After the Rain ☂ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
Hvordan er det, når alle ens fans, venner og familie nærmest tvinger dig til at fri til din kæreste? Velkommen til Liam Payne's liv. Udover at være en del af det genforenede band One Direction, skal han om en måned giftes med den 25 årige Rosie Tanner. Liam elsker Rosie, men da han en aften støder ind i Thalia Duncan, går det galt. Han tror ikke, de har mødtes før, men han husker ikke, hvad han gjorde mod hende nogle år tilbage. Hvad gør Liam, når han finder ud af sandheden? Pludselig er han slet ikke den person, han troede. Udover at vælge enten ægteskab eller familie, bliver han nu også nødt til at finde sig selv. En svær ting, når man 24/7 er påvirket af kendislivet og dets mørke sider.

165Likes
70Kommentarer
8103Visninger
AA

6. 4 / Missing In Action: Mr. Apple

Ikke rettet igennem ...

Lygtepælene lyser få dele af vejen op, mens resten af helt mørkt. Lyset er en trøst samtidig med det er en fælde. Hun var en af dem, der følte det som en trøst – det var en tryghedsfornemmelse. Han var en af dem, der gjorde det til en fælde.

Hun gik op ad vejen, og var ved hver tiende meter oplyst af lyset. Det var sent, hun var træt, og ikke mindst så var hun fuld. Noget han kunne gøre sig enig i. Det var første gang i lang tid, han drikkede, og kunne ikke styre sig selv.

Derfor resulterede det i, at han lod pigens største skræk blive til en realitet. Hendes ansigt kunne ikke ses, det var sløret, præcis som hans. Det eneste, der kunne ses var håret. Det lange mørke hår, der flot hang ned over hendes skuldre, fangede hans opmærksomhed. Før hun kunne nå at kigge sig tilbage, havde han trukket hende med ind i gyden, kun omfavnet af mørke. Havde man kunne se hendes øjne, havde de nok vist hendes skræk. Men det eneste, der var til at se, var pigens rystende krop. Desværre var han fuldkommen ligeglad, da han påvirket af de mange shots og drinks  skubbede hende op af den kolde murstensvæg. Hans hænder aede hendes kind, mens han gjorde sig klar til at gøre noget han senere ville fortryde.

 

Forskrækket over morgenens vækning, fandt jeg mig selv stå i køkkenet og klargøre nogle æg til stegning på panden. Igen var jeg vågnet op fra mareridtet, i dag havde det bare været virkelig skræmmende. For det var ikke fredag.

Derfor ville jeg nu få lavet noget morgenmad, så jeg kunne komme på andre tanker. Jeg havde altid elsket at lave mad til mig selv, så det besluttede jeg mig også for at gøre nu. Jeg nåede bare kun lige at putte æggene på panden, da en forvirret Tania kom ud i køkkenet.

Hun observerede sine omgivelser, og undrede sig sikkert om, hvor hun befandt sig. Hvis hendes tømmermænd virkelig var i mod hende i dag, vidste jeg ikke, hvor meget hun kunne huske. ”Godmorgen,” hilste jeg og så hendes forskrækkede øjne kigge på mig.  ”Jeg gør der ikke noget,” følte jeg mig tvunget til at sige, og så hende straks slappe mere af.

”Hvorfor hjælper du mig?” Hendes stemme var lav, mens hendes hænder rystede, da hun satte sig på en af barstolene op mod bordet. Hun kunne altså godt huske, hvad der var sket i går. Men hvor meget af det? Kunne hun mon huske, at hun havde vækket mig midt om natten?

”Hvorfor skulle jeg ikke hjælpe dig?” Jeg gav hende et kort smil, ”jeg lader ikke folk sidde alene i regn med en tom flaske.” For at klargøre det sidste af morgenmaden, vendte jeg ryggen til hende for at skylle nogle grøntsager i vasken.

Derfor kunne jeg ikke se hendes ansigt, da hun snakkede til mig igen. ”Du skulle have ladet mig sidde. Jeg havde det fint der alene,” brokkede hun sig.

Hendes blik studerede mig, da jeg igen vendte mig om. ”Du burde være glad for, at jeg hjalp dig,” mumlede jeg og tog æggene af panden.

”Du giver ikke op.” Tania tog et kig rundt i stuen, og da hendes blik havde været hele vejen rundt, fandt det tilbage til mig. Eller rettere sagt min hånd. ”Er du gift?”

Hendes spørgsmål fik mig til at studere ringen på min finger, der fik et smil frem på mine læber. Kun 29 dage til.

”Indtil videre er jeg forlovet, men jeg skal snart giftes.” Jeg fortalte det til en fremmed som Tania, fordi jeg var stolt over, snart at skulle giftes med min kæreste. Hun nikkede med et forsigtigt smil og tog i mod tallerknen med æg, da jeg skubbede den over mod hende. Uden at spørge tog hun også et æble fra frugtskålen. ”Kan jeg egentlig ikke få dit navn? Medmindre jeg altså hørte rigtigt i går.” Hendes blik kiggede op fra æggene hun hurtigt og charmerende spiste – hun måtte være meget sulten. Hun lignede næsten en, der ikke havde fået mad i evigheder.

