Percy Jackson and the goblet of hunger

"Oh my f****** God. Hvad fanden foregår der?"
"Faktisk hedder det 'Oh my Gods.'

Fire piger, fire skæbner, fire valg. Og når jeg siger det sådan lyder det meget kliche agtigt. Det er det også. Fire piger fra hver sin ende af New York. Fire piger der alle har en profeti hængende over hovedet. Fire valg der kan ødelægge alting. Wow det var da HELT nyt. Ikke desto mindre er det sådan det er. Vi er halvguder. Alt er kliche agtigt. Vi er helte. Vi er ikke menneskelige. Og vi har alle hemmeligheder der kan få verden til at gå under. I hvert fald når man for hjælp af nutidens største helt og hans venner.


En Percy Jackson fanfiction.

15Likes
22Kommentarer
1968Visninger
AA

4. Evangeline I

Det begyndte egentlig som en helt normal dag. Altså normal, hvis man er en tolvårig ordblind pige, der i øvrigt også har ADHD. Klassen havde engelsk, jeg kunne som sædvanlig ikke rigtig følge med. Bogstaverne på tavlen dansede rundt, så jeg ikke kunne læse det, som stod på tavlen, og det hjalp altså heller ikke lige, at de andre piger sad og hviskede sammen ikke mere end bare et par meter væk fra mig. Det virkede som om, de ikke vidste, at jeg rent faktisk kunne høre dem, eller også var de bare ligeglade. Det var egentlig nok det sidste. De kørte som altid rundt i alle de ting, de vidste om mig. Det faktum, at jeg ikke kendte min far var især blevet et interessant emne for dem. Det forstod jeg ikke, der var da masser af børn, der ikke vidste, hvem deres ene forældre var. Jeg var bare den eneste i klassen, der havde det problem.

Mit udseende var selvfølgelig også et fedt emne. Jeg var blevet kaldt emo, vandrende lig og en masse andre super dejlige ting (læg venligst mærke til sarkasmen kære læser). Det skal lige siges før jeg fortsætter, at jeg altså ikke er særlig glad for at blive bagtalt, og jeg er heller ikke bange for at sige min mening.

Med noget, der nok mest minede om en kats hvæsen vendte jeg mig mod pigerne og sendte dem et mørkt gennemborende blik. "Hold nu mund," udbrød jeg nærmest skrigende. Yup en helt normal dag. Noah, der nok var min eneste ven på den her helvedsskole sendte mig et blik, der skreg, lad det nu ligge, du kommer bare ud i problemer igen. Han havde altid på en måde beskyttet mig lige siden jeg kom til skolen. Det var faktisk lettere trættende.

Med en let hovedrysten trak jeg blikket væk fra Noah og tilbage til pigerne, der alle fire stirrede på mig med onde smil. Det så faktisk ud som om, de havde tænkt sig at æde mig eller i hvert fald flå mine arme og ben af.

Sådan havde de altså aldrig set på mig før. Det var en smule skræmmende. Vores lærer stirrede ondt ud i klasseværelset. Hans blik brændte sig nærmest ind i mit kranie."Holmes, hvis du har tænkt dig at hvæse som en kat af de andre elever, må du gøre det i frikvarteret," sagde han hånligt. Pigernes onde smil blev om muligt endnu ondere. "Vi kan godt følge hende udenfor døren hr," sagde de synkront som en gruppe onde firlinger, der var kommet til verden bare for at gøre mit liv til et helvede.

En stols skraben mod gulvet kunne pludslig tydligt høres i det ellers nu stille lokale. "Nej det tager jeg mig af," lød Noahs stemme, da han pludselig tog fat i min arm. Var det frygt jeg kunne høre i hans stemme? Nej vel, jeg måtte have hørt syner.

"Kom nu Evangeline, vi skal ud...NU," hviskede han. Desperation var at spore i hans lyseblå øjne.

 "Øh... okay," mumlede jeg undrende og lod ham uden større indvendinger trække mig med sig. Den eneste lyd der hørtes var han krykkes klikken og så selvfølgelig lyden af fodtrin.

Noah trak mig med ind i et tomt naturfagslokale. "Eve...vi skal væk herfra...og det hurtigt...du er ikke sikker her længere," sagde han hurtigt.

"Vent, hvad? Jeg forstår ikke, vil du ikke nok forklare mig, hvad der..." jeg nåede ikke at fuldføre sætningen, før døren til lokalet gik op med et brag, og de dæmoniske firlinger nærmest væltede ind efter hinanden.

"Det er slut med at løbe væk halvgud," råbte de stadig synkront.

"Løbe væk? Jeg løber ikke væk...vent hvad? Halvgud?" udbrød jeg med store øjne.

Noah stillede sig foran mig. "Hvordan fandt i hende? tågen burde have skjult hende i hvert fald lidt endnu," nærmest råbte han.

"Det var let nok," sagde den ene af pigerne og kastede med sit lyse hår, som om hun var med i en eller anden reklame for shampoo til meget onde mennesker.

Hånlige smil fandt vej til de andres læber. "Vi fulgte bare lugten af lig, den hænger jo over hende som en eller anden syg parfume," hvislede en af de andre.

