My first love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2013
  • Opdateret: 10 feb. 2014
  • Status: Igang
Sandie er 17 år og har igen skiftet skole, da hun blev mobbet fysisk og psykisk ned på de andre. Hun har aldrig været til en fest, hvis det da ikke tæller at komme hen og se sin far på hospitalet liggene med lungekræft. Ud over fester har hun ikke nogle venner eller veninder, ingen vil være sammen med den kiksede nørd og hun må tit sidde og spise på toilettet bare for at undgå at blive ydmyget i klassen. Hendes liv er meget præget af ensomhedens kunst, hendes mor og hende snakker sjellendt sammen mere end 2 timer om ugen, så hendes fritid går meget alene hvilket aldrig har givet hende det første kys eller bare en forelskelse.

14Likes
22Kommentarer
1505Visninger
AA

6. Er det en ven jeg har fået?

Jeg sad lidt og tænkte, jeg vidste skam godt hvad han mente med det han sagde men jeg anede ikke hvordan jeg skulle formulere mig omkring mit svar til ham. Det virkede ikke akavet at side sådan med ham, han sad jo heller ikke på min gynge alligevel, han sad lidt afsides på gyngen ved siden af mig og gyngede frem tilbage ved at bevæge fødderne i jorden. De skrabede frem og tilbage i det mørke sand, og lignede egentlig bare nogle små fugle der prøvede at slippe fri af reden. Stilheden blev lidt efter afbrudt som en tænd/sluk knap der bare skulle startes for at føre til en hel reaktion i forhold til alt andet. 
Jeg sad lidt og kiggede ned i jorden på Theis' fødder men vendte hurtigt blikket mod min egne der  var som limet til sandet, da jeg mærkede hans blik vendte sig langsomt mod mig. Jeg sad der bare. anede ikke om jeg skulle rødme eller ej, mit hjerte var ved at springe tredive trin over bare ved tanken over at han rent faktisk viste interesse for mig. 
''Jeg... jeg''... hørte jeg det kom fra ham, mens han tydeligvis havde problemer med at sige det han ville. ''...Jeg ville ikke gøre dig ked der i skolen, det var slet ikke min intention'' sagde han efterfulgt af et tungt og ikke spor let men dybt suk der fyldte hele legepladsen.

Jeg så bare ned i sandet, ligeglad med at det var uhøfligt ikke at kigge på ham når han havde sådan svært ved at tale til mig. Jeg mærkede et kort lidt dybt suk remme ud af min mund inden jeg havde den mindste mulighed for at stoppe det var det ude i det man ville kalde den virkelige verden. ''Det er okay'', svarede jeg lidt tamt og kort. Mest bare for at vise jeg havde hørt hvad han sagde, og forstod det med at det kunne være svært at tale til andre i sådan en situation. 

''Jeg ved ikke hvad jeg skal sige..'' sagde han med sin lidt mere end bare hæse sexede stemme, og tydeligt i tonelejet at han mente hvert et ord der kom ud af hans mund. 

''Det okay..'' svarede jeg bare igen, mens jeg mærkede en tåre presse sig på. 

''Må jeg spørge dig om noget?'' han hævede tonelejet en smule dybere og nysgerrigt. ''...Noget privat?'' fortsatte han sig med og jeg kunne tydeligt mærke hans øjne vende mod mig, trods jeg havde mine øjne i sandet mod mine slidte røde converse sko. 

Jeg så nysgerrigt lidt underligt ned i sandet, men overvejede ikke en gang at vende mine øjne mod hans. ''Ja hvad da?'' svarede jeg roligt mens jeg satte gang i en lille vugge i gyngen. 

''...Øh.. øhm'' jeg kunne tydeligt høre han ikke havde nemt ved at formulere sig. Han prøvede en gang til, og jeg vendte hovedet og øjnene mod hans og så han kløede sig i nakken for at finde ord. ''...Hvor længe har din far været sådan?'' spurgte han så. 

Jeg tog ingen dyb indånding eller noget andet, jeg så helt normalt på ham, det lå jo til min hverdag at besøge min far hver dag. ''Så længe jeg kan huske.. min mor siger han blev indlagt første gang da jeg fyldte 1 år og nu ligger han bare og beder om død da han ikke vil leve på grund af en ilt maskine, som han jo kalder den der holder ham i live''

Han så undren på mig, og standsede med det samme sin gynge. Som om det at min hverdag nærmest forskrækkede ham? ''Hvorfor vil han dø? Hvis han har dig, og din mor? er der så ikke nok at leve for i hans mening?'' svarede han hurtigt tilbage næsten ivrigt efter at vide mere. 

