Colten; Tannernes straf

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2013
  • Opdateret: 18 aug. 2013
  • Status: Igang
Gabriella, får en dag ad vide, at hun er helt speciel. At hun har kræfter, som ikke mange har. Hun bliver sendt hen på en lejr, hvor hun bliver trænet, så hun kan klare livet ude i den næsten normale verden, som Colt. Men tingene går galt, og Gabriella kommer igennem en masse farlige ting, med sine to venner.

0Likes
0Kommentarer
248Visninger
AA

1. Jeg gisper om kap, med en flyvende bil

  

 

"Hvad fanden bilder du dig ind?" Skældte Eleanor. En pige var gået forbi i høj fart, og var kommet til at skubbe til Eleanor, da hun var i gang med at lægge mascara. Jeg kunne se pigen blev irriteret. 

"Det må du undskylde! Jeg havde ikke set dig for alt den glans jeg fik i øjet. Først troede jeg, at jeg var ved at blive blind!" Svarede pigen igen. Eleanor gjorde store øjne, og vendte sig mod pigerne der stod bag hende, som sædvanlig. En af pigerne hviskede noget i Eleanors øre. 

Hun vendte sig mod pigen. "Amanda Bynes," Pigen lagde armene over kors. 

"Wow, det må jeg sige! Du kan mit navn," sagde Amanda utålmodigt. Eleanor gik et par skridt fremad, og to af pigerne fulgte efter lige bag hende. Elever var efterhånden begyndt at stoppe op, for at se skænderiet mellem de to piger. 

"Prøv at se hendes halstørklæde," Hviskede en af pigerne bag Eleanor, da de kom gående forbi mig, og de fniste alle tre. Jeg kiggede på hendes stribede halstørklæde. Det så helt normalt ud i mine øjne, men trioen var nogle af de mest... dullede piger i hele byen. 

"Du holder dig væk fra os, din flab!" Sagde Eleanor idet de gik forbi Amanda. Amanda stod og kiggede efter dem indtil de var ude af syne, ligesom alle andre stod og kiggede efter hende og Eleanor. Da Amanda forlod gården og gik ind i skolen, forsvandt den lille gruppe der lige havde stået og kigget på. Jeg rejste mig op fra bænken, jeg havde siddet på, og samlede mine skoleting sammen. Jeg kunne blive så træt af diskussionerne en gang imellem. Lige nu så jeg bare frem til sommerferien der startede om en uge.  Klokken ringede ind, og de sidste elever der havde stået ude på græsset løb ind. Folk skubbede til mig, da de skulle ind af døren, og jeg tabte alle mine papirer det blev spredt ud over hele græsplænen. Jeg sukkede, og irriterede mig over at folk aldrig kunne give plads til hinanden, sådan som jeg altid gjorde. Jeg gik ned på plænen, og begyndte at samle mine ting sammen. Var der noget jeg hadede, så var det at komme for sent. Specielt nu. 

 

Læreren i klassen stoppede op og kiggede på mig, da jeg kom ind af døren.  "Du kommer for sent," sagde Mr Hawk. Jeg kiggede ned i gulvet. 

"Undskyld," mumlede jeg, og ignorerede klassen lige foran mig. De var blevet helt stille, som ellers var meget sjældent. Mr Hawk hadede når folk kom for sent, og klassen så sikkert frem til den skideballe, jeg højst sandsynligt ville få. Jeg kunne høre han begyndte at skrive igen, og jeg åndede lettet ud, på vej hen til den eneste tomme stol i klassen. 

 

Det ringede ud til spisning, og alle eleverne forsvandt hurtigt ud af lokalet. Jeg tog min taske over skulderen, og gik efter dem.  Som sædvanlig var kantinen et rent kaos. Folk maste og skubbede til hinanden for at komme ind i køen, og hvis nogen sprang over kunne man godt forvente et slag. Men det var der ingen der havde lært endnu. Jeg gik forbi alle eleverne, og udenfor på græsarealet. Der var ikke ligeså mange mennesker, så jeg satte mig derud med min hjemmebragte madpakke. Jeg fandt et sted op af skråningen, og lidt efter kom Melissa gående med sin bakke fuld af mad. Hun slog sig ned ved siden af mig. 

