Life isn't always easy - One direction

Jade Thirlwall lever livet som hun ønsker det. Hun er medlem af pigegruppen Little mix og alt køre for hende, men langsomt smuldre hendes ellers perfekte tilværelse. Hvad sker der når hendes bedste veninde Perrie invitere hende med over og hilse på Perries kæreste Zayn og resten af drengene fra One direction? og når Jade bliver mere glad for bestemt en af drengene, Samtidig med at hendes kæreste ikke acceptere hendes kendte liv.

12Likes
4Kommentarer
1070Visninger
AA

3. To eat is a great thing, it makes life so much happier

Jades synsvinkel

Mig og Niall var gået ned for at finde noget at spise. Jeg ville dræbe mine sorger i Ben&Jerry is, men jeg kendte ikke LA. så godt, så jeg vidste ærligtalt ikke hvor jeg var. Niall kiggede på mig, når han troede jeg ikke så det. Det var altså lidt cheepy. Der var sådan en akavet stemning, fordi ingen af os sagde noget. Det gjorde mig ikke noget, for jeg havde brug for at tænke. Mit liv var vendt på hovedet, og jeg var i tvivl om alting. Hvordan kunne Sam gøre det mod mig? Han elskede mig gjorde han ikke? ville jeg kunne acceptere at han havde været mig utro? Jeg rystede på hovedet, jeg ville ALDRIG acceptere det, aldrig! "Hvorfor ryster du på hovedet?" Niall smilede charmerende til mig, i virkeligheden var han rigtig flot, han havde blond hår med blå øjne, som man kunne synke dybt ned i, Jade stop dig selv. Du har for meget at tænke på lige nu til at lægge mærke til sådan nogle ting. Niall kiggede undrende og en smule bekymret på mig. Jeg fandt ud af at jeg bare havde stirret på ham, i al den tid jeg havde tænkt. Jeg skyndte mig at kigge væk. "Jeg tænkte bare" svarede jeg fraværende. "Hvad tænkte du på?" spurgte Niall og pressede en smule på. "Sam" svarede jeg som om det forklarede alt. "Åh din kæreste?" Han lød ikke glad da han sagde den sætning. "Ekskæreste" svarede jeg lidt for hurtigt. I virkeligheden vidste jeg ikke hvad han var lige nu. "Er du okay?" Jeg kiggede på ham og sendte ham et smil, endda et rigtigt et. klapper lige mig selv på skulderen mentalt. "Ja" løj jeg. jeg var langt fra okay. "Du ligner ikke en der er okay" han kiggede chokeret på mig. "Det var ikke meningen at træ.." mere nåede han ikke at sige før jeg afbrud ham. "det okay Niall" jeg kunne godt nok sige okay mange gange.

 

Jeg kiggede rundt, men måtte opgive at finde en kiosk eller lignede. "Øhh ved du hvor man kan købe maden?" spurgte jeg så dum som jeg var. "Selvfølgelig" svarede han stolt. Han begyndte at gå i en retning. Jeg prøvede at følge efter, men han havde længere ben, så jeg var nød til at stoppe ham. Jeg hev fat i hans arm og idet jeg gjorde det, gik der en slags stød igennem mig. en ukendt følelse dukkede op i min mave. Det var sært. "Jeg har ikke ligeså lange ben, som dig. Jeg kan ikke følge med" "Nåårh" han grinede lidt for så at kigge til siderne. Han vendte sig om og bukkede lidt i knæene. det var åbentlyst, at han ville have mig til at hoppe op på hans ryg. Det gjorde jeg også, men jeg failede lidt og var ved at falde bagover igen. Niall nåede lige at tage fat i mine lår før jeg var faldet på røven. Det kunne have set kønt ud. Så traskende han afsted, ligeså hurtigt som før.

 

Det var engtlig meget hyggeligt at være sammen med Niall. Vi havde fået brudt den akavet tavshed og vi grinede og snakkede. "Jeg mener hvorfor er ordet forkortelse så langt? det giver jo ingen mening" han lavede et forvirret ansigtudtryk og skar en sjov grimasser. Jeg begyndte at grine, åhha Niall fik mig næsten til at glemme Sam. Pludselig kom der to piger hen til os. De var helt op og køre og skreg virkelig højt. "OMG DU ER NIALL HORAN fangirlede den ene pige. No shit Sherlock tænkte jeg, men sagde det heldigvis ikke. Det ville være uhøfligt. Den anden pige stirrede uhyggeligt på mig. pludselig skreg hun også "OG HAN ER SAMMEN MED JADE THIRLWALL FRA LITTLE MIX" Vi begyndte at grine lidt. Pigerne var meget søde, men det syntes jeg næsten alle directioner var. "Må vi få jeres autografer?" spurgte den ene. Vi skulle lige til at skrive på deres bluser, da flere fans mødte op. Nogle måtte have fortalt at vi var i byen. Der kom flere og flere, og til sidst måtte vi gå væk fra dem. vores Security vagter kunne ikke styre alle de skrigene fans, så vi måtte flygte. Det skulle lige siges at jeg stadig sad på Naills ryg og det måtte have set pænt komisk ud, sådan som han løb. Hans bukser var hele tiden ved at falde ned. Når men vi løb og løb og løb.

 

Til sidst kunne vi ikke se flere fans. så vi satte os ned. Niall var ret forpustet og det kunne jeg godt forstå. "Skal jeg ikke hente noget at drikke?" spurgte jeg smilende. Han gjorde mig i godt humør. Jeg gentager; det var altså sært. "Jo tak" stønnede han. Jeg gik lidt ned af en gade, men jeg kunne ikke se nogle butikker. Der var kun huse, hvor man ikke kunne se ind. Mærkeligt. Jeg kiggede lidt ned af vejen, jeg kendte den ikke. Var vi faret vild da vi løb? jeg gik tilbage til Niall der var kommet mere til sig selv. "Kender du det her område" spurgte jeg og viftede med armene for at illustrere at jeg mente her hvor vi stod. Han kiggede lidt forvirret rundt. Så rystede han på hovedet. Straks tog han sin mobil op af lommen. "pis" sagde han og rejse sig op og gik lidt rundt med mobilen over hovedet. Jeg fulgte stille efter. jeg havde virkelig ikke lyst til at være strandet sådan et sted, som her. Jeg var faktisk ret bange.  "Jeg har ikke forbindelse" nu blev jeg seriøst bange. Min mobil var gået ud. Hvordan skulle vi kunne komme hjem?. Vi ville dø her. Da han så mit ansigtsudtryk blev han en smule forskrækket. "De skal nok finde os" trøstede han og gav mig et kram. "men hvad hvis de ikke gør?" spurgte jeg forsigtigt. Det her var mit livs værste dag ever. "Det gør de" svarede han stædigt tilbage uden at give slip på mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...