"Best Friends"

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2013
  • Opdateret: 10 nov. 2013
  • Status: Igang
Vincent er en typisk teenager på seksten år, der lige har afsluttet folkeskolen. Sommeren har passeret fint, og hans nye eventyr begynder på gymnasiet hvor han skal studere til fysiker. Lige så bliver hans fritidsinteresser skiftet ud, og her møder han en pige ved navn Nadia. Hun har langt rødt hår, det kønneste smil og de smukkeste øjne. Men det er ikke det der slår Vincent af sine ben. Der er noget helt unikt i hendes indre, som gør hende til den eneste ene. Men er det nu også muligt? Og har Vincent overhovedet en chance? Det vil kun tiden vise.

4Likes
5Kommentarer
639Visninger
AA

2. Forandringer

Vise mænd siger at man altid har en chance til. Det er bare et spørgsmål om at opgive alt fra fortiden, og lade sig overtage af nutiden. Det var i hvert fald hvad jeg valgte at gøre. Mit navn er Vincent, og jeg er en seksten årig dreng der interesserer sig for fysik, og undergrundsmusik. Jeg har brunt mørkt hår som jeg aldrig kan finde ud af at sætte ordentligt. Mine øjne er grønne med to pigment fejl på det ene øje. Jeg sidder oppe til klokken lort om natten, og synes at lektier er overkill. En lidt speciel type, med en masse på hjertet. Jeg elsker at skrive og udtrykke mig, men har svært ved at fokusere på ting igennem en længere tidsperiode. Som en af mine venner engang sagde: ”Du er ikke ligesom alle andre. Når du vælger at fokusere på noget, så gør du det med 120% fokus, men holder kun til det i kort tid. Jeg fokuserer kun med 70% men holder projektet ud i længere tid”. Jeg synes nu det beskriver det meget godt. I hvert fald var jeg skoletræt. Jeg havde åndet lettet op efter de mundtlige eksaminer var overstået, og jeg endelig havde sommerferie. Jeg sluttede folkeskolen af med et snit på 6,5, hvilket jeg slet ikke var tilfreds med. Men vi kan jo ikke alle være genier. Min onkel er kampsportsudøver, og jeg valgte også derfor at nu når gymnasiet startede den følgende dag, kunne jeg da lige så godt også begynde til noget sport. Min astma havde efterhånden fået bugt med min kondition, og det irriterede mig grusomt. Jeg valgte at blive tilmeldt til Taekwondo, og fik at vide at jeg skulle møde op samme dag som den dag jeg skulle møde første dag på gymnasiet. En klump fyldte min hals. To nye ting på samme dag er ikke noget jeg bryder mig op. Faktisk er jeg meget konservativ og organiseret anlagt. Jeg kan ikke lide pludselige ændringer eller ting der skal tages af. Det er kilden til stress, og jeg bliver utrolig temperementsfuld af stress. Anyway, vi kommer på et sidespor her.

Dagen startede simpelt. Jeg mødte på gymnasiet den planlagte dag. Dette var så selvfølgelig ugens kedeligste dag, mandag. Vi startede dagen ud med hvad gymnasiet kaldte et fællesmøde for alle 1.g. elever. Hver klasse fik en guide, der skulle vise os rundt. Efterfølgende blev vi placeret i nogle klasseværelser, og skulle lave forskellige sociale øvelser hvor vi fortalte hinanden om os selv, og sådan noget. Det mest kedelige i verden. Man ender bare med at dømme de andre utrolig hurtigt. Jeg fortalte bare at jeg kunne løse den berømte rubiks cube på femogtyve sekunder i gennemsnitstid, hvilket var nok til at gøre nogle af dem mundlamme. De fleste var usikker på deres første dag, inklusiv mig selv. Alligevel havde jeg mine to gode venner fra folkeskoleklassen ved min side. Det var Noah og Kaleb. Noah var et geni, men samtidig også den gamle klasses klovn. Det var ham der havde lært mig at løse rubiks cuben så hurtigt som jeg nu kunne, og vi konkurrerede som altid. Hans afgangsgennemsnit lå på et fantastisk 11,et-eller-andet. Jeg hørte ikke særligt efter, mest af alt fordi jeg var jaloux. Den anden var Kaleb. Kaleb er originalt fra Horsens, men flyttede til vores område og gik i min folkeskoleklasse. Noget af ham er tyrkisk, så vi plejede at gøre grin med ham i skolen – for sjovt selvfølgelig. Både bioteknologerne og fysikerne var slået sammen, og det var derfor Noah også var i vores klasse. Kaleb og jeg havde originalt prøvet at få ham til at skifte hans mening til at studere fysik, men han ville nu hellere se på celler og biologi. Noah’s valg var truffet for længst.

