas mor. "En ære at møde Dem" sagde jeg. "Det er også en ære at møde dig Nanami Haruka, jeg kan se, at Tokiya har fundet sin ægte kærlighed" sagde hun høfligt. Jeg rødmede, og så på hende. Hendes hår var langt og lyst, sjovt nok lige så lyst som Rens. Jeg så på Tokiya, og så igen på hans mor. "Undskyld jeg spørger, men du har vel ikke to sønner, har du?" Spurgte jeg. Tokiya så forvirret på mig. "Søde jeg har altså ingen søskende" sagde Tokiya. Moren så lidt ned. "Det har du faktisk Tokiya, du har en storebror, han hedder Ren" sagde hun. "Jeg vidste det, Tokiya og Ren er søskende" sagde jeg og klappede i mine hænder. Tokiya rystede smilende på hoved, og lagde armene om mig.

Jeg bød alle ind til mad, da jeg hurtig havde fået lavet noget. Tokiya tog fader, hvor maden lagde i. Jeg havde fået sat Rwn ved siden af deres mor, og Tokiya på den anden side. Jeg  gik ud i køkkenet, for at hente en flaske vin. Men med et hørte jeg larm, og det gjorde mig urolig. Tokiya kom ud til mig, og tog mig ind i sine arme. "Rolig søde, det er bare Ren der skændes med sin far" sagde Tokiya kærligt. Med et kom Ren, Syo, Masato, Natsuki og Ittoki ud til os. "Er Nanami okay?" Spurgte Syo, da man kunne se at jeg var bange,. "Hun er okay, men lidt urolig pågrund af larmen" svarede Tokiya, og vi gik alle ind til de andre.
Da vi kom ind, satte Tokiya mig på stolen. "Jeg vil bede alle om ikke at skændes, for det ødelægger stemningen, og der skal ikke være larm her" sagde Ren, og fik kort et skarpt blik af sin far, som gjorde ham ret nervøs. "Jeg er enig med ren, han er jo min storebror" sagde Tokiya, og lagde sin hånd på min skulder. Alle stirrede på Tokiya, selv Ren stirrede. Jeg smilede over, at Tokiya havde sagt det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...