Still Into You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2013
  • Opdateret: 19 aug. 2013
  • Status: Igang
“Things change, and friends leave, but life doesn't stop for anybody.”

4Likes
3Kommentarer
384Visninger
AA

3. A whole new place

 

Sara, så er vi her” Jeg mærkede en hånd ruske i mit lår. Det var min mor. Hun pegede ud af vinduet. Jeg rystede på hovedet og kiggede ud. Wow. Synet jeg fik, var helt anderledes end jeg havde regnet med. Det var jo et stort rigmandskvarter, jeg skulle bo i. Husene lignede hinanden. Bygget op af flotte mursten, hvide store vinduer, 3 etagers, og haverne bestod af nyslået græs med roser, liljer og andre smukke blomster rundt om. Det var slet ikke, som de andre steder. Det her var utrolig lækkert. Et lille smil bredte sig på min mund, da bilen standsede ude foran vores nye hus. Wow, skulle jeg virkelig bo i det? Jeg kunne ikke vente med at flytte ind, og jeg tog straks mine høretelefoner ud og åbnede bildøren. Jeg steg ud og kiggede, som om, at jeg var forstenet, op på mit nye hus. Indtil min far kom fra siden og gav mig et lille puf i skulderen. ”Kom så, der skal pakkes ud” Jeg smilede til ham, og begyndte at tage mine kufferter ud af bilen. Det her skulle nok blive godt.

-

 

Jeg sad i sengen og kiggede rundt i værelset. Mit drømmeværelse simpelthen. Aldrig havde jeg haft et så flot værelse før. Det var stort nok til alle mine ting, som også passede med den hvide væg. Jeg havde fået sat mine yndlingsbilleder, af mine yndlingsvenner, op på væggen og var rigtig godt tilfreds med den måde, jeg havde fået det lavet på. Men selvom jeg var blevet så glad for mit nye hjem, var der stadig noget indeni, som gjorde ondt. Tanken strejfede mig gang på gang, og jeg prøvede at gøre alt for at glemme det. Glemme ham. Jeg var glad for, at der ikke var noget her, som ville minde mig om ham. Min mobil brummede, og det gav et sæt i mig. Jeg kiggede på den og tog hurtig fat i den, da jeg fandt ud af, at det var Anne som ringede. ”Hej Anne!” Jeg smilede stort. Hold op, hvordan kunne det lade sig gøre, at jeg allerede savnede hende så slemt. Der var kun gået 21 timer. ”Sara! Ååårh, hvor jeg savner dig! Er du faldet godt til?” Hendes stemme var blød, og jeg vidste godt, at hun håbede det bedste for mig. ”Ja, her er skønt. Kvarteret er skønt. Glæd dig til at se det! Jeg savner også dig” Jeg rejste mig op og gik hen mod vinduet, som havde den bedste udsigt i hele kvarteret. Jeg kunne se ned til stranden, og samtidig ud over hele kvarteret. ”Lyder godt. Har du mødt nogen søde drenge?” Selvfølgelig spurgte hun om det. ”Nej Anne, jeg er knap nok kommet ind af døren” svarede jeg med et lidt strengt tonefald og tusindvis af tanker steg til hovedet. Havde jeg overhovedet lyst til at møde nogen? Var jeg klar til det? Det var en måned siden, at jeg sidst havde snakket med en dreng, og jeg ville nok ikke være i stand til nogen sinde at kunne det igen. Sådan havde jeg det. Jeg var ikke god nok til nogen. Jacob smadrede mit hjerte og samtidig også mit selvværd. En underlig lyd raslede inde i mobilen ”Åh okay, men jeg bliver nød til at smutte nu. Mor tvinger mig til at se den nye Far til Fire film med de 2 små. Vi snakkes senere!” og før jeg nåede at svare, lagde hun på.

-

 

Jeg blev stående og stirrede ude af vinduet. Solens varme stråler ramte lige ind mod mig. Jeg kiggede over mod naboens vindue, tænkte over hvordan mit liv her skulle foregå, om jeg ville få nye venner, eller om jeg bare ville være et nul. Ligesom jeg var i England. Der hadede de mig af den grund, at jeg var rig. Men det her kvarter lugtede af rigdom, hvilket jeg selvfølgelig var ligeglad med. Men ja, jeg var en forkælet møgunge, som de fleste nok ville sige. Jeg havde haft masser af falske venner. Derfor var der heller ikke mange, som betød så meget for mig, som Anne gjorde, og som Jacob havde gjort... Jeg tænkte så meget, at jeg slet ikke lagde mærke til, at der i naboens vindue stod en dreng. Han kiggede direkte over mod mig. Først da han vinkede, gav det et kæmpe sæt i mig, og jeg skyndte mig at løbe ud af døren, smækkede den i og kravlede lige så stille ind i mig selv. Allerede første dag, havde jeg gjort mig selv forlegen. Typisk. Urgh... Men noget sagde mig, at jeg havde set den dreng før. Hvor vidste jeg ikke, men det skulle jeg nok finde ud af. 

 

Her var så 2. kapitel. Jeg håber, at i kan lide den. Det ville betyde meget, hvis i likede, kommenterede og satte den på favoritlister! Kom gerne med ris og ros. - Hvene xox

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...