My first love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2013
  • Opdateret: 10 feb. 2014
  • Status: Igang
Sandie er 17 år og har igen skiftet skole, da hun blev mobbet fysisk og psykisk ned på de andre. Hun har aldrig været til en fest, hvis det da ikke tæller at komme hen og se sin far på hospitalet liggene med lungekræft. Ud over fester har hun ikke nogle venner eller veninder, ingen vil være sammen med den kiksede nørd og hun må tit sidde og spise på toilettet bare for at undgå at blive ydmyget i klassen. Hendes liv er meget præget af ensomhedens kunst, hendes mor og hende snakker sjellendt sammen mere end 2 timer om ugen, så hendes fritid går meget alene hvilket aldrig har givet hende det første kys eller bare en forelskelse.

14Likes
22Kommentarer
1513Visninger
AA

13. Sygehuset

Jeg så ned af mig selv, jeg lå i en kjole fra sygehuset på den hospitalsseng, en slange gik fra en maskine ved siden af mig og hen og ned af min side til min lænd hvor den var blevet sat ind i mig med en sprøjte. Den havde noget ilt de n pustede ind i mig, det var min måde at trække vejret på da jeg ikke helt havde registreret at jeg selv skulle gøre det for at overleve. Jeg kom i tanke om Theis, jeg måtte altså snart se ham!
Mens jeg lå der og blev frustreret fløj en sygeplejerske ind af døren og holdt på mit bryst, derved holdt mig nede i sengen da jeg ikke havde de synderlige store kræfter. ''Du må blive nede frøken, du kan ikke bruge så mange kræfter.. din krop kan slet ikke holde til det'' sagde hun med en venlig og blid men alligevel også meget hård og fast stemme. 

Jeg så med våde øjne på sygeplejersken, det var den samme som før, jeg kunne kende hendes stemme der fløj min øregang som et rødt stoplys midt i det hele. Jeg kan ikke nå at stoppe. ''Men... jeg.. jeg VIL se Theis..'' sagde jeg og lagde et ekstra tryk på vil. Jeg slog armene og benene ned i sengen skiftevis så en mandlig sygeplejerske trådte også ind på min stue. Lukkede døren efter sig og gik hastigt hen og holdt min slange iorden. Den kvindelige sygeplejerske prøvede at berolige mig med at sige jeg kunne se ham når jeg stoppede med at være så besværlig, kunne lige stille og forholde slangen i ro. Jeg nikkede til hende, ''hvornår?'' spurgte jeg med en længselsfuldt stemme og bevægede mig stadig lidt. Jeg rystede i form af at jeg ikke kunne trække vejret, ellers forholdt jeg mig nogenlunde i ro.

''Du kan se ham om 4 timer, når han er blevet undersøgt for hans blodmangel, men kun hvis du kan være ordentlig...'' sagde den mandlige sygeplejerske. Den kvindelige fortsatte hans sætning, mens den mandlige slap mig og gik ud fra stuen og lukkede døren efter sig. ''...Så henter jeg dig og følger dig hen til hans stue, men som sagt kun hvis du indtil da forholder dig i ro, så din krop kan få slappet lidt af. 

Jeg nikkede til hende, fulgte kort øjnene mod den mandlige sygeplejerske der smuttede udenfor og da han så havde lukket døren røg mine øjne hen på damen igen. Hun slap mig lidt efter lidt prøvende, og tændt for fjernsynet der blev kørt hen så jeg ikke skulle forstrække min nakke. ''Tak'' sagde jeg med mine øjne på hende mens mine tåre mærkes bag øjnene, heldigvis røg de bare aldrig længere end der. Hun smilede venligt og mildt til mig inden hun svandt som den anden ud af rummet og lukkede døren efter sig. De havde rullet gardinet op til gangen så de kunne holde øje med mig, jeg sukkede af dem og lod min opmærksomhed med et irriteret smil gå hen til fjernsynet og fulgte så lidt med i et dyre program. 
Det var om hunde, en eller anden mand kom ind hos nogle huse og hjalp nogle mennesker med at 'opdrage' deres hund ordentligt. Jeg så det og alligevel ikke, mine tanker var hele tiden mod Theis, så jeg havde ikke fulgt særligt meget med i programmet da den kvindelige sygeplejerske endelig trådte ind på min stue igen. 
Jeg lyste som et juletræ op i et stort stort smil, jeg havde ventet i 4 timer nu. Det fik jeg set da jeg så op på klokken, det måtte vel betyde jeg skulle se Theis nu. Hun kom smilene gående hen til mig, jeg satte mig op sengen men hun satte bare hovedet på skråt og nikkede nej til mig. Jeg fik derfor et undrene og sørgeligt udtryk på mine læber, jeg kunne slet ikke dreje hendes ansigtsudtryk og det fik tåre frem i mine øjne. Hun gik roligt hen til mig og satte sig på sengen ved siden af mig, ''Theis er okay, du må gerne se ham'' sagde hun med et smil om læberne. Mine tåre i øjnene faldt ned af mine kinder i glæde og et smil formede sig om mine læber. 
Hun hjalp mig op og side og tog slangen blidt af mig da jeg havde siddet et par minutter og øvet at trække vejret ordentligt. Jeg smilede ved tanken om at skulle se ham, det kunne slet ikke bæres! Jeg fik lov at få mit eget tøj på da jeg blev skrevet ud i eftermiddag, jeg trak det på og fulgte efter kvinden ned gennem talrige gange og døre til jeg endelig nåede hans stue. Han lå ikke på eneværelse han delte sin stue med en pige på vores alder, hun havde heldigvis ikke besøg nu så der blev trukket forhæng hen mellem de to senge der gav hende og os lidt privatliv. 

