Percy Jackson and the goblet of hunger

"Oh my f****** God. Hvad fanden foregår der?"
"Faktisk hedder det 'Oh my Gods.'

Fire piger, fire skæbner, fire valg. Og når jeg siger det sådan lyder det meget kliche agtigt. Det er det også. Fire piger fra hver sin ende af New York. Fire piger der alle har en profeti hængende over hovedet. Fire valg der kan ødelægge alting. Wow det var da HELT nyt. Ikke desto mindre er det sådan det er. Vi er halvguder. Alt er kliche agtigt. Vi er helte. Vi er ikke menneskelige. Og vi har alle hemmeligheder der kan få verden til at gå under. I hvert fald når man for hjælp af nutidens største helt og hans venner.


En Percy Jackson fanfiction.

15Likes
22Kommentarer
1978Visninger
AA

12. Ariadne IV

Siden hvornår er jeg blevet den kloge? Og at du ikke er pæn? Selvfølgelig er du da det! Men altså.... Nu har jeg fuldstændig glemt hvor vi kom fra. Skal jeg bare samle sætningen op?

"Uhyre og andre magiske skabninger kan lugte halvguder, Hades børn lugter åbenbart af lig for dem, men vi kan ikke lugte det. For resten er det ikke lige så slemt at lugte af fisk?" sagde jeg og skævede til Sally, men kiggede så væk igen. Jeg var måske kommet til at afsløre at det ikke kun var uhyrer der kunne opfange lugte. "Grover kan tyde følelser!" slyngende jeg ud for at dække over det. Grover er satyr. Halvt ged du ved? Aki sendte mig et underligt blik og et kort øjeblik var der intet rødt at spore, kun en viden der muligvis var langt større end vores andres tilsammen. Men hvor skulle jeg vide det fra? Jeg har slået Torneroses rekord med 2000 år!

Jeg hørte ikke resten af samtalen da jeg pludselig kom til at tænke på noget. Et minde. Noget med et voldsomt skænderi og en pil. Så et blændende smil og sollys. Og så en endeløs søvn.

"Ariadne? Er du der?" Sally prøvede at fange min opmærksomhed.

Og som i andre har gjort vil jeg overlade resten af den samtale til Sally, men først vil jeg lige fortælle om den aften hvor jeg fik en anelse, fra uventet kant, om hvem min far kunne være. Da det er lidt pinligt ændrer jeg det lidt.

Jeg øvede mig på bueskydning. Det var langt oversengetid, men harpierne var åbenbart ligeglade. Månen giver mig ligesom noget støtte af en art. Den ene pil efter den anden ramte deres mål, så jeg besluttede mig for at prøve noget der var sværere. Jeg listede ind i skoven og lyttede med alle mine sanser på vagt. Et stykke forude løb den flotteste buk. Af gammel (ældgammel) vane havde jegiført mig en gammel fin kjole af dem du vil finde i middelalderfilm, men som faktisk er langt ældre. Så da jeg spændte buen, flækkede kjolens ene ærme. Med et raseriudbrud, fordi hjorten var løbet sin vej, flåede jeg dernæst kjolen af og stod bare i min underkjole. Og som om det ikke var nok stod jeg badet i månelys. Nogen hostede bag mig. Og øhh....den her person kom frem fra skyggerne.

"Hvad er det du har på armen?" spurgte personen og trådte lidt nærmere og pegede på tre lysende sølvpletter på min skulder. De var formet som et bælte. Personen kigge på buen i min hånd og dernæst på mærket igen. "Orions Bælte......"

Og så er det vidst dig Sally.

 

Kapitel skrevet af: Alanna.lion.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...