Vent, sagde de lige, at jeg lugtede af lig? Det var sgu da ikke særlig pænt sagt.

"Noah, hvad er de der for nogle? De er ikke mennesker," sagde jeg let rystende. Det var en virkelig sær følelse at anklage nogen for ikke at være mennesker. Men så snart jeg havde sagt det, gik det op for mig, at det var sandheden.

"Nej, de er Empusaer, det er dem myterne om vampyrer kommer fra," sagde Noah.

"Aha," var alt hvad jeg kunne få sagt.

"Nu skal du dø halvgud," hvæsede empusaerne og blottede deres tænder i en kollektiv snerren.

Vent lige to sekunder var deres ben lavet af bronze? Hey lad være med at stirre så bebrejdende på mig, jeg har ADHD okay. Ærlig talt så havde jeg ikke rigtig lyst til at gøre som de sagde og lægge mig til at dø. En vanvittig ide tog langsomt form i mit hoved. Vi befandt os i et naturfagslokale, hvilket betød, at der var syre indenfor min rækkevidde. Egentlig vidste jeg ikke, om syre ville kunne slå dem ihjel, men det burde da være smertefuldt og distraherende. Med et lettere lusket udtryk i ansigtet fik jeg kantet mig hen til skabet med kemikalier. Med en hurtig bevægelse fik jeg åbnet skabet (Egentlig underligt, at der ikke var en lås på det) og tog en flaske med saltsyre frem. "DØ VAMPYRER, DØ," udbrød jeg, hvorefter jeg åbnede flasken og hældte saltsyren udover dem. De skreg og vred sig i smerte og chok.

Pludselig kastede Noah et eller andet hen mod mig. Et hårspænde i bronze landede i min hånd. "Hvad fanden skal det her hjælpe?" Udbrød jeg og holdt det nærmest anklagende op foran ham.

"Åben det som om du skal sætte det i dit hår," sagde han bare som om, det var det mest normale hjælpemiddel i verdenshistorien.

Skeptisk gjorde jeg som han bad mig om, og pludselig stod jeg med en bronzekniv i hånden. Okay, det er ikke fordi jeg normalt er voldelig, det er altså kun, når jeg føler mig truet, hvilket jeg gjorde lige nu. Men noget sagde mig altså, at jeg var nødt til at dræbe de der vampyrer eller empusaer, eller whatever de hed. Så med kniven i hånden gik jeg til angreb på dem.

 

Da jeg stak den ene, stod jeg bare chokeret et øjeblik. Hun blødte ikke eller noget, hun blev opløst til gyldent støv. Ud af øjenkrogen lagde jeg mærke til, at Noah havde smidt sine krykker og gik totalt amok på en anden empusa. Han havde heller ikke sko på længere.

 

"Vent har du altid været halv ged?" Spurgte jeg med store øjne.

"Den korrekte formulering er satyr, og ja det hat jeg altid været," sagde han lige inden han sparkede empusaen lige i fjæset som en eller anden karate kid-ged, og fik hende til at gå i gulvet med et brag. Med hurtige skridt var jeg ved hans side og stak hende, så hun pulveriserede. "To nede...to tilbage," sagde jeg og trak vejret dybt for at få lidt styr på mig selv.

Efter noget tid fik vi pulveriseret de to sidste empusaer. "Hvad gør vi så nu?" Spurgte jeg hivende efter vejret.

"Vi får dig til lejren, og det skal gå hurtigt," svarede han, hvorefter han tog sine sko på, tog min hånd og trak af sted med mig.

Vi endte med at sidde i en næsten mennesketom bus, der kørte mod Long Island. På vejen forklarede Noah mig hviskende, at der lå en lejr for halvguder der. Normalt ville jeg have fået et grineflip og sagt, at han var skør, men han var så alvorlig, og jeg havde oplevet så meget i dag, at jeg troede fuldt op fast på ham.

Da vi ankom til Long Island, tog han mig med hen til et sted, hvor et gigantisk nåletræ stod. "Det her er barrieren, dødelige kan ikke komme igennem her," sagde han, imens han med et fast greb om min hånd førte mig om på den anden side af træet.

Det var ligesom at træde ind i en sommerlejr af en art. Bare hundrede gange sejere end de der lejre rige forældre sendte deres problembørn til for at slippe for dem.

En masse børn i orange T-shirts rendte rundt og så ud til at have det rigtig sjovt. Nogle spillede boldspil, andre badede eller sejlede i kanoer i en sø, nogle høstede jordbær, der var endda nogen, som var i gang med at kravle op af en klatrevæg med lava på.

 

"Wow det her sted er sejt, og du vil stadig bilde mig ind, at jeg er datter af en gud, hvilken gud så?" spurgte jeg Noah med et lille smil.

"Det ved jeg ikke endnu, men det er en af de græske, nu skal du møde Chiron, hr D og måske nogle af de andre halvguder," sagde han og smilede til mig, hvorefter han trak mig hen mod et stort himmelblåt hus.

 

 

Kapitel skrevet af The Sunprincess      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...