Pandoras æske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2013
  • Opdateret: 4 apr. 2014
  • Status: Igang
Da en ung pige ved et tilfælde finder Pandoras æske og åbner den, bryder alverdens ondskab ud. Pigen dør med æsken ved sin side, og æsken forsvandt på mystisk, da man ledte efter den.

16 år senere i stammen Sól Terràe, udvælges teenageren Euphrasie til at finde æsken og dens uhyrligheder, sammen med de andre stammer fra resten af landet.
Vil de kunne enes trods deres forskelligheder? Finder de æsken?

(Er ikke sikker på om jeg er god nok til denne genre, så det ville hjælpe mig meget på vej, hvis I/du delte jeres mening i kommentarfeltet)

3Likes
4Kommentarer
498Visninger
AA

5. Afsked

Hun vågnede rædselsslagen op i et mørkt værelse. ”Rolig nu, Euphrasie. Der sker dig ikke noget” sagde Arkas venlige stemme og satte sig ved siden af hende. Han lagde sin hånd oven på hendes og gav den et lille klem. ”Hvad skete der?” peb hun og tog sig til hovedet, som på mystisk vis gjorde ondt. ”Du besvimede, da du så….” hun kiggede på ham og forstod straks hvad han mente. ”Herakles” hviskede hun, knap hørligt. Han nikkede og smilte til hende. Hun var glad for at han var blevet hos hende, da andre sikkert ville have efterladt hende. ”Hvor er vi?” spurgte hun videre. Arkas smilte atter til hende og svarede så på hendes spørgsmål. ”Kan du ikke genkende dit eget værelse?” spurgte han med et snert af sarkasme. Idet han sagde det, kunne hun sagtens genkende hendes værelse. Det runde vindue med krydset, måden sengen føltes, skrivebordet diagonalt fra sengen og varmen ved at en anden sad ved siden af, dog plejede det at være bedstemor eller Nañà, og ikke Arkas.

Døren blev åbnet og en lille stribe af lys kom ind i det mørke værelse. Bedstemor gik forsigtigt ind og så at hun var vågen. ”Godt, at du endelig er vågen, Euphrasie.” sagde bedstemor glad og lænede sig ned til hende, for at give hende et knus. Derefter fortsatte hun og vendte sig mod Arkas. ”Roxana vil gerne have at du kommer hjem, min dreng”. Han kiggede på bedstemor og derefter på Euphrasie. ”Jeg kommer tilbage og tjekker op på dig i morgen, Phrasie” sagde han og strøg venligt, med hans bløde håndryg, hendes kind, inden han forlod værelset og gik ud i natten.

”Jeg er glad for at du kan komme overens med din bror” sagde bedstemor efter han var gået og satte sig, der hvor Arkas havde siddet. ”Han er meget venlig mod mig, i hvert fald mere end Tatiana, Penelpè og Triton. De hader mig”. Hun vidste, at det passede, for de snakkede aldrig med hende og de gav hende vrede blikke, hvis de så hende hænge ud af vinduet. Samtidig havde de deres frihed, mens hun var låst inde bag træets hule vægge. Hun hadede ikke sine søskende. Hun hadede det eneste de havde, som hun ikke havde, frihed. ”Du skulle have set ham, Euphrasie” begyndte bedstemor for at komme væk fra hadet, der lå dybt i familiens årer. Hentydningen til Arkas var stor, så hendes opmærksomhed blev hurtigt fanget. ”Han har siddet ved din side fra han bar dig op på dit værelse, til du vågnede. Han ville end ikke ned og have aftensmad med os andre af ren og skær frygt for at du ville vågne op alene og være bange”. Euphrasie kiggede i bedstemors øjne og så et stærkt glimt af beundring af Arkas’ handling. Hun var selv beundret over hendes bror. Han elskede hende.

”Godnat, Euphrasie” sagde bedstemor efter lang tids stilhed og var ved at forlade rummet. ”Hvad er klokken?” spurgte hun fra sengens varme lagner. ”Cirka elleve set ud fra månens position, så sengetid” svarede bedstemor og gik med hastige skridt. ”Godnat, bedstemor” hviskede Euphrasie og gravede sig dybt ned i madrassen.