"Hva' så?" Spurgte hun, og begyndte at spise sin burger. 

 "Kan du virkelig spise dem der hver dag, og stadig elske dem så meget?" Spurgte jeg vantro, og kiggede på den stakkels burger. Der var ikke andet end en bolle, en meget flad og lille bøf, et stykke salat, der var så blødt at det ikke engang knaste når det kom ind i munden, og en masse dressing. 

"Den smager fantastisk!" Svarede hun med munden fuld af mad. Jeg grinte. Melissa elskede mad. Mig og Melissa, holdt os tit sammen, men hun kunne godt lide også at være sammen med en pige der hed Rebecca.  Jeg tog et æble frem og begyndte at spise det. 

"Spiser du ikke snart noget af skolens mad? Det smager altså ikke SÅ dårligt!" Sagde Melissa.

"Jeg foretrækker min egen mad. Maden her er der ikke meget at juble over," Melissa trak på skuldrene, og tog en kæmpe bid.

Jeg kiggede til venstre hvor Eleanor kom gående med Sarah og Alexandra. Sarah var høj og tynd. Alt for høj! Hun var omkring 1,80 og havde altid høje sko på ligesom resten af kliken. Alexandra var lavere, men var meget mere dullet. Hendes taske var en eller anden dyr, lyserød Gucci taske og en kjole. Men den værste var nok Eleanor. Hendes lårkorte nederdel og korte bluse, der gjorde at man kunne se hendes nagle, var fyldt med glimmer palietter, og hun havde en masse smykker på, der sikkert var lavet af ægte guld, hvis man spurgte hende.

De fniste da de gik forbi football spillerne. De vendte sig alle sammen om og kiggede efter dem indtil Sam kom og satte sig ovenpå bordet. Sam og Eleanor havde engang været kærester, men der gik rygter om at de slog op, fordi Eleanor havde kysset med en anden mens Sam havde set det. Jeg tvivlede nu på at det var første gang.

Eleanor og 'pigerne' forsvandt ud af syne mens de gik og svingede med deres dyre tasker. Eleanors far var direktør for et bilfirma og tjente kassen på det. Han havde fået en ny kæreste som efter sigende var et par år ældre end Eleanor, og  gik i mindst ligeså billigt tøj. 

"Prøv at se, Troy!" Sukkede Melissa kærligt. "Han er så perfekt"  Hun sad helt tryllebundet og kiggede på Troy, der sad og viftede med sit store afro hår. Man kunne tydeligt se hans hvide tænder, da han grinte, på grund af hans mørke hud. 

"Melissa!" Sagde jeg, for at få hende til at kigge væk. 

"Han er så… flot!" Fortsatte hun, som om hun ikke havde hørt hvad jeg lige havde sagt. Det havde hun sikkert heller ikke. Troy kiggede rundt og fik øje på Melissa. Han kneb øjnene sammen, og kiggede så hurtigt væk igen. Melissa havde hurtigt slået blikket ned i jorden. 

"Det der, var bare så pinligt!" Sagde Melissa. Jeg grinte af Melissa, der stadig sad med hovedet i hænderne. 

"Gabriella, Stop!" Sagde hun surt. 

"Undskyld," svarede jeg stadig grinene og prøvede at stoppe. Bordet med football spillere var begyndt at kigge hen mod mig og Melissa. Jeg stoppede med det samme med at grine. 

"Vi må hellere gå nu," sagde jeg til Melissa, og rejste mig op.   

"No way! Jeg sidder godt her," nægtede hun. 

"Melissa," sagde jeg utålmodigt, og lavede et lille nik mod bordet. Melissa var hurtigt oppe at stå. 

"Skal vi gå hen til dem?" Spurgte hun nysgerrigt. Jeg sukkede og rystede på hovedet. 

