After the Rain ☂ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
Hvordan er det, når alle ens fans, venner og familie nærmest tvinger dig til at fri til din kæreste? Velkommen til Liam Payne's liv. Udover at være en del af det genforenede band One Direction, skal han om en måned giftes med den 25 årige Rosie Tanner. Liam elsker Rosie, men da han en aften støder ind i Thalia Duncan, går det galt. Han tror ikke, de har mødtes før, men han husker ikke, hvad han gjorde mod hende nogle år tilbage. Hvad gør Liam, når han finder ud af sandheden? Pludselig er han slet ikke den person, han troede. Udover at vælge enten ægteskab eller familie, bliver han nu også nødt til at finde sig selv. En svær ting, når man 24/7 er påvirket af kendislivet og dets mørke sider.

165Likes
70Kommentarer
8025Visninger
AA

3. 1 / All Over The News

August 2018

Det stod i bladene, det var skrevet om i magasinerne, og selv i tv’et medvirkede det i mange af gossip-nyhederne. Over det hele, hele verden rundt. Selv i min egen lejlighed i det centrale London, prydede billederne bladene, der lå spredt ud over sofabordet. Nogle var flere måneder gamle, andre bragt til min dør i dag. ’Liam Payne forlovet’ – ’Skandale, Payne forlovet i ung alder’ – ’Mr. og Mrs. Payne om en måned’ – ’Vidunderlige nyheder’. Der var i den grad forskel på bladenes holdning, og sådan havde det været igennem hele forløbet. Hurtigt samlede jeg bladene i en bunke med det mest positive øverst. Jeg gad ikke ødelægge mit eget humør på denne dag, og især ikke Rosie skulle påvirkes af sådan noget tåbeligt bras. 25 var da ikke ungt at blive gift? Det var Rosie og jeg i hvert fald enige om.

Et smil spredte sig ud over mine læber, da den blonde pige viste sig for mig i mine tanker. Med det smukke hår, stort set altid hængende ned over skuldrene, var hun gudesmuk, selv som et tankebillede. Det var egentlig vildt, at vi var nået til denne dag. Kun en måned tilbage, og jeg kunne kalde hende Mrs. Payne. Hvis jeg altså ignorerede det blot blev hendes mellemnavn. Rosie Payne Tanner.

Jeg hørte døren gå op, og pludselig blev tankebillederne til virkelig, da hun trådte ind med to poser i sine hænder. Hun var iført sine yndlingssandaler og en fin sommerkjole, hvilket straks fortalte mig, at hun kom fra arbejdet. Tog jeg ikke helt fejl, ville der endda være en masse stof i de to poser, som hendes assistent havde købt for hende. Rosie havde i den grad vist sig i modeverdenen de sidste måneder, og jeg kunne ikke være mere stolt.

Selv om der ikke gik mange sekunder, fra at hun havde lagt poserne fra sig, og jeg skulle til at rejse mig, var det alligevel som om der gik fire år. På den korte tid, jeg studerede hendes bevægelser, huskede jeg alt det, vi havde været igennem. Fra vores første møde, til vores første kys, alt det imellem, og især til den dag jeg friede. Hendes smil den dag var uforglemmeligt.

”God dag på arbejdet?” spurgte jeg med et stort smil, og rejste mig fra sofaen. Det tog ikke lang tid at gå de få meter, for kun at stå nogle få centimeter fra hende.

Jeg studerede hende igen, mens hun på et ben kæmpede med at få de tætsiddende sandaler af fødderne. En handling, der endte med at hun nærmest faldt ind i min favn, på grund af hendes dårlige balance. ”Oh, undskyld,” grinede hun forsigtigt, og var hurtigt oppe at stå ordentligt.

”Du behøver altså ikke undskylde,” grinede jeg forsigtigt, og kyssede hende blidt på panden. Hendes kinder fik lidt farve, da jeg trak mig væk. Hurtigt lod hun en hårtot blive skubbet bag øret, og som hun gjorde det, fik jeg øje på ringen. Hun måtte have bemærket smilet på mine læber, da hun med en sød tanke rynkede brynene af mig.

