"Best Friends"

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2013
  • Opdateret: 10 nov. 2013
  • Status: Igang
Vincent er en typisk teenager på seksten år, der lige har afsluttet folkeskolen. Sommeren har passeret fint, og hans nye eventyr begynder på gymnasiet hvor han skal studere til fysiker. Lige så bliver hans fritidsinteresser skiftet ud, og her møder han en pige ved navn Nadia. Hun har langt rødt hår, det kønneste smil og de smukkeste øjne. Men det er ikke det der slår Vincent af sine ben. Der er noget helt unikt i hendes indre, som gør hende til den eneste ene. Men er det nu også muligt? Og har Vincent overhovedet en chance? Det vil kun tiden vise.

4Likes
5Kommentarer
691Visninger
AA

3. Uventede følelser

Det førstehåndsindtryk jeg normalt giver af mig, er en stille og reserveret dreng. For dem der kender mig, ved de at det er en komplet løgn. Det startede i ottende klasse, hvor alle når den alder hvor de vil eksperimentere. Jeg fik desværre en forkærlighed for druk, såvel som alkohol. Jo ældre vi blev, jo værre blev sprutten. Selvom man skulle tro min spinkle krop kun kunne holde til et par få øl inden blodet var fyldt af alkohol, var jeg faktisk en stærk drikker. Jeg var ikke hurtig, ej var jeg særlig glad for de forskellige technobajere som Mokai og Breezers. Min særdeles kærlighed lå til de fantastiske shots, som med stor succes kunne få mig til at vælte rundt og opleve verdenen helt anderledes. Meget af folkeskolen havde jeg et dårligt humør, og dette gjorde druk til en fantastisk mulighed for at slippe den depressive følelse, og få en aften hvor humøret var i top. Sådan en aften var denne aften.

Det var fredag, og jeg var blevet inviteret til fest af en fra vores kampsportshold ved navn Eugene. Eugene virkede flink nok til at starte med, og var utrolig imødekommende. Dog var der én ting der glødede ud som en skinnende aura; han var en player. Jeg var samtidig blevet inviteret til fest hos Noah, hvor vi skulle drikke lidt med nogle af vores nye gymnasiekammerater – og Kaleb selvfølgelig. Planen var den at jeg tog ned efter klokken syv, og drak hos dem. Herefter skulle jeg op til Eugene og drikke videre. Efter et langt bad, shaving, hårstyling og noget parfume var jeg klar til at tage af sted til begge fester. Da dette var hjemmebane, var jeg super spændt. Selvom jeg og de andre fra vores gymnasieklasse var faldet godt i ske, var jeg dog usikker på hele Taekwondo holdet. Jeg kendte næsten ingen, og valgte derfor at drikke mig godt med mod til inden jeg skulle op til Eugene.

Jeg bankede hårdt på den grønne trædør, der var kendetegnet for Noah’s hus. Her havde jeg stået mange gange før og ventet. Noah og jeg var efterhånden meget tætte med hinanden, og snakkede ofte om alverdens ting. Da døren var åben forsatte jeg dog ind i entréen og stillede mine ting. Jeg kunne høre de lave lydfrekvenser fra Noah’s værelse ryste i gulvet, og jeg smuttede derfor hurtigt derind. Noah og de andre vinkede gensidigt da jeg hilste på dem. Jeg klaskede mig selv ned på sengen, og greb fat i en halv-kold Carlsberg som jeg havde medbragt. Lige nu var det meget stille og roligt, men det skulle hurtigt vise sig at blive anderledes. Hvad der var harmløse øl blev hurtigt til vaniljelakør-shots og lakrids shots. De røg ned efter hinanden, og den efterhånden velkendte og dejlige følelse af sitren i kroppen faldt over mig. Reaktionsevnerne i min krop var utrolig sløret til, og langsomme. Jeg var højlydt, og havde knap nok tanker om hvad andre tænkte omkring min opførsel. ”Når vi er stive er vi i live!” Var det ikke sådan? I hvert fald var klokken blevet mange. Jeg var allerede en smule forsent på den hvad angik Eugene’s fest, og skyndte mig derfor at takke farvel til Noah og de andre, i det jeg smuttede ud på min hvide cykel og drønede af sted. Cykelturen gik hurtigt. Selv mit åndedrætsbesvær satte i funktion, men jeg kunne intet føle på grund af følelsesløsheden der havde omfavnet min krop. Jeg prustede og gispede, men alligevel pumpede mine ben ned i pedalerne og drev mig frem mod mit mål.

