Pandoras æske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2013
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Igang
Da en ung pige ved et tilfælde finder Pandoras æske og åbner den, bryder alverdens ondskab ud. Pigen dør med æsken ved sin side, og æsken forsvandt på mystisk, da man ledte efter den.

16 år senere i stammen Sól Terràe, udvælges teenageren Euphrasie til at finde æsken og dens uhyrligheder, sammen med de andre stammer fra resten af landet.
Vil de kunne enes trods deres forskelligheder? Finder de æsken?

(Er ikke sikker på om jeg er god nok til denne genre, så det ville hjælpe mig meget på vej, hvis I/du delte jeres mening i kommentarfeltet)

3Likes
4Kommentarer
500Visninger
AA

4. Herakles

Euphrasie vågnede med et sæt, da døren blev åbnet nede i stuen. Hendes værelse var rent mørke med enkelte steder med lidt lys, der kom nede fra broerne. Hun gik hen til sit vindue og kiggede ud. Der blev tændt op i faklerne og de hængende bål ved De Ældres råd. Det var smukt at se flammerne danse op af træerne. Landsbyen blev så smukt oplyst af det orange skær, mens skyggerne fra menneskerne ramte jorden og de jordbundne dyr. Ilden gjorde desværre dyrene bange og det gjorde det svært for landsbyens jagere at få fat i kød til aftenens middag.

Døren blev åbnet bag hende og det var Bedstemor, der kom ind af døren. ”Euphrasie, min skat. I aften skal du med til stamme mødet. De Ældre har udtalt at du snart bliver en del af samfundet, grundet din hjælp” fortalte Bedstemor og foldede armene rundt om Euphrasie i en omfavnelse. Hun var selv meget glad, men hun vidste at de formentlig havde en bagtanke med at invitere hende til mødet. ”Så kom med. Herakles føler sig ikke klar til at interagere mellem landsbybeboerne, så det bliver dig, Nañà, Camáronn, og jeg, der tager til det møde” sagde Bedstemor og hev hende med sig.

Euphrasie mærkede en angst i maven, mens de gik ned af indgangstræets trapper, men hun skubbede det let til siden. De Ældre kunne ikke undgå hende for evigt. Bedstemor åbnede døren og der stod byens lokalsamfund med store øjne. De stirrede på hende med et koldt blik og hun følte sig meget dårligt tilpas. Hendes første møde med landsbybeboerne ville blive en katastrofe. Hun kiggede rundt, mens Bedstemor fortsatte med at trække hende med sig. Børnene pegede fingre af hende og deres mødre gemte dem hurtigt væk.

”Bedstemor behøver jeg at til stede ved dette møde?” hviskede Euphrasie lavt og prøvede at hive sin hånd til sig. ”Euphrasie, du så disse monstre ikke sandt? Dermed skal du også være her” sagde bedstemor og fik hende presset ned at sidde på en træstamme. ”Jamen, det var ikke mig der så dem” hviskede hun, men da var Bedstemor allerede gået. Hun forklarede da højt og tydeligt at det var Zaellí, der havde set dem, og ikke hende selv. Hun måtte finde ham, inden De Ældre ville komme ind på det.

Hun kiggede sig hurtigt rundt en gang, to gange. Hun gled om bag træstammen og skyndte sig ind mellem de tætte buske. Hun kendte vejen godt. Ofte havde hun sneget sig ned til dem, da hun var yngre. Dog oftest grebet i det af Camàronn.

Hun lod sit hoved tømme for tanker og løb med hastige skridt ned mod kentaurflokken. Hendes fødder rev sig på de omkringliggende grene, men hun var ligeglad for hun havde brug for hans hjælp. Hun hoppede til venstre over åen, ovenover ulvenes hule, nedenunder træstammer og til sidst et elegant hop over en sovende bjørn. Den opdagede ikke noget, heldigvis. Hun svang sig op i et træ og videre til det næste. Over stork og sten. Over åen igen, over buske og endelig så hun flokken ved vandfaldet.

