Colten; Tannernes straf

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2013
  • Opdateret: 18 aug. 2013
  • Status: Igang
Gabriella, får en dag ad vide, at hun er helt speciel. At hun har kræfter, som ikke mange har. Hun bliver sendt hen på en lejr, hvor hun bliver trænet, så hun kan klare livet ude i den næsten normale verden, som Colt. Men tingene går galt, og Gabriella kommer igennem en masse farlige ting, med sine to venner.

0Likes
0Kommentarer
232Visninger
AA

2. Lejlighed 108, får en ny beboer

   

 

 

Jeg vågnede med et sæt, og tænkte tilbage på det der lige var sket. Jeg lå i en lille blød seng, der ikke var særlig stor. Sengen stod ved siden af en masse andre senge, ligesom på et hospital. Der måtte være tohundrede senge, men heldigvis var de ikke alle sammen fyldt op. Den tætteste person på mig lå fem senge væk, og det så ud til at de alle sov. Jeg regnede med at det nok var nat, da der var helt mørkt inde i rummet, pånær de senge, som jeg regnede med var optagede, hvor der stod et stearinlys på hver. Også ved min seng.

Jeg kunne høre stemmer til højre for mig, og opdagede at der ikke var nogen stearinlys derhenne. Jeg kunne høre en dør knirke, og to skikkelser kom gående ind med et stearinlys. Jeg lukkede øjnene, og lod som om jeg sov.

"Jeg tror på dig, Sam, men vi bliver nød til at være sikker før vi kan fortælle andre det. Jeg vil naturligvis fortælle ældsterådet om det, men jeg forventer at du kan holde på en hemmelighed." Sagde en stemme der sikkert tilhørte ham den høje mand, jeg lige nåede at få et glimt af. "Selvfølgelig," svarede Sam. Der blev stille.

"Og hvis det er rigtigt det du siger, så må personen ikke få det at vide, før han eller hun, er fyldt seksten." Sagde den høje mand alvorligt. Jeg nåede ikke at høre mere før jeg faldt ud af bevidsthed igen.

 

Da jeg vågnede igen var det lyst udenfor. Solen skinnende ind gennem vinduerne, men stadig frøs jeg helt enormt. Mit hoved gjorde ondt, men det var ikke det store. Nu da der var lyst kunne jeg se malerierne der hang på væggene. Det var ikke de store mesterværker, men de pyntede meget op, i det ellers så tomme rom. En sygeplejerske så at jeg var vågnet, og kom hen imod mig.

"Det er godt at du er vågnet. Hvordan har du det?" Spurgte hun, imens hun hældte en flydende væske op i et glas.

"…fint" mumlede jeg. Hun nikkede, og gav mig glasset. Jeg kiggede ned i den brune væske, der flød rundt nede i mit glas, og tænkte på hvordan det hele egentlig havde gået til. Jeg kunne huske manden i mit hus, og Sam der reddede mig, hvorefter han tog mig ind i sin bil, og det var alt. Hvordan var jeg endt på et hospital, et eller andet sted?

"Bare drik det. Jeg har ikke kommer gift i." Sagde hun drillende og smilte. Jeg nikkede, og tog glasset op til munden, men sænkede det igen inden jeg nåede at drikke mere.

"Undskyld, men hvor er jeg?" Spurgte jeg nervøst.

"Jeg er nok ikke den bedste til at forklare det, men du er i sikkerhed her." Svarede hun, og blev stående for at se til, at jeg drak det. Jeg smilte og nikkede, som om at det var et fint svar for mig. Jeg tog glasset op til munden og drak det. Til min store overraskelse smagte det faktisk godt. Det smagte lidt af hjemmelavet brownies, hvor der ikke var sparet på kalorierne. Jeg drak hurtigt det lille glas færdigt, og mærke at min hovedpine var væk, og at jeg ikke frøs længere.

Sygeplejersken smilte, da hun så mit ansigt.

"Har du det bedre?" Spurgte en stemme, jeg mindedes at have hørt før. Sygeplejersken trådte væk, og gik hen for at hjælpe andre. Manden der havde spurgte kom til syne. Jeg genkendte straks stemmen da jeg så hans høje skikkelse. Jeg så at Sam stod ved hans side. Jeg nikkede. Sam trådte længere frem, så ham den høje mand og Sam, stod ved siden af hinanden.