”Hvad hørte du da?” Pigen, hvis rigtige navn jeg snart ville få bekræftet, tog endnu en bid af sit spejlæg, og så i nogle få sekunder ud til at glemme alt om sig. Hun virkede så fredelig i forhold til skrigepisoden. Kunne hun overhovedet huske det?

Efter jeg selv havde taget en bid af mit æg, svarede jeg hende. ”Tania.”

Hun virkede som om hun holdt et grin inde, fordi hun ikke ønskede jeg fik det indtryk af hende. Hun sad lige så fredeligt og gav mig et anerkendende nik. ”Det er ikke Tania.” Da hendes øjne denne gang kiggede på mig, mærkede jeg en anelses skræk gemt bag pupillerne. Hvad frygtede hun? ”Mit navn er Thalia.” Det var som om hun skulle igennem en masse mod for at sige de få ord. Og selv bagefter frygtede hun min svar, for denne gang undgik hun ikke mit blik, men stirrede i stedet nervøst.

Men hendes navn var Thalia. Det passede nu også bedre til hende end Tania gjorde, hvis jeg skulle sige sandheden. Da jeg ikke svarede hende på få sekunder, snakkede hun igen. ”Så du kan ikke huske mig?” Hun lød ikke skuffet, da hun med det samme prikkede forskellige steder i ægget med gaflen. Hun virkede mere forundret – men jeg var sikkert på, at jeg aldrig havde set hende før.

Hun var en komplet fremmed for mig.

”Burde jeg da det?” spurgte jeg, eftersom jeg misforstod med hendes spørgsmål, og hører hende straks sukke. Forvirret tog jeg endnu en bid af min mad, og kiggede ikke på hende.

”Hvad er klokken?” spurgte hun lidt efter og jeg pegede på uret over døren. Hun havde stadig sin Nandos uniform på, og først nu tænkte jeg på, at hun sikkert skulle på arbejde. Jeg vidste ikke hvilket miljø hun kom fra, men hun lignede en, der i hvert fald godt kunne bruge pengene, jobbet gav hende. ”Shit,” mumlede hun og var til min overraskelse hurtigt oppe fra sin stol. Jeg havde troet hun ville forlade lejligheden fordi hun ikke følte sig tilpas, ikke fordi hun kom for sent på arbejde, hvilket sagde mig var hvad der skete, ud fra situationen. ”Farvel Liam,” hun lagde et godt tryk på farvel, og ønskede tydeligvis ikke at mødes med mig igen. Men jeg havde jo kun hjulpet hende?

Var der noget galt med mig?

Hun var så hurtigt ude af døren, at jeg ikke nåede at give hende min hilsen. Jeg rystede på hovedet, og håbede da bare, at hun ikke ville komme noget til. Hvis hun endte på samme måde som i aftes, var det ikke muligt for mig at redde hende igen.

++++++++++

Døren gik op, og en tilfreds Rosie gik ind i lejligheden, uden at vide, hvad der var sket her de sidste mange timer. Noget jeg heller ikke ønskede at skulle påvirke mit humør. Jeg gav hende et ægte smil fra sofaen og fik et tilbage. ”Hvordan var din dag?” spurgte jeg og afventede hendes selskab i sofaen, hvilket ikke tog hende særlig lang tid.

Hun lod sit ansigt ligge på min skulder og tog nogle dybe vejrtrækning. Det var typisk Rosie, når hun var træt og udmattet efter en hård dag. Som ny designer, skulle der meget til. ”Jeg er næsten færdig med kjolen,” forklarede hun tilfreds og et smukt smil var til at finde på hendes læber.

”Jeg kan ikke vente med at se dig i den,” sagde jeg og kyssede hende på håret. Jeg elskede vores tid, hvor vi afslappede sad her i sofaen og udvekslede dagens udfordringer. Faktisk var det nu mest Rosies vi snakkede om, hvilket jeg faktisk ønskede ville forblive sådan bare i dag.

Rosie drejede sin ring rundt og vi studerede den begge. Jeg huskede tilbage på dengang, jeg skulle vælge den i butikken. Med alt det pres omkring mig fra min mor og Niall, der havde fulgt mig, havde det være svært. Men så straks jeg så sølvringen, vidste jeg, at det var den rigtige.

”Skal vi ikke lave noget aftensmad? Jeg er så sulten,” brokkede Rosie sig kort efter og rejste sig fra sofaen. Jeg nåede ikke at holde hende fast i mit greb, så vi kunne nyde tiden bare nogle minutter mere. Så overvundet måtte jeg rejse mig, for at hjælpe hende med noget aftensmad. ”Liam, hvorfor er skålen tom?”

Jeg nåede kun lige at komme hen til hende, før hun var over mig med spørgsmål. ”Hvad mener du?” spurgte jeg og rynkede brynene.

Hun pegede frustreret på frugtskålen, der ikke havde flere æbler i sig. ”Der var et æble, da jeg forlod legligheden i morges, som jeg havde planlagt at spise nu.” Hendes blik kiggede skiftevis på skålen og mig.