Efter de mange introduktioner og nye lærere vi mødte, fik vi endelig lov til at holde fri. Et dybt suk lød dog fra mig, da jeg vidste min dag ikke var slut endnu. Normalt skred jeg bare hjem efter skole, og smuttede på computeren. Jeg kan bedre lide at lukke mig af fra omverdenen, fordi jeg ikke føler nogen forstår mig. Men nu stod mandag og onsdag på sport. Jeg greb om min gamle lorte cykel, og kørte fra gymnasiet op imod min tidligere folkeskole. Ironisk nok skulle man tro at når jeg endelig var sluppet af med den, at jeg så slet ikke skulle besøge den igen. Alligevel ville skæbnen det at det var der klubben afholdte deres træning. Jeg stillede cyklen, og så at der allerede var åbent. Jeg traskede nervøst ind i omklædningsrummet, og klædte om til normalt idrætstøj. Jeg regnede selvfølgelig med at kampsport bare var i almindeligt idrætstøj, men pinligheden faldt over mig da jeg var den eneste i salen uden en kampdragt (hvilket også var kaldet en Dobok). En ældre dame i 60’erne modtog mig med et smil. Hun var sort bælte af fjerde grad, og bad mig skrive mine kontaktoplysninger ned, så jeg kunne blive tilmeldt. Jeg stod lænet mod væggen, og kiggede ned i jorden. De andre elever løb rundt og spillede stikbold, men jeg var utrolig bange for overhovedet at snakke til nogen. Den røde stikbold trillede stille hen og ramte mit ene ben på det ene tidspunkt, men jeg sendte den hurtigt tilbage til de andre med et enkelt genert spark. Da tiden var inden lød en bestemt stemme. ”Fire rækker!” sagde den ældre kvinde, som om hun var leder af et militærregime. Alle elever stoppede til min forbløffelse med alt hvad de havde gang i, og stillede sig efter bæltegrader som om denne sortbælte’s ord var lov. Der var helt stille. Jeg blev stillet bagerst i rækkerne, og aflyttede spændt. ”Velkommen til træning!” sagde kvinden, der stod spændt og trippede en smule. ”Vi skal sige velkommen til Vincent, som har valgt at starte på nybegynderholdet.” forklarede hun, og alle kiggede på mig. Indeni føltes det som at dø af skræk, men jeg lod det selvfølgelig ikke vise udadtil. Efter den korte introduktion, skulle der hilses på det koreanske og det danske flag. Kvinden – som af eleverne blev refereret til som ’Sabumnim’ – snakkede koreansk, og jeg prøvede så godt jeg kunne at spejle de andres bevægelser. Det gik med et hængende hår, og træningen begyndte.

Da træningen var slut, var jeg øm. Jeg havde aldrig svedt så meget før, og min motorik og hjerneceller var seriøst sat på prøve. At bukke af for flaget gik bedre den her gang, men alligevel ikke så godt som jeg havde forventet. Jeg fik hurtigt skiftet, og kørt hjem til aftensmad. Min mor spurgte mig selvfølgelig om hvordan dagen havde gået. Jeg besvarede kort med at den havde forløbet helt fint, og at Taekwondo var sjovt. Dette syntes min krop dog ikke, da den valgte at lade som om jeg var blevet gennemtæsket næste morgen. Hele min krop var øm og stiv efter gårsdagens træning. En ulykke kommer sjældent alene, I guess.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...