Pandoras æske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2013
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Igang
Da en ung pige ved et tilfælde finder Pandoras æske og åbner den, bryder alverdens ondskab ud. Pigen dør med æsken ved sin side, og æsken forsvandt på mystisk, da man ledte efter den.

16 år senere i stammen Sól Terràe, udvælges teenageren Euphrasie til at finde æsken og dens uhyrligheder, sammen med de andre stammer fra resten af landet.
Vil de kunne enes trods deres forskelligheder? Finder de æsken?

(Er ikke sikker på om jeg er god nok til denne genre, så det ville hjælpe mig meget på vej, hvis I/du delte jeres mening i kommentarfeltet)

3Likes
4Kommentarer
487Visninger
AA

3. En mærkværdig dag. part 2

 

Zaellí kom op igen efter en time, fuldkommen rædselsslagen og dehydreret. ”Zaellí, hvad er der sket?” sagde en noget forskrækket Laurinía og holdte fast i sin handlesvage bror. ”Der… var… så… mange…” mumlede han og dumpede ned på græsset med en stum lyd. ”Euphrasie, vand”. Euphrasie kastede sin feltflaske og Laurinía hjalp Zaellí med at drikke. Han drak hurtigt og sad for sig selv efterfølgende i nogle minutter.

”Jeg har smerter, Laurinía” sagde Zaellí efter et stykke tid og tog sig til den forreste venstre hov, og man kunne se at der var en knækket pil inde i hans ben. Laurinía skulle lige til at hive den ud, men Euphrasie nåede at stoppe hende i tide.

”Er du tosset? Hvis man hiver en pil ud, inden man har behandlet såret omkring pilen kommer der infektion” sagde Euphrasie og skubbede Laurinía væk fra såret. ”Er du nu blevet læge?” vrissede Laurinía og travede væk fra sin liggende bror. ”Min bedstemor plejer altid de kvæstede efter en uoverensstemmelse med de andre stammer, så jeg har set hvad hun foretager sig når hun helbreder sår som det Zaellí har fået foræret”. Hun rørte ved pilen og Zaellí skar ansigt af smerte. ”Okay, vi skal hente nogle urter og noget vand” sagde hun og gik med Laurinía ind i skoven for at finde de urter, hun skulle bruge.

”Jeg galopperer ned til floden for at hente dit vand, Euphrasie” råbte Laurinía og drog af sted mod floden. Hun vinkede farvel til hende og gik længere ind i skoven. Hun fik med det samme øje på nogle røde bær, som indgik i bedstemorens healingblanding. Hun studerede busken nøje og indså at bladene også var en del af mixturen. ”Røllike, Guldblomme og Salvie, ned i lommen” sagde hun til sig selv og gik tilbage til Zaellís hvilested.

Laurinía sad allerede ved ham, da hun kom. ”Har du vandet?” spurgte hun og lagde urterne på en nærliggende sten. Laurinía kastede feltflasken og Euphrasie knuste urterne med tuben, dernæst hældte hun vandet ud over og blandede det sammen til en flydende substans. Hun tømte feltflasken og fik tvunget urtevandet ned i flasken. ”Nu skulle den meget gerne være der” sagde Euphrasie og satte sig ved Zaellí’s ben. Hun hældte indholdet ud over Zaellís ben og begyndte at massere det ind, udenom såret.

”Okay, det her kan godt gøre lidt ondt” advarede Euphrasie. ”På tre” fortsatte hun og kiggede Zaellí i øjnene. Han nikkede nervøst til hende og Euphrasie begyndte at tælle ned. ”Tre… To…” Inden hun talte til én hev hun den ud, da Zaellí mindst ventede det. Han nåede ikke at reagere, hvilket både hun og Laurinía var lettede over. Euphrasie kiggede ned på hans ben og der var intet blod, der løb ud. ”Nu burde du kunne gå, men pas på når du rejser dig. Det kan godt tage lidt tid inden virkningen slår ind” Euphrasie kiggede bekymret på at han rejste sig. Han fik rejst sig uden hjælp, men virkede stadig ustabil på benene.

”Nu må vi altså væk. Det jeg ville sig før, var at der er farlige skabningerne nede i dalen og der er landsbyer i brand” sagde han og travede nervøst rundt i en cirkel. ”Euphrasie, du sidder på Zaellí, hvis han kan klare det” Laurinía kiggede over på sin bror for at tjekke om det var i orden. Han nikkede og derpå svang Euphrasie sig op på hans ryg. Hun klappede ham i siden, derpå red han og Laurinía i takt af sted.

