My first love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2013
  • Opdateret: 10 feb. 2014
  • Status: Igang
Sandie er 17 år og har igen skiftet skole, da hun blev mobbet fysisk og psykisk ned på de andre. Hun har aldrig været til en fest, hvis det da ikke tæller at komme hen og se sin far på hospitalet liggene med lungekræft. Ud over fester har hun ikke nogle venner eller veninder, ingen vil være sammen med den kiksede nørd og hun må tit sidde og spise på toilettet bare for at undgå at blive ydmyget i klassen. Hendes liv er meget præget af ensomhedens kunst, hendes mor og hende snakker sjellendt sammen mere end 2 timer om ugen, så hendes fritid går meget alene hvilket aldrig har givet hende det første kys eller bare en forelskelse.

14Likes
22Kommentarer
1407Visninger
AA

12. Jeg vil bare ikke miste dig

Sandie's synsvinkel

***

Jeg havde lagt mig på sofaen da Theis var gået, tårene fra hans ord fik mig til at tage min jakke på og opsøge ham. Det var 4 timer siden han var gået herfra så om han var hjemme måtte man jo finde ud af på vejen, hun tog sin hvide iPhone5 op af lommen og skrev en besked til ham. 
''Hey du... er du hjemme, jeg vil gerne snakke med dig.. der er noget jeg ikke fik sagt inden du gik? .. -Sandie''. Der gik omkring 4 minutter før jeg fik taget mig sammen og sendte beskeden til ham, efter minutter havde jeg gået nogle hundrede meter og undrede sig over der stadig ikke var noget svar. Jeg sukkede irriteret, hvis han ikke gad mig kunne han da bare sige det! Lige der var jeg sekunder fra at vende om og bare gå hjem, men nej det her for vigtigt til bare at glippes. 
Jeg gik videre og videre ned af vejen og glemte helt at jeg ikke vidste hvor han boede, skrev til Briony og fik hurtigt adressen da hun fortalte hvad jeg havde tænkt mig at sige til ham. Smilede stort da en besked poppede op og adressen viste sig på den ellers ridsede skærm, jeg vidste udemærket hvor gaden var, ikke mere end 1 km fra der hvor jeg allerede stod. Jeg satte i hastig gang i tanke om at det var ham jeg skulle se, med med ham i tankerne fik jeg dog også våde øjne og halvt om halvt trist/glad smil om læberne. 
Endelig stod jeg ude for lejligheds komplekset og kiggede på beskeden igen, det var på 4 etage han boede, ringede på dørklokken til hans adresse hvor hans mor tog den. Jeg fortalte jeg skulle se Theis og kom hurtigt ind i hovedgangen, jeg skyndte mig op af trapperne da jeg fik af vide at han ikke kunne kontaktes og ikke havde været ude for værelses døren i 2 timer uden så meget som ét eneste ord fra ham. Mine tåre mærkes bag øjnene i tanker om hvad der kunne være sket med ham, hvilket da også fik mig til at løbe endnu stærkere op af trapperne. Jeg snuplede i svinget mod hans dør men synet af døren og målstregen mod ham var for stor til at give slip på, jeg rejste mig hastigt og løb hen til døren. Bankede ivrigt på den med hårde og meget faste bevægelser, der høres gang og en middelaldrene lyshåret kvinde åbnede døren og viste mig hen til en dør med Black Veil Brides, Green Day, ACDC og Skrillex plakater, der havde overmalet hans dør fuldkommen. 
Døren var låst og det virkede til der stod noget for døren, ''Theis kære, din veninde er for at besøge dig'' sagde hans mor med en blid men alligevel bekymrende stemme. Der gik et minut med stilhed, mens vi stod og ventede på hans svar, men som aldrig hørtes. Moren kom tilbage nogle minutter efter med en lille nøgle, hun satte den i døren som viste sig til at virke. ''Jeg havde glemt jeg havde den, fra dengang han låste sig selv inde på værelset'' sagde hun mens jeg stod med et bekymrende og meget angstfyldt udtryk. Der lød et klik og døren låste op men håndtaget var ikke helt til at bevæge, han havde sikkert brugt det gamle trick med at sætte en stol for håndtaget og håbe ingen kom ind. Gad vide hvad der var så hemmeligt, han ikke måtte ses? Og gad vide hvorfor han overhovedet ikke gad svare? Skulle jeg gå min vej igen? Mine spørgsmål satte fart i mit hoved inden jeg sparkede en enkelt gang til døren i vrede men inderst inde nok mest af sorg.

