In the shadow

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2013
  • Opdateret: 17 aug. 2013
  • Status: Igang
Mit liv er ikke hårdt, heller ikke nemt.
Jeg er anonym, fordi mit liv er en stor hemmelighed. Mine hemmeligheder skjuler sig bag hjemmet fire vægge, men nu skal det bare ud. Nu må jeg bare komme ud med alt.

Det her er min histore.

I am Anonymous S.

2Likes
0Kommentarer
148Visninger
AA

2. Hendes mor, min mor, mig?

Jeg er en ung pige. Mit navn er en hemmelighed. For selvom jeg vil fortælle jer min historie, vil jeg ikke udstille min familie. Jeg vil ikke udstille min mor. For jeg elsker min mor, på trods af hendes fejl. Jeg elsker hende. Hun er min mor, og selvom hun er misburger, og selvom hun er en aggressiv en af slagsen, så er hun min mor, og jeg ville ikke bytte hende med nogen anden.

Min mor drikker ikke hver dag. Dér er jeg heldig. Nogen gange er hun bare mor. Nogen gange kommer jeg hjem fra skole til en mor der laver kage, is eller ordner haven. En der vasker tøj og ordner huset. En der er helt klar i hovedet og har en god dag. Og det er den kvinde der bragte mig til verdenen, og det er den kvinde der har samlet mig op, når jeg er faldet. Hende der har pustet på mine sår og passet på mig. Det er dén kvinde og min far, som udgør min fantastiske familie. Sammen med mine ældre søskende. Men de bor ikke hjemme mere, så det er kun mig. Kun mig i helvedet, som jeg i det sidste år har kaldt det.

 

Da jeg var lille, var jeg heldig. Der boede mine søskende hjemme og der passede de på mig. De passede mig altid og de sørgede for, at jeg ikke var udsat for min mors drikkeri. For det var før sygdommen og pillerne.. I hvert fald, da jeg var helt lille. Og nu undrer i jer sikkert hvor min far var. Min far rejste meget i et par år, pendlede for arbejdet. Så vi var alene hjemme. Os børn og min mor. Og når min far var på rejse. Det var der vi tog til helvedet. For når min far ikke var der; Så kom den anden mor. Ikke min mor. Men hende kvinden, som jeg hader. Den del af kvinden jeg kalder mor, som har ødelagt så meget.

 

For at forstå min mor, må man forstå hendes liv. Hun voksede op i et hjem, med en sadistisk mor. En mor, der gjorde forskel på sin kærlighed til sine børn. En mor, der gav sin eneste datter skylden, for sit ulykkelige ægteskab. Min mor havde det så dårligt, at hun i en alder af kun seksten flygtede fra hjemmet, og fik sin egen lejlighed. Min mor startede på handelsskolen og fik hurtigt en lærerplads. Men aldrig en hue. Hun levede for sig selv, sås stadig med familien, men var stadig underlagt sin egen mors tyranni. Hendes mors onde ord og lede bemærkninger. Jeg prøver så vidt som muligt at forstå min mor, forstå hende hver eneste gang hun gør de ting, for hun har nogle sår inden i sig, som aldrig heles. Men det bliver sværere og sværere. For de ting der engang ødelagde hende så meget, bruger hun nu mod os. Eller brugte, mine søskende og jeg er ikke længere små børn.
Hun sagde altid til os, at hvis vi sladrede til far, om at mor havde været fuld, så ville de to blive skilt, og det ville være vores skyld. Vi, os børn, ville have været skyld i vores forældres skilsmisse. Min mor er derfor blevet svag. Jeg bliver altid kaldt stærk. Men jeg føler mig ikke stærk. Hvor mange gange har jeg ikke ønsket at løbe til kommunen og fået dem til at fjerne mig? Hvor mange gange har jeg ikke drømt om at de sociale myndigheder ville hente mig?
Men jeg tror ikke de ville gøre det. For der melder min tvivl sig. Har jeg det hårdt nok til at blive fjernet? Overdriver jeg mit liv, er det i virkeligheden min selvmedlidenhed der får det til at være værre end det er? Men så igen, siger jeg ikke altid jeg har det godt? Har jeg ikke også det?
Min mor er ikke altid den anden kvinde. Nogen gange er hun jo mor. Nogen gange er hun bare mor. Og så har jeg det godt. Så har jeg min mor. Så går det som det skal, og jeg har det godt. Jeg lever et privilegeret liv. Ikke mange har sommerhus i udlandet, ikke mange har chancen for at rejse til USA, Sydamerika osv. osv. Ikke mange kan opleve de ting, som jeg har chancen for. For jeg har chancen for alle de ting. Jeg har gået på privatskole, har været på rejser med min skole, jeg har prøvet mange ting. Og jeg har en familie der elsker mig. Jeg er måske en stædig, sur teenager, men jeg elsker dem lige så meget. Og dér er jeg igen heldig. For jeg har mødt mange i mit korte liv, hvor forældrene aldrig var hjemme, hvor alt de havde var en au-pair til at passe på dem. Ja, min mor checker ud en gang i mellem, men jeg har stadig en familie som støtter mig gennem alt.

Men alligevel. Så ønsker jeg at mine forælder bliver skilt. For jeg ønsker ikke dette liv mere. For min mor checker nogen gange ud. Jeg har passet min mor lige så meget som hun har passet mig. Min mor drikker, eller tager piller,  når hun er stresset, har ondt i ryggen, eller bare ikke gider vejret. Min mor finder altid en undskyldning og hun bliver så led. Og jeg kan græde i flere timer, fordi hun ikke er min mor, når hun ikke er sig selv. Hun er en kvinde jeg ikke kender.
Og hvor mange gange har jeg ikke ønsket, at jeg kunne skride fra det hele. Og det har jeg også kunnet tit. Men jeg kan samtidig ikke efterlade min far i helvedet. Og han vil ikke efterlades. Mange ville mene, at man selv skulle kunne klarer det og ens børn ikke skulle gennemgå det. Men jeg har en teori, at når du til sidst, kommer så langt ud, at du bliver bange for at være alene med kvinden du elsker, så vil du gøre alt for ikke at være alene. For så overgiver du dig til frygten for i morgen, til bekymringerne og til sorgen. Mest af alt til sorgen. Og så kommer hadet.

Hvor mange gange har min far og jeg ikke siddet og undret os over hvorfor hun ikke stopper, når hun ved det ødelægger os inden i? Hvorfor stopper hun ikke, når hendes yngste datter grædende råber, at hun skal sove rusen ud? Hvorfor stopper hun ikke, når far bryder sammen? Jeg tror aldrig jeg kommer til at forstå det. For at forstå min mor, skal du kende hendes barndom, og vide hvordan det er i hendes situation. Og jeg er i hendes situation. Min mor hader mig, når hun har drukket. Jeg har ar på mine arme, fra når hun har revet mig. Jeg har stadig et blåt mærke fra sidst. Men jeg forstår hende ikke. For jeg er stærk. Det siger folk i hvert fald. Jeg står her i dag, med en mor der drikker og tager piller, har gennemgået flere år mobning og jeg står her stadig. Jeg står her også i morgen. Så jeg forstår hende ikke. Jeg forstår ikke denne egoisme, der kommer, når hun møder den mindste modstand i sit liv. Når hun blot har ondt i ryggen, får hun et behov for at tage så mange piller, at hun dårligt nok kan gå. Hvorfor vil hun udsætte sine børn, eller nu kun mig, for den rædsel hun gennemgik som ung?

For at forstå min mor, må du være min mor. Jeg prøver så hårdt, men jeg kommer nok aldrig til det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...