***

Hun vågnede brat ved den høje lyd af stammeklokken. ”Bedstemor, hvad foregår der?” råbte Euphrasie, lidt omtumlet af larmen. Der lød hurtige skridt på trappen og døren blev åbnet. Arkas kom til syne i døråbningen og styrtede hen ved hendes side. ”Hvad foregår der?” gentog Euphrasie. ”De andre stammer er ankommet og de har flyttet rådet til i dag!” skreg han rædselsslagen. Hun blev selv meget forskrækket, for hun vidste med sikkerhed, at hun ville blive valgt til at tage af sted. ”Få tøj på, Phrasie. Vi venter på dig nede i køkkenet” sagde han, stadig meget bange over det han lige havde sagt, og gik. Døren blev lukket, derefter rejste hun sig fra sengen og hev en blå kjole ned over hovedet. Hun børstede arrigt sit hår og flettede hurtigt en fletning. Efter mange års flette-træning kunne hun nærmest gøre det i søvne. Euphrasie kiggede i spejlet en gang til og skyndte sig ned i køkkenet, og som Arkas havde sagt ventede de på hende. ”Nu må vi af sted. Vi må endelig ikke lade resten af stammen vente på os” sagde bedstemor og skubbede os ud af døren.

Da de var nede nået ned til rådet var de allerede gået i gang. De andre stammer havde allerede valgt deres krigere. Deres krigere så mildest talt skræmmende ud. Mændene var meget muskuløse og havde uhyggelige våben, som armbrøster, store knive og mindst skræmmende af alt, bue og pil. Kvinderne bar økser, små dolke og bue og pil, men så meget adrætte ud i forhold til mændene. ”Velkommen til stammernes krigere, der vil arbejde sammen med vores krigere som er…..” sagde Lìkerne i kor. Euphrasie stod og svedte, mens hun ventede på at hendes navn ville blive sagt højt. Hun kiggede over på Nañà og hun var fuldkommen hvid i ansigt. Det samme var bedstemor og Camáronn. Arkas havde intet udtryk i ansigtet. Han stod stille med hovedet løftet højt og ventede roligt på dommen. Han var stærk, Arkas. Det har han altid været.

”Er Euphrasie Saltues” begyndte Idi Lìk. Euphrasie kiggede straks hen på Nañà, der sank ned på knæ og begyndte at græde, mens Camáronn prøvede at trøste hende. ”Og Arkas Eldivaz” sluttede Uma Lìk. Nej, det kunne ikke være sandt. Ikke Arkas. Hun kiggede hen på ham. Han så ikke ud til at have nogen følelser i pågældende øjeblik, mens bedstemor holdte ham tæt ind til sig og bad en sidste bøn for ham. Euphrasie gik hastigt forbi sin bedstemor og op ved siden af Lìkerne, mens Arkas blev nødt til at skubbe bedstemor væk for at komme op ved siden af de andre. ”Må vi præsentere jer for vores krigere” Lìkerne rykkede hen ved siden af os. ”Arkas Eldivaz og Euphrasie Saltues!”. Landsbybeboerne kiggede på dem med blikke fulde af foragt og skam. De havde planlagt dette. Euphrasie kunne mærke det i årerne. De ville af med hende og med Arkas, fordi han ikke hadede hende.

***

”Jeg vidste, at de ville sige mit navn” sagde Euphrasie med tårer ned af kinderne, mens Nañà og hende selv pakkede hendes ejendele ned i en stofpose, som bedstemor havde syet. ”Euphrasie, nu må du love mig, at du er forsigtig” sagde Nañà grådkvalt og pakkede tre bluser og fire par bukser ned i posen. ”Det må du ikke sige, Nañà” sagde hun og kunne mærke en tåre trænge sig på. ”Behøver jeg egentlig så meget tøj?” fortsatte hun og gned sit øje for at få tåren væk. ”Vi ved jo ikke hvor længe du skal være væk, men husk nu at sige farvel til os alle inden du drager af sted” Nañà tog stofposen og smed hårbørsten ned i. Euphrasie fik en gnavende fornemmelse af at hun manglede at gøre noget efter Nañà havde sagt det. Pludselig kom det til hende. ”Zaellí!” udbrød Euphrasie og løb mod døren. ”Euphrasie!” råbte Nañà, men da var hun allerede forbi og nede i køkkenet.