"Det er det bedste der findes! De virker som medicin, og samtidig smager de fantastisk!" Sagde Sam med et glimt i øjet. Jeg havde aldrig set den side af Sam, så det kom lidt bag på mig. Jeg smilte bare til ham, og rettede mig, så jeg sad lidt bedre.

"Du må have en masse spørgsmål, og jeg forstår dig skam godt, men vi er lidt tidspressede så du må få lov til at stille mig et spørgsmål," Sagde den høje mand, med Sam ved hans side, som nu så meget mindre ud end han havde gjort ovre i skolen. Jeg tænkte på et spørgsmål der kunne besvare alle de andre, men jeg kom aldrig frem til det.

Så jeg spurgte: "øhm, hvor er jeg?" Den høje mand tog en dyb indånding.

"Nu bliver det et langt svar…" mumlede han. Det var sikkert ikke meningen at jeg skulle høre det, men jeg blev nysgerrig når det gjaldt.

"Okay, eftersom du spørger. Det her er en lejr for børn med særlige kræfter. Et sted hvor de kan træne, uden at bekymre sig for alle de farer der lurer rundt om hjørnerne. Træningerne går ikke altid helt som de skal, men det følger med hvis man gerne vil blive god." Han pegede ud over hospitalet. Først nu lagde jeg mærke til at det kun var børn og teenagere der lå her. Alle med et brækket ben, eller en hjernerystelse. Endda nogle med forbrændinger. Jeg sank en klump da jeg så det. Var sådan noget ikke ulovligt? Men alle patienterne så glade ud, heldigvis.

"Du kommer til at…" begyndte den høje mand, men blev afbrudt, da døren blev smækket op. Han vendte sig om for at se hvem det var der larmede sådan, og spærrede for mit udsyn. Sam smilte venligt til mig, da fod trinene kom nærmere. Personen stillede sig foran 'Den høje mand', så jeg kunne ikke se hvem det var.

"Jamen tak fordi I ventede på mig! Er hun vågnet?" Spurgte… Markus? Markus! Hvad lavede han her? Stod han bag alt det her? Det her 'Show', som de havde digtet, eller hvad der her nu forestillede.

"Markus?!" Udbrød jeg, og rejste mig op fra sengen. Markus trådte frem bag manden. Han smilte lettet og gik hen og gav mig et stort kram. Hvis jeg ikke havde været forvirret før, så var jeg det i den grad nu. Jeg kom ud af Markus' omfavnelse, og så at Sam stod lidt mere tilbage end før, som om han ikke ville have, at Markus skulle se ham.

"Nåh," sagde Markus, og gned sine fingre mod hinanden. "Har du nogle spørgsmål?" Alle kiggede på Markus, pånær Sam der stadig stod bag 'Den Høje Mand'. 'Den Høje Mand' rømmede sig.

"Faktisk, har hun allerede fået sit ene spørgsmål, så nu skal hu..."

Markus sukkede. "Nå, men så må vi vel komme videre" sagde han, og trådte et skridt frem imod mig. Lige idet han gjorde det, fik han øje på Sam, og hans ansigtsudtryk ændrede sig.

"Dig?" Vrissede Markus, og pegede på Sam. "Sagde jeg ikke at du skulle holde dig væk?" Sam, tog en dyb indånding, og rankede ryggen.

"Du har måske nævnt det, men du ved, jeg har så mange ting, at holde styr på lige for tiden." Svarede Sam. Markus blev rød i hovedet, og skulle til at fyre endnu en ting af, da manden stoppede ham.

"Vi har ikke tid til det her nu, Drenge. Vi har mange andre ting vi skal nå!" Sagde han, og det måtte tydeligvis have haft en effekt på dem, for de så ud til at dæmpe sig lidt.

"Og Sam tager med!" Fortsatte han. Sam smilte, og rettede skuldrene, mens Markus krympede sig sammen, men lyttede til manden, uden at sige et eneste ord. Vi gik ud fra hospitalet, hvor jeg prøvede på ikke at kigge for meget på folks skader, og udenfor. Det var et flot terræn! Der var æbletræer rundt omkring, skønne blomster, og virkelig grønt græs. Mod vest lå der en stor skov, der sikkert fyldte to tredjedele af hele lejren. 'Den Høje Mand', der havde fortalt at han hed Mr. Donell, førte os alle fire hen mod hytterne hvor eleverne på denne 'lejr', fik tildelt et hus, hvor de så skulle bo i al den tid de var her.