Men Zaellí red så hurtigt at Euphrasie var ved at falde af. Samtidig kunne Laurinía næsten ikke følge med. ”Zaellí, sæt farten ned” råbte Laurinía og standsede. Han bremsede op og Euphrasie faldt endnu en gang af hesteryg. ”Hvad er der i vejen med jer to og jeres pludselige stop!” vrissede Euphrasie og tørrede endnu en gang støv af sin kjole. Laurinía nåede op ved siden af dem igen. ”Nu går jeg altså selv!” råbte Euphrasie og begyndte at gå fra sine venner.

Hun var nået et godt stykke ned af ad stien, da lyden af galop kom nærmere. Euphrasie vendte sig om og blev straks samlet op af Zaellí. ”I nåede altså at sludre lidt?” sagde hun sarkastisk i armene på Zaellí. ”Vi prøvede at finde ud af hvordan vi kunne komme hurtigst hjem” svarede han og satte farten op. Euphrasie nikkede forstående og kiggede over på Laurinía. Hendes udtryk sagde meget. Hendes øjne kunne dolke på lang afstand og hendes ansigt virkede hårdt. Mundvigene ned af og musklerne på armene spændte.

***

De nåede Euphrasie’s landsby inden solen var nået ned over trækronerne. ”Tak for i dag!” råbte hun og vinkede farvel til dem. De vinkede igen og galoppere ned mod deres kentaurflok. Euphrasie løb ned mod det første indgangstræ. Hun løb så hurtigt hun kunne hen over broen for ikke at møde nogen og skyndte sig ind over sin bedstemors ejendomsgrænse. Så kunne de i hvert fald ikke dømme hende for noget som helst.

Hun åbnede for hoveddøren og så en fremmed side ved spisebordet. ”Bedstemor, vi har en indbrudstyv i huset!” råbte hun og blev stående fastfrosset ved døren. Bedstemor kom til syne fra køkkenet. ”Åh nej, min skat. Det er din bedstefars søsters barnebarn, Herakles” svarede Bedstemor og lagde en bakke med te og småkager på bordet. ”Sid ned, min skat” fortsatte Bedstemor og bankede let på bordet. Euphrasie gjorde som sagt og satte sig over for gæsten.

”Hvordan kan det være at du er kommet hertil, Herakles?” spurgte Bedstemor og hældte te op. ”Min landsby er blevet udslettet, grandtante Thalia. Dette er det eneste sted jeg kunne gå hen” svarede han trist og nippede til sin te. ”Det er jeg ked af at høre, min ven. Du kan sove på sofaen. Det er det eneste sted, hvor vi har plads lige nu”.

Euphrasie kunne mærke, at Bedstemor var oprigtigt ked af den miserable nyhed Herakles havde givet, men der var noget ved ham, der ikke virkede rigtigt. ”Hvor var du henne, da det skete?” spurgte Bedstemor videre. ”Jeg har tjent Kong Evrystes, mens det stod på” svarede han næsten lydløst og nippede endnu en gang til sin te. Bedstemor nikkede kort og lod være med at spørge mere ind til ham.

De sad i stilhed, indtil Herakles forlod dem for at gå ud og jage. Euphrasie var indædt efter at fortælle Bedstemor om det hun havde set og hørt i dag. ”Bedstemor, på turen med Zaellí og Laurinía i dag, hørte vi noget meget mærkeligt nede i dalen” begyndte hun og kiggede på Bedstemor for at se om hendes interesse var til stede. Bedstemor nikkede og nippede til sin te. ”Der er et udbrud af monstrøse skabninger i dalen. Zaellí så dem selv og blev skadet på vejen tilbage for at overbringe nyheden til Laurinía og jeg. De har udslettet byer lige som Herakles fortalt os, og hvis vi bliver siddende her ender det med at de skabninger, når hertil og ødelægger landsbyen” fortsatte hun og kiggede atter over på Bedstemor, men der kom ingen reaktion fra hende, udover at hun rejste sig fra stolen. Bedstemor tog bakken med ud i køkkenet og begyndte at tage tøj på.

”Hvor skal du hen?” spurgte Euphrasie, da Bedstemor åbnede hoveddøren. ”Informere De Ældre” svarede hun kort og forlod Euphrasie alene. Hun rejste sig fra stolen, og gik op på sit værelse. Hun åbnede straks sit vindue og lagde nogle nødder ned i egernes hule. Det ville de være taknemmelige for. Hun kiggede ned på landsbyen og så Bedstemor nærme sig De Ældres råd. Hun kunne ikke lide dem, på grund af de begrænsninger de satte for hende. Regler efter regler, efter regler. Hun gøs ved tanken og lukkede vinduet. Euphrasie tænkte over dagen, der var gået og lagde sig distræt på sengen.

Hun kiggede rundt i værelset et par gange og faldt til sidst i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...