After the Rain ☂ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
Hvordan er det, når alle ens fans, venner og familie nærmest tvinger dig til at fri til din kæreste? Velkommen til Liam Payne's liv. Udover at være en del af det genforenede band One Direction, skal han om en måned giftes med den 25 årige Rosie Tanner. Liam elsker Rosie, men da han en aften støder ind i Thalia Duncan, går det galt. Han tror ikke, de har mødtes før, men han husker ikke, hvad han gjorde mod hende nogle år tilbage. Hvad gør Liam, når han finder ud af sandheden? Pludselig er han slet ikke den person, han troede. Udover at vælge enten ægteskab eller familie, bliver han nu også nødt til at finde sig selv. En svær ting, når man 24/7 er påvirket af kendislivet og dets mørke sider.

165Likes
70Kommentarer
8031Visninger
AA

4. 2 / Bad First Impressions


Lygtepælene lyser få dele af vejen op, mens resten er helt mørkt. Lyset er en trøst samtidig med det er en fælde. Hun er en af dem, der føler det som en trøst – det er en tryghedsfornemmelse. Han er en af dem, der gør det til en fælde.

Hun går op ad vejen, og er ved hver tiende meter oplyst af lyset. Det er sent, hun er træt, og ikke mindst så er hun fuld. Noget han kan gøre sig enig i. Det er første gang i lang tid, han drikker, og kan ikke styre sig selv.

Derfor resulterer det i, at han lader pigens største skræk blive til en realitet. Hendes ansigt kan ikke ses, det er sløret, præcis som hans. Det eneste, der kan ses er håret. Det lange mørke hår, der flot hænger ned over hendes skuldre, fanger hans opmærksomhed. Før hun kan nå at kigge sig tilbage, har han trukket hende med ind i gyden, kun omfavnet af mørke. Har man kunne se hendes øjne, har de nok vist hendes skræk. Men det eneste, der er til at se, er pigens rystende krop. Desværre er han fuldkommen ligeglad, da han påvirket af de mange shots og drinks  skubber hende op af den kolde murstensvæg. Hans hænder aer hendes kind, mens han gør sig klar til at gøre noget han senere vil fortryde.

 

Jeg vågnede op midt om natten, og kiggede mig forvirret og skræmt rundt. Klokken viste 4:13 og som i mareridtet var der helt mørkt. Med et ryst på hovedet pustede jeg forsigtigt ud. Jeg behøvede ikke engang tjekke kalenderen, for at vide det nu var fredag. Mit blik faldt på Rosie, det var utroligt, at jeg endnu ikke havde vækket hende med det ugentlige mareridt. Hver fredag, altid det samme, og det var som om det aldrig stoppede. Og det værste var, at lige siden det startede for to år siden, havde jeg aldrig fået afsløret de to personers identitet. Håret var det eneste, jeg kunne se for mig.

Lydløst rejste jeg mig op fra sengen. Jeg trængte til noget luft, og måtte ud – lige glad med at mareridtet havde vist nattelivet i London, jeg skulle til at bevæge mig ud i. Min trang til at tænke på noget andet var for stor, til at lade den tanke stige mig til hovedet. Aldrig havde jeg selv været ude for noget så slemt, så det ville heller ikke ske i dag.

Vinden pustede mig i hovedet, da jeg gik igennem Londons gader. I hele to timer var jeg gået frem og tilbage, ikke klar til at tage hjem til lejligheden igen. Det var som om jeg fandt en anden frihed, når jeg mærkede luften imod mig. Alle de bryllupsplaner var ved at stige mig hovedet, derfor elskede jeg en god tur, uden nogle kom og irriterede mig. Det var i den grad tilfældet, da klokken kun var lidt over seks, og det kun var få mennesker, som var stået op i løbet af de sidste timer.

”Hvad koster den der avis?” Jeg fandt en uheldig arbejder i en avisbod, der udviste en træthed i sine blanke øjne. Han var så træt, at han pegede på et skilt, der viste mig prisen, i stedet for at svare mig mundtligt. Jeg gav ham et nik, købte avisen og satte mig til rette på en tætliggende bænk.