Døren gik endelig op så jeg skyndte mig indenfor i et enormt smil, da jeg så han lå der bevidstløs og svøbt i blodet blev jeg rasende, hvordan kunne han? Jeg glemte at tage hensyn til hans mor, som sandsynligvis nok alligevel bare gik ud og ringede til en ambulance. Jeg derimod satte mig på sengekanten. 
Mine øjne blev våde og tårene løb næsten om kap ned af mine kinder, jeg så trist hen på bordet da jeg opdagede pillerne. Han havde tømt en hel æske med piller, flere tåre faldt ned da jeg mærkede efter om hans puls var der. Den var der ikke, jeg faldt ned om ham i gråd og omfavnede ham. Gråden tog over og tog meget fast i ham, han måtte end ikke gå fra mig. Uanset hvad det end skulle tage, han måtte bare IKKE! 

Jeg anede ikke had jeg skulle stille op, det så ud til at være for sent allerede alligevel. Satte mig op og flettede hans blødene hånd ind i min, jeg var smurt ind i blodet men ligeglad. Jeg var vant til blod fra synet af min døende far, det gjorde mig intet at jeg lignede et ormvandrene monster. Jeg fik øje på en lille seddel krøllet sammen ved siden af vandglasset, jeg tog den med den frie hånd og læste mens tårene igen satte ned over mine kinder. 


''Til Sandie
Jeg beklager jeg vælger at tage denne her beslutning, 
men jeg kan ikke klare at gå i uvisheden om at du elsker mig eller ej? 
Jeg elsker dig og vil altid gøre det, fra  første gang jeg så dig 
og du satte dig genert ved siden af mig. 
Den måde du rødmede på når jeg smilte til dig, 
dine øjne der strålede mere end noget andet
og dine læber der fik mig til at længes i timer efter dig. 
Jeg håber du får det godt.. 
    -Din forevigt Theis''

Mine tåre tog igen fat ned af mine kinder, og jeg mærkede en længsel efter ham som nogen anden i mit liv. Jeg kunne ikke klare at miste ham også, jeg kunne bare ikke! Jeg lagde sedlen ned i lommen og tog min frie hånd og flettede ind i hans den anden, ''Please Theis.. du må ikke! ... du må ikke'' sagde jeg mens min gråd tog over i min stemme. ''..Jeg vil bare ikke miste dig, jeg elsker dig jo'' sagde jeg med en dyb og sørgelig stemme. 
Uanset hvad, han måtte bare ikke gå fra mig. Jeg kunne ikke klare både at miste ham og min far. Mine tåre nægtede at trille ned igen, jeg havde ikke mere væske i min krop, og jeg var tæt på at ende bevistløs som ham. Men jeg var ligeglad, hvis jeg ikke havde ham var mit liv ligegyldigt. Jeg lagde mig ned til ham og lod mig falde i søvn, jeg vågner heller ikke før en dame i kittel sætter en sprøjte i min arm. 

_________________

Jeg var på sygehuset nu, damen stod og satte sprøjter i min arm. Jeg vendte hovedet ugideligt mod hende, men en venlig stemme mødte mig roligt. ''Ikke bevæge dig kære, du var ikke meget væske i kroppen.. slap af'' sagde hun men hendes ord var fuldkommen bedøvende ligegyldige et ord vrimlede i mine tanker. 

''Theis'' sagde jeg med våde øjne og mærkede en tåre der trillede ned af mine kinder.

''Han er okay'' sagde sygeplejersken med et lille smil, hun tørrede tåren væk fra min kind. ''Han ligger inde på en anden afdeling, han har mistet en masse blod men han er okay nu'' sagde hun og smilede blidt og venligt til mig. Hun gav slip om mit hoved og lod det blidt dumpe ned på hovedpuden, ''slap af nu... så kan du se ham senere hvis din krop kan holde til det'' sagde hun med en blid stemme og gik hen og vaskede hænder. Jeg opdagede at jeg var den eneste på stuen, fedt nok.. så havde jeg da det for mig selv. 

Jeg nikkede til hende, og så hende langsomt med et smil svinde ud af døren og lukkede den efter sig. Hun rullede forhænget til min stue ned og lod mig få lidt fred med mine mange tanker, jeg lukkede øjnene med et lille smil om læberne. Hvis han blot levede kunne jeg godt vente lidt, men ikke for lang tid. Jeg elskede ham jo trods alt, kunne ikke andet så at holde mig væk fra ham var muligvis en elendig idé. 

***

(Hei læsere :) Jeg håber i var tilfreds med kapitlet, det krævede lidt tid at skrive det så jeg høre meget gerne lidt kommentare til den. Og meget gerne andet end ''Uhhhh mere'' eller ''MERE!!!'' så ved jeg nemlig hvad jeg kan gøre bedre til næste kapitel :D
Jeg afsløre at jeg selv sad og fik tåre i øjnene da jeg skrev det, da det kom meget følelsesmæssigt tæt på mig, håbede det også rørte jer en smule? 
Mange skrive hilsner Tullezzen aka. Nanna)

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...