Der var mange huse, så jeg gættede på at der nok boede en fem-seks elever i hver. Hytterne stod i en halvcirkel, og de havde hver især sit helt eget præg. En af hytterne lignede en lille kopi af Det Hvide Hus der står i Washington, pånær den lille ting med at det så ud som om det var trehundrede år gammelt. Og grå brunt. En anden hytte lignede et skib. Selvom det stod på jorden, var jeg sikker på, at hvis der kom oversvømmelse ville det flyde. Dette skib lignede ikke et der var trehundrede år, tværtimod. Det lignede et skib der ville blive bygget i fremtiden, selvom jeg ikke havde nogen anelse om hvordan de så ud der. Men det her skib var helt sikkert ikke fra det enogtyvendeårhundrede.

Mr. Donnel, førte os hen til det store blå skib fra fremtiden. Jeg måbede da jeg trådte ind. Skibet var meget flottere indeni end det var udenpå. Væggene var hvide med nogle blå tegn malet på jeg ikke helt vidste hvad betød. Man trådte nærmest ind i en gang, uden nogle døre på siderne, men omkring fem meter længere fremme, blev gangen smallere og dørene stod på række, på hver sin side af væggen, med tre meters mellemrum. I venstre hjørne på hver dør, var der med en pæn snørklet skrift skrevet med blå bogstaver nummeret på boligen. Udenfor hver dør, stod der en plante, men de var forskellige alle sammen. Nogle var store lyserøde vilde roser, mens andre slet ikke havde nogen blomst. Lamperne oppe i loftet gav et perfekt lys i forhold til at vejret i dag var meget varmt, selvom der kun var et stort vindue ved hver fjerde dør. Numrene var lave i den her ende, og blev højre jo længere ned man gik af gangen. En pige kom gående ud af nummer fem, ligesom vi gik forbi. Hun var lidt højere end mig, og havde en stram blå t-shirt på og en hvid nederdel, der dækkede hendes knæ. Hun havde skrammer og blå mærker på skinnebenene, men ellers ikke rigtig så meget. Det var færre en mig. Hun smilte sødt, da hun gik forbi Mr. Donell, så hendes lipgloss glimtede i lyset. Hendes smil forsvandt lige så snart hun var gået forbi ham, og hun fortsatte ned ad gangen, uden overhoved at kigge på os andre. Jeg håbede ikke at alle på denne 'lejr' var ligesom hende, for så ville jeg stikke af ligeså snart jeg havde chancen.

Mr. Donell gik hen ved siden af mig. "Hver elev får noget jord, som de skal stille udenfor deres værelse, og i løbet af en uge, vil man have en lille plante, der beskriver ens personlighed. Planten klarer sig selv, og behøver ikke at blive vandet, men hvis ejeren vandærer den, bliver den syg ligeså vel som ejeren selv. Tro mig ingen har gjort det i MEGET lang tid!" Sagde Mr. Donell. Jeg måtte give ham det for fantasien. Jeg var måske begyndt at tro lidt mere på dem, men det med at lejren skulle være for 'Unge med særlige kræfter', måtte han længere ud på landet med. Hvis altså man kunne komme længere væk.

"Øhm… okay," svarede jeg bare.

"Det kan godt være at de her blomster er flotte, men prøv at læg mærke til dem. Dem der har blomster er store og lyserøde, men prøv at se alle tornene.  Eller tag dem uden blomst. De planter spreder sig hurtigt, og ødelægger alle andre planter der skulle stå i vejen for dem. Det er præcis sådan folk på denne del af gangen er. De tænker kun på sig selv og ingen andre. Prøver kun på at få mere magt. Sådan er de rige." Det sidste sagde han lavt, så det kun var os fire der kunne høre det.

"Hv-hvor skal jeg så være?" Spurgte jeg.

"Længere nede." Sagde Markus, og pegede ned af gangen. "Der starter alle nybegyndere, nogle er bare så uheldige at få tildelt det værelse permanent. " Uheldig? Nu havde jeg gået og glædet mig til at se værelset, og så var man uheldig at skulle bo der. Hvad mente de egentlig med at man blev tildelt et værelse?

"Hvordan får man så tildelt et værelse?" Spurgte jeg.