Lyset var så småt ved at finde frem til London, og som jeg begyndte at læse, kom flere mennesker til pladsen. Jeg blev så opfanget af endnu en artikel om One Directions comeback og vores nye album, at jeg ikke opfangede hvor mange, der faktisk nu befandt sig på den 20x20 meters asfaltplads. Jeg måtte altså indse, at de solbriller jeg havde fundet frem hjemmefra, ikke var et godt nok kostume.

”Må vi få din autograf?” Det var en pigegruppe på fire, der måtte være på vej til skole, der havde fået øje på mig. Jeg lagde avisen fra mig og kiggede på dem. De mindede mig ikke om de gamle fans. Fansene der i dag var i gang med deres videregående uddannelser. Det var mærkeligt hvordan fem år kunne gå så hurtigt. Og nu stod jeg her med den nye generations fans, i alderen af tretten stod de her i 2015 og støttede One Direction lige så meget som vores ældre fans gjorde. Derfor skrev jeg hurtigt autografer ned til dem, da musikken virkelig var hvad jeg elskede, og uden nogen af dem, havde jeg aldrig været her i dag. ”Vi håber du får et godt bryllup,” smilede en blondine bland brunnetter, der fik mig til at smile. Dette var den gode ting ved de yngre fans, de var ikke så vilde efter os drenge som kærester. De var helt glade for hvem os drenge var kærester med, og det var en ting, jeg virkelig syntes om.

”Tak skal i have.” Dagen, der var startet ud med et dårligt mareridt, havde nu ændret sig til noget mere positivt. Bare det ville fortsætte sådan.

Dagen gik så godt som den kunne, indtil jeg åbnede døren til lejligheden. Rosie var over mig som en på gepard på jagt, og ville vide alt. ”Hvor har du været, Liam? Jeg har været bekymret.” Hun brokkede sig konstant, hver gang jeg ikke lige var til at finde for hende. Hun kunne altid bare have skrevet en sms …

”Jeg har bare gået en tur,” forklarede jeg og satte mig i sofaen, hvor hun allerede sad.

Hun rullede med øjnene, men lod mig stadig trække hende ind til mig. ”Jeg vågnede klokken seks, og der lå du altså ikke ved siden af mig.” Hun kiggede på sit ur. ”Klokken er otte nu, har du virkelig været ude i så lang tid?” spurgte hun og vores blikke mødtes.

Jeg nikkede, ”jeg trængte bare til noget luft.” Da jeg fik et nik fra hende, og hun ikke spurgte mere ind til det, valgte jeg at skifte emne. Jeg havde længe ønsket at spørge hende om dette, men havde aldrig følt tidspunktet var rigtigt. Men nu var vi begge tidligt oppe, så jeg valgte at gøre forsøget. ”Du ved, nu hvor der ikke er lang tid til vores bryllup, har jeg tænkt over noget.” Hendes bryn rynkede sig. ”Hvad har du tænkt om os efterfølgende?”

Rosie virkede påvirket af mit spørgsmål og rykkede sig lidt i sin position i min favn. ”Vi er jo stadig ret unge, så hvis du tænker på at få børn, så ved jeg altså ikke helt,” sagde hun stille og lød som om hun troede, at hun havde skuffet mig. Selvfølgelig ville jeg elske en dag at få børn, men det var slet ikke det jeg havde haft i tankerne ved dette spørgsmål.

”Det var nu ikke det, jeg mente,” sagde jeg med et smil og se hende falde en smule ned igen. ”Nu har jeg jo været sanger i flere år, og skal snart ud på tourné igen, så jeg har tænkt på-”

”Kom nu til sagen.”

”Mens vi skriver på albummet, kunne jeg godt tænke mig, at vi efter brylluppet kunne flytte til Wolverhampton sammen.” Med en dårlig mavefornemmelse hørte jeg hende sige navnet på min hjemby med et stort spørgsmålstegn efter. Jeg burde have vist, det var en latterlig idé. Selvfølgelig ville hun ikke Wolverhampton, hvad tænkte jeg dog på. Hun havde det med ikke at kunne lide nye steder. Hun var simpelthen forelsket i nuet, det havde hun forklaret mig engang. Selv ferier havde hun svært ved, hvis det tog for lang tid. Derfor havde hun aldrig været med på en af mine tours, hvilket altid havde været et helvede for mig. Jeg savnede hende altid så ekstremt, når jeg ikke havde hende ved min side.