"Værsgo, men jeg går et andet sted hen." Sagde jeg og begyndte at gå væk fra dem. Jeg brød mig ikke om Eleanor, men jeg brød mig overhovedet ikke om Sam og hans gruppe. Eleanor var noget andet for der var jeg ikke den eneste. Næsten alle hadede hende, men turde ikke sige noget. Sam derimod, var alle pigerne totalt forelsket i. Drengene hadede ham, og… jeg tog drengenes parti. 

Jeg kunne høre Melissa komme løbende for at indhente mig.  "De kommer…" sagde hun forpustet "Vil du ikke godt… hjælpe mig med troy?"

"Seriøst? Melissa, han gider jo alligevel ikke," Svarede jeg. Vi var kommet ind i kantinen. 

"Fint, så spørger jeg bare Rebecca," sagde hun fornærmet, og forsvandt væk for at finde hende. Jeg rystede på hovedet over Melissa, og gik ud på gangen. Der var er par enkelte elever, men ellers helt tomt. Jeg begyndte at gå ned mod det lokale jeg skulle være i efter pausen, selvom der var lang tid til. 

"Hey, Gabriella!" Var der en der råbte nede af gangen. Jeg stoppede og vendte mig om. Markus, min storebrors bedste ven kom løbende. 

"Længe siden!" Sagde han da han var kommet op ved siden af mig. 

"Vi så hinanden i går," påpegede jeg og rynkede øjenbrynene. Han blev stående ved siden af mig og trippede. 

"Hvad ville du?" Spurgte jeg.  Jeg kunne se på ham, at han ikke brød sig om at sige det han skulle til. Han kørte en hånd igennem sit hår. 

"Ethan kom ligesom…" startede han. 

"Hvad har han gjort?" Sukkede jeg. 

"Han… kom ligesom… en lille smule op at slås med Sam," han kiggede ned i jorden. Jeg spærrede øjnene op. Igen! Det var ikke første gang han havde været det. Min storebror Ethan, havde været uvenner med Sam siden sjette klasse. 

"Hvor er han?" Sukkede jeg. 

"Øhm..." Sagde Markus. "Han er på inspektørens kontor," 

"Jeg bliver nød til at finde ham efter skole," sagde jeg. "Kan du ikke sige til ham at jeg venter ved fontænen?"  Markus nikkede hurtigt. 

"Men hold dig fra Sam!" sagde Markus advarende.

 "Okay," svarede jeg. Markus passede altid godt på mig. Jeg troede det var fordi at jeg var hans bedstevens lillesøster, men nogen gange var det sjovt så beskyttende han var. Han blev stående og kiggede på mig. Vi hørte skridt, og en masse høje og dybe grin. 

 "Næste gang jeg møder ham kommer det ikke til at gå ligeså let for sig" sagde en bekendt stemme.  Han måtte have gjort et eller andet for en masse brød ud i grin. 

"Sam," hviskede Markus irriteret. Stemmerne kom tættere på. 

"Denne her vej" hviskede han, og listede ind i et klasselokale tæt på. Jeg fulgte efter. 

"Shh!" Hviskede han, da de var tæt på.  Jeg rullede med øjnene.

"Han ved sikkert ikke engang hvem jeg er,"  Markus trak på skuldrene. 

"Det var dig der burde passe på! Jeg er sikker på at han har set dig gå sammen med Ethan," sagde jeg og prøvede på at efterligne hans alvorlige stemme. Han slog mig på armen. Jeg grinte lavt og gik over og satte mig på et bord.

Stemmerne stoppede foran døren til klasseværelset og døren gik op. Sam, Troy og tre andre drenge kom gående ind. De stoppede op da de så os. Sam kiggede på mig, men slog så blikket over på Markus. De maste sig forbi mig og stoppede foran Markus. Markus gjorde nogle små nik med hovedet, som tegn på at jeg skulle gå. Jeg rystede på hovedet, og kunne ikke holde smilet tilbage. 

"Markus?" Sagde Sam, og hans venner trak sig tættere på, så jeg ikke kunne se ham. 

"Sam," sagde Markus og prøvede at lyde modig, men man kunne tydeligt høre hvor nervøs han var.  Sam begyndte at grine.