''Jeg ved det faktisk ikke... det virker lidt underligt at spørge hvorfor han vil dø gør det ikke?'' svarede jeg og tvang mig selv til et lille falsk smil om læberne. Egentlig rart at snakke med en om mit liv, lægge nogle af ens byrder på hylden, bare for en stund.

''Jo...'' han trak lidt i det og kørte en hånd gennem det sorte hår, inden han kiggede på mig igen og fortsatte hvor han sluttede. ''..Men altså.. det er jo din far?... din mor så? snakker du meget med hende nu du ser din far hver dag?'' spurgte han så meget nysgerrigt men med en så venlig stemme jeg ikke kunne andet end at kigge væk og kun lige holde de tårer inde der blev sat så stramt fast til mine øjne da vi røg ind på mor-datter-forholdet. 

''Min mor og jeg snakker ikke så meget sammen'' svarede jeg svagt med en næsten hviskene tone mens jeg kæmpede for at holde tårene inde. 

''Hvorfor ikke?'' svarede han næsten lige så hurtigt som han trak vejret, han virkede så venlig, men emnet var hårdt at snakke om. Og som om min dag ikke allerede havde været hård nok i forvejen, blev det ikke nemmere nu. 

''Fordi hun ikke har tid'' jeg trak vejret tungt og trak kort på skuldrene, opgivne, inden jeg igen vendte min opmærksomhed mod ham igen. ''..Hun arbejder 24/7 vi snakker ikke meget mere sammen end 2 timer om ugen, jeg står for huset og vores hund og indkøb, hun står for hendes forretning som jo er det eneste der giver os penge til mad og drikke... det kommer bare først''. 

''Hårdt det er jeg squ ked af at høre Sandie'' svarede han kort lidt drenget, men tydeligt at han bar det gyldne stykke kaldet medfølelse. 

''Som jeg sagde det okay'' svarede jeg igen, som om jeg satte mig selv på gentag for tredie gang som en sang man skulle høre gange bare for at være sikker på om man havde lyttet rigtigt til teksten. 

Han rejste sig op fra gyngen og gik hen foran min, han stod omkring 1½ meter fra min gynge, intet med nærhed eller romantik, men en ven i sigte måske? Lidt efter tog han sig til nakken og øjnene farrede ned i sandet og nogle sekunder op mod mine lime grønne. ''Vil med i aften? Jeg skal møde mine venner i aften ved den gamle bygning.. du kan komme med hvis du vil?''.

Jeg kiggede lidt nysgerrigt undrene op på ham, ville han virkelig gerne have mig med i byen? Havde han tænkt sig at jeg skulle møde hans venner? ''Hvad tid er det?'' spurgte jeg roligt, lidt for at være sikker på om jeg kunne nå det eller ej.

Han stod og legede lidt med hænderne i forlommerne mens jeg svarede, ''jeg kan hente dig ved en halv 9 tiden?'' svarede han. Egentlig ret gentelemand agtigt, ikke at jeg havde forventet det fra hans type, han virkede slet ikke sådan udadtil. 

''Jeg har lovet min mor at gå med vores hund der, kan vi sige kvart i 9 så?'' spurgte jeg roligt. Jeg ville aldrig bryde en aftale med min mor, hende og jeg havde et specielt stærkt bånd i forhold til vores meget små samtaler. Lidt også en grund til jeg ikke ville skændes med hende, jeg snakkede jo knapt med hende, hvor store var mine muligheder for at rede bord på det igen? 

''Det er helt i orden, men jeg kan da gå med på turen hvis jeg må?'' svarede han roligt, mens hans bløde men alligevel hæse stemme klingrede fint og rent i mine øregange.

''Selvfølgelig..'' svarede jeg kort mens jeg rejste mig fra gyngen og børstede min sorte tup-top nederdel af fra det sand der var blæst op. Jeg skulle til at gå da jeg mærkede en venlig men hurtigt hånd om min overarm. Jeg vendte mig hastigt og så direkte ind i Theis' øjne. Jeg stod ikke mere end 20 cm fra ham, men alligevel stod vi bare og kiggede på hinanden. 