Jeg smilede til damen, ''mange tusind tak'' sagde jeg og omfavnede hende i et kort men venskabeligt og mildt kram. Jeg gik hen til døren, den blev åbnet af en mandlig sygeplejerske. Han smilte til mig og viste mig ind på stuen, lukkede den efter sig og gik hen til hans seng med mig. Jeg satte mig på en fri stol ved siden af sengen. En respirator hjalp ham med at trække vejret mens en anden maskine satte blod ind i hans krop, så han ikke døde af sin blodmangel. 

''Hai Theis'' sagde jeg med en smilene stemme og glædelige og kærlige øjne, jeg hadede at se ham sådan der. det var tydeligt han ikke havde det godt men jeg elskede ham jo ligegyldigt hvordan han så ud. 

Der måtte have været noget med min stemme han kunne kende, for han vendte hovedet hen mod mig. Han åbnede øjnene langsomt og tydeligt udmattet, og munden formede sig i et meget svagt smil. Han rakte sin hånd ud efter mig og jeg satte stolen det tættere på hans seng og tog hans hånd. Jeg flettede mine fingre ind i hans og smilede til ham. ''Jeg elsker dig.. aldrig gør sådan der igen'' sagde jeg med et roligt men svagt smil, nogle tåre faldt ned af min kind i angst for hvad der kunne have sket. 

''Du... du må ikke forlade mig'' sagde han med en svag og sorgfyldt stemme, han så næsten bange på mig men smilede da jeg havde konstateret jeg elskede ham. 

Jeg rystede på hovedet og lagde mig ned over ham, hans frie arm lagde sig om mig og holdt mig blidt men svagt ind til hans mave som jeg havde lagt mig over. ''Aldrig... jeg vil aldrig forlade dig.. det lover jeg'' sagde jeg med en blid stemme. Han nussede mig blidt i håret mens jeg mærkede tårene trille ned af mine kinder. ''Jeg vil ikke forlade den jeg elsker'' sagde jeg blidt og så op på ham. Vores hoveder bevægede sig langsomt mod hinanden, vi så hinanden dybt i øjnene inden vores læber var få cm fra at røre hinanden. 

En læge kom ind af døren og stoppede os, jeg bandede i mine tanker. Hvorfor måtte jeg ikke kysse den jeg elskede? Det kunne da ikke være et tegn? Ja jeg var en smule overtroisk men flyttede mine tanker over på den læge der havde afbrudt os. Theis havde lagt hovedet ned igen, fair nok. Han havde ikke mange kræfter, og jeg havde lagt mig ned over ham igen men ansigtet og opmærksomheden mod lægen der stod med et lille smil i døren. 

''Sandie.. din mor er kommet'' sagde hun mens Theis hviskede i mine ører, ''bare gå søde, jeg ved din mor er vigtig for dig.. desuden går jeg ingen steder'' hviskede han med en blid men svag stemme. Jeg nikkede til ham og kyssede ham blidt på panden, ''bare lov mig at du bliver her, og at du bliver i live'' sagde jeg med en angstelig stemme. Han nikkede til mig, slap min hånd og satte hånden mod min ryg. Jeg rejste mig roligt uden for meget tumult fra hans seng og bevægede mig hen til døren, ''jeg kommer tilbage'' sagde jeg med et lille smil om læberne og kærlig stemme. Bagefter fulgte jeg bare efter hende sygeplejersken, ikke de samme som før. Men ligegyldigt, jeg tænkte bare på min mor. 

________________

Vi nåede hurtigt min tideligere stue hvor mine ting stadig lå på, min mor sad på en stol ved vinduet og kiggede ud på de andre bygninger med et tydeligt trist blik. Døren blev åbnet og jeg trådte ind, ''Mor?'' spurgte jeg med et undrene blik og en stemme der var mere end bare rystende. Hun reagerede slet ikke, hendes blik blev hvor det var og ikke den mindste bevægelse optog sig fra hende. 

''Ja... kom herover min pige'' sagde hun med en stemme der tydelig var trist. 

Jeg nikkede undrene men gik hen til hende, jeg satte mig på den frie stol ved siden af hendes. Hun vendte langsomt blikket hen mod mig med en sørgeligt blik plantet på hendes ellers smilene ansigt. 

''Jeg er ked af det..'' sagde hun med en stemme der fik mig til at få kuldegysninger over hele min krop. 

Jeg så undrene på hende, mit blik blev langsomt tomt i tanker om hvad der kunne være sket. 

''Din far, han har fået et blodprop, han står til kun at have 8 dage tilbage'' sagde hun med en stemme der var meget trist og hensynsfuld. Hun omfavnede mig, hendes arme tog blidt om mig, men jeg var som helt tom, jeg gjorde slet ikke noget. Jeg sad der bare med et tomt udtryk som en eller anden statue der var blevet placeret når man følelsesmæssigt ikke kunne klare mere. ''Det er jeg rigtig ked af min skat'' sagde min mor med en trist stemme og nussede mig blidt i håret, jeg så bare trist ud i vejret. 

Min mund ville sætte ord ud, men ingen så ud til at ville ryge ud af min mund. Mine tåre fløj ned af mine kinder, typisk hvis jeg ikke skulle miste ham jeg elskede skulle jeg da bare miste min far. Det fik mig til at græde og jeg slap fri af min mors greb, jeg rejste mig op men faldt sammen om mig selv på gulvet. Jeg knugede det armbånd med vedhængende til mig, den ting min far gav mig lige inden han røg på sygehuset for 5 år siden. Min gråd tog fat og det præcis samme gjorde mine tåre, jeg huskede på minderne med ham men det var som om alle førte til det samme. Sjovt nok som i virkeligheden fulgte de allesammen til døden, som min far stod som offer til nu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...