Jeg stillede cyklen udenfor Eugene’s hus, og væltede næsten helt af på min utrolig berusede måde. På min ryg havde jeg en taske der var fyldt op af et anlæg, hvilket jeg var blevet bedt om at medbringe. Jeg bankede på, og gik formegentlig selv ind. Jeg fik stillet skoene og jakken – og fik desuden også lige rettet håret – for derefter at løbe op af trapperne og åbne døren. ”Hvad så bitches? Er i fucking klar til at feste?” udbrød jeg tilfældigt. Ikke noget jeg normalt ville have gjort, og det havde ikke gjort et særlig godt indtryk da de forskellige folk sad og smågrinede foran mig. Jeg placerede anlægget op, og musikken blev hurtigt sat i gang med de elektroniske rytmer der var en dagligdagsting for mig. Jeg var af renhjerte en elektronisk musik fan, og husker selv det første form for elektronisk musik jeg hørte dengang. Det var DJ Execute som fremstillede ”Fly Away”. Et udmærket techno nummer, som senere udviklede sig til min forkærlighed for denne genre. Jeg sad ved siden af en pige som havde præsenteret sig selv som Nadia. Selvom jeg efterhånden havde skubbet mine trængsler til kærlighed til side, slog noget ved hende mig alligevel. Hendes røde lange hår lå langs hendes skuldre, og ned over den vide gennemsigtige trøje, der var placeret udover en hvid top. Tiden gik efterhånden ret hurtigt derfra, og jeg husker knap nok andet end kortspil og rubiks cube løsning med en cube som alligevel var alt for dårlig. Nu lå landet sådan, at Eugene havde en pokerfjæs stående på bordet. Jeg valgte derfor at vi alle skulle have flere shots, for det er jo slet ikke noget der kan gå galt, vel? Jeg skænkede så godt jeg nu kunne, men ved en fejl væltede Nadia’s kop. Det grønne slimede indhold landede direkte oven på hendes hvide trøje, og med et chokeret ansigtsudtryk greb hun ud efter et stykke papir for at tørre det væk. Alligevel var skaden sket, og de grønne pletter havde fastsat sig i hendes tøjet. Der var helt tomt inde i mit hoved, borset fra et enkelt ord; fuck. Jeg var kraftædmer også altid så klodset, og skulle selvfølgelig ødelægge det. Jeg kunne godt forstå Nadia, og jeg kunne have ødelagt hendes tøj. ”Jeg skal nok erstatte den! Det lover jeg.” blev jeg ved med at forsikre hende, selvom jeg inderst ikke vidste hvordan. Jeg havde intet job, så hvordan skulle jeg overhovedet erstatte den?

Mere af aftenen gik, og Nadia var efterhånden blødet op igen. Hun vidste selvfølgelig godt at det bare var et uheld, og at hendes trøje nok skulle blive ren igen. Dog skulle ej heldet være med mig denne gang, og da runde to af pokerfjæsen ankom væltede jeg mit krus ned i en taske. Jeg sværger at denne aften ikke kunne gå værre. Jeg sværgede selvfølgelig lige så højt og helligt at jeg ville erstatte tasken og det Xbox-stick der var blevet ramt af pokerfjæs væsken. Jeg følte mig ærligt talt som en fiasko. Først den ene, og så den anden. Nadia og hendes veninde – der tidligere på aftenen havde præsenteret sig selv som Caroline – måtte tage afsked, da de begge skulle hjem. Jeg krammede dem venligt farvel, og vi var nu kun Eugene, mig og hans ven. Alkoholen der havde huseret min krop i et par timer nu havde nået sit toppunkt, da vi begyndte at sparke. Taekwondo er en kampssport der fokuserer på at bruge mest spark i selvforsvar, og derfor er det at kunne sparke en nødvendighed indenfor den gren. Vi begyndte at lave forskellige teknikker vi kendte, og jeg fik styrket min selvtillid da begge sagde at jeg sparkede højt. Jeg fik måske lidt for meget selvtillid. Jeg valgte nemlig at lave et flyvende spark, og betalte prisen. Da jeg landede fra hoppet og sparket, var der ingen fodfæste under mine fødder. Med et ordentligt klask slog jeg underkæben ned i Eugene’s trægulv, og lå der forvirret for et øjeblik. ”Er du okay, Vincent?” lød det i det fjerne. Jeg hoppede op på mine ben igen, og havde ingen smerte følt fra faldet. ”Bedre end aldrig!” besvarede jeg i en højlydt stemme. Vi forsatte natten med at gå en tur udenfor. Her væltede jeg ind i en hæk, i et hegn og havde nær kørt ind i en bum. Før jeg vidste af det kørte jeg hjemad på min cykel fra den lange og trættende aften. Jeg kom stille ind af min hoveddør, og smuttede ind på værelset. Mine trætte arme havde akkurat nok kræfter til at tage tøjet af, og jeg fik smidt mig selv under dynen. Alting svingede stadig, og alt var så uklart. Alle andre tanker blev skubbet til side af én enkelt. Der var én ting jeg ikke kunne få ud af hovedet, da jeg lå med øjenlågene lukkede i sengen…

Nadia.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...