Still Into You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2013
  • Opdateret: 19 aug. 2013
  • Status: Igang
“Things change, and friends leave, but life doesn't stop for anybody.”

4Likes
3Kommentarer
383Visninger
AA

4. Hi, I'm Sara

 

"De røde roser og de duftende stearinlys dannede en sti hen mod trappen. Hvordan vidste han, at jeg ville komme? Havde han allerede hørt de slemme nyheder. "Sara, det ikke en særlig god idé det her." Jeg hørte ikke efter, hvad han sagde, spekulerede kun over hvad han alt havde lavet for mig. Jeg vendte mig mod ham og kiggede ham lige i øjnene. Han havde sit uskyldige smil på, så dejlig. Jeg stillede mig op på mine tæer for at nå op til ham, gav ham et blidt kys på munden, og derefter trak jeg ham ind til et kram med mine øjne lukket. Jeg nød øjeblikket. Han svedte, og hans hjerte hamrede afsted, som havde han lige løbet et maraton. Jeg forstod ikke hvorfor, og skulle til at  trække mig fra ham. Da det var umuligt. Han havde et alt for godt greb om mig! "Jacob, stop!" Jeg åbnede øjnene, og hele rummet var sort. Et lys kom nærmere mod mig. Jeg slog Jacob, prøvede at slippe mig fri. "Jacob forhelvede, hvad laver du!?" Min vejrtrækning blev hurtigere. Lyset kom tættere og tættere på. Jeg turde ikke at kigge, lukkede øjnene i. Jeg kunne mærke Jacobs tag slippe mig stille og roligt, og jeg blev mere tryg igen. Men i det jeg åbnede øjne, så jeg hende stå lige foran mig. Ansigt mod ansigt.  Hendes skrig fik vinduerne til at sprænges. Alt blev sort"

"AAAARRGH!" Jeg rejste mig op i sengen og prøvede at trække vejret. Endnu et mareridt. Mor og far kom brasende ind af døren: "Sara skat! Er du okay? Hvad skete der?!" de lød bange og far kiggede rundt i rummet, for at se om der var noget. "Ja, jeg har det helt fint. Det var bare et mareridt" Et forbandet mareridt, som gentagende gange har overtaget mine drømme. Hvis jeg dog bare kunne give slip

-

Klokken ringede, og jeg tog en dyb indånding. Min første dag på den nye skole. Det var bestemt ikke første gang, jeg havde prøvet det. Men jeg var spændt og nervøs for, hvordan, den irske by, Mullingar ville tage i mod mig. Selvfølgelig håbede jeg, at de alle ville kunne lide mig. Men jeg havde efterhånden været offer til alle mulige ting, og der var ikke noget, jeg ikke ville kunne tackle. 

Da jeg kom hen af gangen kunne jeg mærke flere blikke på mig. "It's the new girl from Raithin street" lød det fra det ene hjørne. Fnisende lød bag mig, og foran mig stod en dør ind til min nye klasse. Jeg trak langsomt ned i håndtaget og gik stille ind. Læreren fik øje på mig, og hun trak mig med helt ind i klassen. "Oh dear class. Say welcome to the new girl, Sara, right? She comes all the way from Denmark! Take good care of her." Hun havde et stort smil på, og jeg smilede halvt tilbage, hvorefter hun pegede på en tom plads, som et tegn på, at jeg skulle sætte mig derhen. Jeg traskede hen mod stolen og lænede mig godt tilbage. Snakkende gik rundt i lokalet, og der var ingen tvivl om, at alle samtalerne handlede om mig. En pige sad ved siden af mig, og ud af øjenkrogen kunne jeg se hende smile til mig. "Hi welcome to Mullingar. Sorry if they're bothering you. It only takes a couple of days, and they'll get bored and stop. I'm Sophie, btw." "Hi, I'm Sara" Jeg fandt mine nye bøger frem og gjorde mig klar til matematiktimen. Sophie holdte sig blik intenst på mig, som om hun ventede på, at jeg skulle sige noget. "So Sara, have you met him yet?" spurgte hun begejstret. "Silence!" klasselæreren, Elizabeth, hamrede i bordet og begyndte sin time. Hele klassen var stille. Men hvem var det Sophie mente? Jeg rystede på hovedet og koncentrerede mig om timen. 

-

 

"What are you going to do tonight?" spurgte Sophie, spændt på at høre mit svar. "Ooh, not that much. Think I'm gonna go for a walk in my neighborhood, and see if I can meet some of my new neighbors" svarede jeg. "Nice, good luck meeting him!" Sagde hun, mens hun banede sig vej hen mod hendes bil. Hvem skulle jeg møde? Hvem var han? og hvorfor var hun så opsat på, at jeg skulle møde ham. Jeg tog mig til hovedet, alle mine tanker gav mig hovedpine. Jeg var glad for, at 1. dag var overstået, men kunne ikke vente med at komme hjem til mit fantastiske hus igen. Jeg havde en masse at fortælle Anne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...