"Hva, din ven er vist ikke lige til at spøge med,"

"Hvad ved du om det? Det er ham der får al balladen, mens du får lov til at gå rundt, fordi du er 'holdkaptajn',"  sagde Markus lidt mere selvsikkert.  Der blev helt stille. 

"Du er godt nok modig, lille ven!" Sagde Sam. Jeg kunne høre at han var blevet lidt irriteret over det. Alle vinduerne i klassen var lukket, og jeg syntes efterhånden der var ved at blive lidt varmt. 

"Du skal ikke kalde mig lille ven!" Sagde Markus som nu også var blevet lidt irriteret. Jeg hoppede ned fra bordet og maste mig igennem drengene. 

"Undskyld, men vi har nogle lektier, vi skal nå at lave færdige, inden det ringer ind," sagde jeg, og hev Markus i armen, så han kom ud af kredsen de havde dannet. Sam og hans gruppe stod måbende tilbage.

Jeg skyndte mig ud af klasselokalet mens jeg holdt Markus i armen. Jeg gav slip, da vi kom ud på gangen, og vi fortsatte hurtigt mod inspektørens kontor. Da vi stod foran hans kontor, tog Markus fat i mig. 

"Gabriella, jeg lovede din storebror, at Sam ikke ville genere dig, men nu vil han med garanti. Du skulle ikke have gjort det!" Jeg sukkede lydløst. "For det første, genkendte Sam mig, lige da han fik øje på mig. For det andet, skal dig og Ethan ikke aftale sådan noget! Det er en High School, ikke en krigsbasse et sted i Afghanistan. Sam gør mig ikke noget, så længe jeg er en pige," svarede jeg roligt, så Markus forstod at jeg ikke var sur. 

Han smilte. "Så længe du er en pige," jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg selv lige havde tænkt på det samme. 

"Du er skør," mumlede jeg, og åbnede døren ind til sekretæren, som var lige op ad inspektørens kontor.  Rummet var ikke særlig stort. Der stod et par stole op ad væggen, ind til inspektørens kontor, hvor der var et vindue så man kunne kigge ind. Til højre stod sekretæren bag sin disk, og rodede nogle papirer igennem. Hendes hår var sat op i en knold, og hun havde nogle lyserøde briller trukket helt ned over næsen. Hun kiggede op da vi kom ind. 

"Hvad kan jeg hjælpe jeg med?" Spurgte hun. 

"Er Ethan Malcolm stadig inde hos inspektøren?" Spurgte jeg.  

Hun rystede på hovedet. "Nej, han gik for omkring fem minutter siden. Jeg kan se hvor hans næste time er, hvis det kan hjælpe?" 

"Nej, ellers tak. Vi finder ham bare senere," svarede jeg. Sekretæren nikkede og begyndte at kigge i alle papirerne som lå spredt ud over hele bordet, igen. Mig og Markus gik ud af døren. 

"Tak for hjælpen. Men jeg må hellere gå nu." Sagde jeg, til Markus. 

"Klart, intet problem. Vi ses senere!" Jeg smilte, og gik hen mod mit klasselokale. 

 

Timen var lang og kedelig, men jeg kom igennem den, uden for meget skæld ud. Da klokken ringede, skyndte jeg mig ud af døren og ned til fontænen, som lå lidt afsides skolen. Der var kun et par få elever omkring fontænens areal. Ethan og Markus, var ikke at se nogle steder, så jeg satte mig på en bænk tæt på fontænen, og begyndte at lave lektier. 

 

Jeg tog min mobil op af lommen, og så at jeg havde ventet på dem i en time. Jeg vidste at Ethan havde fri på samme tidspunkt som mig i dag, så de kom nok ikke.  Sean og de andre drenge fra tidligere, kom gående i retning mod fontænen. Jeg skyndte mig at putte mine bøger i min taske, da jeg alligevel ikke havde nogen planer om at blive her længere end højest nødvendigt.  Jeg gik ud på parkeringspladsen for at lede efter Ethans bil, men jeg kunne ikke finde den nogen steder. Det var ulempen ved at bo tre kilometer fra skolen. Det tog selvfølgelig ikke alverdens tid at gå, men når man havde været i skole til klokken fire, var det ikke ligefrem noget man så frem til.