''Jeg..øhh'' han grinte lidt af sin mangel på ord, men fortsatte få sekunder efter. ''Jeg skal da have din adresse hvis jeg skal komme'' sagde han roligt. Han tilføre et skævt charmerende smil, havde jeg ikke været nede over samtalen havde jeg faldet ned og gemt mig i sandet af bar rødmen. 

Jeg nikkede en enkelt gang, tog min mobil op af lommen med den frie arm og tastede min adresse ind på en besked og gjorde så klar til at han skulle skrive sit nummer. Jeg rakte den til ham, så han automatisk slap min arm og tastede sit nummer ind og sendte den. Få sekunder efter bibede hans mobil med min adresse og jeg så roligt på ham mens han smilede da han så den. 

''See ya later then girl'' smilede han skævt.

Jeg tog bare kort en hånd op som et vink, uden rigtigt at vide hvad jeg skulle sige. ''Ja vi ses'' svarede jeg kort mens jeg igen prøvede mig af og vendte mig om og gik mod min cykkel. Jeg nåede derhen uden at kigge mig tilbage en gang, cyklede hjem og lavede nogle lektier mens tiden gik og lavede så senere mad til mig selv som normalt. Jeg spiste og tog en jakke og sko på mens jeg gav en snor på min hvide langhårede schæfer tæve Maggie. Hun hoppede frem og tilbage, ivrig efter at komme ud og gå og jeg endte da også med at grine lidt af hende og lukke døren efter mig. 
Der var to minutter til han skulle komme så jeg låste døren og gik mod enden af vores inkørsel, da jeg så han kom gående nede af vejen med hænderne i lommerne og et par Ray Bran solbriller på. Han satte i let højere gå tempo da han så jeg stod mellem de store ege træer med min hund ved siden af mig. 

''Hey Sandie'' sagde han lidt højt et par meter fra mig, mens han hurtigt kom hen og smilede mens han tog sin solbriller af og hængte dem i blusen som en gammel rock stjerne gjorde i 80'erne. 

''Hai Theis'' sagde jeg roligt. ''Det her er Maggie'' fortsatte jeg og smilede endda ægte. Min hund gøede et par gange af ham, den var en meget trofast hund, nu hvor jeg nærmest boede alene med den og der aldrig kom besøg gjorde den ikke mindre trofast. I starten knurrede hun lidt af ham, men så satte Theis sig ned på hug og tog forsigtigt hånden frem mod hende. Som om han skule være Dyreadfærds psykolog så godt han kom mod min hund, bare på et første hånds indtryk. Maggie gik lidt forsigtigt hen til ham men endte med at give til og slikke ham enkelt gang på hånden som et tegn på han var med i hendes flok, accepteret til at være min ven.

Theis smilede da hun slikkede ham, og jeg grinte kort. Længe siden jeg havde hørt mig selv grine, oprigtigt endda. ''Skal vi gå?'' spurgte han roligt med et smil mens han rejste sig og gik hen ved min højre side så vi kunne gå og snakke samtidig. 

Jeg nikkede og satte igang, jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle lede samtalen ind på, så jeg håbede inderligt at han havde en idé.

Heldigvis til mine tanker gjorde han som jeg håbede så inderligt, kløede sig en enkelt gang i nakken, tog en dyb indånding og startede en samtale. ''Nå, kan vi lege en leg så?'' spurgte han og smilede skævt mens han vendte hovedet mod mig.

Jeg vendte også mit hoved mod hans og så nysgerrigt på ham, med et lille smil om læberne. ''Hvilken slags leg snakker du om?''.

Han grinede lidt, ''jeg kan godt høre det lyder perverst nu, men det var squ ikke min mening.. jeg ville høre om du ville lege 2 spørgsmåls leg'' smilede han. Fortsatte kort efter, ''..altså hvor man stiller hinanden hver et spørgsmål til du når de 2 og på den måde ved mere om hinanden på en ny og anderledes måde'' smilede han og vendte øjnene fremad igen. 

''Tjo hvorfor ikke'' smilede jeg og kiggede kort lidt på Maggie der rendte fint ude i græsset og snusede rundt til træer og buske. ''Kan du så ikke starte siden det var din idé?'' smilede jeg roligt, lidt svagt. 

''Jo okay.. hmmm'' han kløede sig igen i nakken og jeg måtte koncentrere mig dybt for ikke at vende mine øjne mod ham og næsten savle over ham. ''Har du haft en kæreste?'' spurgte han så og vendte øjnene mod mig for at se min reaktion på spørgsmålet. 

