Percy Jackson and the goblet of hunger

"Oh my f****** God. Hvad fanden foregår der?"
"Faktisk hedder det 'Oh my Gods.'

Fire piger, fire skæbner, fire valg. Og når jeg siger det sådan lyder det meget kliche agtigt. Det er det også. Fire piger fra hver sin ende af New York. Fire piger der alle har en profeti hængende over hovedet. Fire valg der kan ødelægge alting. Wow det var da HELT nyt. Ikke desto mindre er det sådan det er. Vi er halvguder. Alt er kliche agtigt. Vi er helte. Vi er ikke menneskelige. Og vi har alle hemmeligheder der kan få verden til at gå under. I hvert fald når man for hjælp af nutidens største helt og hans venner.


En Percy Jackson fanfiction.

15Likes
22Kommentarer
1981Visninger
AA

11. Evangeline III

Hej dødelige eller andre halvguder eller, hvad I nu end er. Jeg ved godt, at det ikke plejer at være mig, der fortæller nu, men Aki kunne ikke komme på, hvad hun skulle sige, så som det fantastisk menneske jeg er (bemærk sarkasmen tak) tager jeg over for hende, så hun har tid til at tænke. Hvad synes I så, jegg skal fortælle jer først? Hvad med, at jeg fortæller lidt om, hvordan eg sådan rigtigt mødte minn bror? Jo det tror jeg, jeg gør, så fortæller jeg om samtalen med Sally bagefter. Så  begynder vi.

Jeg stod snotforvirret ved lejrbålet, alle havde lige knælet på jorden foran mig og var nu kommett op at stå igen. Med vagtsomme øjne scannede jeg de andre halvguders ansigter. De så alle sammen ud til aat have set et spøgelse eller noget i den retning. Dog faldt mit blik på en dreng, der så endnu mere chokeret ud end de andre tilsammen. Der var noget voldsomt bekendt over drengens ansigt. Det gik op for mig, at det var lidt som at stirre ind i et spejl, deer viser dig, hvordan du ville have set ud som det modsatte af dit eget køn eller noget i den retning...egentlig vildt freaky, nu jeg lige tænker over det.

Efter de andre halvguder lige så stille var drysset væk fra  bålpladsen kom han over til mig. Han havde et venligt, men også underligt sørgmodigt udtryk i ansigtet, som jeg ikke vidste, hvad skyldtes (Nu ved jeg så, at det var det med Bianca, han mindedes åbenbart bare). "Hej jeg hedder Nico, jeg er også barn af Hades, så vi er søskende," sagde han og rakte en hånd, der var ligeså ligbleg som min egen frem mod mig.

På det her tidspunkt gjorde jeg så noget, der stadigvæk kommer bag på mig nu. Ser i kære dødelig/halvguder/whatever, jeg plejer altså ikke at være hverken den mest sociale eller følelsesladede type. Jeg  tror nok, at jeg bare var en smule overstresset af de mange ting, der var sket på den dag, og så har jeg altså også altid gerne ville have søskende. Så i stedet for at tage imod min brors fremmstrakte hånd, faldt jeg ham om halsen.

Først stod han egentlig bare totalt overrumplet og gjorde ikke noget, men efter et par sekunder gengældte han krammet. Mand Clarisse og hendes søskende ville have været døde af grin, hvis de havde set os (hey der var ikke nogen af jer, der så os vel?).

Nicos og mit søskendeforhold er ret godt, hvis jeg selv skal sige det. Her den anden dag stak han faktisk næsten Clarisse ned, fordi hun sagde et eller andet grimt til mig, jeg kan ikke huske præcis, hvad det var, men pæntt var det ikke. Han beskytter mig også under flagerobring og sådan noget. Han har lovet at lærer mig at skyggerejse og alt muligt Hades børn kan her snart.

Nå tilbage til nutiden ikke?

Jeg stod lidt i skovkanten for mig selv. Nogle gange kan jeg bare godt lide, at der er stilhed omkring mig, og jeg har lidt en følelse af, at de fleste andre halvguder ikke bryder sig synderligt meget om mig. Snart kom både Ariadne og Aki forbi. Ariadne lyser nærmest og har de her virkelig pæne blå øjne, og så er hun mega god til bueskydning.. Aki er også virkelig pæn og sådan lidt mystisk med det der røde skær i de ellers grå øjne. Egentlig er jeg vel lidt misundelig. Alle er bare så pæne, Sally er også vildt køn. Jeg føler lidt jeg ligner et eller andet fra The Grudge eller sådan noget. Jeg mener helt ærligt, langt, glat sort hår med pande hår, der går lidt ned i fuldstændig sorte øjne og ligbleg hud. Jamen tusind tak far...altså Nico er også pæn, det er bare mig der er vildt uheldig.

Vent nu kom jeg ud på et sidespor igen ikke? Nå tilbage til min fortælling.

Ariadne og Aki fik øje på mig og kom over til mig. Vi snakkede om en masse ting, lejren, folk i lejren, vores forældre og sådan nogle ting. Senere stødte Sally til. Hun var åbenbart blevet træt af både Percy og hendes gode ven pegasusen Skumfidus, det var ellers sjældent, hun var træt af begge samtidig.

Pludselig kom jeg i tanke om noget... noget, der havde plaget mig i et stykke tid. "I synes da ikke, jeg lugter af lig vel?" spurgte jeg bekymret. Til min store  glæde rystede de alle tre på hovedet. Ariadne smilede. "Uhyre og andre magiske skabninger kan lugte halvguder, Hades børn lugter åbenbart af lig for dem, men vi kan ikke lugte det," sagde hun, og jeg åndede lettet op. 

Ved I hvad? Nu vi lige snakker om Ariadne, så vil jeg lade hende fortælle videre nu.

 

Kapitel skrevet af: The Sunprincess

   

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...