Jeg huskede, da jeg havde givet hende ringen på. Jeg huskede, da medierne havde fået øje på den. Nogle havde troet det var en gave, andre håbede virkelig det var en gave, men de sidste havde gættet på en forlovelsesring. ”Undskyld, jeg lagde bare lige mærke til din ring.” Jeg grinede lidt som jeg sagde det, hvilket fik hende til at smile. ”Ved du godt, hvilken dag det er i dag?” spurgte jeg hende.

”En måned til vores bryllup.” 31 dage til jeg ville sige ja til hende i kirken. 31 dage til jeg ville se hende i den smukkeste kjole nogen sinde. Tænk, at det var så tæt på efterhånden.

Hun dumpede ned på barstolen, mens jeg fandt en pande frem, for at lave noget mad til os. Hun havde haft travlt hele dagen, og eftersom jeg bare havde slappet af, tænkte jeg det var rimeligt, jeg lavede mad. Tiden efter One Direction var blevet genforenet burde ellers være travl, men drengene og jeg var enige om at tage det stille og roligt. Især efter de vidste mit bryllup nærmede sig.

”Hvad tænker du på?”

Rosie måtte have lagt mærke til, at jeg havde været i mine egne tanker. ”Jeg tænkte bare på alt det med drengene og sådan.” Hun smilede af mig. Vi var begge stolte af hinanden. Hun havde opnået sin drømmekarriere, og One Direction var blevet gendannet efter to års pause, og skulle til at skrive et nyt album. ”Hvordan går det egentlig med arbejdet?” spurgte jeg, eftersom jeg vidste Rosie i denne tid brugte meget af hendes tid på brudekjolen.

Hun trak på skuldrene, ”det er ret presset for tiden. Men jeg klarer det, for det er jo hvad jeg vil.” Hun smilede fornøjet og tog en bid af et æble, der lå i skålen på spisebordet. Hun spurgte slet ikke ind til mig, men det var nu ikke mærkeligt for Rosie. Sådan havde hun altid været. ”Jeg skal for resten over til min mor her om en time, vi skal planlægge nogle ting,” forklarede hun. Havde hun ikke siddet foran mig, havde jeg sukket. Det var som alt planlægningen foregik mellem hende og sin mor. Det var ikke meget jeg havde været en del af, også selv om jeg prøvede. Rosies mor havde altid et bedre forslag, mente hun selv. Men da jeg ikke kunne skælde Rosies mor ud foran hende, smilede jeg bare som altid.

”Okay, jeg skal nok også over i studiet.” Jeg puttede kyllingerne på panden, og så frem til at tilbringe den næste time med min forlovede og sammen fejre, at der kun var en måned tilbage. Kun en måned.

+++++++++++++

Rosie havde efter aftensmaden forladt mig, og som jeg havde spået det, ringede min telefon kort efter. ”Hey Liam,” hilste Harry som jeg tog telefonen. Det var lige med at vænne sig til at høre hans stemme igen. Selvfølgelig havde vi snakket over to år, men jo længere tid der gik, jo færre samtaler havde vi haft. ”Har du travlt med brylluppet, eller kan du godt komme og skrive lidt med os?” Drengene troede altid, at jeg havde travlt med brylluppet. Så at Harry startede samtalen med det spørgsmål, overraskede mig ikke. Men i realiteten lavede jeg faktisk intet.

”Jeg kan godt komme over, faktisk er jeg alene, så det ville være toppen,” svarede jeg med et smil, selv om Harry kun kunne høre min stemme.

”Super, så ses vi, når du kommer.” Vi lagde på og jeg fandt hurtigt mine ting, for at komme af sted.

Selv om vi mere eller mindre var blevet ældre, opførte drengene sig som i de gamle dage, da jeg trådte ind af døren. Jeg huskede de mange gange, jeg var trådt ind i dette studie, i dag var det bare anderledes. Selvfølgelig var forskellen vores alder, men også andre ting var at lægge mærke til. Harry havde fået nogle flere tattoos de steder, han havde fået fjernet nogle. Niall havde fået sin ægte irske accent tilbage, der ikke var påvirket af den engelske. Zayn var gift med Perrie og rejste tit rundt med hende på hendes tours. Og Louis var lige vendt hjem fra bryllupsrejse med Eleanor. I en alder af 25-27 måtte jeg indrømme vi gjorde det meget godt. Nu var spørgsmålet bare om de fans, vi havde for nogle år siden, stadig ville støtte os, når vores nye album kom ud.