”Jeg ved, at det er svært for dig, Rosie, men det er virkelig min drøm lige nu.” Forsigtigt gav jeg hendes hånd et klem, men hørte hen kun sukke, mens hun kiggede ned på gulvtæppet. Kunne hun i det mindste ikke overveje det?

”Og min drøm er at blive en stor designer. Alt går jo ikke op, Liam,” sagde hun stille, og gik straks over til den attitude, hvor hun blev irriterende at høre på. Noget hun havde arvet fra sin mor. Men desværre blev jeg nødt til at erkende, at jeg forstod hende. Hun havde lige fået et fantastisk job med store muligheder, det kunne jeg ikke tage fra hende.

”Ved du hvad, lad os tage det på et andet tidspunkt. Brylluppet er meget vigtigere lige nu. Bare lov mig, at du vil tænke over det,” sagde jeg stille og kiggede dybt ind i de smukke grønne øjne. Hun nikkede, og jeg lod vores læber mødes hinanden. Kun 28 dage tilbage.

Efter nogle minutter rejste hun sig fra sofaen, for at få hendes sandaler på. ”Jeg smutter over til mor og ordner nogle ting.” Og med den melding var hun væk. Hvorfor spurgte jeg hende også om det med Wolverhampton, når jeg egentlig godt vidste, at det var umuligt at få hende med? Det var bare min drøm at opdrage mine børn i min barndomsby, når jeg engang blev far.

+++++++++++++

Efter en masse timer var gået, og mørket var faldet på, valgte jeg at ringe til min mor. Vi hilste kærligt på hinanden, og jeg mærkede straks hvor meget jeg savnede hende. Ja, jeg var en 25-årig mand, men man havde lov til at savne sine forældre, især når man ikke havde været nok hjemme ved hende som mindre.

”Hvordan går det så med brylluppet? Jeg glæder mig simpelthen så meget, Liam. Tænk at du skal giftes, og vi skal se Rosie i brudekjole. Jeg kan slet ikke fatte, at det skal ske, det er så fantast-”

”-Mor, du plaprer,” afbrød jeg hende, og fik endelig stilhed i den anden ende af røret. Det var ingen hemmelig, at Rosies mor og min egen virkelig havde påvirket mig til at tage valget om at fri. Alle omkring mig mente det var det bedste der kunne ske mig. Sådan havde det været fra start af. ”Men det går fint nok, dog har jeg ikke styr på særlig meget.” Jeg holdt en kort pause og lod min mor tænke. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med alle de planer jeg har.”

Der gik ikke lang tid, før jeg fik et svar fra hende. ”Gå en tur. Få styr på dine tanker,” svarede hun i den anden ende, hvilket ikke overraskede mig. Det havde altid været hendes råd.

”Men det regner,” brokkede jeg mig, da jeg hørte dråberne ramme ruden.

”Du ved, hvad jeg plejer at sige, Liam Du bliver nødt til at gå igennem regnen, hvis du skal se en regnbue.” Jeg forestillede mig min mor smile til mig i den anden ende. ”Og hvis du skulle være i tvivl, så er regnbuen i denne sammenhæng din evne til at tage beslutninger.” Hun hentydede til mit valg at tøj, og jeg grinede forsigtigt af min mor. Hende og sine metaforer. Det var bare godt, at hun forklarede dem til mig, ellers ville jeg nemt være helt lost.

”Tak mor, det vil jeg gøre så. Men bliver jeg forkølet, er det din skyld,” hilste jeg af og fik en kærlig hilsen igen, inden jeg lagde på.