''Nej aldrig, du er faktisk den første jeg bare taler med'' svarede jeg ærligt men så enkelte gange ned i jorden i bar skræk for han ville tænke om mig. NØDEN HER! 

''Det skulle man ikke tro, når man så dig...'' svarede han.

''Nå hvorfor ikke da?'' jeg så undrene på ham. 

''Du er squ da ikke grim'' svarede han roligt mens han så frem og vendte sit hoved med det skæve charmerende smil og de fantastisk flirtene øjne mod mig. 

Jeg smilede lidt rødmene. Jeg kom i tanke om det var min tur til at stille et spørgsmål og jeg fandt hurtigt på et, ''har du været sammen med Mayra?'' spurgte jeg så nysgerrigt men jalousien var nok ikke svær at høre i min stemme. 

Han sukkede kort af mit spørgsmå, ikke at han lød til at elske det. ''Ja en enkelt gang, men hun var kun sammen med mig da jeg var venner med hendes crush og jeg blev så bare brugt for at skulle gøre ham jaloux, hvilket dog ikke virkede for ham, han mistede totalt interessen for hende da han så hende og jeg snave i parken en dag''.

Jeg grinede kort lidt af det, ''fair nok da, alle begår deres fejl jo'' smilede jeg roligt, let forstående. 

Han nikkede en enkelt gang til mine ord, ''jeg gætter på du heller aldrig har fået dit første kys så..'', svarede han lidt for sig selv mens han kiggede over på mig der nikkede nej til ham. ''..Har du så en drøm i forhold til din fremtid, noget du vil opnå?'' spurgte han roligt og vendte øjnene mod vejen igen. 

Jeg havde et svar klar med det samme, jeg vidste præcis hvad jeg jeg ville opnå med mit liv, og jeg havde ikke tænkt mig at stoppe før det skete. ''Jeg vil gerne være teknisk tegner, min far har altid støttet mig op om det og min mor siger at hvis man virkelig vil noget skal man nok opnå det'' svarede jeg roligt. 

Han nikkede bekræftene, ''det er ikke helt dumt sagt af hende'' smilede han venligt, skævt. 

Jeg grinte kort lidt og smilede, nej min mor var bestemt en vis kvinde, der vidste hvad hun talte om. ''Hvad med dig? har du nogen drømme i forhold til din fremtid?'' spurgte jeg så og afslutte dermed den der 2 spørgsmåls leg. 

Han trak en smule ligegyldigt på skuldrene, som om han ikke anede hvad han skulle svare. ''Næhh... jeg lever egentlig mest bare i nuet, den eneste drøm jeg har er at blive et godt menneske'' smilede han. 

Jeg så nysgerrigt på ham, ''hvad mener du så lige med godt menneske? hvordan vil du betegne det?'' spurgte jeg nysgerrigt tilført et venligt og næsten ivrigt smil. 

Han vendte hovedet mod mig og svarede med sine marine blå øjne plantet mod mine lime grønne, ''et godt menneske vil jeg betegne som en god dreng/pige. En person der er villig til at opgive noget af sit liv for at rede noget af andet vigtigt i personens liv'' svarede han roligt. ''You'll see?'' spurgte han kort efter. 

''Ikke helt, kan du forklarer mere?'' spurgte jeg nysgerrigt. 

Han kløede sig kort i nakken, ''jeg mener bare at hvis man for eksempel er opsat på noget, at være en god kæreste for eksempel så kan man holde det. Man kan få den rene samvittighed og vide at du har gjort noget godt for den person du er sammen med ved at være troværdig'' smilede han. 

''Nårrrr..'' smilede jeg og trak lidt ud i det. 

Jeg bemærkede nu at vi var gået ned af vejen og vendt tilbage mens vi havde snakket, vi var nået til min inkørsel igen, og træerne stod som en slags indgang ligeforan os. Vi havde gået lidt over 2 km mens vi havde snakket, og vi var igen tilbage hvor vi startede. 
Uden hverken han eller jeg lagde mærke til det bevægede vi os lydløst langsomt i den rene stilhed ned til huset's indgang og jeg låste hurtigt op og lukkede Maggie ind mens jeg tog 2 hundrede sedler og stoppede ned i bh'en, et trick jeg havde lært af min mor. Jeg lukkede igen døren og var klar til at tage afsted med ham nu, gad vide hvordan det ville gå mig at møde hans venner? Kunne jeg gøre godt nok indtryk så jeg fik lov at komme ''ind'' i gruppen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...