Pandoras æske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2013
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Igang
Da en ung pige ved et tilfælde finder Pandoras æske og åbner den, bryder alverdens ondskab ud. Pigen dør med æsken ved sin side, og æsken forsvandt på mystisk, da man ledte efter den.

16 år senere i stammen Sól Terràe, udvælges teenageren Euphrasie til at finde æsken og dens uhyrligheder, sammen med de andre stammer fra resten af landet.
Vil de kunne enes trods deres forskelligheder? Finder de æsken?

(Er ikke sikker på om jeg er god nok til denne genre, så det ville hjælpe mig meget på vej, hvis I/du delte jeres mening i kommentarfeltet)

3Likes
4Kommentarer
488Visninger
AA

2. En mærkværdig dag

 

 Fuglene pippede i kor udenfor trævinduet. Euphrasie vågnede langsomt op til deres sang. Hun strakte sig søvnigt og svang benene udover sengekanten. Hun snusede morgenen ind gennem næseborene, og kunne ane morgenmaden som hendes bedstemor var ved at tilberede. Solen skinnede kraftigt ind gennem vinduet og lyste hende i hovedet. ”Sikke en dejlig morgen” hviskede hun til sig selv og hev sin hvide kjole ned over hovedet. 

Hun løb ned af trapperne og ned i køkkenet. ”Hvor skal du dog hen i den fart?” spurgte bedstemor og dryssede korn over nogle brød. ”Jeg skal mødes med Zaellí og hans søster, Laurinía” svarede hun og satte sig ved spisebordet. ”Så skal du vel ud nu inden de andre står op?” sagde bedstemoren og gik ud af døren. Euphrasie fulgte trop.

”Du har du vel nok ret, bedstemor” sagde hun og holdte døren for hende. ”Gider du tænde op for mig?” bedstemor pegede på stenovnen ovre ved træerne.

”Selvfølgelig. Skal jeg spille på morgen-fløjten eller kan du gøre det for mig i dag?” spurgte Euphrasie og slog stenene mod hinanden. Hun vidste at morgen-spillet tog sin tid, og hvis hun spillede hele stykket igennem ville hun ikke kunne nå sin aftale. ”Du er jo den bedste til at spille på fløjte, og de er så glade for at blive vækket af den om morgenen. Dine venner kan også godt lide dit spil, eller det hørte jeg dem i hvert fald sige til hinanden” sagde bedstemor og lagde brødene lige udenfor ildens rækkevidde.

”Kan jeg så ikke gå op og spille nu? Det er vel ved at være tid” hun kiggede op på solen, men den viste ikke noget som helst. Den var kun lidt over de trækroner der pyntede skoven. ”Gå du op og spil. Jeg skal nok holde øje med brødene” sagde bedstemor og kiggede ind i ilden. Euphrasie nikkede og skyndte sig op af indgangstræets mange trapper.

Hun løb lydløst hen af hængebroen. En teknik, der havde taget hende mange år at mestre fuldkomment. Hun kiggede sig rundt, da hun var kommet over den første bro. Der var smukt i landsbyen om morgenen. Man kunne se duggen på træernes blade, og de små spindelvæv i grenenes hjørner. Egernene løb ned af træerne med lette skridt for at hente deres nødder uden at vække fjenderne. De åndssvage fugle var altid på nakken af egernene. Selv havde hun en egernfamilie ude foran hendes vindue, og det var ikke altid så sjovt. For høgene og uglerne skrabede i deres hul om aftenen og hun måtte jage dem væk. Dumme fugle. Hun tænkte ikke videre over dyrelivet og listede videre. Hun nåede hen til hendes hjem uden at have vækket nogen.

”Er det dig, Euphrasie?” spurgte Nañà, i samme øjeblik som hun havde åbnet døren. ”Ja, mor. Bedstemor sagde, at jeg skulle spille nu” sagde Euphrasie, da hun mødte hendes ansigt på trappen ved køkkenet. ”Jaså, så må du hellere komme i gang, min skat” hun gav hende et lille kindkys og lod hende fortsætte op af trappen.