"Du bliver i nummer 108, hvor du skal på lige nu, og så venter du og træner, indtil vi fortæller dig hvor du skal bo." Sagde Mr. Donall. Jeg nikkede. Vi var efterhånden kommet langt ned, til sidst i halvfemserne, og kvaliteten blev dårligere for hvert skridt vi tog. Væggene var ikke af cement længere, men af træ der bulede en masse, og var helt fugtigt. Dørene var ikke lukkede helt nogen af dem, og jeg regnede med at de sikkert heller ikke kunne lukkes helt. Der var stadigvæk blomster foran dørene, men de var i små krukker, og der var kun en foran hver dør, selvom Sam havde fortalt mig, at man boede i grupper hernede af gangen, og ikke en mands.

De stoppede ved en af de sidste døre, hvor man lige kunne se at det stod 108, med den hvide maling der var ved at skalle af. Sam havde bøvl med døren, med fik den dog til sidst åbnet.

Rummet lugtede ikke ligefrem godt, og der lå tøj rundt omkring på gulvet. Sengene lignede nogen der kunne brase sammen, hvert sekund det kunne være, og de knirkede, da Sam satte sig ned i en af dem. Uheldigvis var det køje senge, og eftersom der var lavt til loftet, var sengene også tættere på hinanden, så den der sov nederst kunne ikke sætte sig op, uden at dunke hovedet ind i sengen ovenover. Ligesom den øverste ikke kunne sætte sig op, uden at slå hovedet mod væggen. Sengene var meget smalle, og man ville ikke kunne ligge godt i dem, vidste jeg med sikkerhed. Rundt omkring lå der skjolde og sværd, bøger og blyanter, og andre ting, som sikkert havde ligget der i lang tid.

"Hovsa," sagde Sam. "Det er vist lang tid siden der er blevet tjekket op på det her værelse," han blinkede til mig, og jeg smilte, men det var stadigvæk underligt at se Sam på den her måde. Jeg måtte vel bare vænne mig til at han ikke var så ond, som han havde udgivet sig for.

"Wow. fedt nok…" sagde jeg, og prøvede at lyde positiv. Sam og Markus brød ud i grin, men Markus prøvede ihærdigt at stoppe sig selv, da han sikkert ikke ville grine sammen med Sam. Hvor fjollet det end lød.

"Hey, Øhm. De andre kommer lige om lidt. Du kan lige få lov til at pakke ud og lære dem lidt at kende, inden der er aftensmad. Du kan bare følge med, når de andre går derned, okay?" Spurgte Markus. Jeg kiggede lidt rundt i lokalet, og nikkede.

"Okay," mumlede jeg. Jeg forstod godt hvorfor Sam havde sagt `uheldig´, efter jeg havde set værelset. De forlod alle tre værelset en efter en, efter de havde sagt farvel.

Jeg havde ingen ide om hvad det var de mente med at jeg skulle pakke ud, da jeg havde forladt huset i al hast, men så opdagede jeg to sportstasker der lå på en tom seng, som var den nederste i køjen. De så meget bekendte ud, og da jeg åbnede lå der, ganske rigtigt, en masse tøj og ting, der tilhørte mig. Jeg skubbede en af sportstaskerne under sengen, som fyldte alt det tøj jeg ejede, som ikke var særlig meget.

I den anden taske lå der nogle bøger, min mobil, nogle smykker og andre ting. Jeg tog min mobil op og tjekkede om min mor havde ringet. Det havde hun ikke. Jeg var så bekymret for om der var sket dem noget. Mine forældre var seje, men hvis der skete noget med dem troede jeg alligevel ikke at de ville kunne klare det. Eller endnu være. Hvis de ikke levede længere…

Nej, Gabriella, nu bliver du nød til at lade være med at tænke på det. De har det sikkert fint. Sidder på en cafe' og drikker rødvin. Det skal nok blive okay igen!

Jeg lagde min mobil oppe i sengen, og tog mit smykke skrin frem, som jeg have fået af min mormor da jeg var yngre. Jeg havde kun tre halskæder et armbånd og en ring i skrinet. Jeg tænkte lidt på hvorfor det var pakket ned, men skubbede tanken væk. Jeg tog en bog frem, og lagde den under min pude, da der ikke var noget bord, og skubbede tasken under sengen. Sengen var allerede redt, så det behøvede jeg heldigvis ikke at gøre. Jeg satte mig ned på sengen, med hovedet i hænderne, og tænkte på hvordan jeg egentlig var havnet her.