”Zaellí!” skreg hun for sine lungers fulde kræft. Et hoved løftede sig og skikkelsen travede hende i møde. Zaellí’s skikkelse kom nærmere, da han var ved at være fremme ved hende stoppede han. ”Har du det godt?” spurgte han bekymret. ”Jeg har det fint” svarede hun og omfavnede ham. ”Hvad vil du nu?” spurgte han videre. ”Hvis jeg skal forklare dig det nu kommer vi for sent” sagde hun og kiggede afventende på ham. Han stod stille et øjeblik indtil han besluttede sig for at løfte hende op fra jorden og trave af sted mod stammens bålplads. Hun behøvede ikke at forklare ham hvad hun skulle bruge ham til, for han vidste det.

De ankom til bålpladsen, da De Ældre skulle til at snakke om det Zaellí havde set. Euphrasie smuglede ham ind mellem mængden og ventede på det rigtige øjeblik.

”Vi har fået at vide at der lurer en stor fare over vort rige” begyndte Uma Lík.

”En fare som vi aldeles ikke kan klare enlig og ikke har forstand på. En fare som truer med at lægge vort land i aske” fortsatte Idi Lík.

”Vi har hentet de andre stammer til at fremfinde en løsning. Vi udgør et råd. Et råd der opstår om to dage fra nu. Vi har fattet en overensstemmelse at to personer mellem 15-25 år, fra hver stamme skal af sted i en helhed, der skal bekrige denne fare vi står overfor” afsluttede Aja Lík.

”Derfor ønsker vi at I får bedre viden om de farer jeres arvinger kan stå overfor. Euphrasie, træd venligst frem” sagde Uma Lík og tog fat i hendes hånd. Euphrasie tog imod hans hånd og endte med at stå ved siden af ham. Hun kiggede i Bedstemors øjne bag ved ilden og begyndte at tale: ”I er aldeles ikke kommet for at lytte til mig meddele om den fare, Líkerne, advarede om. Det var på ingen måde mig, der så dem. Det var min ven, Zaellí”. Hun trak Zaellí frem fra mørkets skygger og hørte landsbybeboerne gispe i munden på hinanden. De havde aldrig set en kentaur før og var aldeles ikke bekvem med hans tilstedeværelse, men da hun kunne se at han stod stærk og rank, vidste hun at han var upåvirket og klar til at fortælle.

Ilden var næsten gået ud, da han omsider var færdig.  Han vendte sig om og omfavnede Euphrasie en sidste gang inden han travede hjem. ”Til rådet vil vi have bragt for dagens lys hvilke to der skal rejse med de andre stammers krigere, indtil da… Farvel” sagde Líkerne i kor og forsvandt bag en sky af tåge. Landsbybeboernes kvinder begyndte straks at græde samlet ved bålet og bad til Zeus om at lade deres arvinger slippe. ”Cum ergo filii fugere malum perennius. Te Deus, Rex caeli” messede de i kor gennem forgrædte øjne, mens børnene gik med deres fædre. Euphrasie stormede igennem mængden og løb hurtigt hjemaf. Hun ville ikke se mere ulykkelighed blandt stammens kvinder.

Da hun løb over den sidste bro til hendes hjem så hun at hoveddøren hang ituslået ud af dørkammen. ”Herakles!” tænkte hun ved sig selv. Hun flyttede døren til siden og kaldte på ham, men der kom intet svar inde fra mørket. ”Herakles!” kaldte hun igen. Hun gik ind i den mørke spisestue og snublede over en liggende genstand. Hun ømmede sig og kravlede hen over gulvet hen til skabet. Neden i fumlede hun efter et stearinlys og fandt til sidst frem til et. Hun fandt en tændstikæske og tændte lyset. Hun kiggede på sine hænder og så at hun var indsmurt i blod. Med bange anelser kravlede hun tilbage til der over hun faldt for at se nærmere på genstanden, hun var snublet over. Det var Herakles, hun var snublet over. Han lå ligbleg på gulvet uden at trække vejret. Euphrasie blev så bange at hun skreg for sine lungers fulde kræft, mens hun udenfor kunne høre landsbybeboerne løbe ind mod huset. Hun sad frosset som is ved siden af Herakles, da Camáronn som den første kom ind i huset. ”Euphrasie, hvad er der sket?” spurgte han og satte sig på hug foran hende. ”Og hvad er det du er smurt ind i?”. Euphrasie pegede over på Herakles i samme øjeblik, som resten af landsbybeboerne kom ind.