Euphrasie hev fløjten op fra sin skuffe og tog et dybt åndedræt inden hun satte læberne på fløjtens mund. Hun satte sig ved vinduet og lod musikken fylde i landsbyens tomrum. Hun vidste ikke hvor længe hun havde spillet, men hun stoppede da hun så de første mennesker komme ud på hængebroerne. De var på vej ned efter deres brød, som bedstemor altid bagte. Den tradition havde landsbybeboerne haft siden tidernes morgen. Så samledes de også altid nede ved bålpladsen for at spise morgenmad sammen, som Euphrasie ikke måtte komme med til.

Samfundet gjorde livet svært for hende. De havde lavet mange regler for hvordan hun skulle leve sit liv, væk fra samfundet. Hun måtte ikke opholde sig på broerne, når landsbybeboerne var der, og hun måtte ikke tale med dem hun ikke var i familie med. Hun måtte ikke handle i butikkerne og hun måtte ikke komme til de forsamlinger, der blev afholdt. Hun var myndig, men alligevel blev hun ikke behandlet som en voksen med en mening og holdning til stamme-politiken. Hun var gammel nok til en ægtemand, men hun måtte ikke gifte sig med nogen fra stammen.

”De regler gør min hverdag til et helvede, mor.” sagde hun og kiggede ud på de menneskefyldte broer.

”Jeg ved godt at det er uretfærdigt, Euphrasie, men sådan er vores samfund i stammen. Det kan du ikke gøre noget ved, og hverken kan bedstemor eller jeg. Skal jeg hente din morgenmad?” spurgte Nañà.

”Nej, det er fint, mor. Jeg skal mødes med Zaellí og hans søster”. Nañà nikkede forstående og Euphrasie forlod hende i køkkenet.

Hun skyndte sig over broerne for ikke at støde ind i en af landsbybeboerne, og løb videre indtil hun nåede den yderste udgang i stammen. Ligesom aftalt stod Zaellí der sammen Laurinía og ventede på hende.

”Du er lidt langsom i dag?” råbte Zaellí og bankede i jorden med sine hove. ”Du er bare utålmodig!” grinte Euphrasie og løb ned til dem.

”Laurinía!” råbte hun og gav søsteren et ordentligt knus. ”Hej med dig. Sæt dig op på min ryg, så tager vi af sted. Zaellí, hjælp hende op”. Han gav et højlydt suk fra sig, men hjalp alligevel Euphrasie op og sidde. Derpå red de af sted. Væk fra deres kentaurflok og væk fra hendes samfund.

Naturen var smukkere fra hesteryg end på gåben. Bladene fløj om ørerne på dem og vindene susede. Dyrene løb gennem små buske, og Euphrasie iagttog dem interesseret. ”Hvor er vi på vej hen?” spurgte Euphrasie, da de var kommet ud af skoven, og jorden var ved at blive gold. ”Vi skal ned til grænsen. Vi har haft besøg af vores kusiner og fætre, som har fortalt at barrieren er blevet brudt” Zaellí lød alvorlig omkring denne mystiske barriere. ”Hvilken barriere?” lød det fra Euphrasie.

”Den barriere guderne skabte for at mennesker og andre ville være i sikkerhed for de farlige skabninger. Hvis de ikke havde skabt den ville vi sikkert ikke stå her i dag” sagde Laurinía og stoppede op. Af ren overraskelse over den pludselige opbremsning faldt Euphrasie af.

”Sig til næste gang du har tænkt dig at stoppe op” vrissede hun og børstede sin kjole af for støv. Et højt brøl kom pludselig nede fra den dal de var ved, og stenene fra de bjerge, der stod diagonalt fra klippen de stod på, væltede ned med højt brag. ”Hvad var det?” sagde de alle tre i kor. ”Vi skal ikke derned, vel?” sagde Euphrasie og klamrede sig til Zaellí. ”Det var faktisk meningen med turen i dag” lød det fra Laurinía. ”Jeg går ned og ser hvad det er” sagde Zaellí og travede ned af bjergsiden.

”Har du ikke tænkt dig at stoppe ham?” spurgte hun Laurinía. Hun rystede på hovedet og svarede: ”Han er stor nok til at klare sig selv. Han kan dræbe på flere kilometers afstand og hans evne til at skyde med bue og pil er uovertruffen. Du skal ikke være bange. Han klarer den”. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...