Hun løb ud på broen og stødte straks ind i en person, Arkas. ”Hvor skal du dog hen i den fart?” spurgte han nysgerrigt. ”Jeg har mine venner at sige farvel til” svarede hun hurtigt og gik forbi ham. Han blev tydeligvis arrig, eftersom han tog hårdt fat i hendes arm, da hun skulle forbi. ”Hvad vil du mig, Arkas?” snerrede hun, nu vred over at han ikke ville lade hende gå. ”Pas på kentaurere. De har svært ved at styre deres temperament” sagde han og kiggede hende dybt i øjnene. Hun troede ikke på det han sagde om dem, men stadig havde han en vis klang af sandhed og erfaring i sin stemme. Nu ville hun bare gerne have lov at gå og nå at sige farvel til dem, hun elskede og som elskede hende af egen fri vilje. ”Giv slip på mig!” snerrede hun igen og prøvede at hive sin arm til sig. Han gav straks slip og så hende løbe af sted igen. ”Pas nu på dig selv!” råbte han efter hende.

Hun løb hurtigt gennem skoven og ned til deres flok. Hun kunne ikke lige se Zaellí gennem mængden af hoveder, men fandt hurtigt Laurinía i mørket. Hun kaldte på hende og straks kom hun galopperende hen mod hende. ”Hvad har du at gøre her, Euphrasie?” spurgte hun, glad over hendes besøg. ”Jeg forlader Sól Terràe sammen med min ældste bror, Arkas. Vi skal bekæmpe de monstre, Zaellí så, sammen med folk fra de andre stammer” sagde hun hurtigt uden pause. Laurinía kiggede forskrækket på Euphrasie og kaldte Zaellí hen til dem. Han kom hurtigt hen til dem og Euphrasie fortalte ham, hvad hun havde sagt til hans søster. ”Nej!” skreg han, da hun var blevet færdig med at fortælle. ”Jeg er ked af det, Zaellí, men jeg bliver nødt til at tage af sted. Jeg har en vis forpligtelse overfor stammen og-” sagde hun roligt. ”Stammen, der hader dig og gerne ville skille sig af med dig?!” afbrød han med tårer ned af kinderne. ”Zaellí -” begyndte Euphrasie. ”Nej, gå!” sagde han hårdt og galopperede væk. ”Jeg er ked af at han var sådan, Euphrasie. Han har brug for tid… Skal jeg følge dig hjem?” spurgte Laurinía.

***

De gik roligt ved siden af hinanden, Laurinía og hende. ”Du må tro mig, når jeg fortæller dig dette. Jeg vil ikke af sted, men jeg er tvunget til det” sagde Euphrasie og hoppede over en sten.

”Jeg ved godt at du ikke vil af sted, men mændene i min familie er meget sentimentale, Euphrasie, og Zaellí holder meget af dig. Han vil ikke have billeder af dig i hovedet, hvor du kommer til skade, fordi for ham er du som en slags sjette søster”. Euphrasie kunne mærke at hendes kinder blussede og hun blev meget beæret over, at han så sådan på hende. ”Jeg ville aldrig såre ham eller dig med vilje. Jeg elsker jer, og I er de eneste der holder af mig, udover den lille del af min familie” sagde hun og var tæt på at gå ind i et træ. Laurinía kom med et højt grin og kom selv ved et uheld til at slå hovedet ind i en gren. ”Grin af andres ulykke og du selv får den i hovedet” grinte Euphrasie, der nu var blevet helt rød i hovedet af grin.

Bålpladsen var nu foran dem, og Euphrasie kunne se Nañà vente på hende. ”Vi må hellere stoppe her. Jeg har ikke lyst til at græde foran min tante” sagde Euphrasie og lod sig trække ind i Laurinías favn. ”Nu må du love mig at du passer godt på dig selv… og din bror” sagde hun grådkvalt og trak Euphrasie væk fra sig. ”Det lover jeg, Laurinía. Hils, Zaellí, og farvel” Euphrasie gik langsomt vøk fra hende med tårerne strømmende ned af kinderne. Hun havde det som om at hun lige havde mistet et familiemedlem til. ”Euphrasie, skynd dig!” hørte hun tante Nañà råbe. Hun tørrede vredt tårerne væk og løb hen til hende. ”Du skal mødes med dem nu. Arkas har allerede hentet sine ting og er nede ved de andre. Du er den eneste, der mangler” sagde Nañà og skubbede hende af sted. ”Euphrasie, pas på dig selv og Arkas. Farvel, min smørblomst!” råbte hun efter Euphrasie. Euphrasie vendte sig om en sidste gang for at få et sidste glimt af sin tante at se. Farvel, min kære familie, hviskede hun, jeg vil savne at være en del af den lykkelige del af den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...