Jeg vendte om og begyndte at gå hjemad. Min taske var heldigvis ikke så tung i dag, nu hvor vi var tæt på sommerferien, men jeg vidste at den ville komme til at veje et ton, når jeg var tæt på hjemmet. Jeg drejede om hjørnet og stødte ind i en, som tabte sine bøger. 

"Undskyld," sagde jeg, og bukkede mig ned for at samle bøgerne op. Jeg rakte dem til personen, og så ham lige i øjnene. Sam, som stod med resten af sit slæng. Han tog bøgerne ud af min hånd, som var stivnet da jeg så ham. 

"Jeg vidste du virkede bekendt," sagde han, og studerede mit ansigt. Det gjorde mig utryg. Jeg prøvede at gå uden om ham, men han tog hårdt fat i min arm. 

"Vent, hende har jeg aldrig set før." Sagde Troy dumt. jeg havde altid syntes at hn var lidt dum, og lang tid om at opdage ting.

Sam holdt mit blik. Jeg slog blikket væk fra hans brune øjne, og kiggede ned i det tørre græs, der bestemt godt kunne trænge til at blive vandet. 

"Jeg har altså travlt," mumlede jeg, og prøvede at få min arm fri, men han holdt godt fast. 

"Hvad er dit navn?" Spurgte Troy nysgerrigt. Jeg ignorerede hans spørgsmål, og kiggede op i himlen i stedet for. En fugl fløj langt over mit hoved. 

"Du blev spurgt om noget," sagde Sam og strammede sit greb. Han borede sine negle ind i mine bare arme. 

"Gabriella," svarede jeg, og åndede lettet ud, da han løsnede sit greb. 

"Hvor'n har din elskede bror det?" Spurgte Sam. Okay, jeg skulle have lyttet til Markus, da han sagde jeg skulle prøve at undgå Sam. Men det gjorde jeg jo også. Det her var bar et uheld…

"Jeg har ikke nogen bror," svarede jeg overbevisende, og rev min arm ud af hans greb. 

Han løftede en finger. "Du skal ikke prøve på, at overbevise mig om…"

"Sam!" Var der en der råbte højt, fra et vindue ovenover. Sam stoppede og kiggede op. Det var Mrs Trunch der hang med hovedet ud. 

"Kom så herop, og lad den dreng være i fred." Råbte hun. Jeg kneb øjnene sammen for den skarpe sol. Kaldte hun lige mig en dreng? Jeg kiggede efter og så at hun ikke havde sine sædvanlige mormor briller på. Men det var stadig… nej, det gjorde vel ikke så meget.  Sam tog fat i min arm.

"Næste gang, Gabriella. Næste gang!" Sagde han, og ham og hans venner forsvandt ind i skolen. 

 

"Jeg er hjemme!" Råbte jeg, da jeg åbnede hoveddøren, og smed min taske i gangen. 

"Halo?!" Råbte jeg igen, men der kom intet svar. Jeg trådte ind i stuen, og bakkede straks et skridt tilbage. Hele stuen var rodet igennem. Bøger lå spredt ud over gulvet, hynner var kastet gennem rummet, og lå nu langt væk fra den væltede sofa. Nogle skuffer var revet ud af kommoden og billederne ovenpå, lå smadret nede på gulvet. Jeg vidste ikke om jeg skulle skynde mig ud og ringe til politiet, i det tilfælde at dem der havde gjort det her stadig var her. Men jeg listede langsomt gennem stuen og ud i køkkenet. Der stod en og ledte alle skufferne igennem. Han hørte mig, da jeg kom, og vendte sig om med en pistol rettet imod mig. 

