Jeg er besat

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2013
  • Opdateret: 18 aug. 2013
  • Status: Færdig
Det her er et indblik i hvad der foregår i mit hoved. Hvem der foregår. Det er en meget personlig tekst, for jeg har aldrig nogensinde fortalt nogen om det.

3Likes
0Kommentarer
278Visninger

1. Mit hoved

 

We stopped looking for monster under our beds, when we realized, they're inside us.

 

Vi åbner hjertet op. Vi er nødt til at bruge to hænder, for det er tungt. Vi kigger ind i det. Og vi ser ingenting. Hult og kedeligt. Tomt og ødelagt. Der er revner i det og vi sukker. Det er vores hjerte. Men det betyder ikke så meget mere. Vi kan ikke rigtig mærke det. Vi har tabt det på gulvet så mange gange, at det er et mirakel at det stadig banker. Og at det ikke er faldet fuldstændig fra hinanden. Vi har klistret tape på og vi har limet det sammen igen. Hver gang et stykke falder af, så samler vi det op og sætter det på igen. Tape og lim kan jo ikke holde det sammen forevigt. Det ved vi godt. Men det er det eneste vi har. Og vi prøver virkelig så hårdt vi kan at holde fast på det. Jeg ved at næste gang vi taber det, så går det i stykker. Og så dør vi.

Når jeg siger vi, kan jeg kun forklare det på en måde. Jeg er vi. Mig og dem. Vi er vi. Vi har ikke altid siddet sammen på den her måde. Jeg prøvede at tvinge dem ud af mit hoved flere gange. Men de blev herinde. Og med tiden begyndte jeg at se på dem som om de hørte til herinde. Det gør det jo ikke, det ved jeg. Men så begyndte jeg at kalde os vi. De frydede sig over hvor meget magt de har over mig. De har ikke nogen magt over mig. Jeg kan bare ikke længere se mig selv som jeg, når der er tonsvis andre indeni mig. For det er jo netop det der er.

Og hvem de andre er, det er ikke det der er vigtigt. Det vigtige er hvordan og hvorfor de valgte mig. I starten var jeg bange. Jeg var så rædselsslagen at jeg ikke kunne gå. Lyset skulle være tændt om aftenen. Når jeg lukker min dør kommer de ud. Så kommer de ud fra mit hoved og går rundt i værelset. Og de kan ikke være der. De stabler sig ovenpå hinanden og maser til hinanden og kan ikke være nogen steder. De er alt for mange. Flere tusinde.

Jeg kan næsten ikke se dem. Jeg kan ikke se dem, men jeg kan mærke dem. Og når jeg kan mærke dem kan jeg kigge hen et sted, og så føle at de er der. Det er som om jeg kan se deres usynlige omrids og jeg hader det. Men ellers lægger jeg ikke mærke til dem. Så snart jeg er alene eller så snart der er stille. Stilheden er det værste. For der er aldrig stille hos mig. Jeg kan høre dem larme og jeg kan høre dem skråle til musik. Men værst af alt kan jeg mærke dem gå rundt. Jeg kan mærke sådan de banker til indersiden af mit kranie og jeg kan mærke hver gang en af dem sætter sine fødder på gulvet.

De er over det hele. De er selv med mig når jeg går i bad. Eller de forlader alle sammen mit hoved og de er ikke inde i rummet. De står udenfor og kigger ind af vinduet. Og det er ikke rart, for jeg ved at de kan se mig igennem. Så står jeg der nøgen og prøver at lade vandet skulle alle de mange blikke væk. Men de bliver der. Og så vender jeg mig om og prøver at ignorere dem, men det er så svært. For jeg ved at de er der. Og jeg kan mærke dem.

En dag sad jeg i min seng. De er for mange til at være i et rum, så de er også tæt på mig. Til at starte med holdt de sig mindst en meter væk fra mig. Men nu kommer de tættere og tættere på. Jeg rykkede mig lidt tilbage og så var det som om min skulder ramte noget. Blødt udenpå, men hårdt indeni. En pels og tingen under. Og jeg gik med det samme ud af rummet. Jeg gik ind til et rum med andre mennesker, så de kunne forsvinde ind i mit sind igen. Men det er ikke altid alle der følger med mig. Nogen gange er der et par stykker der bliver på mit værelse. Så venter de bare på næste gang jeg kommer. Måske er det fordi der ikke er nok plads i mit hoved eller måske er det bare fordi de bedre kan lide ensomheden. Eller så er mit værelse så specielt, fordi det er så personligt, at de bare foretrækker at være der.

Og de kommer aldrig til at gå væk. Jeg kan ikke tvinge dem. Uanset hvor meget jeg råber og skriger, så hører de mig ikke. De har for travlt med at lege og ødelægge mit kranie. Det giver mig problemer. Jeg kan ikke koncentrere mig i skolen. Når stilheden kommer kan jeg ikke lade den blive. Og før i tiden elskede jeg stilhed. Nu driller den mig. Det er som om de vil have mig til at hade alt, hvad jeg før i tiden elskede. Jeg kan knap nok høre højt musik mere. For de er i rummet og så kan jeg ikke synge med, for de dømmer mig. De kritiserer og dømmer mig og jeg skammer mig over dem. Jeg kan ikke længere lave de ting jeg elsker så højt.

De er her hele tiden. Og jeg føler mig så sindssyg når jeg tænker på dem. De rører hele tiden ved mig nu. Jeg kan mærke dem kilde mig. Jeg kan mærke dem nusse mig. Jeg kan mærke deres ånde og jeg kan høre deres ord. Og de er over det hele. Jeg hader at stå med ryggen til dem. For jeg kender ikke deres styrke. Jeg ved ikke hvad de ville kunne gøre. Jeg hader at lukke mine øjne. For jeg er bange for at de pludselig kommer og angriber mig. Hele mit liv er besværligt. Jeg tænker konstant på dem. Jeg kan aldrig koncentrere mig. Jeg kan ikke længere tænke. Jeg kan ikke være mig selv mere. De har besat mig.

Jeg har aldrig fortalt det til nogen. Det er min egen lille hemmelighed at mit sind er invaderet. Besat. Jeg er besat. En besættelse af flere tusinde, som jeg ikke kan holde styr på eller snakke til. De kan styre mig. Det er ikke tit de gør det, men jeg ved at de kan. Og hver gang de gør så føler jeg mig så lille og forkert. For der er ingen andre, der nogensinde vil have det ligesom mig. Og jeg ved hvor meget jeg vil blive set ned på, hvis nogen jeg kender vidste det. Derfor er det min lille hemmelighed. Jeg er blevet besat.

Besat af monstre.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...