After the Rain ☂ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
Hvordan er det, når alle ens fans, venner og familie nærmest tvinger dig til at fri til din kæreste? Velkommen til Liam Payne's liv. Udover at være en del af det genforenede band One Direction, skal han om en måned giftes med den 25 årige Rosie Tanner. Liam elsker Rosie, men da han en aften støder ind i Thalia Duncan, går det galt. Han tror ikke, de har mødtes før, men han husker ikke, hvad han gjorde mod hende nogle år tilbage. Hvad gør Liam, når han finder ud af sandheden? Pludselig er han slet ikke den person, han troede. Udover at vælge enten ægteskab eller familie, bliver han nu også nødt til at finde sig selv. En svær ting, når man 24/7 er påvirket af kendislivet og dets mørke sider.

165Likes
70Kommentarer
8027Visninger
AA

7. 5 / Shoe Drama Without A Store

21 dage 

 

”Vi skal snart give besked til blomsterhandleren om hvilke slags blomster I vil have. Jeg tænker jo stadig, at de røde tulipaner er oplagt.” Rosies mor kiggede med et smørret smil på os fra sofaen foran. Mens moren skrev noget ned i sin kæmpe notatbog, kiggede jeg med opgivende øjne på Rosie. Hun lagde mærke til det og prøvede at signalere, at der ikke var noget at gøre. Sådan var hendes mor bare, og hun ville være med til at bestemme tingene.

”Jeg synes nu at hvide roser ville passe bedst.” Selv om mit bud var nedlagt, inden jeg nævnte det, ønskede jeg at få det ud. Den hvide rose havde en meget stor betydning i Rosies og mit forhold, men jeg vidste ikke, om Rosie kunne huske det.

 

”Liam, vi må skynde os indendørs, inden det begynder at regne,” pointerede Rosie og pegede på den grå himmel over os. Det var allerede begyndt at dryppe en smule, og jeg vidste Rosie havde et indre had til regn.

Jeg tog en arm omkring hende og nød øjeblikket. De små dråber, der ramte os, gav hele oplevelse en effekt. Det var som om det fik en til at tænke over, hvor man egentlig befandt sig. I vores tilfælde var det på en lille glade i London, fyldt med smukke træer og flotte græsarealer. Det var vores første date, der desværre var ved at nå sin ende. Det stik modsatte af, hvad jeg ønskede.

”Lad os søge ly i parken,” foreslog jeg og pegede mod den sorte port nogle meter fremme. Det gik op for Rosie, at vi havde større chance for at få mindre regn under et stort træ, end at nå hjem til en af os. Og da hun indså det, tog hun min hånd og begyndte at løbe.

Tordenen brød også ud over os, og før vi vidste af det, havde dråberne taget form til et kæmpe regnskyl. Det var en helt speciel følelse at holde Rosie i hånden, mens vi løb igennem regnen, for ikke at blive alt for våde. Jeg strammede automatisk grebet om hendes hånd, og nød vores tid sammen. Allerede i morgen ville jeg havde travlt, da min tour i England begyndte.

”Se nu mit hår,” sukkede Rosie, da vi kunne slappe af under et stort træ, der dækkede os.

Jeg rystede på hovedet og fik endelig hendes opmærksomhed, ved at give hendes hånd et klem. Hun kiggede overrasket op på mig, og et forsigtigt smil var hurtigt til at finde på hendes lyserøde læber. ”Drop nu regnen, Rosie.” Jeg grinede og satte mig op af stammen, efterfulgt af Rosie. Jeg kiggede rundt og så vores omgivelser, da jeg så nogle blomster stikke op af græsset på den anden side af mig. Fem hvide roser.

”Men det er helt ødelagt nu,” sukkede hun igen og lignede en, der endelig gav op over for himlens kræfter.

Jeg valgte at ignorere reglerne, der eventuelt ville være om at plukke blomsterne, og tog en af de hvide roser op af græsset. ”Dit hår er altid smukt, Rosie,” smilede jeg og tog rosen frem fra ryggen. Med et smil kiggede hun mig ind i øjnene, efter at have studeret den flotte blomst i min hånd. ”Se, nu ordner jeg det for dig, så det bliver ekstra flot,” forklarede jeg med en kærlig tanke, og fik på en eller anden måde viklet rosen ind i hendes hår, så den kunne ses på venstre side. Smukt.

Hun prøvede at kigge op på rosen, men måtte erkende, at det var umuligt for hende at se det. ”Er du sikker på, det ser godt ud?” spurgte hun med et smil og slappede endelig mere af, da et sødt grin undslap hendes læber.

”Det ser fantastisk ud.”

 

Jeg blev hevet tilbage til virkelighed, da Rosie prikkede mig i siden. ”Liam, er du der? Hallo?” Hun viftede sin hånd foran mit ansigt, og jeg rystede kort på hovedet for at komme helt tilbage, til det der foregik omkring mig.

Rosies mor rystede på hovedet af mig, da jeg kiggede op. ”Super, så tager vi røde tulipaner,” besluttede hun, og da det var skrevet ned, var det umuligt at ændre.

Hvis det ikke havde været for, at min forlovede sad ved siden af mig, havde jeg sukket. Et stort højlydt suk, da røde tulipaner ikke engang var særlig kønne. Deres røde farve var ikke min favorit. Men Rosie havde sikkert glemt den hvide rose med årene. Derfor måtte jeg erkende, at jeg havde tabt endnu en kamp, når det kom til bryllupsplanerne. Rosie og hendes mor 43 – Liam: 0.