For at være ærlig hadede jeg at gå i regn. Jeg blev altid våd, og mit tøj begyndte at klistre sig til min krop. Men i dag var det anderledes. Jeg følte mig faktisk godt tilpas under skyernes dråber, og nød at gå igennem Londons mørke gader. Klokken havde lige passeret seks, og jeg så en masse familier spise på restauranterne jeg gik forbi, og senere de huse, der lå lidt uden for centrum. Det gik op for mig, at det allerede var anden gang på en dag, jeg gik en længere tur. Jeg havde da i den grad trang til at tænke på noget andet brylluppet. Faktisk glemte jeg alt om brylluppet, da jeg drejede rundt om hjørnet og lagde mærke til noget under en af lygtepælene. Synet gav mig en lyst til at gøre noget.

En pige sad og snakkede til sig selv på en bænk, mens en tom flaske lå i det våde græs. Hun så helt fortabt ud i sin Nandos uniform, og lignede en der søgte noget. Med en god vilje, valgte jeg at gå over til, og tage hendes anden flaske ud af hånden. Det gjorde, at hun overrasket løftede sit øjenbryn af mig. ”Dreng tager min flaske?” spurgte hun underligt, og samtidig forvirret. Jeg svarede hende med et nik, og kunne let lugte hendes ånde – hun var i den grad fuld. Meget fuld.

”Hvad laver du her ude i regnen?” spurgte jeg hende.

Intet svar.

”Hvad er dit navn?” spurgte jeg derefter, da jeg regnede med at hun kom fra job, og ikke behøvede den store forklaring der.  Hun kiggede væk, og var ikke tilfreds med mit selskab. Jeg fik forsigtigt hendes hovedet drejet, så vi fik øjenkontakt, da min hånd rørte hendes ansigt.

Lygtepælene lyser få dele af vejen op, mens-

Det gav et sæt i hele min krop og mine hænder fór væk fra hende. Hvad skete der lige der? Hun mærkede min forskrækkelse og virkede i et kort øjeblik ædru. ”Er du okay?” spurgte hun og studerede mine øjne, der udviste en forunderen over mine tanker der var taget over.

Hurtigt fik jeg rystet chokket af mig, og fandt min styrke frem. Pigen her skulle bruge en hånd, ellers ville hun sikkert ende på denne bænk til i morgen. Regnen plaskede stadig ned på os, så det var altså ikke en mulighed. ”Hvad er dit navn?” prøvede jeg igen, for at få lidt information om hende. Hun kiggede ned på asfalten og mumlede noget, der mindede om et navn. ”Tania?” spurgte jeg, for at blive helt klar over, hvad hendes navn var, men hun rystede på hovedet. Der var altså ikke meget hjælp og hente, så jeg måtte bruge Tania.

Jeg satte mig på knæ foran hende, ”Tania, hvor bor du? Jeg vil gerne følge dig hjem.” Hendes brune øjne slukkede som et lys, da jeg kiggede ind i dem.

Lyset er en trøst samtidig med det er en fælde.

Mareridtet forsatte sin afbrydelse, men jeg holdt mig roligt, for ikke at give Tania endnu et chok. ”Fortæl mig din adresse, du kan ikke blive herude i regnen.” Som jeg sagde det, gik det op for mig, hvor gennemblødt jeg var. Hun var dobbelt så meget, hvis det var muligt, og jeg hadede virkelig at se hende sådan. Håret dryppede ned på hendes busker, og regnen skyllede ned over hendes egentlig ret kønne ansigt, så det ikke var muligt at se, hvis der var tårer i blandt.

”Efterlad mig nu bare,” brokkede hun sig. Der var noget ved denne pige, som gav mig et ønske om at vide mere om hende. Hun mindede om en jeg kendte, og inderst inde var det nok mest det, der overtalte min bevidsthed til at hjælpe hende. Det var ikke alle mennesker, jeg bare sådan gik over og hjalp. Men igen, hun sad i sin arbejdsuniform i det største regnvejr London længe havde haft, og var sikkert allerede forkølet.

Jeg kunne altså ikke lade hende være her. ”Ikke før jeg har fået dig hjem.”

 

Så mødte Liam Thalia. Hvad tror I nu der sker?

Og hvad tænker I om mareridtet i starten? Del jeres tanker med mig! :D

Undskyld jeg først publicerer endnu et kapitel nu, har så travlt.. x

- Laura 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...