My first love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2013
  • Opdateret: 10 feb. 2014
  • Status: Igang
Sandie er 17 år og har igen skiftet skole, da hun blev mobbet fysisk og psykisk ned på de andre. Hun har aldrig været til en fest, hvis det da ikke tæller at komme hen og se sin far på hospitalet liggene med lungekræft. Ud over fester har hun ikke nogle venner eller veninder, ingen vil være sammen med den kiksede nørd og hun må tit sidde og spise på toilettet bare for at undgå at blive ydmyget i klassen. Hendes liv er meget præget af ensomhedens kunst, hendes mor og hende snakker sjellendt sammen mere end 2 timer om ugen, så hendes fritid går meget alene hvilket aldrig har givet hende det første kys eller bare en forelskelse.

14Likes
22Kommentarer
1408Visninger
AA

11. Theis Jakobsen

Theis' synsvinkel

***

Jeg sad på kanten af sofaen, jeg kunne se Sandie sad og kiggede på mig men jeg havde absolut ingen anelse om hvad jeg skulle sige til hende. Jeg endte med at se berøvet på hende, mens hun satte sig tilbage i sofaen og undlod at sige noget. Hun så bare så stift ud i ingenting. Blikket var tomt som intet andet, jeg anede ikke om hun overhovedet følte noget for mig. For hvis hun gjorde, hvorfor så ikke bare sige det til mig?
Efter nogle minutter hvor jeg bare sad og stirrede på hende, åbnede jeg munden for at sige noget. Det havde aldrig været mit problem at sige noget til nogen som helst, jeg havde altid haft det rigtige ord parat til enhver lejlighed der måtte bringe. Men nu? Jeg åbnede munden men ingen ord kom ud, den var som et stort tomt hul. Jeg havde massere af ting og følelser om hende jeg med glæde ville fortælle hende, men nej ingen ord forlod min mund. Dog forlod nogle tåre mine lime grønne skimtene øjne og gled som et vandfald ned af mine blege kinder, jeg sad bare der og lod mine hjælpeløse tåre falde ned fra mine øjne, kunne ikke sige noget men stirrede bare på hende. Hende der på 4 sølle 4 måneder havde fået mig til at føle så meget som jeg aldrig havde følt for nogen anden, den pige der sad der og var lammet af tæsk fra min bedste ven og sminke fra den pige der havde knust mig for første gang. Kunne jeg godt forelske mig på ny når hendes bedste veninde også kaldet Briony, var den pige der knuste mig mere end noget andet? Det føltes som om jeg var forelsket i hende, jeg ønskede på ingen måde at gøre hende ondt, men alligevel sad hun der bare og stirrede ud i luften mens jeg prøvede stanhaftigt at få ord ud af munden. 
Endelig kom et ord ud af min mund, ''Sandie.. please jeg..'' fik jeg sagt. Jeg ville sige så meget, at jeg ved ked af at det var min bedste ven der havde mishandlet hende sådan, men alligevel var det langt fra det jeg sagde. Alligevel fik jeg dog hendes opmærksomhed for hun vendte hovedet mod mig og så på mig med de lime grønne øjne hun havde, så smuk hun dog var.. som en engel!

''Hvad Theis?'' spurgte hun næsten irriteret men med en sørgelig, mindst lige så trist stemme som min.

''Jeg...'' sagde jeg først mens et par tåre flød ned af mine kinder. ''Jeg...'' sukkede jeg af mig selv mens min mangel på ord irriterede mig som bar pokker, jeg rejste mig langsomt og gik hen til hende. Satte mig på knæene på gulvet foran hende og tog hendes hænder, hun gjorde en smule modstand med hænderne men jeg flettede dem bare ind i mine med blide og stille samt meget milde bevægelser. ''Jeg elsker dig jo..'' sagde jeg mens jeg så lidt ned i gulvet, mine øjne fandt langsomt op mod hendes. 

Hun så bare væk fra mig, kiggede bare væk fra mig og undgik hele tiden mine øjne. Endelig efter nogle minutter så hun hen på mig, ''jeg .. jeg kan ikke.. jeg'' sagde hun med en sørgmodig stemme mens jeg sukkede og var ved at bryde sammen i mine mange tåre. 

Jeg gav slip om hendes hænder, mens en tåre flød ned af min kind og landte på hendes ene håndled. Jeg satte min pande mod hendes i nogle få sekunder inden jeg gav hende et mildt kys på kinden og rejste mig roligt men tavst. Jeg følte som om mit hjerte var knust på ny mens jeg bevægede mig hen mod døren, ''bare ... pas på dig selv'' sagde jeg med en rystene stemme. Hun nikkede en enkelt gang til mig, inden jeg hulkede en gang af mine tåre og gik ud af døren til stuen, lukkede den stille i efter mig. Holdt lidt på håndtaget inden jeg med våde øjne gik hen til gang døren og åbnede den, mine kinder var fyldt med tåre da jeg gik ned af deres grusvej og videre ind mod byen. 

________________

Det tog mig timer at gå hjem, men jeg var så ligeglad. Flere gange havde jeg smidt mig på landevejen og bare håbet noget kom og tog mit liv, jeg kunne ikke klare at gå i den uvished om at hun ikke sagde om hun elskede mig eller ej. Jeg kunne ikke klare at gå i de tanker, så da jeg endelig nåede hjem til den lejlighed jeg boede i med min mor, smækkede døren i og låste den, smed mig på sengen og smadrede et spejl. Jeg tog en af skårene og satte det mod min hud, smerten skar i mig, men det var intet i forhold til det hun efterlod i mit nu helt tomme hjerte. Jeg så hvordan rifterne i min blege hud blev fyldt op med blodet, det svømmede over min arm og satte mig ned på sengen og lod det bare bløde mens jeg tog nogle piller. Jeg tog mere end bare nogle, jeg tømte et glas vand og 34 smertestillende Panodil piller, jeg ønskede ikke at leve mere. Ønskede ikke at leve i en verden hvor jeg ikke kunne vide om hende jeg elskede havde de samme følelser som jeg havde, jeg lagde mig bare ned og lod tårene flyde mens jeg undlod at høre min mor der bankede på døren mens hun råbte på mig.

Alt var ligegyldigt, hvis jeg ikke havde hende!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...