”Du har vel glemt, du har spist det?” smågrinede jeg, men fattede straks, det her åbenbart var dyb alvor.

Rosie rystede på hovedet. ”Du ved jeg er på kur, Liam. Jeg skal bruge mine æbler!” Hun slog opgivende ud med armene. ”Jeg ved du ikke spiser æbler, Liam. Hvad har du gjort med det?”

Jeg huskede pludselig at Thalia jo havde taget et af æblerne uden at spørge. Ups. Rosie havde alt for meget styr på antallet af æbler, så jeg måtte komme op med noget. ”Du elsker dem, så jeg tænkte, at jeg ville smage et,” svarede jeg uskyldigt.

Hun løftede det ene øjenbryn og sukkede. ”Fint, jeg tabte det på gulvet og det fik mærker,” løj jeg, og så en irriteret Rosie smutte ud af døren for at købe flere æbler. Hende og hendes kur skulle selvfølgelig ødelægge vores aften sammen. Frustreret over, at det ikke ville blive til noget, valgte jeg at lave en sedl til hende.

Hej min elskede,

jeg tog over i studiet – arbejder på en overraskelse x

   - Din Liam

 

Det var normalt at weekenderne var studietid, men eftersom jeg havde mange planer, var jeg ikke forpligtet til at dukke op. Men på grund af de uventede ændringer denne aften, valgte jeg at tage derhen. Så kunne jeg også få arbejdet på min sang, der indtil videre ikke var en sang. Jeg havde absolut ingen tekst eller idé til den.

”Liam!” Drengene var glade over at se mig, og kiggede alle op fra sofaerne, da jeg åbnede døren til studiet. ”Godt at se dig!”

Jeg gav drengene et forsigtigt smil, hvilket straks gav dem et hint til mit humør. Harry regnede det hurtigst ud. ”Er der noget galt?”

De burde også have vidst, at den dag jeg ville dukke op her en weekend, ville der være sket et eller andet. Heldigvis var det ikke så slemt i dag, hvis jeg tænkte bort fra det med Thalia. Hun havde ændret hele dagen. ”Nej, jeg ønskede bare at besøge jer,” forklarede jeg og gav dem et forsigtigt smil.

Men selv om det var en halv sandhed, troede de ikke på den som den fulde sandhed. De vidste, der lå noget andet bag. ”Noget med Rosie?” spurgte Zayn og løftede øjenbrynet, som jeg satte mig i sofaen ved siden af ham.

Før jeg havde nået at tænke over det, havde jeg rystet på hovedet. Selvfølgelig var det Rosie, der var taget af sted, men det var alt sammen på grund af Thalia. Det var faktisk hende, der havde ødelagt min aften. Jeg ønskede nu ikke at give hende skylden, men hun kunne i det mindst have spurgt efter æblet, så jeg kunne have givet skylden på mig selv. For hvorfor skulle afslå et spørgsmål om at tage et æble?

”Hvad er det så?”

Jeg sukkede. ”I går, så var jeg ude og gå en tur og jeg mødte en pige.” Før jeg vidste af det, og egentlig havde lyst til det, havde jeg fortalt drengene om Thalia. Da jeg fandt hende, hendes opførsel og så det med æblet. Jeg undlod skriget og mareridtet.

”Oh, så Rosie blev sur på grund af et æble?” spurgte Louis.

Jeg nikkede.

”Det var jeg da også blevet,” sagde Niall og prøvede at støtte mig, da jeg inderst inde var ret trist over, at en aften med Rosie var blevet ødelagt. ”Men hvad ved du så om hende?” spurgte Niall mig.

”Ikke andet end hun hedder Thalia og arbejder på Nandos,” forklarede jeg langsomt.

Nialls øjne strålede derefter, men da han fik onde blikke, forstod han at droppe tanken om sin yndlingsmad.

”Det mærkeligste var nok, at du regnede med jeg kendte hende, men jeg har aldrig set hende før,” forklarede jeg, og lagde mærke til at Nialls øjne denne gang blev store og spekulerende. Han så nærmest nervøs ud – præcis som Thalia.

”Det var mærkeligt, og du er sikker?” spurgte Louis.

Jeg nikkede, ”ikke engang som fan, har jeg set hende.” Drengene nikkede, og især Louis studerede mit ansigtsudtryk.

”Det er som om hun har gjort noget ved dig, Liam. Du bliver nødt til at finde hende.”

”Hvad?” spurgte jeg forvirrende og alle drengene kiggede forundret på Louis.

Han pegede på mig, ”se på ham. Det irriterer ham. Du bliver nødt til at få svar, for pigen har helt sikkert set der før.”

”Men-”

Jeg nåede ikke at protestere, før Niall var med på Louis’ idé. ”Jeg besøger gerne alle Londons Nandos med dig, for at finde hende.”

Hvad var det dog, de roede mig ud i …

 

Nu havde Liam sit første mareridt, der ikke var på en fredag, hmmm - mærkeligt, eller?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...