”Jeg har også fået bestilt kagen, den får fire lag med alt hvad I kunne drømme om.”

Lad os ændre den stilling: 44-0.

”Hvad med dit tøj, Liam  - har du styr på det?” Jeg gav hende et nik, selv om det var en løgn. Men hvis den kvinde kom i nærheden af, hvordan jeg skulle se ud, ville det være alt, alt for meget. Så en løgn kunne ikke skade. Jeg ville have mindst 1 point i den her kamp. ”Og ringene?” Nå ja, den ene ting, jeg faktisk havde fået lov til at stå for. 44-1!

”De er købt,” sagde jeg med et smil, og løj ikke denne gang. Ringene var gemt væk hjemme i vores lejlighed, og her og der studerede jeg dem, og fik en ny lyst til brylluppet.

Tiden gik og vi fik endelig lov til at tage hjem efter fire lange timer. Rosie krammede sin mor og vi forlod lejligheden. Det var dejligt at mærke den friske luft udenfor, og jeg følte mig endelig fri igen. Hver gang jeg satte fod i morens lejlighed, følte jeg, at hele mit liv var bestemt for mig.

”Liam, Rosie! Hvordan går det med brylluppet?!” Det var nok en dum idé at gå frem og tilbage, for da vi nåede hen til vores egen lejlighed, var paparazzierne over os. Selvfølgelig var de klar til at stille spørgsmål, eftersom der i dag kun var tre uger til bryllupper. 21 dage – tiden gik hurtigt.

”Det går fint, tak,” smilede jeg og gav dem hvad de ønskede, så vi kunne komme indenfor, inden nogle latterlige spørgsmål ville komme frem.

”Har i planlagt snart at få børn?!” – ”Hvem skal være din forlover, Liam?!” – ”Tror I, at det vil holde for altid?!” Heldigvis havde Rosie fundet ud, hvad kendislivet tilbød en i løbet af årene, så alle de latterlige spørgsmål, var ikke nyt for hende.

Vi kom op med elevatoren og kunne gå ned af en af de lange gange i det store lejlighedskompleks, før vi kom til vores egen. Nogle ville måske mene, det var mærkeligt at jeg med så mange penge boede her, men jeg elskede det. Hvorfor have et hus med så mange rum, at man ikke engang kunne have ting i dem alle? Så hellere et mindre sted. Noget jeg desværre vidste, Rosie regnede med at ændre på, når vi blev gift. Hun ønskede det bedste af det bedste, også selv om det rent faktisk var for stort.

”Hvad-” idét jeg skulle til at spørge Rosie om noget, blev jeg afbrudt af et mærkværdigt syn. Foran vores dør sad en brunette, og jeg skulle ikke bruge mere end to sekunder, for at regne ud det var Thalia. Men hvad lavede hun her? Jeg troede ikke, hun ville have mere med mig at gøre.

”Undskyld, men hvem er du?” spurgte Rosie forundret og kiggede på Thalia, der løftede hovedet fra hendes skød. ”Er du en skør fan? For så tilkalder vi politiet!”

Hendes blik flakkede fra Rosie og mig, og så ikke ud til at vide, hvad hun skulle gøre. Hendes blik endte dog på mig, da hun ignorerede Rosies spørgsmål. ”Jeg skal hente mine sko, jeg glemte dem sidst jeg var her.”

”Har du været her før?” Rosies blik var på et sekund fyldt med vrede som hun skiftevis kiggede på Thalia og mig, men i den grad mest på mig. Hun måtte tro, jeg havde en affære.

”Jeg var sammen med Liam.” Jeg kunne dræbe mig selv, eftersom Thalia tydeligvis slet ikke tænkte over, hvad hun lukkede ud af sin mund. Alt hun sagde opfattede Rosie rigtigt, men med den forkerte betydning.

Rosie kiggede igen på mig, men fastholdte blikket denne gang. ”Jeg tror du har noget at forklare mig,” sagde hun og krydsede armene.

Men denne gang stillede Thalia sig op og fik Rosies opmærksomhed vendt mod mine. Pigerne kiggede på hinanden og lignede hinandens absolutte modsætninger. Thalia havde det her flotte brune hår, mens Rosies gyldne hår var sat op i en smuk knold. Men selv om man kunne sammenligne de få ligheder, blev man distraheret af de stirrende blikke.

”Jeg kender faktisk Liam bedre end du tror. Og bare rolig, jeg prøver ikke at stjæle ham.”

Først nu åbnede jeg munden. ”Hvad gør du? Kender du mig?” Rosie var tydeligvis overrasket over, hvad jeg sagde og var helt sikkert fortabt i samtalen. Men jeg måtte indrømme jeg også var virkelig forvirret. Hvordan kunne Thalia kende mig godt, når jeg kun havde været sammen med hende den ene gang? Jeg havde jo ikke fortalt hende noget specielt om ham.

”Ved du hvad, jeg låner bare nogle sko af min medarbejder, farvel,” sukkede Thalia og gik ned af gangen i frustration. Hvad mente hun med låne sko? Var dem i min lejlighed det eneste par, hun ejede? Jeg ønskede at løbe efter hende og finde ud af det, men jeg kunne ikke, eftersom Rosie forventede en forklaring, mens hun stirrede vredt på mig.

 

Åh åh, det var ikke så godt for Liam det her :(

Hvad tror I nu han vil sige til Rosie og vil hun tro på det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...