”Tag lyset fra hende og få hende ud herfra!” sagde Lavocà og hjalp med at få Euphrasie op at stå. Camáronn viklede et tæppe rundt om Euphrasie og tvang hende udenfor. Roxana stod ude på terrassen og kiggede ned mod skovbunden. ”Hvad har hun nu lavet af ulykker?” spurgte hun fraværende sin bror. ”Hun har ikke lavet ulykker, Roxana” snerrede han. ”Hun fandt liget af fars nevø, Herakles”. Han holdte en kort pause og fortsatte. ”Kan hun være hos dig i et par timer til vi har fået ham ud og gjort huset rent for blod?” spurgte han derefter i et roligt tonefald og holdte for Euphrasies ører, mens han snakkede. Roxana vendte sig rasende om og snerrede: ”Aldrig i livet om hun skal indenfor i min bolig!”. Camáronn kiggede uforstående på hende og sagde: ”Du kan ikke løbe fra den kendsgerning at hun er dit kød og blod, Roxana. Hun er din datter”. Roxana kiggede rasende på Camáronn, men endte til sidst med at lade sig overtale.

”Du går bag ved mig med en afstand på tre lange skridt” sagde hun og begyndte at gå. Euphrasie gik bagefter og ventede skrækslagen på at komme ind i sin moders hus. Se sine søskende igen. Arkas, Tatiana, Penelpè og Triton. Hun elskede dem, selvom Roxana, hendes egen mor, havde vendt dem mod hende. Fået dem til at hade hende mere end resten af landsbybeboerne allerede gjorde. ”Så er vi hjemme. Skynd dig ind” snerrede hun og stod ved døren. Euphrasie gik hurtigt ind og endte med at stå stille ved døren, mens Roxana kaldte hendes søskende ned.

Arkas var den første der var nede i stuen og ønske hende velkommen. ”Godaften, søster” sagde han glad og lagde armene omkring hende i en omfavnelse. Det var uvant for hende at Arkas eller nogen anden fra denne husholdning gav hende et knus. Hun syntes om det. Hendes arme blev frigjort af tæppet og hun svang dem rundt om ham. Han var højere end hende selv og hun nåede ham kun til brystet.

”Du er ikke så meget en storesøster længere” sagde han grinende og lagde sin hage på hendes hoved. ”Nu skal du ikke komme for godt i gang, lillebror” sagde hun drilsk og vendte sit ansigt op for at kigge ham i øjnene. De fantastiske brune øjne, han havde arvet fra sin far, som hadede hende, hans kones førstefødte datter. ”Hvorfor er du kommet til vores hjem?” spurgte han og trak sig væk fra hende. ”Hun fandt bedstefars nevø, Herakles, liggende død i bedstemor Thalias hjem” svarede Roxana ondskabsfuldt før hun selv nåede at reagere på spørgsmålet.

Billederne kom frem i hovedet på hende af livløse Herakles liggende på trægulvet i spisestuen. Blodet, der langsomt strømmede ud af ham. Den kridhvide hud og de blå mærker om hans hals. De livløse og blodsprunkne grå øjne. Hun måtte have luft. Hun gik hurtigt ud å deres terrasse og i strid mod sig selv, kastede hun op ud over kanten. Arkas kom hende til undsætning og holdte hendes hår væk fra hendes mund.

”Du burde ikke være så venlig mod mig i din mors tilstedeværelse” sagde hun, da hun var færdig. ”Euphrasie, du er jo min søster. Vil du ind igen?”. Hun rystede på hovedet. ”Så lad os gå en tur” foreslog han og førte hende med sig. De gik i stilhed ved siden af hinanden, indtil de kom til bedstemors hus, hvor de var i færd med at få Herakles lig ud af huset.

Ved synet af ham, forsvandt Euphrasies jordforbindelse og fuldmånens gyldne glød forsvandt for øjnene af hende. Derefter var alt sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...