"Bliv stående der!" Råbte han. Jeg stod bomstille i frygt for at han ville affyre den. Jeg havde hørt om indbrudstyve der blev så frustreret hvis ejeren kom, kunne de komme til at trygge på aftrækkeren selvom de ikke ville.  "Hvor er min familie?" Spurgte jeg med rystende stemme. Han gik hen imod mig. 

"Du kunne måske starte med at fortælle mig, hvor I har gemt krystallens medaljon," svarede han og sænkede pistolen. Krystallens medaljon? Hvad snakkede han om. Jeg havde ikke set andre end ham inde i huset, så hvis jeg bare kunne finde Ethan kunne vi måske…

"Svar mig!" Råbte han. 

"J-jeg ved ikke hvad du snakker om!" Svarede jeg hurtigt, og var lige ved at falde over ordene. Han grinte en ond latter. 

"Det tror jeg nu nok du ved." Sagde han. Jeg rystede på hovedet. 

"Vi har ikke nogen krystaller," svarede jeg. Han gik helt tæt på mig, så der kun var en halv meter imellem os. 

"Du…" startede han, men mere nåede han ikke at sige, før han besvimede, og faldt om på gulvet.  

Bag ham stod… Sam! Hvad lavede han lige her?

 "Sam!?" Sagde jeg. Han nikkede.  "Jeg ved godt det her virker lidt underligt, men der er ikke tid til at forklare. Du bliver nød til at følge med!"

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere, så jeg blev bare stående.  "Gabriella, vi har ikke hele dagen," sagde han, og begyndte at gå mod hoveddøren. Jeg fulgte efter ham. 

"Hey, vent! Hvor er min familie? Er de okay?" Spurgte jeg, og stoppede op foran hoveddøren, som Sam lige var gået ud af. Han vendte rundt, og kiggede på mig. 

"Jeg ved godt at det her er underligt, men du bliver nød til at tro på mig. Jeg kan forklare det hele når vi er fremme, men lige nu har vi altså lidt travlt, inden der kommer flere." Jeg vidste ikke om jeg skulle tro på ham. Han havde trods alt været efter min bror lige siden folkeskolen. Måske var han i ledtog med ham manden før. Der var muligt. Så ville han føre mig hen til deres mødested, og de ville udspørge mig om medaljon tingesten.

Jeg rystede tanken af mig. Det var en underlig tanke. Sam, var måske irriterende, men han var ikke kriminel. Men hvad var det så han ville? Hvor skulle jeg hen? Hjem hos ham? Men hvis mandens venner virkelig kom, som Sam sagde, så var det nok en god ide at komme væk. 

Jeg nikkede. "Okay, tag mig derhen, men så vil jeg også have nogen svar når vi kommer." Sagde jeg, og følte mig pludselig ikke nær så genert. Han gik hen til sin bil, og åbnede døren for mig i passagersiden.

Jeg satte mig ind, og han løb over til den anden dør, og satte sig ind. Hurtigt havde han fået bilen tændt, og var kørt ud på motorvejen.  Der var masser af biler på motorvejen, og vi kunne se at der begyndte at blive dannet en kø.  Sam smilte lumsk. 

"Hold godt fast!" Sagde han, og lige idet han sagde det, lettede bilen fem meter op over jorden, og begyndte at dreje rundt om sig selv. Jeg snappede efter vejret. Hvad var det han lavede? Bilen blev ved med at snurre rundt, og pludselig omringede et blåt skær hele bilen, og blændede mine øjne. Jeg gad godt vide, hvad alle de mennesker der sad inde i deres biler tænkte lige nu. Jeg kunne mærke at bilen fløj højere op, og jeg fik propper i ørerne, mens bilen stadig snurrede rundt. Sam, sad roligt og ventede, og nikkede med hovedet i takt til musikken fra bilens radio.

Det blå lys stoppede ligeså hurtigt som det var kommet, og bilen stoppede langsomt med at dreje rundt, og nærmede sig jorden. Jeg kunne mærke at al min mad kæmpede om at komme ud af min krop.  Jeg steg ud af bilen, og nåede kun lige at opfange en høj mand foran mig, inden jeg udmattet faldt til jorden, og alt blev sort.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...