”Hey Liam,” hilste de alle, selv om det kun var Harry og Niall, som faktisk kiggede på mig. Alle drengene havde hvert deres sangskrivning i gang, noget jeg også ville få besked på om lidt. ”Hvordan går det med det hele?” spurgte Niall, da jeg slog mig ned i sofaen.

”Der er en måned i dag ikke?” hørte jeg Louis spørge ovre fra hans sofa.

Jeg nikkede og Harry klappede mig på skulderen, ”er du spændt?” spurgte han.

Idét jeg skulle til at svare, mødte en af vores nye medarbejdere os, da han kom ind af døren. ”Godt at se dig, Liam. Nu skal du bare høre,” begyndte han, og jeg fik givet noget papir og en blyant. Meget old-fashion sangskrivning, men det fungerede bedst for mig. ”Vi har snakket sammen, Simon og jeg, og har besluttet at du skal skrive en sang til Rosie. En sang hvor man virkelig kan høre at I elsker hinanden så meget, at I skal giftes.” Jeg havde ikke sådan rigtigt fået besked på en helt bestemt ting, når det gjaldt sangskrivning før.

”Øhm, det kan jeg vel godt?” svarede jeg, og var lidt usikker i, hvordan dælen jeg skulle gribe dette an. Det var ikke Rosie, der var problemet, men hvordan jeg skulle beskrive mine følelser for hende.

Der gik minutter, og efter en time, havde jeg blot nogle udstregede linjer.

 

I count the moments with my heart

I close my eyes and see you there

 

Det var som om lige meget hvad jeg prøvede, så ville ordene bare ikke passe sammen med de andre. Jeg var i hvert fald ikke tilfreds med sætninger, der formede sig på papiret. ”Hey Liam, du ser helt fortabt ud?” Louis bøjede sig ind over papiret, og fik bekræftet sin påstand, da han så min håndskrift. ”Javel, har du svært ved sangskrivningen?” spurgte han og rettede sig op igen for at give mig et forsigtigt smil. Han var iført sin jakke og sko, og var på vej ud af døren, for at tage hjem til Eleanor.

Jeg trak på skuldrene, ”jeg ved ikke hvorfor, at jeg ikke kan beskrive mine følelser for hende,” sukkede jeg og lagde papiret fra mig. ”Hvorfor kan jeg ikke Louis?” spurgte jeg ham opgivende.

Nu var det ham, der trak på skuldrene. ”Du har så mange ting at se til for tiden, Liam. Jeg tror for at skrive sangen, skal du bruge en hel dag helt afslappet, og så bare forestil dig hende – så kommer det hele.” Jeg kunne nemt høre hans kærlighed til Eleanor, som han forklarede mig det gode råd. Han elskede hende virkelig.

”Det vil jeg prøve,” sagde jeg med et smil, selv om min dag i forvejen havde været afslappet, og jeg allerede havde forestillet mig hende. Det kunne godt være, at jeg intet havde fået skrevet i dag, men mere kom der da heller ikke. Derfor rejste jeg mig. Louis og jeg var også de sidste tilbage, så at blive alene tilbage, ville være kedeligt. ”Skal vi følges ud af døren?” spurgte jeg, da jeg snuppede min jakke.

Han nikkede, ”jeg går, så det lyder super.”

Og med det aftalt, låste vi døren til studiet og fulgtes igennem Londons gader, som havde det været for fem år siden. 

 

Det var så første kapitel! Hvad siger I til det hele?

Kan I lide Rosie og Liam sammen?

Håber jeg har fanget jeres interesse! Fik ikke så mange kommentarer til prologen, men håber da, at I glæder jer til at læse med :D

Denne historie er med i Backstage konkurrencen, så et like ville være fantastisk x


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...