Jeg mener, jeg kunne huske det hele, men der var stadig en masse huler, jeg gerne ville have svar på. Hvor var mine forældre? Var de okay? Hvad med Ethan? Og hvad for nogle kræfter var det børnene her havde? Var det overhoved rigtigt eller var det noget de fandt på? Og ham manden der sagde jeg havde noget han skulle bruge! Hvad mente han med det? Jeg vidste, at nogen af svarerne ville jeg først få svar på om lang tid, men jeg kunne stadigvæk ikke få dem ud af mit hoved.

Døren gik op. To piger og tre drenge kom væltende ind. Drengene var tydeligvis oppe at skændes om et eller andet, mens pigerne gik og ignorerede deres høje råb. Uden så meget som at hilse på mig, satte de sig på deres senge, og begyndte at snakke. Drengene var lige ved at komme op at slås, da en fjerde dreng kom ind og stoppede dem.

"Hey! Ikke slås indenfor! Kampen blev uafgjort. Hvis I vil have revanche, så gå ud igen, men ikke herinde!" Sagde han. Han bar en blå kasket, der passede godt til hans mørkebrune hår. Hans cowboybukser var slidte, og han havde en hvid-sort stribet bluse på, hvor de hvide striber nærmest var blevet sorte, så man ligeså godt kunne kalde det for en sort bluse.   Drengen fik øje på mig, og gik smilende hen til mig.

"Hej, jeg hedder Adam. Jeg er leder i denne lejlighed. Du må være Gabriella?" Jeg nikkede. "Jamen, velkommen til! Lejligheden ser ikke ud af meget, men du kommer til at elske den. Hvis du har nogen spørgsmål, så bare spørg mig. Det er derfor jeg er leder!" Han smilte til mig. De andre havde stadig ikke lagt mærke til mig.

"Der er faktisk noget," sagde jeg, og håbede han ville besvare mit spørgsmål.

"Kom med det!" sagde han, og gned sine hænder mod hinanden.

"Hvad... Hvad for nogle kræfter er det I har?" Spurgte jeg. Hans smil falmede, men han så stadig ikke sur ud. Han satte sig ned ved siden af mig, på min seng.

"Når vi er tretten, begynder vi at udvikle en evne. Evnen kan være alt fra at lave stormvejr, til at læse hinandens tanker. Det afhænger af hvem personen er. Men når det sker, udvikler vi en duft, der gør at uhyrer får færten af os. Så lejren prøver på at finde alle Colterne, inden de bliver fjorten, så de kan blive lært op. Vi bliver holdt her indtil vi fylder tyve, og så bliver vi sendt væk." Sagde han, og kiggede mig ind i øjnene.

"O-okay" svarede jeg, lidt overrasket over kræfterne. "Men, Øhm... Hvad er en Colt?" Spurgte jeg, og prøvede på at lade være med at lyde alt for dum. Han smilte.

"En Colt, er sådan en som dig, og mig. En der får kræfter. Kræfterne stammer fra en af vores forældre. I mit tilfælde er et min mor. Derfor er jeg her. min mor kunne ikke altid holde styr på reglerne, og det går også ud over barnet..." Sagde han trist. jeg fik lidt ondt af ham, men så smilte han til mig.

 Han havde lige siddet og fortalt mig at, jeg snart ville udvikle en evne, der gjorde at uhyrer kunne lugte mig. Fortalt at der fandtes uhyrer. Det her blev bare mere underligt, for hvert minut der gik.

Jeg kunne alligevel ikke lade være med at få lidt ondt af Adam. Hvis det var hans mor der var skyld i, at han sad herinde, så kunne det ikke blive mere uretfærdigt. Jeg ville gerne vide hvem af mine forældre der havde kræfter. Hvad for nogle kræfter jeg fik. Det kunne være fedt hvis man lige pludselig bare kunne gå gennem vægge!

"Venner!" Råbte Adam, og rejste sig op. Alle kiggede på ham. "Det her er Gabriella. Hun er lige ankommet, så vær søde imod hende." De nikkede alle sammen, og et par stykker kom hen og sagde velkommen til mig.

Adam kiggede på sit ur, og sagde: "Så er der aftensmad!" Alle lyttede, og begyndte at gå ud af døren.

Adam smilte. "Bare hold dig til mig," sagde han, og vi begyndte at gå efter de andre, ned mod aftensmaden. På vej derned bad jeg til at jeg snart ville få min evne, for efter Adam havde fortalt mig det, kunne jeg slet ikke vente.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...